Som enhver anden nat sluttede den, solen stod op og det blev morgen til endnu en dag. Briannah havde ikke rykket sig det mindste siden hun havde lagt sig ned. Efter hun havde lukket øjnene var hun med det samme faldet i en dyb søvn og var ikke blevet forstyrret eller vågnet på noget tidspunkt i løbet af natten. Selvom solen var stået op og skinnede hende lige ind i hendes smukke ansigt var hun endnu ikke vågnet. Hun lå stadig og så ligeså fredfyldt ud som et lille spædbarn der havde brugt kræfter på, i flere timer, at græde og græde, hvorefter hun så endelig var faldet til ro.
   Pludselig blev porten til stalden åbnet, med et sådan smæld at det kunne høres helt nede i den anden ende og hø og halm fløj til alle sider. Ind af porten kom så en lille dreng. Drengens ansigt var fyldt med fregner, han havde ildrødt og krøllet hår og ret store fortænder som sås tydeligt når han smilede. Han så lidt ud som om han ikke helt vidste hvad han ville. Han stod bare og kiggede lidt rundt, pillede lidt ved porten. Han tog så et skridt længere ind efter han hurtigt havde set sig om, for at se om der var nogen i nærheden, og gik derefter hen til grisene. Briannah lå stadig og sov uden drengen havde opdaget hende.
   "Gerda! " sagde han højt og med det samme kom en gris hen til ham. Han rakte sin hånd hen mod grisen og gav den så et frisk æble.
   "Du må ikke sige det til nogen, så får jeg bare ballade, " sagde han så.
   Da han var færdig med at klappe grisen vendte han sig om og var på vej til at gå ud igen, stadig uden at have set Briannah. Men lige som han skulle til at gå ud ramte hans blik hende. Han så ud som om han havde set et spøgelse da hans øjne landede på den yderst yndige pige. Forsigtigt listede han sig hen til hende uden at sige den mindste lyd, i frygt for at vække hende. Da han følte han stod tæt nok på stoppede han op og stod bare og beundrede hende. Nok var hun beskidt og sjusket, og hendes smukke store hvide kjole var gået i stykker flere steder, men intet af det kunne skjule hendes skønhed som lå gemt under alt det.
   På et split sekund hende drengen vendt rundt på hælen og styrtede ud af stalden og hen mod huset.
   "Far, far! " råbte han i samme sekund han trådte ind over dørtrinet og var lige ved at vælte sin storesøster.
   "Pas dog på, Neal! Med den fart kunne nogen komme til skade. " Neal hverken sænkede farten eller tog sig tid til at svare sin søster. Det havde han slet ikke tid til.
   "Far, hvor er du? " blev han bare ved med at råbe indtil han til sidst fandt ham siddende i stuen med en kop kaffe, i færd med at spise morgenmad.
   "Hvad foregår her? Hvorfor har du sådan en fart på? "
   "Der er nogen ude i laden! " I samme øjeblik Neal sagde det, rejste faren sig.
   "Var det ikke det jeg sagde i går? Jeg skal sørge for at han fortryder han valgte vores gård! " Dermott så rasende ud da han sagde det!
   "Nej det må du ikke gøre! " sagde Neal sørgmodigt.
   "Hvorfor ikke? Har du ikke lige hentet mig for at sige at der er en tyv i vores lade? "
   "Nej det er ikke en tyv, det er en prinsesse! "
   Nu vendte moren sig interesseret om og deltog i samtalen.
   "En prinsesse? Er du sikker søde skat? " spurgte hun.
   "Ja det er en prinsesse i en stor hvid kjole. Hun kommer sikkert fra et stort slot. "
   "Neal du ved godt du ikke må lyve. " sagde hun så.
   "Jeg lyver ikke! Der ligger altså en prinsesse ude i stalden. Hun sover i en høstak. "
   Selvom moren ikke var meget for at indrømme det troede en lille del af hende på hvad Neal sagde og hun fulgte derfor med ham derud for at se efter. Og til hendes store overraskelse fandt hun Briannah liggende i stalden, som godt nok også kunne ligne en prinsesse. Hendes lange mørke hår havde en utrolig smuk glans, som viste at det var yderst velplejet, hun havde et harmonisk ansigt og moren lagde slet ikke mærke til at den store hvide kjole var snavset, for det var den smukkeste kjole der nogensinde var set på gården.
   "Dermott... Der ligger... Der ligger faktisk en pige i stalden" sagde moren til Dermott som nu også stod ude i stalden.
   "Hun ligner ikke en herfra. Med det tøj og udseende tør jeg godt sætte mine penge på at hun er englænder" sagde Dermott mens han rynkede på næsen.
   "Det ved du ikke, og hvis hun er, skal vi heller ikke dømme hende for det. "
   "Jeg sværger på min mors grav at jeg aldrig vil huse en englænder! " sagde han vredt og satte næsen i sky.
   "Dermott, hun kan jo ikke gøre for om hun er irer eller englænder. Desuden, siger du så ikke altid at irer er mere gæstfri og næstekærlige end englændere? "
   "Jo? " svarede han.
   "Modsiger du så ikke dig selv ved ikke at hjælpe denne unge pige? "
   Dermott stod med armene over kors og kiggede på sin kone. Han så ikke særlig velfornøjet ud med hendes udtalelse. Pludselig gik han hen imod Briannah som lå og så lige så fredfyldt ud som hun hele tiden havde gjort.
   "Far du må ikke smide hende ud, hun har ikke gjort noget. "
   Dermott lyttede ikke men gik bare hen til Briannah, løftede hende op og gik hen mod porten.
   "Allis, vil du ikke gå hen og åbne døren for mig? "
   "Jo selvfølgelig, " sagde hun og skyndte sig hen til døren, med en sådan hast at hun var ved at vælte over dørkarmen. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på denne situation. Det var ikke just noget man oplevede hver dag, og slet ikke herude hvor der stort set aldrig skete noget.
   "Mor? " sagde Neal og rykkede forsigtigt i Allis' skørt for at få hendes opmærksomhed.
   "Ja skat, hvad er der? "
   "Skal prinsessen så bo ved os? " sagde han med bedende øjne.
   "Nu skal pigen lige vågne op først, og derefter skal vi finde ud af hvad vi gør. "
   "Hun må altså godt får mit værelse, " sagde han selvom Allis allerede var gået videre, "så deler jeg bare værelse med Caitie. " Allis vendte sig om og smilede.
   "Jeg er ikke helt sikker på at din storesøster synes det er en lige så god ide som du synes, " sagde Allis og holdt døren ind til gæsteværelset hvor Dermott bar Briannah ind og lagde hende forsigtigt på sengen. Med det samme satte Neal sig op ved siden af hende og observerede hende meget nøje, i tilfælde af at der pludselig ville ske noget spændende eller uventet.
   "Hvad skal vi gøre? " sagde Allis til Dermott da de begge var gået ud i køkkenet.
   "Jeg ved det ikke, " svarede han bare og kløede sig i håret selvom der nu ikke var meget hår han kunne klø sig i.
   "Alene den halskæde hun har på ville give nok penge til at vi kunne købe en helt ny lade, " hviskede Allis med store øjne.
   "Jeg tror nu du overdriver lidt, " svarede Dermott bare og smilede.
   "Du så den selv, det var en kæde af ægte guld og ringen der hang i den havde en stor smuk diamant. Det lignede ikke noget der var billigt. "
   "Nej det er sandt. "
   "Og så du hendes kjole? "
   "Det var det første jeg lagde mærke til. Det er i hvert fald ikke en almindelig selskabskjole. Jeg har dog været inde i de fine kvarterer og jeg har endnu ikke set en sådan kjole brugt til selskaber eller andre af den slags lejligheder. " sagde Dermott og lagde armene over kors.
   "Hvis du spørger mig så ligner det en brudekjole! "

Mens de stod og snakkede og diskuterede frem og tilbage sad Neal stadig og kiggede meget nysgerrigt på Briannah. Han lagde slet ikke mærke til at han var blevet alene inde på værelset. Han studerede hende meget grundigt fra top til tå og sørgede for at få det hele med. Aldrig havde han set nogen eller noget så smukt. Hvis hun ikke var en prinsesse så var hun en engel. Et menneske var hun i hvert fald ikke.
   Da han nu var blevet færdig med at kigge på hendes kjole og ville se på hendes yndige ansigt igen, fik han pludselig øje på halskæden. Den store diamant skinnede ham lige ind i øjnene. Han følte sig så draget af den og hans fokus var nu kun rettet mod halskæden. Han kunne ikke få øjnene fra den igen. Han måtte holde den! I hvert fald bare et kort øjeblik. Men i samme øjeblik hans hånd rørte ringen slog Briannah øjnene op, og så direkte op på Neal der forskrækket hoppede lidt tilbage.
   Briannah satte sig forvirret op i sengen og tog sig til hovedet. Hendes øjnene flakkede og det var tydeligt at hun ikke så helt klart endnu. Men snart efter fik hun synet igen. Aftenen før stod dog stadig ikke helt klar for hende, men hun huskede i hvert fald at hun ikke var gået ind i et værelse. Hvorfor var hun her? Tænkte hun forvirret. Havde de allerede fundet hende? Hvordan? Hvornår? Alle de spørgsmål fyldte hendes hoved op til randen og hun blev svimmel, men pludselig blev hendes tanker afbrudt.
   "Er De en prinsesse? " sagde en stemme nemlig, en stemme Briannah ikke huskede at have hørt før. Da hun så op fik hun øje på Neal, og i det samme gav det et sæt i hele hendes krop. Hun fór over i det ene hjørne af værelset og stirrede skrækslagen på ham, mens hun rystede over hele kroppen.
   "Hvad er der galt? " spurgte han og gik hen mod hende, men Briannah skreg bare og slog ud med armene, så hun kom til at vælte en vase der stod på bordet ved siden af hende. I det samme kom både Allis og Dermott løbende ind på værelset.
   "Neal, hvad har du sagt til hende? Hun ser jo helt forskræmt ud! " sagde Allis. Briannahs øjne som før havde været fastlåst på Neal, så nu direkte på Allis og med ligeså stor frygt som før.
   "Jeg tror ikke det har noget med Neal at gøre, " sagde Dermott så, "jeg tror bare hun er bange. " hviskede han. Allis kiggede bekræftende på sin mand.
   "Neal, kan du ikke gå ud i køkkenet og hjælpe din søster med at vaske op? " sagde Allis så.
   Neal gik med lange, tunge skridt ud i køkkenet, og da han var væk, lukkede Dermott døren. Neal skyndte sig bare tilbage og stillede sig tæt op mod døren og kiggede ind af nøglehullet. Kort tid efter kom Caitie hen til ham og prikkede ham på skulderen.
   "Det er ikke pænt at lytte når man er blevet bedt om at gå! " sagde hun mens hun tørrede en tallerken af. Neal sagde intet men stirrede bare intenst ind gennem det, efter hans mening, alt for lille nøglehul, mens han ivrigt lyttede efter alt hvad der blev sagt.
   "Desuden, " sagde Caitie så, "sagde mor at du skulle komme ud i køkkenet og hjælpe mig med at vaske op. " Nu kiggede Neal op på sin søster.
   "Har du da brug for hjælp? "sagde han.
   "... Nej det her er den sidste tallerken, " sagde hun irriteret.
   "Vil du se med? " spurgte han så, og det så ud til at fange hendes opmærksomhed. Hurtigt satte hun tallerkenen ud på plads og stillede sig ved siden af Neal. Hun skubbede let til ham for også at kunne se ind gennem det lille nøglehul.

Briannah havde stadig ikke rykket sig ud af stedet. Allis havde prøvet at sige nogen beroligende ting til hende.
   "Mit navn er Allis Boyle og det her er min mand, Dermott Boyle. " Allis smilede venligt til Briannah men det så ikke ud til at have nogen effekt på hende. Hun sad stadig med store bange øjne og trak vejret i hurtige nervøse træk. Dermott var stadig ikke glad ved situationen og sagde ikke så meget.
   "Kan De fortælle os hvad De hedder? " spurgte Allis forsigtigt. Hun fik dog ingen reaktion. "Vi ønsker bare at hjælpe Dem med at komme hjem igen, " sagde Allis og smilede, og nu fik hun en reaktion. Briannah fór op og løb skrigende hen mod Allis og begyndte at slå på hende. Dermott tog fat i hende og prøvede at rive hende løs fra Allis, men hun gav ikke slip.
   "Stop med det samme! " råbte Dermott strengt til hende og fik endelig hevet hende væk fra Allis, der så ud til at have fået sig noget af at chok. Briannah stod bare foran dem begge og så ned i gulvet mens tårerne væltede frem.
   "Er du okay skat? " spurgte Dermott Allis.
   "Jeg har det fint. Du må ikke bebrejde hende, vi ved ikke hvad hun har været igennem. " Dermott kiggede bare vredt på Briannah.
   "Lad os gå og give hende lidt ro. Jeg tror ikke hun føler sig tryg ved at vi bare står her, og prøver at presse hende til at sige noget. " Allis hev forsigtigt fat i sin mand, som så ud til at være på vej hen mod Briannah.
   "Måske har du ret, " sagde han så, "men så find hende i det mindste noget tøj. Kjolen er fuldstændig revet i stykker og beskidt. Desuden tror jeg ikke den er behagelig at have på. "
   Allis skulle lige til at svare mens hun tog fat i dørhåndtaget, men i samme øjeblik hun åbnede døren væltede Neal og Caitie ned på gulvet.
   "Jeg bad jer gå ud og vaske op?! " sagde Allis vredt.
   "Det har vi også gjort! " sagde Caitie for at prøve at mildne hende lidt.
   Briannah stoppede pludselig med at græde og kiggede op. Hendes øjne var ikke fyldt med frygt som de havde været før og hun var holdt op med at ryste. På et split sekund var hele atmosfæren omkring hende forandret. Hendes øjne var fastlåst på Caitie men denne gang så hun næsten ud til at smile.
   "G... iorgaianna... " lød det svagt fra Briannah.
   Allis rettede med stor forbavselse igen sine øjne mod Briannah. Det samme gjorde de andre som også havde hørt det.
   "Hvad sagde De? " spurgte Allis venligt men Briannah skyndte sig bare at gå et skridt tilbage igen og kiggede ned i gulvet.
   "Jeg tror hun mente Caitie, " sagde Neal så og pegede op på sin søster. Og sandt nok, i samme øjeblik så Briannah igen op, og direkte hen på Caitie.
   De andre rettede nu også deres blik mod Caitie for at se hvad det mon var hun var så betaget af, men de kunne ikke få øje på det. Caitie kiggede bagud og så hen på de andre igen.
   "Hvad? Jeg hedder altså ikke Georgianna, eller hvad end det nu var hun kaldte mig, " sagde Caitie forvirret.
   "Det tror jeg godt hun ved, " sagde Allis, "men du minder hende nok en hun kender. " Caitie vidste ikke helt hvad hun skulle sige til det. Hun prøvede at smile lidt til Briannah, stadig forvirret. Hele Briannahs ansigt lyste op da hun smilede til hende.
   "Caitie, " sagde Allis så, "Kan du huske det tøj som din kusine gav dig? "
   "Mener du det som var for stort til mig? "
   "Ja lige præcis! Har du det stadig? "
   "Ja inde bagerst i mit skab, men hvorfor? " spurgte Caitie sin mor. Allis prøvede taktfuldt at komme med et hint ved at få Caitie til at se på Briannah.
   "Nåh, ja jeg forstår. Jo selvfølgelig. Jeg henter det lige, " sagde hun langt om længe.
   "Vær sød at tage hende med dig. Så kan du også nemmere se hvad der vil passe hende. " Det gjorde hun så. Stille og roligt gik hun hen og tog Briannah i hånden og gik hen mod sit værelse. Briannah fulgte bare trofast med mens hun så sig omkring i huset.
   Briannahs hjerte bankede hurtigere og hurtigere jo længere tid Caitie holdt hendes hånd. Den var så varm, hun følte sig næsten tryg. Men denne familie, kunne hun stole på dem, på denne pige som gav hende en fantastisk varm følelse indeni. Det var farligt.

Caitie stod længe og rodede i sit skab og smed omkring sig med kjole efter kjole. "Nej... Nej... Nej... Helt klart nej... " sagde hun hver gang hun havde smidt endnu en kjole væk. Briannah stod bare stille ved siden af og lod Caitie holde den ene kjole efter den anden op foran, mens hun bedømte. Til sidst fandt Caitie en meget enkel kjole frem. Den var mørk i farven men man kunne godt se den havde et snært af grønt skær i sig. Det passede utrolig godt til Briannahs øjne.
   "JA! " sagde Caitie da hun havde holdt den op foran Briannah, og smilede stort til hende.
   Caitie lagde den på sengen ved siden af og gik så hen og begyndte at binde Briannahs store kjole op. Men i samme øjeblik Caitie lagde sin hånd på Briannah, rykkede hun sig væk fra hende.
   "Tag det roligt. Jeg hjælper Dem bare ud af den store besværlige kjole De har på, " sagde Caitie og gik igen hen mod Briannah. Hun nåede dog knap nok at lægge hånden på hende førend Briannah havde grebet fat i hende og skubbet hende ud af værelset. Hun stillede sig med ryggen op mod døren og sørgede for at holde den lukket.
   "Hvad laver De? Åben så døren igen! " sagde Caitie en smule irriteret, mens hun fortsat prøvede at åbne døren, men Briannah holdt godt fast.
   "Giv mig... fem minutter... " sagde Briannah med sin lille forsigtige stemme.
   Caitie slap med det samme håndtaget og trådte et skridt tilbage. Det kom som sådan en overraskelse at hun sagde noget.
   "Okay... " sagde hun så, og man hørte med det samme Briannah gå væk fra døren. Kort efter blev døren åbnet igen og Briannah stod i den fine grønne kjole og smilede nervøst. Briannah rakte Caitie den store hvide kjole.
   "Tak... jeg skal nok sørge for at den bliver vasket. Og måske der kan gøres noget ved de steder den er revet i stykker. " Briannah nikkede bare og så ned i gulvet.
   Lige som Caitie var gået ud for at finde Allis, kom Neal løbede ned af trappen, som førte op til loftet. Han havde så stor en fart på at han løb direkte ind i Briannah og forskrækkede hende så hun sprang op i luften og gav et lille hvin fra sig.
   "Undskyld miss! " sagde han og bukkede, "Kommer De fra et rigtigt slot? " spurgte han og så med store nysgerrige øjne op på den stadig nervøse Briannah. Hun rystede forsigtigt på hovedet og prøvede at smile lidt, men hun så ikke mindre skræmt ud end før.
   "Jeg vidste det! " sagde Neal for sig selv, "Du ér en engel! " Briannah var ved at bryde sammen i latter men hun tog sig sammen.
   "Neal lad den stakkels pige være! Gå hellere ud og hjælp din søster med at lave noget mad så hun kan få noget at spise, " sagde Allis der kom i samme øjeblik.
   "Ja mor... " Man kunne tydeligt se hele Briannahs ansigt lyse op da Allis havde nævnt "mad" og hun fulgte glædeligt med ud i køkkenet. Bare duften af mad var ved at få hende til at besvime af glæde. Hun stod bare med store øjne og observerede hvad de lavede. Hun kunne ikke se hvad det skulle ende ud med, men hun var også ligeglad. Det var mad!
   Hendes mave begyndte at knurre højlydt og hun rødmede lidt forlegent. Det føltes som om hun ikke havde spist i flere dage.
   "Værsgo, " sagde Neal og holdt et glas vand frem foran hende. Det var væk næsten i samme øjeblik hun tog det op til munden.
   Hun var begyndt at slappe mere af i de nye omgivelser hun befandt sig i. Stemningen i det lille hus var hyggelig og fredelig og da Briannah først havde fået noget at spise faldt hun helt til ro. Hun sad bare veltilfreds og smilede mens alle de andre kiggede på hende, nærmest som om de ventede på et eller andet. Måske at hun ville fortælle dem noget langt om længe. Men det gjorde hun nu ikke. Nervøsiteten fra før vendte tilbage, efter et stykke tid hvor de bare havde kigget på hende. Hun følte sig en lille smule utryg, hvilket også er forståeligt når der sidder fire, næsten fremmede mennesker og kigger på en. Pludselig rømmede Allis sig.
   "Vi skal jo heller ikke tvinge hende til at prøve at sige noget hvis hun ikke har lyst. "
   "Nej og vi kan heller ikke sidde her hele dagen, " sagde Dermott, hvilket de andre måtte give ham ret i.
   "Kan De løfte noget? "spurgte han så Briannah. Hun nikkede forsigtigt med et smil på læben, næsten glad for at komme i arbejde. Tanken om ikke at skulle være trængt op i en krog hele tiden lød nu også meget godt.
   "Jeg kan vel godt finde noget hun kan lave, " sagde Caitie.
   "Ja det ville være en god ide. "
   "Der er alligevel nok at lave så det er kun godt med lidt hjælp. Jeg tager hende med ud og viser hvad hun kan hjælpe med. "
   "Tak Caitie, " sagde Allis.
   Caitie rejste sig op og åbnede munden for at sige noget, men lukkede den så igen. Hun kiggede først på Allis, så på Briannah og sagde så:
   "Jeg ved jo ikke hvad hun hedder... "
   Briannah så op på Caitie og vidste godt at hun hentydede til at hun blev nødt til at fortælle sit navn. Men hun havde ikke lyst til at tale. Hun mærkede hvordan hendes hjerte begyndte at banke hurtigt igen, og hun havde lyst til bare at rejse sig op og stikke af. Men hvorhen? Der var ingen steder, mere sikre end hvor hun allerede befandt sig.
   "Bri... Briannah... Hay... " hun stoppede op et øjeblik, "Hogan! " sagde hun så højt og tydeligt.
   "Briannah Hogan? " spurgte Allis og modtog et bekræftende nik fra Briannah, "Godt så. Miss Hogan, hvis De bare følger med Caitie så forklarer hun Dem nærmere. "

Caitie fandt situation meget mærkværdig. Hun blev ved med at vende og dreje det i sit hoved, men hun forstod det stadig ikke. Hvem var hun og hvad lavede hun her? Hun så ikke ud som de andre heromkring. Hendes ansigt havde godt nok fået nogle små ridser og mærker, men det var tydeligt at se at hun havde et yndefuldt og velplejet ansigt.
   Og den kjole hun havde på. Det kunne kun være en brudekjole. Men hvorfor? Var hun stukket af fra sit eget bryllup? Eller... havde hun slået nogen ihjel? Hun sagde jo ingenting så måske hun prøvede at dække over noget. Men det kunne heller ikke passe. Hun lignede ikke en person som var hårdfør nok til den slags. Faktisk så hun utrolig skrøbelig ud.
   Men det mest underlige var syningerne i den kjole. Da hun var gået ud for at ligge den sammen med det andet vasketøj havde hun lagt mærke til det, den var syet med guldtråd. Hvorfor ville nogen bruge så mange ressourcer på en ting ved kjolen man ikke engang lagde mærke til? Og så var kjolen flerlags. Det var kun velhavende familier som havde råd til den slags. Selvom hun følte sig skør begyndte Caitie mere og mere at tro det samme som Neal. En ting var sikkert. Hun var ikke en almindelig bondepige som var blevet sur på sine forældre og var stukket af. Der hørte en længere historie med.
   Hele vejen hen til laden sagde Briannah ingenting. Hun gik bare med ret ryg og fulgte efter Caitie. Det var tydeligt at se, at hun prøvede at passe ind, men hendes helt igennem perfekte holdning gav hende væk. Alle som så hende stoppede op og kiggede.
   "Miss Hogan, " sagde Caitie med en fast, dog alligevel venlig stemme, "hele laden skal gøres klar til høstsæsonen. Alt der har samlet sig sammen herude gennem vinteren og foråret skal sorteres. " Briannah nikkede og så ud som om hun ventede på yderligere instruktioner.
   "Det vigtigste skal blive, men resten skal smides ud. Så skal der gøres rent, især i denne del af laden og så inde ved grisene. Men heller ikke andre steder. Staldknægtene tager sig heldigvis af de andre dyr. "
   Faktisk stod staldknægtene ikke særlig langt derfra på det tidspunkt. De stod ved den lille brønd hvorfra de nøje iagttog alt hvad der foregik, mens Briannah fortsatte med at få mere specifikke instruktioner i hvad hun skulle gøre.
   "Har du set den pige før? " spurgte den ene af knægtene, Carl.
   "Nej men hun ser heller ikke ud til at være herfra. " svarede den anden, Gerard.
   "Hun er utrolig smuk, " sagde Carl så, mens han så på hende, "Ikke som nogen af de andre piger her i området. "
   "Hun er ikke en pige! " var der pludselig en stemme der råbte, "Hun er en prinsesse og det var mig der fandt hende! " De to mænd kiggede ned og så at det var Neal.
   "Hvad mener du med det? " spurgte Gerard.
   "Min mor siger hun kommer fra et stort slot hvor de har masser af penge. " De grinede begge lavmælt.
   "Jeg tror din mor mener at hun kommer fra en velstående familie... " mere nåede Gerard ikke at sige førend Neal var gået igen. Samtalen var begyndt at kede ham, så han havde bare vendt sig og var gået uden at sige mere.
   "Nå måske det var et lille praj om at vi to også skulle til at gå i gang med arbejdet, " sagde Gerard så, fornuftig som han jo var. Carl stod stadig og beundrede Briannah meget intenst.
   "Carl? "
   "Hvad... ja... undskyld... Gå du bare i forvejen, jeg kommer lige om et øjeblik. " Gerard rystede på hovedet men sagde ikke mere. Han gik bare uden videre diskussion da han vidste det alligevel ikke ville føre nogen vegne hen. Det kendte han Carl for godt til.
   Briannah stod og var i fuld gang med at udføre de opgaver hun var blevet bedt om. Og man kunne sige mange ting om hende, men doven var hun ikke. Flittig og lærenem farede hun rundt og gjorde alt hvad hun kunne for at hjælpe.
   "Miss Hogan, " sagde Caitie så, "Jeg skal lige hente noget, vil de ikke ligge kufferten bag trappen, op på hemsen? " Briannah nikkede bare og gik hen til trappen, mens Caitie gik ned i den anden ende af laden.
   Kufferten var noget større end Briannah havde regnet med, og bare det at få den slæbt med hen foran trappen var et stort arbejde i sig selv. Hun prøvede ihærdigt at få den løftet op over hovedet og gå op af trappen samtidig. Det så ud som om hendes ryg var ved at brække, men alligevel kom der ikke en eneste lyd fra hende.
   Hun kæmpede hårdt for at komme op af de mange trin der var på den samtidig ustabile trappe. Efter lang tid nåede hun endelig op på toppen, og fik smidt den store kuffert fra sig og skubbet ind på plads. Hun åndede lettet op og trådte ned af trappen igen, men i samme øjeblik snublede hun og faldt bagover ned af trappen. Lige som hun troede at hun ramte jorden, blev hun grebet. Det var Carl.
   "En pige som Dem burde ikke gå rundt og bære sådanne tunge ting, uden en til at passe på hende. " Carl så på Briannah, som stadig lå i hans arme, med et mistænkeligt smil og et forførende glimt i øjet.
   Briannah kom hurtigt til sig selv og skyndte sig at gøre sig fra af hans greb i hende. Hun stillede sig et par skridt fra ham, med ret ryg og ansigtet rettet mod ham, hvorefter hun bukkede ærbødigt for ham uden at sige et eneste ord. Derefter vendte hun rundt og gik mens Carl bare stod tilbage og måbede. Det var ikke ligefrem det han havde forventet. I samme øjeblik kom Caitie tilbage.
   "Caitie! Hvem er den pige? " spurgte han ivrigt. Caitie stoppede op og så at det var Briannah han pegede på.
   "Hende? Hun hedder Briannah Hogan. "
   "Det var ikke meget du ville fortælle mig, " sagde Carl skuffet.
   "Jeg ved ikke andet end det, " sagde Caitie bare og gik langsomt videre.
   "Hun er... Anderledes... " sagde han og lænede sig op af trappen som første op til hemsen.
   "Ja hun siger ikke rigtig noget, " vendte Caitie sig om og sagde, hvorefter hun gik videre.
   "Smuk og stum, " sagde Carl for sig selv, "Det er lige som jeg kan lide det... "