Der breder sig en svag, gennemsigtig røg igennem det lille, brunvæggede lokale. Jeg lader det smukke vandslør klatre sig ind i min næse. Pebermynte. Med sukker. Varmet fra en beskidt vandkoger, jeg fandt på en skraldeplads. Hvor fint, hvor nydeligt.
   Jeg tager en lille slurk, fra det lille kattepyntede kaffekrus, og brænder tungen, da jeg ikke er vant til at få noget varmt, men lader være med at reagere på det. Faktisk, så tænker jeg slet ikke på tungen, der stadigvæk sidder og lider i det stadigvæk kogende vand, blot på mine øjne, der er den eneste del af mit ansigt, der ikke bliver gemt af koppen, der kigger lige fremad.
   Min redningsmand, der blev sendt fra bænken. Eller himmelen. Eller et andet sted, hvor man slapper af, og har det godt. Hvor har han dog gjort mig glad ved at komme.
   "Brænder du dig ikke?" siger han bekymret, men stille, imens han smiler. Jeg bliver rød i hovedet. Måske af dampen, måske af følelser, måske på grund af, at min hud rører så lidt sol igennem året, at den bliver nødt til at simulere, hvordan det er, at have fået for meget af den. Bare sådan, den ikke glemmer, hvordan den skal reagere, hvis nu jeg engang kommer til at gå udenfor, i mine demente dage.
   "Nejnej, jeg er en stærk, lille pige", svarer jeg, selvom at sætningen er særdeles selvmodsigende, og sætter min varme kop hurtigt ned på bordet. Lidt for hurtigt, måske, da en lille flint flyver af min yndlingskop, og lander på min pande. Jeg bider mig i overlæben, og kan smage en smule af den læbestift, jeg har på munden, hvis eneste kendte oprindelse var et loppemarked i Næstved. Den smager måske også lidt skidt. Nok over sidste salgsdato. Hvis sådan noget altså findes. Utroligt at den ikke er knækket endnu, nu hvor jeg tænker over det. Det var også usædvanligt svært at få til at sidde på læberne.
   "Hun er nok ikke meget at gøre med make-up", kan det være, man måske tænker om mig, hvis man skulle have den nydelse at have øjnene på mig, når jeg åbner skabet i mit badeværelse, og puster til den ældgamle makeuptaske, jeg har liggende et sted bag alle de piller, jeg egentlig har lovet min læge at tage. Og ærligt indrømmet: Det er ikke lige mig, man finder med et helt udsalgsblad fra en overproppet Matas, klistret i ansigtet. Jeg foretrækker at se mig selv som en rigtig "áu de naturél" frøken, der har nok i sit eget, naturlige udseende.
   Men i dag er lidt anderledes. For pludselig har jeg en grund til, og lyst til, at ligne alle de andre piger. Jeg har endda plantet hostefremkaldende pudder på næsen, og penslet mig i øjenbrynene og omkring. Min søde, lille hestehale er der dog ingen, der skal tage fra mig. Pyntet i hele ansigtet. Også selvom at dette typiske pigelook hurtigt kan få mig til at ligne en deprimeret heks, i tilfældet af at jeg spontant begynder at græde. En chance, jeg har valgt at tage.
   Men det sker selvfølgelig få sekunder efter, at jeg har tænkt sætningen igennem. En tåre glider ned ad mit højre øje. Uvelkomment og provokerende. Men jeg er ikke engang trist. Misser har måske mistet et øje, men det er ikke noget der betyder særligt meget for mig, selvom at det er synd for misser, der i lang tid har været min eneste ven, der har holdt mig varm.
   Så jeg tager en hånd op, og frihedsberøver den fribrudne vanddråbe, der glider ned fra kinden, og sætter en stopper for dens frustrerende eskapade fra mine tårekanaler. Det fjerner dog ikke det sorte spor af mascara, den har efterladt sig.
   "Er der noget i vejen, Julie?" siger han, og lægger en hånd på min hånd, der sidder på håndtaget ved min kissermisserkop.
   "Så lad da være", tænker jeg, da han gør det. Jeg var lige sluppet fra at ligne en overmoden grøntsag i hele krydderbægeret, og nu sparker han fandeme raketterne i gang igen.
   Men jeg kan ikke engang være sur på ham. Jeg har bare lyst til at klemme ham og hans sandsynligvis bløde kinder, i stykker. Hvis jeg altså kunne få mig selv til at hoppe hen på den anden side af det lille kaffebord, der er så lavt, at vi er nødt til at sidde i skrædderstilling på et gråt, urengjort uldtæppe.
   "Jeg... har det faktisk rigtig godt", siger jeg, og prøver på at give ham det sødeste smil jeg kan, selvom den store, sorte streg under øjet stadigvæk ruinerer mit ansigt. Og det andet øje klør. For fanden, hvor jeg hader at Barbiedollicere mig selv.
   Og han griner bare. Slår sig på knæet, tager en serviet op af lommen, rejser sig, går hen på den anden side af bordet, og sætter sig ned ved siden af mig. Blot per reaktion, vælger min numse at rykke et par centimeter væk fra ham, mens den øvre halvdel af min krop vælger at blive siddene. Som om, at der er borgerkrig i min krop. "Sæt dig hos ham!" skriger hjertet, "Gu' vil jeg ej!" svarer de nedre regioner. Så jeg sidder som en dårligt tegnet egyptisk figur, og er tæt på at tabe balancen, imens jeg prøver på at bevare den næsten eksisterende kropskontakt med ham.
   But i've gotta keep my cool, så jeg tvinger kroppen til at rette sig op igen, samler mine hænder i skødet, for at holde benene på plads, og kigger hen imod der, hvor jeg forestiller mig at hans ansigt er.
   Nope. Hverken øje eller næse. Men Klud. Bare en stor, hvid, klud, der er så tæt på, mit overpyntede face, at min første reaktion ville være at rejse mig op, pege på ham og med de største lungers kraft proklamere forsøg på voldtægt, og derefter smække ham en lussing der ville synge så mange vers, at feminister ville synge dens ord, flere milleniummer senere. Hvis ikke, at det var for, at han, som den eneste lige nu, rent faktisk kunne fremprovokere en kulør på min ellers farveløse krop.
   "Hvad vil du med den der?" spørger jeg, og befrier den ene af mine hænder fra skødet, og sætter den op imod hans klud, for at få den væk, før han kan nå at svare noget. Men han gennemskuer mig, griber fat i min hånd med den hånd, der ikke holder i hans klud, siger "fanget", og begynder at nusse mine læber med kluden. "Det er lidt sjovt at sige det her, ikke? Men jeg synes faktisk, at du ser pænere ud, når du ikke ligner alle de andre piger."
   Hvor! Vover! Han!
   Han fjerner mit hårde arbejde! Mine opdullede duffylips, mine såkaldte smokey eyes, der burde omdøbes til kuløjnemassakren, og masserer endda mine øjenbryn tilbage til sin originale kulør.
   Og jeg sidder bare og tager imod. Med begge hænder nede i skødet igen, lader jeg en fremmed mand stå med begge hænder, gnubbe mig rundt omkring i mit prinsesseansigt. Afslører den ene bums der sidder i panden, og afslører det gamle ar fra en gammel næsepiercing, jeg fik i, da mine forældre stadigvæk var i live.
   "Det er faktisk rart, at nogen gider røre mig for en gangs-"
   Hvad fanden er det jeg tænker på!? Tænker jeg overhovedet? Siger sådan noget... sjofelt noget. Nej! Hans hænder er lige så ulækre, som hans klud, der nu er fyldt med makeuprester fra 2008. Hans ansigt er lige så grimt, som alle de andre fyre, der ikke kan tage øjnene af mine splendide lårmuskler, og han er kun en lille smule højere end mig! Han skal da ikke have lov til at nyde sejren, ved bare at-
   "Så. Nu ser du meget pænere ud", siger han og smiler. "Det der ansigt havde jeg faktisk savnet. Også selvom at det er lidt rødere end jeg husker det."
   Idiot! Du skal da ikke nævne det, ellers bliver det bare meget værre!
   Jeg vender hovedet væk, og masserer mine kinder med mine hænder. Iiiih, pudderfrie. Hvor rart at kunne mærke sit ansigt igen. Men hvad er det? Holder han mig fast? Jeg kan ikke komme fri! Hvorfor i al verden...
   Hans hænder ligger omkring mig. Omkring min talje. Og af en eller anden grund, tillader jeg, at han gør det. Og af en eller anden grund sidder jeg pludselig på hans skød. Og af en eller anden grund kigger jeg direkte ind i hans grimme, drengede øjne, og lader mig charmere af hans dumme, udspekulerede smil.
   Og af en eller anden grund, og selvom at mit sind kæmper så meget igen, at det føles som om, at jeg har en oversmeltning i hjernen, og at jeg føler, at jeg burde sende ham ud af min lejlighed for at tvinge mig til ting, som jeg slet, slet, aldrig nogensinde ville føle, eller gøre, eller stå til regnskab til, eller indrømme...
   Så kysser jeg tilbage.