Larm. Fnidder. Fnis.
Papir på gulvene, støv i hjørnerne, og en lærer, der ikke kan råbe os møgunger op.
Det er det førstehåndsindtryk man får, hvis man åbner den malingstrængende trædør ind til HF-klassen Z, der er i gang med tredje års repetition, pinsel og læring.
Klassen er, hvad man kan kalde for en blandet pose. Og hvis man er heldig, og lægger øret hen til døren, så kan man høre hvordan folk af forskellige etniteter skaber sig, hvordan en elev, der ikke har sovet i et døgn, på grund af at Netflix var mere spændende, sidder og gaber sig, og at trælse, pessimistiske Julie endnu en gang skaber sig.
Det er en cirkel, der kun bliver afbrudt få gange om året. Altså, hvis der sker noget stort eller noget indholdsrigt, der er hæjtidelig nok til at den selvfølge der hedder larm, ikke er det dominerende element indeni det her murstensfængsel. Bare noget der kan tage den her pøbels opmærksomhed, så de for en gangs skyld kan være stille.
Men lige nu er ikke en af de tidspunkter.
Desværre.
Det er præcis som det altid plejer at være.
Der bliver tegnet på en hvid tavle med en sort tusch, der bliver hvisket af pigerne, råbt af drengene, og der bliver undervist i naturvidenskab.
Det står der i al fald på skemaet, hvis jeg husker rigtigt. Men det kan man vist ikke kalde det, som vi laver lige nu.
Den sorte tusch bliver ført væk fra tavlen, og ind i brystlommen på Lærer-Lars, der nu har færdiggjort sin planbeskrivelse, der står så smukt og standhaftigt skrevet på tavlen.
Han har taget sig sammen med at skrive bogstaverne pænt op, den her gang. Det er tydeligt, når man kigger på den måde, bogstaverne slutter deres streger. De stopper brat, i stedet for at blive tyndet ud i den linje der kommer frem af, at man fjerner hånden fra tavlen i samme bevægelse, som selve bevægelsen til at skrive bogstavet. Men lige meget med, hvor maskinskrevet han prøver på at få bogstaverne til at stå, så det duer alligevel ikke. Lige meget med hvilke teknikker han bruger, og hvor meget tid han udnytter, så ender slutresultatet alligevel med at ligne antikke, græske bogstaver.
Han vender sig op, sætter hænderne på siden, og smiler stolt af sig selv. Hans blik afslører, at han selv er rigtig stolt af dette eksempel på sit mest kritiserede håndværk, og leder efter klassens anerkendelse. Men det her er 3.Z. Hvad forventer han? Og så kommer det. En bøvet mandestemme råber "Vi kan stadig ik' læs' det, ulæse-Lars" nede fra baglinjen.
Klassen griner, Lars smiler bedrøvet, og jeg begraver mit ansigt i min hånd, bider min tommelfinger, og sluger en klump spyt for ikke at grine i takt med pøblen. Det er næsten synd. Her går jeg i klasse med nogle folk, der kun har hørt arabisk, egyptisk, syrisk, swahili, wallahi, shawarma, ullabulla, whatever, hjemmefra. Og så sidder der den her skaldede kartoffel på bagerste linje, der ikke kan finde ud af, at det både er en teori og en praksis at skulle bøje ord, så de passer til en sætning.
Det er næsten smukt at der findes nogle danskere der er dårligere til deres modersmål, end nogle indvandrere er til deres tredjesprog. Men det her er 3.Z. Hvad forventer jeg? Det er det her lokale, som alle de lokaludfordrede sidder i. Mig inkluderet. Jeg ved ikke om det er en beslutning, som dem i de behagelige stole aktivt har taget, eller om mit held til klasselodtrækning er lige så råddent som det plejer at være, når det handler om skrabelodder fra Fakta. '
Jeg fjerner fingeren fra munden, kigger på de otte dybe tandmærker der nu er røde og smertefulde, og kigger op på Ulæselige Lars, som han så nedgørende bliver kaldt til dagligdag af en klasse, der knapt nok kan læse til at starte med. Han står med en DVD i hånden, og klassen kigger fascineret, som var det aber der blev præsenteret for bananer for første gang.
"I kan sikkert ikke læse det, men jeg har skrevet HYGGE på tavlen. Og det tænkte jeg at vi ville gøre med den her film!" siger Lars, smiler, og peger formålsløst på de græske symboler på tavlen. Jeg stønner, klassen fejrer, Lars sætter disken i pc'en, pc'en til projektøren, og projektøren til tavlen. To timer og tretten minutter, plus opsætning og fumlen. Det er så lang tid vi slipper for at skulle lave meningsløse teorier om planters udskillelse af ilt, der allerede er blevet undersøgt halvt ihjel af alt for mange forskellige mennesker. Men det her er 3.Z, så jeg vil ikke være imponeret, hvis der efter ti måneders undervisning stadig er én eller anden dumsmart spade der oprigtigt tror, at fotosyntesen har noget med et kamera at gøre, og at et pensum er den samlede mængde blyanter.
Jeg sukker, trækker gardinet ned for vinduet som mit ensomme bord står op af, og kigger på det småutydelige billede, der viser startmenuen til en dokumentar om dyrs opvækst, med et fokus på deres parring.
Jeg synker, og kigger modstridende med på filmen, der bliver vist på tavlen. Der er aber der boller, zebraer der boller, pingviner der boller, og nogle gange fortæller den zoolofile talsperson på båndet om, hvordan børnene så bliver fodret, vokser op, og hvordan den naturlige selektion fungerer. Men dyrebolleriet fortsætter med at være det eneste film der bliver vist, i stedet for rent faktisk at vise den opvækst, fodring og andre sjove klip, som der bliver snakket om.
Der går en time. Jeg ved nu hvordan en pingvins penis ser ud. Der åbenbart er kaldt en kloak, eller noget i den stil. Ærligt, jeg fulgte ikke ordentligt med, under det kapitel. Men billederne er for evigt brændt fast på nethinden, og kommer til at være et hyppigt objekt i mine mareridt.
Der er gået en time og et kvarter. Jeg savler en smule ud af munden, kigger op på uret, kigger hen på skærmen, blinker en smule for meget med øjnene, der langsomt falder mere og mere i, lægger mine arme over kryds, og lægger mit hoved på den improviserede kødpude. Bare to minutter, og så er jeg på igen...
"Ej, det sgu da ren porno det der!" bliver der råbt fra sidelinjen. Jeg vågner med et chok, kigger panisk op på filmen, og ser til min frygt en sexscene imellem to helt normale, endda attraktive mennesker.
Jeg synker en klump, tørrer søvnsavlet væk fra munden, og prøver på at kæmpe imod min krops lyst til at gnide mine lår op mod hinanden. Det lykkedes ikke. Jeg bliver helt opslugt af de erotiske billeder på skærmen, og hvordan de på samme måde virker blide, nænsomme og bestialske. Jeg tørrer savl væk fra munden igen, selvom jeg ikke aner hvordan kom derud. Lige pludselig, så var det der bare. Lokalet bliver næsten rødt for mig. Det føles, som om at mit blik zoomer ind og ud, i et konstant interval, og mit åndedrag bliver tungere og tungere. Og selvom jeg godt ved, at det ikke er hele jorden, der er i gang med at forme sig på urealistiske måder, så ved jeg godt hvordan det får mig til at føle.
Jeg skal væk.
Nu.
Jeg rejser mig op, og bevæger mig med raske skridt imod frihedsdøren, åbner den, vender hovedet tilbage imod Lars, råber "Undskyld! Men jeg er virkelig nødt til at gå på toilettet!", og smækker den bag mig, hvorefter jeg kan høre drengene grine i kor, og hviske "hah, hun kunne slet ikke klare det".
Og her sidder jeg, efter få minutter, på et nedslået toiletbræt, med lår der stikker til hver sin diagonale side, lyserøde, fugtige trusser der hænger omkring højre skinneben, og med to fingre indeni et sted, de virkelig ikke burde være i skoletiden.
Det er simpelthen for meget.
Imens jeg kigger væk og ikke er forberedt, så bliver der afspillet sådan noget, der kan få mig helt op i det hede felt på få minutter. Jeg sidder og forventer aber, pingviner og giraffer, og lige pludselig så ser jeg sådan en scene, der sagtens kunne være mig og... årh.
Der kommer et svagt støn ud. Jeg tager min venstre hånd op til munden for at holde mig selv stille, men fortsætter med at synde med højre. Jeg kan ikke lade være. Tankerne om Martins hænder alle steder, virker til at være fuldstændigt ustyrlige, og det fjerner min styring af min krop, der bare gør hvad den har lyst til. Det er underligt. Spændende. Forbudt. Og jeg gør det. Lige nu, for første gang nogensinde. Og endda på et offentligt skoletoilet, hvor væggene har ører, og hvor mundene spreder rygter. Men jeg er ligeglad. Jeg nyder mig selv på en måde, jeg ikke har gjort så længe jeg kan huske, imens jeg lader billeder køre igennem mit hoved. Jeg ser hans lejlighed for mig, hans hænder, hans læber, hans krop, hans... Nej, jeg er ved at eksplodere. Jeg er nødt til at holde mig tilbage.
Jeg tager mine fingre ud igen. De drypper næsten. Ikke på samme måde som de har gjort de gange, jeg har været sammen med ham, men der er det også hans skyld. Ja. Hans skyld. Det er alt sammen hans skyld.
På med trusserne, tør lårene med toiletpapir, tør dråberne på gulvet op, træk ud i toilettet, gå af båsen, som ejede jeg verden, vask hænder med alt for meget sæbe, og så ind i klassen igen, der sikkert griner og råber af mig, når jeg kommer tilbage.
Eller, det ville de gøre hvis vi ikke havde pause, og hvis jeg havde tænkt mig ikke at pjække fra de to sidste moduler. Ingen ser mig komme ind i lokalet, for i hvert frikvarter er der en masseimmigration fra klasseværelset til rygezonerne udenfor. Lokalet er menneskeløst og udfordringsløst.
Ingen ser mig pakke mine ting sammen, gå ned af brandvejstrapperne for ikke at støde på nogen af rygerne, og tage bagvejen ud af den enorme skolebygning, der på alt for mange måder minder mig om et fængsel. Der er stadig ikke nogen omkring mig, så jeg suser over vejen, hen forbi SkandaleSalling, der stadigvæk sender mig kolde ture nedad ryggen, hen til den stadigt halvsmadrede glasdør, op på tredje etage, fumle med nøgler, fumle med lås, trække i håndtag, lukke blidt efter mig, liste mig ind på mit soveværelse, gå hen til min seng og falde med begge hænder ud til siden, så jeg har mulighed for at kramme den her store klump kød, der har ligget og ventet på mig, i den tid jeg har været i skole.
Han får et chok, vender sig hurtigt om, og bliver overrasket af mig, der gnider sin kind op af hans, der har fået en smule stubbe i de dage, jeg har holdt ham fanget i min lejlighed. Han siger godmorgen, jeg minder ham om at det ikke længere er morgen, lægger mig ned under hans dyne, rejser mig op en time efter, fyldt med sved og andet, går ud i køkkenet, rister et stykke brød, smørrer noget smør på brødet, og spiser det.
Det er det næsten daglige ritual. Han manglede penge til at betale husleje, så han bor her, imens han leder efter noget nyt der er pænere og billigere. Han betaler et ugentligt honorar, så jeg har nok til at betale for strøm, net og mad, og så er der lige den bonus, at han er min dejlige kæreste, jeg har været sammen med i to måneder. Og hvis jeg skal være ærlig, så vil jeg helst, at han ikke finder en ny bolig at bo i, for jeg kan godt lide hans selskab, og jeg kan godt lide elektricitet i lejligheden. Han fylder den ud, han fylder mig ud, og giver mig en grund til at komme videre i livet, ved siden af det, der hedder 'blot' at overleve. Desuden, så finder han ikke noget, der er lige så nyt og billigt som mig, nu hvor vi har åbnet os op for hinanden så meget, som vi har.
Og jeg kan mærke det. Jeg har ændret mig så meget, at jeg slet ikke kan genkende mig selv, når jeg tænker tilbage på den måde, jeg dengang var.
Min ærmeløse jakke er smidt ud. Jeg har ikke brug for en, nu hvor det er forår, og jeg er snart ved at have sparet nok op til at kunne købe en ny en af slagsen. Min make-up er blevet sorteret i, og jeg går næsten med mascara hver dag. Jeg er begyndt at lade mit hår hænge en smule, for Martin har sagt, at han godt kan lide det sådan, og jeg er så småt begyndt at tage på, nu hvor jeg har fået lyst til at spise igen.
Mit liv er ved at ændre sig, jeg er ved at lære mig selv at kende, jeg er langsomt ved at blive glad, og jeg har en masse kød i fryseren. Ting er gode, ting er dejlige, og jeg er for en gangs skyld glad for hvordan tingene er.
Jeg tager min halvsmadrede kattekop, hælder noget halvgammelt, koldt te i den, og går ind i soveværelset igen, hvor han stadig ligger i samme mundering som jeg efterlod ham i, for ti minutter siden. Jeg kan ikke skjule mit smil, da jeg ser ham sidde op, med en bog foran øjnene, og et par briller på næsen. Han ligner en rigtig mand. En mand, jeg gerne vil bruge resten af mit liv sammen med. Det er i al fald det jeg føler, imens jeg lægger kattekoppen på sengebordet, løfter hans arm, og lægger mig under den, uden at forstyrre hans læsning.
Jeg tror faktisk at jeg er lykkelig. Og lige meget med hvor meget mit sorte sind bilder mig ind at det ikke bliver ved med at være sådan som det er lige nu, så håber jeg stadig at det fortsætter sådan her for evigt. Men imens jeg ligger i hans arme, så lover jeg mig selv en evighed af glæde. At han altid vil være her for mig, at jeg altid vil være der for ham, og at intet nogensinde ville kunne skille os ad.
For jeg er træt af at være alene.