Stram, strammere, strammest. Bukser, trøjer, T-shirts, kjoler, strømpebukser. Jeg kunne remse uendelige navne op, på de mærkater der står på det tøj, der er blevet kastet efter mig, i de to timer jeg har været inde i denne lille, klaustrofobiske kasse, hvor en af væggene er erstattet af et sølle, sort gardin, der kun har brug for en enkelt håndbevægelse fra en interesseret veninde, eller en savlende mand, før den afslører alle mine perfektheder og uperfektheder, der sidder rundt omkring på min lille krop, der skiftevis laver sukkende lyde foran spejlet, og småsnøfter over de penge, der ikke findes, og det tøj der ikke kan blive mit, så jeg måske kunne ligne en af de pæne piger igen.
   Et gardin vifter hurtigt til siden, og jeg kigger skræmt på det. Trækker den ukøbte top op til brystet, og kigger skræmt på de drillende øjne, der viser sig i sprækken. "Prøv også lige den her, juliegirl! ", siger den kvindelige stemme, hvorefter en feminin hånd med perfekt manicure, kaster en sort trøje i mit ansigt. "Privatliv, Line! " råber jeg, og trækker gardinet for, med en hast, der kunne bryde samtlige lydmure på rekordtid. Nøgenhed er en tanke, der skræmmer mig dybt, så jeg trækker i trøjen så hurtigt jeg kan, og fjerner synet af mit blottede torso fra den ydre verden. Behagelig, cozy, og også lidt lækker. "Hvor meget koster den? " råber jeg, hvorefter en skinger stemme skråler tilbage "Kun 1200! Det er et vildt catch, ægte diesel! Det er lavet af... øhm--",
   Der tabte jeg tråden. Chokeret og stoppet i at lytte til, af hvad, af hvem og hvordan trøjen er blevet lavet. Alting omkring mig mistede sin farve og sit lys, efter hendes proklamation af prisen. Med dunkende hjerte sidder jeg og omfavner det stykke uld, jeg har trukket af mit hylster.
   Tolv. Hundrede. Kroner. Er de sindssyge? Hvor i al verden skulle jeg få de penge fra, og specielt i den her skoleprægede tid i mit liv?
   "ej, tjek også lige de her bukser, smukke!" råbes der af den anden pige, der står derude. Et par cowboybukser bliver kastet over halvvæggen, og jeg tager sukkende fat i det ene bukseben, rykker det ned, trækker det blå stof over mine stænger, og strutter lidt med numsen. De her er egentlig heller ikke særlig slemme...
   "Hvor meget?" råber jeg derud. "Var det ikke dem til 400? " råber en af de skingre stemmer. "Hold nu kæft, Cecilie, de var halv pris ved kassen, læser du slet ikke? Hvad var det nu, du fik i Dansk? " bliver der råbt tilbage. "nu skal du være ordentlig! " svarer Cecilie tilbage. Line råber nogle skældsord tilbage, men jeg lytter ikke efter mere. Mit fokus er forsvundet fra pigernes overfladiske skænderi. Jeg har alt for travlt med at kigge på min krops former, jeg ikke har kigget på i årevis, der hæmningsløst bliver afspejlet i det store spejl foran mig.
   Jeg har virkelig ikke taget særlig godt af mig selv. Suk. Selv i størrelse small føles det som om, at linningen stadigvæk hænger. Jeg savner dengang, en small var det laveste jeg kunne komme i, kontra det største, og jeg savner endnu mere de utallige komplimenter, mine daværende, lige så overfladiske veninder kom med. "Ej, se lige nogle lækre hofter du har! ", "Girl, træner du? Det ligner jo olympiadeben, det der! ". Jeg fnyser en smule, og tænker på, hvor meget, de forskellige mennesker, jeg igennem mit liv har kaldt for mine venner, alle er forskellige mennesker, hvor unikke de har været, igennem de tider jeg har kendt dem, og hvor lidt de på samme tid, rent faktisk skiller sig ud fra hinanden i sidste ende. Hylsteret, datoen, navnet og omgangskredsen kan alle sammen variere. Men de kan alle sammen beskrives med stupide tillægsord og navneord, som "blondinesmart", "guldgravende", "selvmodsigende hystade", og andre stereotypskabende titler, jeg aldrig ville kunne få mig selv til at sige direkte op i deres åbne ansigt.
   Og ja. Så kan det godt være, at jeg blander mig med de forkerte mennesker. Og måske kan det være, at jeg selv er en af de ovennævnte ting. Men det er af en eller anden grund de eneste veninder, jeg føler, at jeg kan finde. For lige så hurtigt, at jeg når at give dem hånden, sige hvem jeg er, og måske sammen tage ud og shoppe overfladisk kropstilbehør, der kun er populært, på grund af, at de overbetalte duller i de evindeligt mange reklamemagasiner, der endda tvinger dig til selv at betale, for, at få lov til at kigge på de propfyldte sider af betalte spotlights, så de forskellige overrige kapitalistelskende firmaer kan præsentere dig for, hvad du virkelig ikke kan leve uden, da besiddelsen af disse materialistiske ejendele, for at komme op og ligne den typiske, rige, hvide kvinde, der går rundt indenfor, med en karikeret hat, solbriller, og en hund i tasken. Symbolet for, hvad du burde ligne, for at være lykkelig og berømt - Så bliver jeg langsomt udsorteret.
   Men modsat de andre modeduller, så er det ikke det, jeg aspirerer efter. Og før eller senere, så afslører de, hvor meget jeg ikke deler deres interesser.
   Til at starte med, ser de kun mit Hitler-Jugend-farvede hår, der ikke kan tillade sig at være så tykt og lyst, som det er, taget mit årelange hårsvigt betragtning. De ser mine smilehuller, når jeg lader som om, at jeg også synes at det var sjovt, at hende ders top, fra Tv3's mest aktuelle kopi af de stupide, drukcentrerede realityserier fra Amerika, ikke matchede hendes nedre del af hendes bikini, da hun som en eller anden pengehungrende skøge havde smidt tøjet, fordi at en producer havde sagt det til hende. De hører mig hoppe med på meningen om, at orange virkelig ikke passer sammen med lilla, og de ser, og snakker om mine hofte-talje-bryst mål, jeg ikke har taget i årevis, der åbenbart er "uretfærdigt tæt på idealmålene". Hvis sådan nogle altså findes.
   Men de aner ikke, hvem jeg er. For når de finder ud af, at jeg blot lader som om, at jeg er lige så tomsindet som alle deres andre veninder, så finder de ud af, at jeg ikke har nogen affektionsværdi længere, og lader mig sidde for mig selv, som hende den underlige pige, der smækkede Markus en lussing, fordi at han i et gruppearbejdesammenhæng havde proklameret, at han ville skyde mine forældre, hvis jeg ikke ville lade ham få den sidste indskudte sætning, og give ham ret i, at massemordere skulle skydes uden retssag.
   Men i dag er det lidt mere anderledes, end det plejer at være. De stille piger, der altid sidder forrest i klassen, og sender lokkende øjne til vores biologilærer, havde spurgt mig, om jeg ville med på Januarshopping. For der var masser af udsalgsvarer.
   Da de havde spurgt, havde jeg kigget på mine hullede sweatpants fra Hummel, der ikke var blevet vasket i ugevis, da en ned- og opstigning af fire etagers trapper, for at skulle gå ned i lejlighedskompleksets kælder, for at rense mit tøj, og tænkt over, at det måske var en fin idé at finde noget sødt tøsekluns til en hund eller to. Jeg tænkte over måske at lade være med at spise i et par uger, så min bankrådgiver ikke, med en jokende mine, ville true mig med at sælge min krop til en ghettokonge fra Vollsmose, igen.
   Det var noget han havde gjort sidste gang, jeg havde undet mig selv at købe en overtrækstrøje, der åbenbart havde et ciffer mere på prismærket, end jeg havde lagt mærke til. Og selvom, at jeg gav trøjen tilbage, og fik smidt hele det brugte beløb ind på kontoen igen, fik jeg kun lov til at slippe med en advarsel. En anden gang, havde han blinket underligt til mig, og rørt mit knæ på en ubehageligt gennemtrængende måde, der fik mig til at forlade mødet, før der var kommet en konklusion, og sende en anonym klage dagen derpå.
   Efter de oplevelser har jeg helst gerne ville undgå at bruge nogen former for penge, der ikke har haft noget med toiletpapir, nudler og eventuelle hormonelle cravings at gøre. Men de selvsamme øjne, der kunne få biologilæreren til at hæve deres karakter fra et 4 til et 7, kunne også overtale mig til at bruge penge, jeg ikke havde brug for at bruge.
   Jeg trækker gardinet for. Bukserne proppet i en plasticpose fra Salling, og overtrækstrøjen fri i den anden hånd. "Jeg tager bukserne, piger! " siger jeg, og smiler så bredt, at mine ører burde falde af.
   Det føles dejligt. At beslutte sig for at gøre noget dumt. Bruge penge på noget, der ikke er livsnødvendigt, eller menstruationsskyldt.
   "Hvad med trøjen? " siger Line, og lægger armene over kors. "Ja, hvad med den? " råber Cecilie, hen imod prøverummet, der fremprovokerer den tredje pige, Emma, til langsomt at komme ud fra sit omklædningsutopia. "Den er sguda alt for dyr! " vrisser jeg hen imod Line. Nok havde jeg forventet, at de ville være skuffede, men ikke at de ville gentage hinanden som måger fra en lavbudgettet tegnefilm.
   Trøjen bliver snuppet ud af min hånd, af en skikkelse, der kommer bagfra, fra omklædningsrummet. "Den tar vi da bare alligevel! Skidt være med prisen! " siger den utopiaforladende Emma lidt for optimistisk. Det var åbenbart hende, der havde taget rollen som skurken, og havde hapset den afviste trøje fra af mine hænder, og proppet den ind under sin forældrebetalte holocaustinsinuerende pelsjakke, så det ligner, at hun har fået presset silikone plastik op til halsen, fordi at hendes rigmand havde sagt, at hun skulle.
   En dråbe begynder at trille ned af kraniet. "Hv... hvad har du tænkt dig at gøre? Stativet hænger derhenne... " hvisker jeg, og peger der hen, hvor jeg forestiller mig, at de to andre piger har fundet trøjen. "Tage den med, selvfølgelig. Hvad havde du forventet?" svarer hun, og løfter det ene eyelinerfyldte øjenbryn for at understrege, hvad det er, hun har tænkt sig at gøre. Jeg kigger hen til Line og Cecilie, og laver karikerede armfagter for at kræve en reaktion fra dem. Men de kigger bare opgivende på mig, indtil at Line siger "Hvorfor tror du, at vi altid har pænt tøj på, Julie? Vi er altså ikke strandvejsbørn".
   Lyd af klirrende glas kan høres inden i mit sind, jeg tager et skridt tilbage, og en lynlås bliver kørt over mine læber, der gør sådan, at jeg ikke kan ytre mig over, hvad for nogle bestialske kællinger, de er, og hvordan de kan tillade sig at tage ting, som de ikke har betalt for. Jeg erkender bare mit nederlag. Følger med pigetroppen hen til disken, betaler for mine bukser, og prøver på at lade være med at kigge på Emma, jeg er sikker på, snakke en tone eller to højere, end hvad hun plejer, imens hun blinker til kassedamen, der åbenbart er gammel ven af familien.
   For jeg ved, at de ville ødelægge alt jeg værdsætter, hvis jeg siger noget, der kan afsløre dem i deres akt. Så jeg hvisker lavt "Hjælp mig, jeg har ikke noget med det at gøre", til kassedamen, der undrer sig over, hvad det er jeg snakker om, imens hun bipper mærkaten, der sidder på mine bukser. "Nu må du have en god dag, ikke? Du ser helt blå ud", siger hun, og vinker farvel til mig.
   Tro pokker. Jeg kan knap nok trække vejret, og min mave er så destrueret af emotionelle krige, at skiltene, der reklamerer for lavpris jordbærsmoothies uden for butikken, giver mig en kvalme, der fortsætter helt ind til vi er trådt ud af storcenteret, og ud på den mørke, mennesketomme vej. Pigerne står og kigger på hinanden, begynder at grine i kor, og sige for dem selv, at det da var meget nemt, imens de svinger deres tyvekoster over deres hoved, uden at lægge mig til mig, der står og tømmer sin semifordøjede discountfrokost ned i en tætliggende busk.
   "Hvad er der dog i vejen, Julie? " siger Line, og lægger en hånd på min skulder. Jeg drejer hovedet hen mod hendes hånd, kigger hende dødt i øjnene, og siger "undskyld, men falske, stjælende kællinger gør mig altså bare lidt syg nogle gange". Hun tager chokeret et skridt eller to væk fra mig, og vredesskriger så højt, at det ville kunne høres helt inde på sikkerhedskontoret, inden i storcenteret. "Hvordan kan du sige sådan noget der?? Vi gjorde det her for dig, din utaknemmelige so!"
   Jeg tørrer opkast væk fra min mundvige med hånden, og peger på det farvefyldte tøj, som Cecilie står med i hænderne. "Hvad med det der? Jul er allerede ovre, piger. Ingen grund til at give så mange gaver. Eller er det bare til jer selv, fordi at I ikke gider at-"
   Sætningen når aldrig at komme helt ud. Afbrudt af et slag i siden af mit hoved med en knyttet næve, der med kærlighed er blevet bragt af Emma. Pigen i holocaustjakken. Hun råber nogle ting til pigerne, jeg ikke kan aflæse ordentligt, før de to andre smider deres tyvekoster, og begynder at slå og sparke til mig, imens Emma rykker mig i hestehalen. Jeg blokerer Cecilies første slag, bliver ramt af negle og knytnæver af den anden. Hvor mange gange ved jeg ikke, men nok til, at de åbenbart kan fornemme blodet, der flyver ud af mine åbne kradssår på kinderne, der bidrager til at tænde dem endnu mere, end de var før. Jeg skriger af hele mine lungers kraft, indtil en af pigerne griber fat i mit hoved, og tvinger mig ned og ligge i bønfalningsstilling, imens de skiftevist sparker mig i mave, hoved, og jokker mig i ryggen med deres høje hæle. Men så stopper pigerne, lader mig falde ned på jorden med maven først, og går hen til deres tasker. Det lyder som om, at der er en af pigerne der fumler med noget skarpt, og begynder at komme tættere og tættere på mig, hvorefter der bliver grebet om min hestehale igen, og der bliver rykket i mit hår, så mit hoved kigger op i luften.
   "Er det ikke synd at skære håret af hende, Emma?" lyder det til, at Line siger, en smule skamfuld. Jeg bliver kort glad for, at der i det mindste er en af dem, der i det mindste tager mig i forsvar, men kommer hurtigt til at tænke på noget andet. Med rettere ord; Cecilie, der er kommet hen bag mig, og står og jokker mig over skinnebenet. "Synes du, det ville være synd? Jamen, hvad skal vi så gøre, synes du?" siger überbitchen, og tænder noget, der lyder som en lighter. "Fint, så lader vi hende være for nu".
   På nuværende tidspunkt ligger jeg på ryggen. Jeg ved ikke om det var af mig selv, at jeg vendte, eller om det var dem der vendte mig. Men mine parader er nede, og alle mine andre sanser end smerte, er slukket. Så hun har intet besvær ved at tage fat i mine kinder, og tvinge mig til at se op på hendes ufatteligt makeupfyldte ansigt. Det er svært at se hende ordentligt igennem alt det blod, der er faldet ned i mine øjne, der er kommet fra min pande, der åbenbart tog skade, da jeg blev tvunget ned på fortovet.
   "Nu skal du se, Julie. Nu var du lige kommet ind i varmen... ". Hun tænder lighteren igen, og sætter ild til en cigaret, hun åbenbart har haft gemt i sin rigmandsfrakke. "Nu synes jeg lige, at du skal huske, hvordan den varme egentlig føles, før du begynder at ringe til nogle, du ikke burde". Og med de ord, sætter hun den tændte cigaret ind i højre side af min hals, og det får mig til at skrige højere, end jeg gjorde, da de trådte mig i ryggen med deres høje hæle.
   Jeg spytter blod ud til siden, synker det, der ikke ligger på stenen, og kigger op på hendes ansigt. Tårerne har slået nødalarmerne til, og flygter nu i små nødbåde fra mine øjne, imens jeg nikker og piver, som en hundehvalp, der for første gang er blevet sparket af sin ejer. "Jeg tror, at hun har forstået det, Emma", siger Line igen. "Lad os nu bare gå..."
   Pigerne trækker sig. Samler deres tyvekoster op, og smider trøjen og bukserne hen til mig. "Det er stadigvæk dit, selvom at du er en so", siger Emma. "Hyg dig med det. Måske kommer du til at gå pænt klædt for en gangs skyld i dit klamme liv"
   Og så er de væk, før jeg kunne nå at sige noget som helst tilbage. Lyden af deres sko er væk, men deres mærker sidder stadigvæk på min krop. Min læbe er flækket, og min krop har fået adskillelige uønskede kulører over det hele. Alligevel kæmper jeg mig op og sidde, tager fat i posen med bukserne, og trøjen, og krammer dem tæt ind til kroppen, for at finde en smule tryghed i den tomme indkørsel.
   Hvor ville jeg dog ønske, at Martin, manden fra bænken, kunne være her og trøste mig. Måske lægge en arm om mig, kysse mine sprækkede læber, som han gjorde for et par uger siden, og sige til mig at han var der til at passe på mig. Så jeg ikke var nødt til at være så alene...
   Pfft, hvem prøver jeg på at narre? Det ville være så patetisk - sådan et klichéfyldt Hollywoodmoment, der ville få selv den mest uerfarne filmentusiast til at brække sig. Sådan noget sker aldrig, selv når man tigger og beder til usynlige skabelser om, at det kommer til at ske.
   Den eneste, jeg har til at passe på mig selv, ér mig selv, og sådan vil det altid være. Så jeg rejser mig op med det nye tøj, kigger op på den tætsiddende væg, og smiler til et sikkerhedskamera, der åbenbart har overværet hele episoden, og begynder langsomt at vandre hjem til den kolde, ensomme lejlighed igen.
   Men det passer mig egentlig fint at gå den lange tur, selvom at alt i min krop græder materie og blod, og at gadelygterne ikke gider at tændes, selvom man ikke kan se en fod foran sig.
   For min telefon har lige vibreret af, at Martin har spurgt mig om, hvordan jeg har det, og hvordan min dag er gået.
   "Der er ikke sket så meget. Har snakket med nogle veninder. " svarer jeg tilbage, for blot at få en tekstbesked med teksten "Du lyver. "
   En kold sveddråbe bliver bragt til live i min pande, imens jeg prøver på at lægge brikkerne sammen. Hvordan kan han vide det? Det er så mørkt, og der var ingen, der lagde mærke til, at det her skete. Det må være noget, han bilder sig ind. Eller noget, han siger, fordi at han har set for mange dramaserier, eller, eller-
   Jeg kigger op fra den lysende skærm, og ser svagt en skikkelse komme direkte hen imod mig, men er stadigvæk blændet af tilpasningen fra skærmens lys, til verdenens mørke. Der bliver trukket i mine skuldre, så jeg flyver fremad, ind i en varm, blød væg. I mit rundtossede hoved havde jeg slet ikke set den uoplyst figur komme løbende fra den anden side af fortovet, og lægge armene om mig. "er... er det dig, Martin? " hvisker jeg lavt, imens at dråber fra mine ophævede, blå øjne falder ned på to lædersko, der er for store og nye, til at være mine.
   "Du skal hjem til mig, nu, og jeg tager ikke et nej for et nej", svarer den nænsomme, dybe mandestemme, der derefter dirigerer mig hen til det nærmeste busstopsted, og sætter mig ned på bænken. Han går ned på knæene, så jeg kan se hans savnede, brune øjne, lægger en hånd på min pande, kysser min sprækkede læbe, tørrer vandet væk fra mit ansigt, og giver mig et stort, sorgfuldt kram.
   "Jeg... jeg... Undskyld. Jeg er her nu. Hvad er der dog sket?" hulker han, imens han holder om mig med den ene arm, og holder mig ovenpå hovedet med den anden. "Jeg er så ked af, at jeg ikke kan være der for dig."
   Mine øjne går endnu mere i vand, men min mund siger intet. Jeg lægger blot hovedet på hans skulder, og klemmer hans arme med mine fingerspidser.
   "Du behøver virkelig ikke undskylde", siger jeg til ham, letter mit hoved fra skulderen, og kysser ham på kinden. "Du gør mere, end du aner. "