Med feber malet på panden, ligger du og ryster i din seng. Med armene over benene, og med benene på maven.
I dit fravær af den fysiske følsomhed, kommer den mentale følsomhed frem.
Du vil gerne holdes.
Af en du holder af.
Men det holdt op.

En sang bliver spillet på radioen, der minder dig om dine gyldne dage.
Det gyldne maleri, der faldt ned på jorden.
Mistede sin værdi.
Og blev solgt til den kunstløse, hungrende mand på auktion.
Imens du nu selv sidder kunstløs i den grå lejlighed.

Beatpræcise bump i dit hoved. Dine øjne falder næsten ud af kraniet.
I en blanding af betændelse og tårer, forklarer du dig selv, at du ikke savner den smertefulde flugt. Den gyldne flugt, ind i tryghedens favn.

Hvordan bevægelserne gik i takt til den ikkeeksisterende rytme, og hvordan kærtegn og blikke var alt du havde brug for.
Dengang du tabte dig, fordi du ikke spiste.
Dengang du ikke kunne spise, fordi du havde spist for mange sommerfugle.
Dengang disse sommerfugle var velsmagende.

Du rejser dig op, og tager det høje, gennemsigtige glas op fra bordet, og lader det falde ned på jorden.
Et knæk er forventet, men det tømmer bare indholdet ud over gulvet.
Ud over det tøj du bare har smidt, og ud over de ledninger du ikke har orket at sortere.

Du bander svagt for dig selv, tager en serviet med gult snot frem, og tørrer noget af vandet væk, kaster det efter skraldespanden - men misser.
Du lægger dig i din seng igen, med dynen over hovedet, tilbage i din egen verden. Væk fra smerten, men tilbage til smerten.

Du har medlidenhed med dig selv, om dine følelser, og dine oplevelser. Om den forræderiske uskyld, og om den uslukkede besættelse af begær.
Og før eller senere, går det op for dig, at det slet ikke er dig i det grå lokale med de døde insekter i din mave,
Det er mig, der græder i sengen, med de betændte øjne. Og jeg er mit eget sinds slave.