Hun åbnede døren som førte ind til hendes kontor og lukkede den hurtigt igen. Hun mærkede hvordan hendes hjerte bankede hurtigere end det burde og hun prøvede at trække vejret så roligt som muligt. Nu kiggede hun ned på sine hænder. Hun havde gjort det igen og det var ikke engang bevidst mere. Blodet løb ned langs hendes arme som kom fra kradsemærkerne hun havde lavet i sine handflader. Hendes hænder var knuget hårdt sammen og hun skyndte sig løsne sit tag i sig selv.
   I en hurtig bevægelse løb hun hen til sit skrivebord og fumlede nede i en skuffe indtil hun endelig fandt det hun ledte efter. En flaske vand og en klud.
   "Kathrine? Er du okay?" kom en ung pige ind og spurgte. Det var Michelle, den anden sekretær i firmaet. Hendes lange blonde hår fløj om bag hendes skuldre, i takt med at hun med et sus lukkede døren til mit kontor igen.
   "Ja... ja hvorfor skulle jeg ikke være det?" spurgte Kathrine mens hun gemte sine hænder bag ryggen.
   "Du styrtede pludselig ind på dit kontor uden varsel" Et øjeblik blev Kathrine stum. Hun kunne tydeligt huske hvad der var sket. Det var ikke længe hun havde været her i firmaet og alligevel var det allerede ved at gå galt. Kvinden havde jo bare rakt sin hånd ud mod hende. En høflig måde at sige goddag på. Og Kathrine havde troet det bare ville være et kort håndtryk. Men da hun tøvede lidt havde kvinden taget fat om hendes hånd med begge hænder og smilet til hende. Sekunder havde føltes som timer og hun frygtede at hun ville besvime, inden kvinden endelig slap hendes hånd igen.
   "Kathrine?" Kathrine så over på Michelle. Det var først nu det gik op for hende at de begge havde været tavse i lang tid nu.
   "Jeg har det fint. Jeg følte mig bare svimmel et kort øjeblik." Det falske smil var let at se på hende.
   "Ved du hvad jeg tror?" sagde Michelle "Jeg tror du arbejder for hårdt. Du bekymrer dig for meget. Hvad med at du tager med mig til fest i aften? Løsner lidt op? Bare får noget at drikke og danse?" "Jeg... det..."
   "Jo kom nu!! Det er alligevel fredag. Så kan du lege kedelig hele lørdagen for den sags skyld." Michelle så insisterende på hende. Hun havde nogle smukke brune øjne, som Kathrina fandt det umuligt at sige nej til.
   "Så... så tager jeg med," svarede Kathrine modvilligt.
   "Godt så henter jeg dig klokken 19.00. Deal!" Michelle rakte hånden ud mod Kathrine og blinkede til hende. Kathrine tog en dyb indånding og gav hende så hånden.
   "Det håndtryk var faktisk gået godt," tænkte hun indtil hun kiggede på sin venstre hånd. Hun havde boret sine negle så dybt ind i sin hånd at blodet allerede gled ned ad hendes arm igen.

Det var længe siden at Kathrine havde været i byen. Ofte var der så mange mennesker at hun kunne ikke trække vejret ordentligt. Derfor havde hun heller ikke meget tøj som virkelig særlig "festligt", men det lykkedes hende alligevel at fiske en fin top med palietter op af den nederste skuffe.
   Da hun nåede til aftenen begyndte hendes krop allerede at sige fra og hver en lille del af hendes sind var i konflikt med sig selv. Selv i bilen, hvor der egentlig var en god afstand til Michelle, kunne hun mærke hvordan hele hendes hoved kogte. Måske var det også til dels tøjets skyld. Toppen sad en smule stramt på hende, men Michelle blev ved med at sige at hun så godt ud i den. Så Kathrine bed irritationen i sig og prøvede at glæde sig en smule. Hun havde faktisk også fået lidt makeup på og sat sit mørkebrune hår op i en sød knold, så hun kunne ikke lade være med at føle sig lidt fin.
   "Du kommer til at elske det her. Stort set alle de lækre fyre i byen er samlet på samme sted." Og det var de også. Huset var i hvert fyldt op til renden med både med piger og drenge. Man kunne knap nok være der selvom det egentlig var et stort hus.
   "Hej Rasmus!" råbte Michelle og stødte lidt til Kathrine mens hun løb hen mod en mand som stod lidt væk. Måske var han hendes kæreste. De så i hvert fald ud til at kende hinanden godt, og Michelles kinder var begge blusset op i samme øjeblik hun havde set ham. Rasmus var da også en flot mand, havde Kathrine tænkt for sig selv mens hun forsigtigt prøvede at bane sig vej hen til det område hvor der var allerfærrest mennesker. Michelle havde snart glemt alt om Kathrine, så hun kunne få lov til at stå lidt i ro.
   Musikken tordnede ud fra de to store højtalere der var placeret i hver sin ende af stuen og der stank langt væk af alkohol og røg overalt hvor man færdedes i huset. Flere gange var der kommet en mand eller kvinde hen og havde tilbudt hende gratis drinks, men hun havde afslået gang på gang. Hun havde brug for at holde hovedet klart hvis hun skulle kontrollere sin angst på et sted som dette.
   "Hej smukke. Dig har jeg ikke set før," var der pludselig en som sagde til Kathrine. Manden som havde talt til hende, stod meget tæt på hende og hun kunne lugte at han havde fået mere at drikke end han burde. Kathrine prøvede at smile lidt venligt, dog alligevel afvisende, men han rykkede sig bare endnu tættere på.
   "Hvad laver én så smuk som dig herhenne helt alene?" spurgte han med sin dybe stemme.
   "Jeg... jeg er faktisk på vej til at gå," sagde hun og opdagede at der snart ikke var plads til at hun kunne rykke sig længere væk fra ham. Han så på hende gennem sit lange, krøllede hår som hang nede foran hans øjne. Alligevel kunne man tydeligt se den mørkebrune farve fra hans øjne skinne igennem og nå helt ind i sjælen på Kathrine.
   "Gå? Nej det kan du da ikke. Nu står vi lige og har det så hyggeligt," fortsatte han og skubbede Kathrine op mod væggen, mens han langsomt lod sin hånd glide ned over hendes venstre arm. Hans dybe, ubehagelige stemme hviskede en masse sukkersøde ting i hendes øre, og hans hænder fortsatte ned langs hendes arm, indtil han pludselig nåede hendes hånd. I samme øjeblik udstødte Kathrine et højt skrig og skubbede ham væk med alt den kraft hun havde i sig. Alle de omkringværende stoppede op og så over på Kathrine, som bare stod helt fastlås midt i lokalet. Selvom musikken stadig larmede, føltes det i Kathrines hoved, som om alting omkring hende var stille. Hendes hjerte dunkede, hendes læber dirrede og hun kunne mærke at begge hendes hænder rystede mere og mere, i takt med at hun knugede dem hårdere og hårdere sammen. Til sidst begyndte hun bare at løbe. Hun løb ud af lokalet, ud af huset og ud på vejen, hvor hun fortsatte indtil hun næsten kollapsede ved en bænk langt væk fra huset. Hun vendte sig om for at se tilbage, men hun kunne ikke engang ane de mange lys i det fjerne, eller høre den høje musik derfra.
   Hun satte sig ned og mærkede tårerne presse sig på. Blodet løb ned fra hendes hænder og lige meget hvad hun gjorde, kunne hun ikke få sine hænder til at løsne op igen.
   Følelsen af det kolde blod som gled ned over hendes tynde arme føltes så beroligende, så nostalgisk, som første gang det var sket for hende. Selvom det næsten var 15 år siden, huskede hun hver en detalje som var det sket dagen forinden. Hun kunne stadig mærke den kølige efterårsbrise og høre det rislende vand dryppe ned fra taget på det lille hus. 7 år gammel og pakket ind i tæpper foran brændeovnen. Det var en aften præcis som en lille pige ønskede sig hjemme i tryghedsområdet.
   "Jeg skal ind og hjælpe din mormor med at handle, men du kan vel godt være alene et stykke tid, ikke?" havde hendes mor sagt med sin beroligende stemme. Kathrine havde nikket og smilet, mens hun nød den dejlige varme hun mærkede, både indeni og udenpå.
   "Min kæreste kommer i aften, måske er han her inden jeg når tilbage," sagde hun lige som hun var på vej ud af døren, "men bare tal lidt med ham, han elsker børn!" Igen havde Kathrine nikket og denne gang også vinket farvel, mens hun så sin mor forsvinde ud af indkørslen.
   Minutterne fløj hastigt afsted og der gik ikke længe før døren igen gik op. Kathrine hoppede op for at give sin mor en gladelig velkomst, men i opgangen stod der ingen mor, kun en høj mand. Han havde et glat ansigt og nogle kærlige brune øjne. Genert farede Kathrine tilbage under tæppet.
   "Du må være Kathrine?" sagde manden med en rolig stemme og Kathrine nikkede til ham, dog uden at se ham i øjnene. "Jeg hedder Mikkel. Må jeg sætte mig ved siden af dig?" Kathrine sad i sofaen, så hun kunne vel ikke forbyde ham det. Ikke længe havde han siddet der, før han tændte for fjernsynet. Der var kun nyheder, så Kathrine satte sig i stedet til at drømme sig væk i et eventyr.
   Der gik længe, en halv time, måske en time? I hvert fald begyndte Kathrine at kede sig og det samme gjorde Mikkel vidst også.
   Pludselig tikkede en sms ind på hans mobil. Han læste beskeden hurtigt og da han havde trykket et kort svar ind på mobilen, sendte han beskeden og så over på Kathrine.
   "Din mor bliver lidt forsinket. Der går nok lidt over en time før hun er tilbage.
   "Okay," svarede Kathrine bare, det første ord hun havde sagt til Mikkel. Hun vendte igen hovedet og prøvede få tiden til at gå hurtigere.
   Pludselig mærkede hun en hånd på hendes. I forskrækkelsen trak hun den til sig og så nervøst op på Mikkel. Han havde ikke længere et roligt og venligt udtryk i øjnene. Begæret lyste ud af dem og han havde rykket sig endnu tættere på Kathrine.
   "Du er virkelig en sød lille pige," sagde han så til hende, "så fint et ansigt, sin fin en hage, så fine små hænder," udtrykte han poetisk mens han tillod sig at kærtegne hende alle de steder han beskrev. Til sidst førte han hendes hænder op mod sin mund og kyssede dem. Først blidt, men hurtigt blev det mere og mere voldsomt og snart kunne han ikke længere nøjes med at kysse hendes hænder. Hendes hvide cardigan blev flået af og smidt ned på gulvet, og hendes hår som ellers sad i en fin hestehale, hev han hårdt fat i så hun faldt bagover på sofaen.
   "Du er så fin," sagde han igen mens Kathrine bare så bange på ham, "og husk, det går ikke at du fortæller din mor om alt det her. Tænk hvor skuffet hun ville blive over dig, det kan vi ikke have vel?" Kathrine rystede på hovedet og Mikkel smilede til hende. "Det var godt."

Tårerne gled ikke længere langsomt ned over Kathrines kinder. Hun sad bare ubevægelig i fortidens minde og prøvede at holde minderne ude af hendes sind.
   "Få det til at stoppe," hviskede hun til sig selv og tog sig til hovedet, "stop det, stop det nu!" råbte hun og slog sig selv i ansigtet med sine stadig knyttede hænder. Alt føltes så tomt, så ligegyldigt og så ensomt.
   "Hey, er du okay?" sagde en stemme pludselig. Kathrine kiggede op og så ind i de smukkeste blå øjne hun nogensinde havde set. Manden rakte hånden mod hende og hun gjorde ubevidst et lille ryk. "Bare rolig. Jeg vil bare give dig noget" Hun så at han havde et lille viskestykke i hånden. Nok fra hans bil.
   "Du behøver ikke være bange. Jeg skal nok sørge for at der ikke sker dig noget mere!" Der var noget ved hans øjne som fik Kathrine til at slappe af. Hun tog imod viskestykket og prøvede at tørre blodet væk. Manden satte sig ned ved siden af hende, men med en behagelig afstand.
   "Hej. Mit navn er Jonas." Han rakte hende forsigtigt hånden og helt uden modstand gav Kathrine ham hånden. Hun tog en dyb indånding og tillod sig selv at give ham et lille klem.
   Det føltes det anderledes denne gang. I stedet for en kaotisk og ængstelig følelse, mærkede hun en varme sprede sig i hele sin krop. Først da han selv tog initiativ til at slippe hendes hånd, opdagede hun at de længe havde siddet der med hænderne flettet ind i hinanden. Hun sank en klump og lyttede til sit rolige hjertelag. Følelsen hun havde i sin krop var varm, varm og kærlig. Det var en følelse hun aldrig havde haft før.