Hendes hår er mellemlangt og blond. Øjnene er brune, og læberne er en smule udtørrede. Hun har en bums eller to i panden, men det fjerner ikke hendes naturlige skønhed. Hun er lav, men har pæne ben og en sød figur.
Jeg smiler til hende, og vi får øjenkontakt. Jeg er tæt på at føle en forbindelse, indtil hendes blik glider hen imod den tomme stol der står ved siden af mig, og væk igen, med hovedet nu løftet en smule.
Afvist på et blik. Ikke en samtale, ikke en monolog, ikke noget som helst, der præsenterer hende, for hvem og hvad jeg er. Det eneste hun kan se, er mine nedbidte negle, der nu rører det utrimmede skæg, den knækkede næse, den utrænede krop og de høje tindinger.
"Du er sådan et catch!" hviner indeni mit hoved. Lyden virvler rundt og knalder fra væg til væg, så lyden bliver mere diskant. Ordene falder sammen i en lyd af knust glas, og jeg slår svagt på min pande med en knyttet hånd.
"Igen."
Hun er gået, hvad der svarer til ti meter, men stopper pludselig op. Hendes nederdel blæser en smule op, og hendes skjorte flagrer i den kraftige vestvind. Hun kigger tilbage, hen imod mig. Mine sultne øjne kigger efter alt hvad de kan. De ser fregnerne i hendes ansigt, hendes ørering af sølv i ørerne, og den måde, hendes ternede skjorte buler ud på midten af hendes torso. Og hun fortsætter fremad. Væk fra mig.
Hvorfor gjorde hun det? Hvorfor vendte hun sig om?
Vil hun have, at jeg skal følge efter hende? Som en eller anden voldtægtsmand?
Er hun bange for mig?
Blev hun forvirret, om hvorvidt bussen overhovedet kørte den rute, den burde?
Jeg sukker dybt, og rejser mig op. Ind i den bus, der kører mig væk.
Væk fra byen.
Væk fra gaden, hvor kød leder efter kød at gnide sig op af.
Væk fra der, hvor alle atomerne leder efter at blive molekyler.
Der, hvor man ætser sine årer op i sprit og syre,

Og der, hvor jeg gang på gang, med syre og sprit i blodet kan mærke, hvordan det hul, der kom fra den krog jeg hang og gned mit atom med et andet stykke køds i, stadigvæk piner mig. Og det eneste sted, hvor jeg føler, at jeg kan finde et andet stykke.

Min ånde viser spor på vinduet ved siden af mit ansigt. Mørket udenfor minder mig om min egen tomhed. Den tomhed der aldrig ville kunne fyldes ud. Aldrig med nok sprit, aldrig med nok elektriske gnidninger, og aldrig med nok kød.

For jeg er et tomt, stykke kød.
Og jeg udgår snart.