Mens solens varme stråler skinnede ind gennem vinduerne, lå der et tungt mørke over det lille værelse. Selvom det var midt om sommeren, var der en følelse af bidende kulde derinde og der var blevet spredt en dyb stilhed mellem de to personer som sad derinde.
   Mørkt hår, blå øjne og en ligbleg, ja næsten elfenbensfarvet hud. Sådan så pigen ud som sad i en stol derinde, som pegede væk fra vinduet, væk fra verden. Mens hende øjne flakkede forvirret og så sig omkring over alt i værelset, sad manden overfor hende med et meget skarpt og fast blik på hende. I kontrast til hendes nervøse positur og manglende evne til at forstå hvad der foregik, virkede han utrolig fattet og rolig.
   "Frøken Katharina," sagde manden der sad overfor pigen, "-ved du hvorfor du er her?" Den blege pige rystede bare på hovedet mens hun knugede begge hænder hårdt sammen.
   Alt i værelset virkede som om det dansede. Væggen havde en mørkerød farve som man nok håbede ville have en beroligende effekt, men for Katharina føltes det lige modsat. Den matte, dystre farve gav en klaustrofobisk og ubehagelig følelse. Det rungede i hendes hoved når hun så på farven og langsomt begyndte den at forlade væggen og i stedet danse væk derfra og direkte hen mod hende. Hendes lille, tynde krop var begyndt at ryste, men snart fangede manden hendes opmærksomhed igen.
   "Frøken Katharina?" lød det fra ham, denne gang mere hårdt. Katharina så med det samme den mørkerøde farve stikke halen mellem benene og fare tilbage til væggen hvor den hørte til. Hun nikkede til manden.
   "Ved du hvem jeg er?" spurgte manden hende så. Endnu engang måtte Katharina ryste på hovedet. "Jeg er din læge. Du kan kalde mig dr. Maclarens, det gør alle andre." Katharina nikkede til ham og forsøgte at fremtvinge et lille smil.
   "Dr. Maclarens," sagde hun så med sin spinkle stemme.
   "Vi vil gerne have at du bor her på hospitalet et stykke tid," fortsatte dr. Maclarens med at sige i det samme alvorlige tonefald. Med det samme forsvandt hvert et lille tegn på et smil fra Katharinas læber.
   "Hvorfor?" lød det sørgmodigt fra hende.
   "Fordi vi er bekymret for dig. Vi vil gerne give din en tryg tilværelse, og det er lettest for os at gøre her på hospitalet." Dr. Maclarens talte i et roligt tonefald og prøvede at få øjenkontakt med den forvirrede Katharina. "Forstår du det frøken Katharina?" Katharina nikkede trist mens hun kiggede ned i sit skød.
   Dr. Maclarens fortsatte med at tale til Katharina. Han fortalte hende hvordan tingene foregik på hospitalet, hvem hun kunne tale med og hvor hun skulle bo, men når Katharina så op på ham og på hans mund, forsvandt lyden omkring hende og alt hun opfangede var en strøm af ord som væltede ud af munden på ham. Mens de med meget larm og spektakel faldt fra hans mund og ned på gulvet prøvede hun at forstå hvad han mon havde forsøgt at fortælle hende, men ordene var ikke længere ord, nærmere end tilfældig sammenfletning af bogstaver som lå hulter til bulter. Så hun nikkede og smilede bare til dr. Maclarens hver gang han så spørgende på hende.
   "Frøken Katharina?" hørte Katharina pludselig en anden stemme sige da lyden vendte tilbage til hende. Hun kiggede til højre for hende hvor der stod en høj lyshåret dame i døren. Hun havde et venligt, dog alligevel fastklistret smil på ansigtet.
   "Jeg skal vise dig til dit værelse, bare følg efter mig." Katharina så spørgende over på dr. Maclarens som bare nikkede hende afsted.
   Den lyshårede dame præsenterede sig som "Anna". Hun talte det meste af vejen hen til værelset og ikke lang tid efter de var begyndt at gå, stoppede Katharina med at lytte til hende. Hun prøvede så kraftigt at huske på hvad der var sket, hvad der var sket lige inden hun befandt sig i det dystre, mørkerøde værelse sammen med dr. Maclarens.
   "Her er dit værelse," sagde Anna så og Katharina så meget opmærksomt på hende. Derefter kiggede hun ind af døren som var foran hende.
   "Tak," fremstammede hun nervøst og gik så ind på sit værelse. Hun hørte et lille "klik" komme fra døren da den blev lukket, og da hun tog fat i håndtaget blev hendes mistanke bekræftet. Døren var låst.
   Der var ikke meget på værelset. En seng, et skrivebord med en stol, to malerier og et stort vindue med tykke metaltremmer foran. Alligevel kunne man tydeligt se ud gennem dem, så Katharina tog et par skridt nærmere. Hun kunne næsten mærke vinden ved at se på træernes grene svaje frem og tilbage i takt og harmoni, men da hun kiggede ned, skyndte hun sig at gå væk fra vinduet igen. Der måtte være mindst 11 etager ned fra hvor hun så ud. Det gav et sæt i hende og hun mærkede hvordan det løb hende koldt ned af ryggen når hun tænkte på det fald man ville tage hvis man sprang ud derfra.
   "Katharina," hørte hun pludselig en stemme hviske til hende. Hun vendte sig om med et sæt, men fandt ingen i værelset ved hende. Et øjeblik stod hun og kiggede mistænksomt omkring derinde, men endte i stedet med at sætte sig ned på sengen og puste ud. Hele hendes krop kæmpede for at holde sig i gang og med et faldt hun omkuld på sengen.
   Mens dagen fortsatte med at glide forbi, sov Katharina en tung og dyb søvn som hverken blev afbrudt af solens bortgang eller velkomsten af det tykke mørke. Mørke var ikke en dårlig ting og Katharina lod sig gladelig omfavne af den og inviterede den med åbne arme ind i sit sind hvor der i forvejen var koldt og trist og ensomt. Hun havde ingen tanker, ingen minder, ingen hukommelse, kun dagen hun havde været igennem nu var i hende.
   "Katharina!" Med et sæt vågnede Katharina op fra sin mørke drøm ved lyden fra den samme hviskende stemme som hun havde hørt tidligere. Hun kunne ikke se noget som helst på værelset mere, så hun famlede sig frem til en kontakt hvor hun kunne tænde en lille pære i loftet. Først nu så hun hvor utrolig højt der var til loftet. Selv hvis hun satte sit bord ovenpå sengen, ville hun ikke være i stand til at nå den.
   Det var som om det svage lys fik hende til at falde lidt til ro igen, som om det fik hende til at tro at stemmen bare var hendes fantasi.
   Hun kiggede op på det ene maleri som hang lige over hendes seng. Det var et billede med 5 store heste som løb i fuld galop hen over en grøn græsmark. Den forreste hest og også den største af dem alle, var helt sort og næsten skinnede i lyset fra den malede sol. At kigge på maleriet gjorde det næsten helt levende, som om farverne ikke kun var på maleriet, men også langsomt spredte sig til væggen bagved og lige omkring det, mens det bare udvidede sig mere og mere. Den blå himmel, i kontrast til den grønne eng, havde snart dækket hele væggen til og Katharina hørte både heste vrinske og fugle kvidre. Den sorte hest løb hurtigere og hurtigere, og blev større og større. Alle detaljerne blev fuldstændig klare for Katharina. Både dens lange mørkebrune manke som blafrede i vinden, og dens dybsindige helt sorte øjne, stirrede på Katharina. Dens vrinsk var ikke længere lykkefuldt, men i stedet målrettet, ja næsten vredt. Det fik Katharina til at træde et par skridt væk fra maleriet, men hun stod snart med ryggen helt op mod væggen og så den sorte hest forlade billedet sammen med de 4 andre heste. Flyvende gennem værelset stod den store sorte hest snart med mulen direkte mod Katharina og så hende dybt ind i øjnene. Den prustede og stønnede og udstødte da også et lille vrinsk ind i mellem, måske for at skræmme Katharina endnu mere. I hvert fald lykkedes det i høj grad.
   "Så så," prøvede Katharina at sige med rystende stemme, "du er en god hest, en god og flot hest! Vi kan da godt være venner?" Om hesten forstod hende ellers ej var ikke til at vide, men den vendte pludselig om og tog en galop runde med de andre heste omkring på værelset, mens de vrinskede i kor hver gang de passerede Katharina.
   Katharina prøvede at snige sig væk derfra og i stedet hen mod vinduet hvor det ikke føltes så trangt, mens hun gentagne gange hviskede til sig selv "det er bare en drøm, du vågner snart op igen!".
   Pludselig stoppede den sorte hest op og der blev helt stille på værelset. De lignede ikke længere rigtige heste, snarere en malet hest som forsøgte at komme til virkelighed. Katharina åndede lettet op og gik et skridt frem, væk fra vinduet, men da blev der igen bevægelse og larm på værelset. Med endnu et vrinsk, et der var så højt at det skar gennem marv og ben, som tvang Katharina til at sætte sig på gulvet og holde sig for ørerne, fór hestene direkte hen mod Katharina i høj fart. Hun så forskrækket op og udbrød et højt og skingert skrig. Netop som hun troede at de ville vælte hende omkuld og trampe hende til døde, fløj de lige gennem hende, ud mellem tremmerne og forsvandt i den mørke nattehimmel.
   Katharina tog sig til brystet. Hendes hjerte slog mindst dobbelt så hurtigt som det plejede og hun mindede sig selv om at trække vejret i lange, dybe træk.
   Hvor havde hun lært det? Hun vidste at hun skulle gøre sådan for at falde til ro, men hvorfor?
   Mens hun sad og undrede sig over sin viden om panikanfald, hørte hun en høj latter runge mellem væggene på hendes værelset. Den var høj og dyb, men man kunne høre at det var en kvindelatter, ondsindet og modbydelig.
   I forvisning om hvad hun netop havde været vidne til, turde Katharina ikke bare ligge sig til at sove i håb om at det var en drøm eller indbildning. Det føltes virkeligt, det lød virkeligt. Det måtte være virkeligt.
   "Katharina!" blev der råbt henne fra døren som med et brag blev slået op. Det var Anna der stod der med et meget bekymret ansigtsudtryk. "Hvad er der sket? Jeg hørte dig skrige!" Katharina så nervøst rundt på værelset og prøvede at komme på en bedre undskyldning end "Hestene fra maleriet var ved at trampe mig ned".
   "Jeg havde mareridt..." sagde hun så og prøvede at se bange ud. Annas bekymrede øjne, forvandledes straks til to kærlige og medfølende øjne.
   "Jamen dog," udbrød hun med sin blideste stemme, "det er nu alligevel forståeligt. Det er din første nat her hos os og meget er anderledes for dig. Kom, lad mig sidde lidt hos dig indtil du falder i søvn." Katharina nikkede og lod Anna følge hende tilbage i sengen og lod hende putte hende rigtig godt, som var Katharina bare et lille barn.
   Med snyd og bedrag lod Katharina som om hun sov, men så snart Anna havde forladt værelset, satte Katharina sig igen op i sengen. Hun lyttede godt efter, men latteren fra før var væk. Længe sad hun og ventede på at den ville vende tilbage og forskrække hende, men det skete aldrig og til sidst faldt hun også i søvn. Denne gang en søvn som varede helt til morgen.

"Så det her er min datter Louise, og det her er Karen og den lille pige med det lyse hår er Sofie." Katharina kiggede opmærksomt på de små billeder som lå på bordet foran hende. Det var Matilda, en stor dame i overgangsalderen. Hun havde nærmest overfaldt Katharina i det samme hun var gået ind i den lille opholdstue efter morgenmaden. Der sad ikke så mange mennesker derinde og der var nærmest ingen af dem som sagde noget.
   Katharina nikkede med et smil til Matilda, som fortsatte med at fortælle om alle sine små piger. Hun lyttede ikke særlig opmærksomt, men holdt i stedet øje med Anna som gik og talte lidt med de andre patienter som var i stuen. Engang imellem så hun over mod Katharina, som om hun prøvede at forstå hvad hun tænkte eller forsøgte at høre hvad hende og Matilda talte om.
   Et lysglimt fik det til at sortne for hendes øjne og hun kunne mærke sit hoved begyndte at dunke. I baggrunden kunne hun høre Matilda tale, men det var som om en altoverdøvende stilhed gjorde det umuligt for hende at forstå hvad hun sagde.
   Hun kunne se noget sløret for sit indre øje, vand. En sø, eller var det ved stranden? Nej det måtte være en sø hun kunne se for sig.
   "Skal du ikke med i?" hørte hun en mandestemme råbe og hun kunne se en ung mand stå ved søen. Han havde brunt hår og var utrolig høj. "Katharina, kom nu!" råbte han igen og hoppede selv på hovedet i vandet. Ved bredden af søen stod en lille mørkhåret pige og varmede sig under et håndklæde, mens hun fortsatte med at ryste på hovedet.
   "Nej Nichlas!", råbte den lille pige, "jeg vil ikke i. Mor siger at man ikke må svømme her, strømmen trækker en ned og så kommer man aldrig op til overfladen igen."
   "Hvorfor lytter du også til mor? Du ved hun er så paranoid med alting, hop nu bare i søs."
   Søs? Katharina vågnede op med et sæt og så nu klart Matilda sidde foran hende, stadig i fuld gang med at snakke, uden at have opdaget at Katharina ikke havde lyttet til et eneste ord hun havde sagt i løbet af de forrige 10 minutter.
   Det var næsten umuligt at tro, at hun havde en storebror. Katharina kunne ikke lade være med at smile ved tanken om at hun havde et familiemedlem, at hun hørte til et sted. Men hvor var han så nu? Hvorfor hjalp han hende ikke ud fra hospitalet?
   "Katharina?" hørte hun Annas blide stemme sige til hende, "-har du ikke lyst til at komme ud og få lidt frisk luft?"

Der var åbenbart en park tilhørende det store sygehus, men selvom den lignede en helt almindelig park med grønt græs og flotte træer, så tårnede de høje murer rundt omkring det, så man umuligt kunne have en afslappende følelse ved at være derinde. Anna havde kun lige lukket hende derud, inden hun selv var gået tilbage igen.
   Der var ikke andre at se i parken, så Katharina følte sig godt tilpas ved at gå rundt mellem de mange træer som var derinde. Luften var også kølig den dag, måske var det ved at blive efterår? Hvad måned var de i?
   En hvislende lyd stoppede Katharinas tanker og hun vendte sig nervøst om, hvor hun fik sig endnu en stor forskrækkelse. Foran hende var nemlig en stor, gul slange. Dens hoved var på størrelse med hendes hånd og den havde to ildrøde øje og en lang ulækker tunge. Slangen fulgte hver en bevægelse Katharina lavede, men hun prøvede alligevel at træde langsomt og forsigtigt væk derfra.
   Hendes hjerte bankede og sveden løb ned over hendes pande så hun fik de små dråber i øjnene og måtte gnide sig i dem for at kunne se noget igen. Slangens lange krop snoede sig hen over græsset og fortsatte med at komme tættere og tættere på hende.
   Fortvivlet så hun sig om efter nogen der kunne hjælpe hende, en eller anden. Måske Anna. Hun kunne ikke være særlig langt væk, så hvis hun skreg kunne det være hun kom.
   "ANNA!" råbte Katharina af sine lungers fulde kraft, men i samme øjeblik sprang den gule slange på hende så hun faldt om på græsset. "ANNA!" råbte hun igen, dog lavere denne gang fordi hun snart fik svært ved at trække vejret. Slangen havde med sin lange krop fået et fast greb om hendes brystkasse og var med stor kraft begyndt at klemme. Det flakkede for hendes øjne, hendes krop føltes ubrugelig og hun bad til Gud. Hvis ikke mennesker kunne hjælpe hende måtte der være en anden der kunne.
   Netop som hun troede at det hele var forbi, slap slangen sit tag i hende og fór væk, forsvandt i det høje græs. Katharina faldt om på siden og hostede og stønnede mens hun kunne se en sløret skikkelse komme hen imod hende.
   "Katharina?" råbte skikkelsen og hun kunne med det samme høre at det var Anna, "hvad er der sket?"
   "Slangen, den... den ville slå mig ihjel..." fremstammede Katharina med et par host ind i mellem. Anna hjalp hende op at stå og ind på hospitalet igen.
   Den aften havde Katharina endnu en samtale med dr. Maclarens. Han var skuffet over hendes opførsel og ønskede at hun skulle have en fast, daglig aftale med ham eller en anden læge på hospitalet. Katharina forstod ikke hvorfor alle behandlede hende som om hun var skør, hun fortalte jo sandheden, det havde hun altid gjort!
   Da hun var færdig med sin samtale hos dr. Maclarens, fulgte Anna hende tilbage til hendes værelse. Anna sad længe på hendes sengekant og Katharina håbede sådan at stemmen ville vende tilbage eller at hestene ville angribe hende igen, så Anna kunne se at hun ikke var skør. Men intet skete og snart var klokken så mange at Katharina også faldt i søvn.
   Verden udenfor virkede så stille den nat og Katharina fandt sig selv i færd med at falde dybere ind i søvnen end hun nogensinde havde været før. Der var mørkt i hendes sind, men efterhånden begyndte tågen at lette og hun kunne ane nogle få ting omkring derinde. Lys, en masse små lys som lå spredt ud over det mørke tæppe, ligesom en masse ildfluer i en mørk skov.
   Vinden susede og legede let og elegant med hendes lange hår. Under hendes fødder mærkede hun noget hårdt, måske beton.
   "Jeg har ikke lyst!" hørte Katharina en svag stemme sige og hun så pludselig sig selv stå på kanten af bygningen hun var på.
   "Stoler du ikke på mig?" råbte en stor dame med tykt rødt hår.
   "Jeg er bange mor," råbte pigen til den store dame, mens hun prøvede at holde håret væk fra at blæse ind i øjnene på hende.
   "Jeg har jo sagt det, du vil kun falde et øjeblik og så løfter de dig op og bærer dig hen over vinden og op i mine arme igen, men du bliver nødt til at springe selv, ellers godkender de dig ikke!" Den lille piges spinkle krop rystede fra både kulden og den skræmmende fornemmelse hun fik i kroppen af at stå der på kanten af den høje bygning. Tårerne løb lydløst ned over hendes frosne kinder, men hun hulkede ikke, hun ønskede ikke at hendes mor ville se eller høre hendes svage gråd.
   "Okay," sagde pigen så.
   "Det var godt min skat, tag så en dyb indånding og..."
   "STOP!" råbte en mandestemme bagfra og i det samme kom Nichlas løbende hen forbi Katharina som stod usynlig og observerede alt der foregik. "Kom ned derfra Katharina!" råbte Nichlas til den lille pige.
   "Men mor siger..."
   "Du skal ikke lytte til mor, hun er skør, sindsforvirret, det er det jeg altid har sagt!" Nichlas stod få skridt fra den lille pige, uden at vide om han skulle gå helt hen til hende.
   "Gå din vej Nichlas," råbte den store dame med en dyb og vred stemme, "du har altid været svag, svag og bange. Det er derfor du aldrig blev godkendt af dem!"
   "Jeg er ligeglad med "dem". Jeg tager Katharina med mig og sørger for at du aldrig får hende at se igen!" I det samme hev Nichlas fat i Katharina og skubbede hende ned på det hårde betontag.
   "Din usling!" råbte damen og hev fat i Nichlas som nu stod på kanten taget, "jeg lader dig aldrig tage min datter fra mig!"
   "Slip mig!" råbte Nichlas, men i samme øjeblik gled han og mistede fodfæstet. Den lille pige som lå nede på betontaget, så op og fik øje på sin bror som nu, i løbet af et millisekund, faldt bagover og styrtede ud over kanten.
   "NEJ!" råbte den lille pige og løb hen mod kanten hvor hun så Nichlas falde. Han faldt og faldt med hånden strakt op, som om han rakte den op mod hende. "NICHLAS!" råbte hun med tårerne løbende ned af begge kinder.

Med et sæt vågnede Katharina og opdagede at hun igen sad i sin seng på det lille kølige værelse. Hun tog sig til ansigtet, det var fugtigt, vådt fra alle tårerne.
   "Katharina..." hørte hun stemmen fra aftenen før hviske, men denne gang var hun ikke bange, ikke mere. Hun rejste sig op og var på vej hen for at tænde lyset, men fik pludselig øje på en revne i dørkanten hvor et lille lys skinnede ind. Anna måtte have glemt at låse døren, eller måske var der en som havde låst den op for hende.
   "Katharina..." lød det igen, denne gang fra den anden side af døren og Katharina forsvandt lydløst gennem den og ud på den mørke, tomme gang. Der var ingen mennesker i sigte og hun stak med det samme i løb, fulgte stemmen hvor end hun hørte dens ubehagelige hviskende stemme, indtil hun til sidst nåede op af en høj trappe og stod overfor en stor metal dør. Stemmen lød stadig klart, nu fra den anden side af metaldøren og Katharina tog fat i håndtaget. Den var låst. Stemmen var også væk og det hele virkede pludselig så uvirkeligt.
   Katharina stod et øjeblik og tænkte over hvad hun burde gøre, indtil hun pludselig hørte en knagende lyd bag hende. Hun vendte sig om og så den store metaldør stå på klem.
   "Kom Katharina, kom..." hørte hun den hviskende stemme sige. Hun åbnede døren helt og fandt sig selv stående på taget af det store hospital. Alt var mørkt omkring hende, himlen var dækket af skyer og månen var ikke at se nogen steder. Der var ingen vind og overalt omkring hende var der helt stille.
   "Katharina!" hørte hun en dyb kvindestemme sige, ikke længere hviskende men alligevel kunne hun tydeligt høre at det var den samme stemme som før.
   "Hvor er du! Vis dit ansigt!" råbte Katharina med en fast stemme.
   I samme øjeblik mærkede hun et stærkt vindpust ramme hendes ryg og dreje hende rundt så hun stod på kanten af taget. Hun sank en klump i halsen da hun så ned og skyndte sig at træde et par skridt tilbage. Først derefter så hun op, hvor der foran hende var en skikkelse. Den var utydelig og sløret og hun havde svært ved at se hvem eller hvad det var.
   "Mor..." sagde Katharina med en svag stemme og i det samme øjeblik blev den slørede skikkelse helt klar. En smuk dame med krøllet rødt hår viste sig tydeligt på den grå himmel og smilede til Katharina.
   "Min kære lille pige, min elskede datter," sagde damen til Katharina med sit store smil, men der var intet smil at finde hos Katharina. "Jeg er så glad for at jeg endelig kom i kontakt med dig."
   "Hvad vil du?" spurgte Katharina med en vred stemme. Damen så såret ud.
   "Er du stadig vred på mig?" spurgte hun med et trist ansigtsudtryk.
   "Man bør ikke tale ondt om de døde, men hvis jeg skal sige sandheden så tror jeg aldrig at jeg kan tilgive dig for hvad du gjorde!" Vinden der før havde suset rundt omkring Katharina lagde sig pludselig og der var igen helt stille.
   "Men min kære datter, vi er familie og familie skal tilgive hinanden, ikke?"
   "Har du tilgivet mig for hvad jeg gjorde? For at slå dig ihjel?" For et øjeblik sank damen sit hoved, men da hun igen løftede sit hoved blev man mødt af to kærlige øjne.
   "Selvfølgelig har jeg det, hvis bare du fortæller mig at du også har tilgivet mig." Katharina så ikke længere på sin mor, hun svarede hende heller ikke, men stod bare og stirrede ud i luften med et udtryksløst ansigtsudtryk. Hun prøvede at finde noget at se på, noget at få øjnene til at fokusere på, men de mange skyer fik alt til at virke så gråt og trist.
   "Katharina?" hørte hun pludselig en anden stemme sige, en mandestemme og med det samme så Katharina til siden. Der, på kanten af bygningen, sad Nichlas med et ligeså stort smil som deres mor havde. Katharina mærkede hvordan hendes hjerte sprang et slag over og hun stoppede op et øjeblik for at minde sig selv om at trække vejret.
   "Nichlas?" sagde Katharina med en svag stemme og tårer i øjnene.
   "Ja," svarede han og rejste sig op så hun kunne se ham i sit hele. Hans brune hår, hans flotte figur, søde smil og smukke brune øjne som bare så kærligt på Katharina. Med ét farede hun hen til ham med begge arme slået ud til siden, men da hun var på vej til at omfavne ham, forsvandt han, opløst til luft og støv. Katharina så sig forvirret om til alle sider, men kun hendes mor var tilbage ude på himlen.
   "Hvor er han?" råbte hun til sin mor!"
   "Jeg er lige her," sagde han og dukkede pludselig op ved siden af deres mor. Smilet vendte med det samme tilbage på Katharinas ansigt.
   "Jeg har sådan savnet dig, hvert sekund af hver dag du har været væk!" græd Katharina.
   "Jeg har også savnet dig, men jeg kan ikke være sammen med dig." Katharina så forvirret på Nichlas, "du er aldrig blevet godkendt af dem, husker du?" Med det samme stod nattens drøm klokkeklart for hende igen.
   "Men..." fremstammede Katharina.
   "Men hvad?" spurgte Nichlas.
   "Men du sagde at det ikke var sandt, at jeg ville dø hvis jeg sprang, og at det var fordi mor var sindsforvirret." Nichlas grinede lavt for sig selv og det samme gjorde deres mor.
   "Sindsforvirret," sagde han og gik et skridt nærmere Katharina, "hvad betyder det overhovedet? Hvem bestemmer hvad definitionen af sindsforvirret er." Katharina så og lyttede opmærksomt til de hypnotiserende ord Nichlas udtalte. "Den verden du lever i nu er ikke den rigtige. Se dig omkring, folk har altid problemer og må kæmpe for at overleve. Det er styret af systemet, dem fra den højere instans som bestemmer over os. De ved at det er os som kender sandheden, sandheden om denne verden og det er derfor de kalder os sindsforvirrede. De ønsker ikke at blive afsløret, de vil have menneskerne for sig selv og forhindre dem i at fortsætte ind i denne verden, den verden din mor altid har fortalt os om." En enkelt tåre mere løb ned over Katharinas kind, ikke længere af sorg, heller ikke af frygt, den var der bare. Et øjeblik forholdt alle sig helt stille, både Nichlas og Katharina og deres mor, ja selv vinden var stille.
   "Okay," lød det så fra Katharina.
   "Okay?" spurgte både Nichlas og deres mor i kor.
   "Jeg skal nok gøre det, jeg vil gøre alt for at blive godkendt hvis det betyder at jeg kan se jer igen." Katharina trådte et skridt højere op på kanten af bygningen og mærkede et sus gå gennem sin krop da hun så ned.
   "Er du bange?" spurgte Nichlas med en beroligende stemme, men Katharina så bare op på ham med et stort, bekymringsfrit smil.
   "Nej," sagde hun så og med de ord tog hun det næste skridt, det sidste skridt. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Det føltes virkeligt, det lød virkelig. Det var virkeligt!
   Hendes krop blev vægtløs og faldt med stor hast ned i det sorte ingenting som var under hende. Hun kiggede op og så alle skyerne forsvinde fra himlen så hun nu kunne se den klare nattehimmel hvor alle stjerne lyste flot og klart.
   "Snart," tænkte hun, "snart vil det ske, vinden vil bære mig og jeg vil igen se min mor, se Nichlas." Endnu et sug gik gennem hendes krop og med det samme sortnede det for hendes øjne.
   "Snart vil alt være som det skal være."