Det røde lys der stråler ned på mit ansigt, blænder mig en smule, når de ændrer retning imod mit ansigt, der vender og drejer sig, for ikke at blive blændet. Folkene, der danser rundt med hinanden, forvirrer mig. Fanget i en euforisk trance af ben, der bevæger sig imellem hinanden, og musik, der skaber et stimulerende og frustrerende vakuumtryk på ørerne, når bassen flyver ud af de dedikerede subwoofers, der får glassene på bordet, til at skabe ringe i midten af de forskellige drinks. Musikken, der bliver spillet ud fra højtalerne, er dårlig. Hele klubben er enig i det, men de danser alligevel videre, imens de bilder sig selv ind, at de godt kan den musik, de aldrig ville lytte til, uden alkohol og extacy i blodet. De er ligeglade med, om Mette er nede med det, eller om der er fugt i fundamentet, men de synger med på de upersonlige linjer der bliver gentaget som var det et mantra, og lader sig blive opslugt af den behagelige tåge, der får dem til at glemme det liv, der står og trapper med foden udenfor dansegulvet. Det dansegulv, jeg har lyst til at gå ind på, og deltage i, men som jeg ikke kan.
   Og her sidder jeg. Endnu en gang oplyst af det røde lys, der har vendt sig imod mig og blænder mig, imens farven blander sig sammen med den halvtomme øl, jeg har i hånden. Jeg tager en slurk af den nu næsten tomme øl, og kigger hen på min ven, der danser med en af mine veninder. Han kaster sig fra højre til venstre, og det samme gør hun, imens hun kigger på ham nedefra og op, og råber ham i øret, at han ser godt ud med det nye, lange hår, der ikke længere sidder i en knold på toppen. Han griner, kigger hen på mig, og smiler. For han ved godt, hvordan jeg har det, og hvem han ender med at ligge sammen med i aften. Han ved, at når han får komplimenter for at have ladet sit nu lange hår gro, så får jeg klager over, at jeg har klippet alt mit af. Før lignede jeg en ung kunstnerisk fyr, der ikke gad gøre noget ud af det, så jeg lod det bare hænge ned over øjnene, imens jeg dykkede ned i mine interesser. Nu ligner jeg en stereotypisk russer, der kun kan finde ud af at svinge med en hammer og drikke vodka i arbejdstimerne. Måske kan man kalde min fysiske omvending for en frigørelse af mig selv, og fra min ekskæreste. Måske kan man kalde det for at jeg har givet op. Begge dele er sikkert rigtigt nok, for det var det jeg følte, da jeg lod min skægtrimmer køre henover issen, og lod mit lysebrune hår langsomt svæve ned i vasken, og blive blandet sammen med det saltede vand fra mine røde øjne. Tårerne gjorde mig ikke fri, og det gjorde min selvpåførte halvskalpering heller ikke.
   "Hvorfor klippede du det dog af? " har mange spurgt mig. Nok til, at jeg har forberedt et standardsvar, der automatisk ryger ud af munden på mig, når det evindelige, irriterende spørgsmål dukker op.
   "Jeg bliver skaldet en dag alligevel, så gider jeg ikke blive chokeret når det en dag ikke er der mere". Siger jeg med et grin, sætter hånden op til det korte hår, og lader som om, at jeg stadigvæk kan køre min hånd igennem det. Men nogle gange bliver jeg spurgt imens mine parader er nede, og så er standardsvaret ikke længere indenfor rækkevidde. Så jeg skifter med det samme til den anden mulighed, der lyder at bryde sammen, og med skælvende stemme forklare, at det var fordi at det var en af de få ting, hun godt kunne lide ved mig, og at det derfor var noget, der var nødt til at forsvinde. Jeg havde besluttet mig for, at når jeg havde smidt mit våde hår ind i en plasticpose, ud i en skraldespand og ud af mit liv, så skulle det være sidste gang jeg ville lade en anden komme tæt nok på mig til at køre en hånd igennem det, og det var sidste gang jeg ville høre mig selv græde over den dybe, korte kærlighed, der nu havde skubbet mig væk.
   Siden da, er det lykkedes at holde gråden tilbage. Men det har ikke været muligt for mig at eliminere de rystende hænder, den voldsomme appetit og de spontane toiletture. Jeg har åbnet en Tinder, jeg har fået en fremmed til at sende mig nøgenbilleder, og jeg har sovet i ske med en af mine kammerater. Men der er bare ikke noget af det, der er det samme. Det får ikke det samme sug i maven, det får ikke den dybe forbindelse, og det giver mig bare ikke det, jeg savner, og dét jeg ville kunne skrive gode digte om, hvis jeg havde talentet.
   Men lige nu er det lidt hårdt. Øllet der før var i mit glas, er der ikke længere. Jeg kan ikke huske, om jeg tømte det på vejen ind på toilettet, eller om jeg gav det til den lækre brunette, der sad ved baren. Det eneste jeg kan huske, er det der sker lige nu, og det ansigt jeg ser på, imens jeg kigger ind i det ødelagte, ulækre spejl inde på mandetoilettet, hvor den eneste toiletbås er optaget af to personer, der stønner synkront til hinanden. Døren ind til toilettet bliver ved med at åbne sig og lukke sig en smule, og jeg kan se fire fingre hvile på det yderste af døren. Låsen til båsen er sikkert lige så smadret som jeg er, og de prøver på at skjule deres affektion for hinanden, selvom det er alt for åbenlyst. Det gør ondt i maven, da jeg mærker hvordan ensomhedens enigma tager til, og jeg stirrer ind i de blå øjne, der stirrer tilbage igennem det smadrede spejl, og det korte hår, jeg ikke kan sno omkring fingeren længere. Ånden bliver tungere, og kroppen bliver tungere, imens jeg prøver på at tømme mit hoved for tanker, der buldrer ind og ud, som var det de evigt hvileløse gæster på en bar i weekenden.
   Hurtigt. Træk vejret ind, træk vejret ud, sæt håret, der ikke kan sættes, ignorer de to elskere, der sidder på toilettet ved siden af, og ud og kigge på eventuelle nye piger, der står på dansegulvet, og venter på, at en fremmed kommer og samler dem op. Vasker hænderne, hvor lidt det end må hjælpe, ryster dem ud i luften, imens jeg åbner svingdøren til dansegulvet med knæet, og går hen til det bord, jeg sad ved før. Jonas, manden fra dansegulvet, sidder nu ved bordet, med armen omkring min veninde, Josefine. Jeg smiler til dem, imens det skærer mig i hjertet at se dem sidde så tæt. Ikke nødvendigvis fordi at jeg selv ville noget med Josefine, selvom jeg er desperat, men lige nu er jeg egoistisk og kan ikke holde til at mindes om andres lykke og glæde, som jeg ikke har lov til at føle længere, og at jeg troede at jeg kunne undslippe osen af andre folks sex, ved at gå ud fra det optagede toilet.
   "Jonas!" råber jeg, og slår hånden ned i bordet. "Skal vi finde noget fisse til mig, eller hvad?"
   Jonas kigger forvirret på mig i to sekunder, men slår derefter øjnene op, slår lige så hårdt i bordet tilbage, og råber "Ja for satan!", hvorefter han tager armen væk fra Josefine for at finde en telefon frem, hvor han kan skrive et par sms'er. Og før jeg ved af det, så sidder der seks folk ved det bord, der før sad 3 ved. Tre fremmede, to venner, og ensomme jeg, der sidder i midten, imens jeg febrilsk prøver på at have en samtale med folk, der ikke kan overdøve musikken fra højtalerne, så halvdelen af emnerne bliver slået ihjel af ordet "hvad", og sætningen "Jeg kan ikke høre dig". Ord og sætninger bliver lavet om til fagter, fagter bliver lavet om til store bevægelser, og store bevægelser bliver pludselig til berøringer. Jonas sidder sammen med Josefine. De hygger sig meget med andre, og endnu mere med hinanden. Imens sidder jeg nu selv med en eller anden, jeg først nu, har lært navnet på. Kassandra hedder hun, og hun er fin nok, skulle jeg mene. Jeg har rørt hendes bryst, imens andre har kigget væk, og jeg har mærket, hvordan det føles at kysse en, der har stål i tungen. Det er tydeligt at mærke metallet, og hvordan det smager af en blanding af metal og Bacardi, men jeg kan ikke føle noget i maven, som jeg havde håbet på, at jeg ville. Jeg har det, som var det et ligegyldigt festspil, hvor man kysser fordi det er sjovt at udfordre sine grænser, og tanken om at transferere en isterning fra mund til mund, uden at bruge hænder, åbenbart er spændende.
   Hun smager ligesom de andre piger, jeg halvhjertet har kysset igennem tiden. En smule sødt, en smule ligegyldigt, og en hel del skyldfyldigt. Jeg fjerner mine læber fra hendes, og fokuserer mine forvirrede, berusede øjne på hendes ansigt, jeg ikke har kigget ordentligt på endnu. Hun har brunt hår, piercing i næsen, tyndt ansigt, brune øjne, ternet skjorte, og meget kort kjole på. Det er svært at forklare i de små facetter i ansigtet, og det er svært at vide om jeg har ret i mine stereotypiske fordomme. Men jeg kan se i hendes ansigt, hendes mimik og hendes former, hvilken type hun er, og hvad hun har lyst til. Ligesom jeg ikke har lyst til at vide, hvad hendes efternavn er, så har hun heller ikke lyst til at høre mit. Hun er sikkert pigen, der for fem år siden blev dumpet af sin kæreste, fordi at han hellere ville være køre på scooter, og hun vejede for meget til at der kunne sidde flere end bare hende derpå. Så hun kompenserede for sit tab af ham, ved at skære i sig selv, tabe sit fedt, og gå i seng med så mange fyre på så kort tid, som muligt, i håbet om at få en reaktion fra enten ham, eller sin far, der aldrig kom. Og jeg er ligeglad. Her sidder jeg og kysser med en pige, der sikkert havde en anden fyrs spyt i munden for kort tid siden, og har accepteret den tanke om, at jeg på ingen måde er speciel for pigebarnet, men blot er et værktøj der kan bruges, ligesom hun bare er en mark der kan pløjes. Hun sætter en hånd op på mit korte hår, rører i det, kigger mig i øjnene, og bider sig i underlæben. Jeg smiler til hende, sætter en hånd på hendes lår, og hvisker ting i hendes øre, som jeg ved hun har lyst til at høre, men vi begge ved at jeg ikke mener. Jeg smiler til Jonas og Josefine. Jonas smiler tilbage, for han ved hvad det betyder, og vi rejser os alle fire, går ud af humlehytten, der fortynder sit sprut og går hvert til sit, i retning imod hver vores lejlighed, og hver vores seng.