Du må ikke kigge på mig fordi tusindvis af fyrværkerier eksploderer i mine årer og jeg underkaster mig endnu engang
Hver en lille logisk del af mig foragter dig og din altid venden tilbage
Den kunsteriske del æder dig råt
og kysser dig hedt på halsen og knapper din skjorte op
Du hælder syre ned i mine tårekanaler og forgifter mig
Jeg tager blyanten og i blinde skaber jeg det pureste stykke kunst,
hele tiden med din skikkelse i min ånd
Du er en hovedpine jeg forsøger at spise væk med piller men ender altid med at ryge og drikke væk
For at være i din seng igen
Den er blevet min briks jeg lider på, mens du medicinerer mig med elskov
Lykken er dog flygtigt og snart står jeg ved stationen
Der skammer jeg mig
og håber på at stige på et tog væk fra verdenen
væk fra dig