Så sidder man her igen.
Endnu en gang foran tastaturet. Med de små grå der arbejder, fordi at de farvefulde er slukkede.
Med fingre, der løber henad tasterne, i håbet om at de fortvivlede kombinationer af bogstaver på en eller anden måde, skulle resultere i ord.
Om det er tal, bogstaver, sætninger eller ord, er det stadigvæk ligeså forvirrende.
For alting danser rundt i ens hoved. Det vil ud, men vælger at blive inde alligevel.
Så man sidder på sin stol, klokken tre om natten, med et halvtomt papir. halvtomt for indhold, og stortomt for sjæl.
Og med et dunkende hjerte, at man indsender en rapport, hvor den anden halvdel er fundet på internettet.
Ofret sin stolthed for ikke at få det store, røde kryds, og den store, alvorlige samtale med vejlederen.
Og nogle gange, når man sidder med tastaturet, er den største tanke blot,
at man kaster disse klikkende taster ud af vinduet, og tager en fjernbetjening frem i stedet.
For hvem har lyst til at sidde i en verden, hvor man skal lære ligegyldige ting om ligegyldige fag,
når man hellere vil vide, hvordan ens yndlingskarakter klarer den næste konflikt?
Ligesom man selv kommer videre med disse konflikter, der altid resulterer endnu et 4-tal, der bliver stemplet i sin pande.
Og hvordan man kan mærke, at der sidder sure, gamle mennesker, der knurrer af hinanden,
fordi at man, som deres elev, hellere vil sidde og kigge ud af vinduet, og ind i ens eget sind,
end at følge med i, hvad en gammel græker engang har teoretiseret.
Så det er nemmere at tænke på tærte, når de snakker om pi,
sjovere at føle sig på rytmen, når man skal læse et digt,
mere spændende at følge med papirene, der bliver kastet fra teenager til teenager,
og mindre ødelæggende, ikke at tænke på den eksamen, der en dag alligevel vil knuse en.
Ens drifter, om det høje tal, der siger at du er bedre end alle andre.
Ens håb på, at man bliver det, man drømte om som barn.
Ens ønsker om at se forældrene, med de blinkende stjerner i øjnene.
De stjerner, der minder dem om, hvorfor du skulle bringes i live.
Og når de selvsamme voksne, uden stjerner i øjnene spørger ved morgenbordet,
hvorfor dine øjne er lige så stjerneløse som deres,
så svarer du bare, at du har sovet dårligt i nat.
For når man er studerende, er der ikke noget der hedder stress.