Briannah kunne ikke længere se vejen som hun havde fulgt de sidste mange timer. Solen var gået ned og mørket og kulden havde sneget sig ind på hende. Hun havde kun én sko på, så hun gik og humpede lidt. Heldigvis havde hendes mor tvunget hende til at tage tykke uldstrømpebukser på selvom det var sidst i juni. Det var hun glad for nu, ellers ville hun have frosset fødderne af på nuværende tidspunkt. Selvom det ikke var vinter var det stadig koldt om natten, især når det regnede og blæste som det gjorde denne nat.
   Kjolen var ødelagt og hendes fine mørkebrune hår som før havde siddet i en yndig frisure, var mere filtret end fuldskægget på en hjemløs mand, men hun var ligeglad. Hun var ligeglad med alting lige nu.
   Briannah havde løbet uafbrudt den første time. Hun havde bare presset sig selv, og presset sig selv, og presset sig selv til det sidste. Det endte så også med at hun faldt om til sidst ude i vejkanten. Hun var senere vågnet op med jord og græs i ansigtet, da hun var trillet ned i grøften. Hun anede ikke hvor længe hun havde været væk da hun vågnede op igen, men det var heller ikke så vigtigt for hende. Det vigtigste var at der ikke var nogen som havde fundet hende eller set hende.

På nuværende tidspunkt følte hun sig tryg nok ved bare at gå. Hun var langt nok væk nu, så langt væk at de strækninger hun færdedes på var nogen hun aldrig havde set før. Det var kun positivt.
   Hendes skridt føltes tunge og hun længtes efter et sted at hvile sine fødder. Hendes øjne flakkede mens hun så sig om efter et sted hvor hun kunne ligge sig ned, bare et øjeblik for at samle kræfter. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Der var intet at se i miles omkreds ud over marker, marker og atter marker, samt en masse træer. Alting lignede det samme, og der var ingen huse at se. Og skulle det så lykkedes hende at finde en kro hvad så? Hun havde ingen penge, intet at give, og på nuværende tidspunkt lignede hun en pige fra fattiggården. Og hvis hun fandt et hus eller en gård hvad så? Skulle hun tigge om husly hos mennesker hun ikke anede hvem var og risikere, måske sit liv.
   Men hun fortsatte alligevel og hun blev ved med at kigge - efter hvad var hun ikke sikker på mere, men hun var ikke klar til at give op, ikke endnu. Mens hun fortsatte med at gå slog hendes hoved fra. Om det var udmattelsen eller frygten der gjorde at hun ikke længere var ved fuldstændig bevidsthed om hvad der foregik ved jeg ikke. Men hun fortsatte i hvert fald med at gå. Hun blev ved med at sætte den ene fod foran den anden mens hendes tanker fløj langt væk fra hvor hun var, til et bedre sted.

Hun så den store grønne eng for sig, der så så frodig ud en varm sommerdag, fyldt med smukke blomster som udskillede en så dejlig duft. Solen stod højt på himlen og skinnede ned på alle folk, fuglene sang en glad melodi og stemningen var fantastisk. Georgianna løb livlig rundt på engen og nynnede en munter sang.
   "Bri, Bri! " råbte hun pludselig til Briannah, "se hvad jeg har fundet" fortsatte hun og holdt sine hænder op mod Briannahs ansigt.
   "Lad mig se søs, hvad har du fundet? " Georgianna åbnede sine små hænder og ud fløj en smuk sommerfugl. Dens blå vinger fik den til næsten at falde i et med den klare himmel og den skinnede så fint i den varme sol.
   Briannah grinede let og fulgte sommerfuglen på sin færd op mod himlen. Hun undrede sig over hvor den mon var på vej hen. Op til solen måske, i håb om at skinne endnu flottere.

"Over himlen flyver den,
   Kun hvor vinden fører hen.
   Smuk og fin den lille fyr,
   Flyver ud mod nye skyer. "

Georgianna gentog den lille sang om og om og om igen, imens hun dansede rundt på marken med det største smil nogensinde. Til sidst løb hun hen til Briannah som bare stod og grinede, og så begyndte hun også at danse rundt om hende, mens hun fortsatte sin glade sang. Til sidst smed Georgianna sig træt ned i det bløde græs. Briannah grinede højt og smed sig ned ved siden af hende.
   "Se, " sagde Georgianna og pegede op på skyerne, "det ligner en kanin, ligesom Katjas. Men Katjas kanin er brun, den der er hvid. "
   Faktisk lignede det i Briannahs øjne bare 3 skyer, som havde passeret hinanden på en måde, at det således for et øjeblik kunne minde om noget der var en kanin. Jeg ved ikke om det lignede netop Katjas kanin, og det gjorde Briannah heller ikke, da hun som mig aldrig havde haft æren af at møde denne kanin. Men Briannah nød den opløftende følelse af et lille barns fantasi og bestemte sig for at lege med.
   "Se søs! Det der ligner et slot" sagde Briannah og smilede til Georgianna.
   "Ja med 3 tårne, hvor er det smukt. "
   "Tror du der bor en prinsesse på slottet? "
   "Jaaaaa! Den smukkeste prinsesse i hele verden. "
   "Så må det være prinsesse Georgianna. " Georgianna smilede veltilpas med den søde kommentar hun havde fået fra sin søster.
   Briannah lå også bare og smilede. Hun blev i godt humør af at se Georgianna være glad, smile og le og bare være et barn. Hele hendes ansigt lyste op som solen når hun smilede, og hendes lyseblå øjne skinnede som den klare blå himmel.
   Briannah kunne ikke forstå at man kunne være så smuk som hende. Hun var altid så fin og perfekt, specielt om sommeren, der var hun ofte endnu smukkere end normalt. En af grundene var at hendes humør var i top næsten lige meget hvad. Hun gik bare rundt og smilede og sang og videregav sit dejlige humør til at alle hun mødte. Samtidig afblegede solen hendes hår, så det blev endnu lysere end det allerede var. Hun lignede virkelig en prinsesse. Man kunne lige forestille sig hende bo på et stort slot når hun blev voksen, sammen med en flot ung prins som var ligeså smuk som hende, og sammen ville de så få de smukkeste børn nogensinde.
   Hun havde den lille lyse pigestemme som alle ønskede sig for at kunne charmere de unge mænd. Den var ikke skinger eller irriterende, den var lige som den skulle være for at virke sød og forførende. Forførende på samme måde som lyden af den første fuglesang man hører om foråret, eller den første gang man dufter til de ny udsprungne blomster.
   Briannah vendte sig om på siden med øjnene mod Georgianna og tog så fat om hende og holdt hende så tæt ind til sig som hun kunne.
   "Hvad laver du? " spurgte Georgianna en smule forsigtigt og forbavset over den helt uventede handling fra Briannah.
   "Tænk at jeg har en så smuk lillesøster, " grinede hun.
   "Du er mærkelig, Bri. "
   "Når man er så smuk har man brug for at blive krammet rigtig meget af sin søster. "
   "Du er da også smuk" sagde Georgianna forvirret. Briannah blev bare ved med at grine. Men pludselig ændrede stemningen i Briannahs stemme sig.
   "Jeg fortæller dig slet ikke nok hvor meget jeg elsker dig, " sagde hun så og knugede Georgianna endnu tættere ind til sig, "jeg forlader dig aldrig" hviskede hun forsigtigt til hende.
   Georgiannas kinder blussede en smule op i forlegenhed over de kærlige ord, men alligevel gjorde hun kun sit greb om Briannah endnu fastere. Briannah smilede og strøg forsigtigt sin ene hånd gennem Georgiannas silkebløde hår.

Pludselig kom Briannah til sig selv igen og hun så igen hvor hun var. Hun kunne igen mærke kulden suse igennem hele sin krop, fra spidsen på hendes næse, til hendes bundfrosne tæer. Det gik pludselig op for hende at hun stod stille. Hun tog et skridt frem men opdagede hurtigt hvorfor hun stod stille. Hun stod foran en stor dør. Briannah blev i tvivl om hvor længe hun havde været væk, for hun havde ikke set et hus i miles omkreds, og nu stod hun pludselig foran en dør. Og dog, det virkede ikke som en almindelig dør. Den var større og havde en mere ru overflade. Lidt som en ladeport. Det gæt holdt hun fast i og troede på. Mest fordi hun syntes der lugtede af grise hvilket ikke er den mest behagelige lugt. Men efter at have vandret rundt i timevis var tanken om at kunne ligge ned med til at få Briannah til helt at glemme den grimme lugt. At kunne ligge mere lunt, og i ly for vinden og regnen fik Briannahs hjerte til at banke. Det var som om hun pludselig fik fornyet kraft.
   "En lade, " tænkte hun for sig selv, "tak gud! " sagde hun og åbnede porten så lydløst hun kunne. Der havde ikke set ud til at være nogen, desuden var solen ved at gå ned så de fleste sad nok inde i en varm stue eller under et dejligt tæppe i sengen.
   Da hun åbnede porten helt og trådte ind så hun at det var en lade. Der brændte et lille lys nede i den anden ende så hun kunne nogenlunde ane hvor hun var og hvordan der så ud. Det var en rodet og beskidt lade men det var dog også i orden. Om der var ryddeligt eller ej, hun blev.
   Briannah prøvede at gøre sig så lydløs som overhovedet muligt mens hun lukkede porten igen, og lukkede alt dens kulde og mørke og ensomhed ude. Hun gjorde sit bedste for at være så stille som muligt for ikke at gøre alle dyrene nervøse. Der var en masse grise foran hende og hun kunne se at de ikke havde opdaget hende endnu. Det ville være bedst hvis hun ikke tiltrak sig nogen unødig opmærksomhed nu hun endelig kunne få lidt hvile.
   Men lige som hun vendte sig om og åndede lettet op over at være i læ, trådte hun frem og væltede en stor spand som stod lige foran hende. Lyden af metal som skramlede hen af jorden gav genlyd i den lille lade og alle grisene begyndte at larme helt forfærdeligt. Briannah blev fuldstændig ligbleg i ansigtet og var ved at gå helt i panik.
   "Sh... Sh... Vil i ikke nok være stille!?" hviskede hun desperat til grisene mens hele hendes krop rystede af skræk. Hun prøvede alt hvad hun kunne for at berolige dem men de blev bare ved med at larme.
   I det samme hørte hun en stemme i det fjerne og så et lille lysglimt. Briannah løb hen, hurtigt og uden at tænke over det, mod en trappe hun fik øje på, mens det lille lys hastigt nærmede sig laden. Hendes store hvide kjole var i vejen, og hun endte også med at tabe sin anden sko i sit mas med at komme op af trappen. Fra hemsen hvor hun sad, kunne hun tydeligt se sin lille fine sko ligge lige nede foran, men hun vidste at hun ikke ville kunne nå at komme ned og hente den inden, hvem end der var på vej, nåede derhen.
   Hun lagde sig ned på maven for at prøve at gøre sig lettere skjult og i det samme blev porten til laden åbnet. Det var en mand som stod i porten. Han var forholdsvis lille men så dog alligevel ret robust ud. Han havde et fuldskæg, men ikke kraftigt, det så anstændigt ud. Hans vrede ansigtsudtryk indikerede at han ikke var helt tilfreds med at blive trukket ud i kulden.
   Grisene havde holdt deres mund så snart han var trådt ind af døren. Lige nu stod han bare og kiggede rundt med et mistænkeligt udtryk i ansigtet.
   Briannahs hjerte bankede bare hurtigt og intenst mens hun kiggede skiftevis på manden, så på skoen og igen på manden. Det så heldigvis ikke ud til at han så den.
   "Dermott, elskede, kommer du ikke ind igen? Her er koldt og børnene er forvirrede og bange når du bare pludselig farer sådan op. " Det var en kvindestemme som talte fra uden for laden. Hun stod med et tæppe om sig og rystede mens hun kiggede håbløst på Dermott.
   "Her er nogen. Spanden med vand i er blevet væltet. " sagde Dermott uden at vende sig om mod hende.
   "Måske det bare var vinden... " sagde hun og vendte sig om.
   "Men porten var lukket til. Her er nogen. Den væltede ikke sig selv! " Dermott blev stående stædigt og kiggede rundt. Pludselig svang kvinden sine arme omkring ham og sukkede dybt hvorefter hun kyssede ham på kinden.
   "Skat, her er ikke nogen kan du jo se"
   "Jamen spanden... "
   "Spanden er væltet ja. Hvordan ved vi ikke men lige nu synes jeg bare vi to skal gå indenfor, tilbage i vores varme seng og lægge os til at sove. " Dermott sukkede håbløst af sin alt for charmerende kone.
   "Fint jeg går med dig ind... Men hvis jeg vågner i morgen og der er nogen herude... "
   "Så påtager jeg mig det fulde ansvar" sagde hun og grinede. Dermott vendte sig om og kyssede hende hurtigt, hvorefter de begge gik igen.
   Briannah lå stadig oppe på hemsen og prøvede at få sit hjerte til at banke i normalt tempo igen. Derefter listede hun forsigtigt ned af stigen og samlede sin sko op. Selvom hun kun havde den ene var det bedre med en varm fod end to kolde.
   Briannah gik hen til spanden og kiggede ind i den. Der havde faktisk været vandt i den. Det havde hun slet ikke lagt mærke til. Hun stak sin hånd ind i den og mærkede efter, der var stadig en smule vand tilbage. Afkræftet og sulten tog hun desperat spanden op til munden og drak den lille smule vand der var tilbage. Den kølige dog sære smag af vand gled hurtigt ned gennem hendes hals og fyldte hende med ro. Selvom det smagte forfærdeligt, da spanden nok var blevet brugt til en del andre ting end bare at have vand i, så var det alligevel en forfriskende følelse Briannah mærkede.
   Hun satte sig træt ned efter at hun forsigtigt havde stillet spanden fra sig igen, denne gang uden at vælte den. Et stykke tid sad hun bare og tog sig til hovedet mens hun mærkede sine øjenlåg langsomt falde i.
   "Nej jeg kan ikke lægge mig til at sove her! " tænkte hun for sig selv og rejste sig med det samme op. Hun gik hen mod porten men da hun lagde hånden på håndtaget, tøvede hun. "Men hvis jeg sover, bare et par timer, vil jeg føle mig frisk og klar til at fortsætte, og uden at nogen vil opdage at jeg var her. " Hun blev hurtigt enig med sig selv om at det var det bedste at gøre.
   Så hun gik hen til den store bunke halm der var bag trappen, lagde sig træt ned og lukkede dernæst sine tunge, trætte øjne.