Med den lange, bløde pensel i min højre hånd, så jeg op på mit hvide lærred. Det var tomt, tomt og trist, præcis som mit indre også var. Rundt om mig fyldte duften af våd akrylmaling hele rummet. Jeg tog en dyb indånding og strakte hånden ud efter en tube med blå maling. En himmel. Det var vel også en form for begyndelse.
Mens jeg drejede hætten af tuben og begyndte at trykke malingen ud, blev mine fingre pludselig følelsesløse. De kunne bevæge sig og gjorde som jeg sagde, men jeg kunne intet mærke, præcis som de vinterdage man har været lidt for længe ude i kulden, uden at have handsker på. Da jeg slap tuben og i stedet placerede mine lange fingre omkring min pensel, vendte følelsen tilbage i min hånd.
På en eller anden måde var et tomt lærred egentlig en smuk ting. Ingentingen omsluttede den hvide nuance og gav en følelse af inspiration, en følelse af en ny begyndelse, af at alting var muligt.
Netop som jeg strøg penslen igennem den blå maling og nåede til blot nogle få centimer fra lærredet, stoppede jeg. Min hånd var begyndt at ryste og lige meget hvad jeg gjorde, virkede det ikke til at noget kunne få det til at stoppe.
Et sug gik igennem min mave da jeg måtte springe op fra taburetten af forskrækkelse. Det var telefonen inde fra stuen som ringede. Jeg følte mig reddet da jeg gik ind og tog røget op til øret.
"Det er Jason," sagde jeg og lyttede.
"Hey Jason," lød en hæs stemme fra den anden side af røret, "-det er mor." Hele min krop frøs og jeg følte mig ude af stand til at få et ord formuleret.
"Jeg ville bare høre hvordan det gik," fortsatte min mor så, efter et øjeblik i fuld tavshed.
"Fint," røg det ud af mig, højt og voldsomt, "jeg er faktisk lige midt i mit arbejde," fortsatte jeg så, mindre voldsomt denne gang.
"Virkelig? Det er jo vidunderligt, så du er begyndt at male igen." Igen mærkede jeg min krop fryse fast i tiden og jeg måtte trække vejret dybt, inden jeg svarede hende.
"Ja, hvorfor skulle jeg ikke være det?"
"Jamen jeg hørte bare fra Louise at du havde haft svært ved at male siden..."
"Jeg maler!" sagde jeg så højt, "Louise har ikke talt med mig i flere måneder, hvad skulle hun vide om det?" Der blev stille i røret og et kort øjeblik fortrød jeg den vrede udtalelse jeg var kommet med om min storesøster.
"Hvad maler du så?" Det pludselige spørgsmål som afbrød stilheden, stoppede mine tanker og fik mig til et øjeblik at forsvinde ind i mig selv.
"Landskaber," svarede jeg bare.
"Hvor dejligt! Hvis du har brug for lidt inspiration kan du jo bare komme herud et par dage."
"Mor jeg..."
"Jeg er sikker på at far også gerne vil være lidt sammen med dig, du har jo altid haft så travlt, det var egentlig kun Melanie der tog sig tid til at komme herud."
Den sætning jeg hørte udtalt i det øjeblik, fik mit hjerte til stoppe med at slå. Jeg panikkede i mit indre og prøvede at huske på hvordan jeg plejede at få mit hjerte til at slå, men det gjorde jeg jo ikke. Et hjerte har ikke brug for at mennesket selv får det til at slå, det sker helt automatisk, undtagen for mig i det øjeblik.
Hvor længe der gik aner jeg ikke. Det kunne være timer, minutter, sekunder eller millisekunder for sindet har ingen tidsfornemmelse når hjertet ikke slår. I døden har man ikke brug for tidsfornemmelse, man har ikke brug for noget, der er ikke noget, kun tomhed.
"Jason?" lød en bekymret stemme og jeg åndede lettet op ved følelsen af de små slag som igen var tilbage i mit bryst.
"Undskyld mor, jeg kommer og besøger jer så snart jeg kan, bare ikke lige nu, og jeg bliver altså nødt til at komme tilbage til arbejdet."
"Okay min skat, lad være med at presse dig selv for hårdt." Jeg havde lyst til at svare med "det gør jeg jo aldrig", men jeg vidste godt hvad hun så ville sige og det havde jeg ikke tid til at diskutere.
"Det lover jeg. Tak, hils far," svarede jeg så i stedet.
Det var først da jeg lagde røret på at jeg opdagede at jeg ikke længere kunne se noget klart. Alting var sløret og jeg måtte føle mig vej tilbage til mit atelier. Endelig begyndte jeg at kunne fokusere med øjnene igen, men jeg så nu at det ikke var mit atelier jeg stod i. Duften af nyvasket sengelagen og følelsen af absolut renhed nåede min krop. Jeg så mig om i det store soveværelse og mærkede en sær trang til at gå længere ind. Jeg kiggede ned på mine fødder. De var allerede forbi dørtærsklen, længere end de havde været det sidste år.
Nænsomt kørte jeg min håndflade hen over lagenet der lå på sengen. Det var blåt, lyseblåt, ligesom himlen på en skyfri sommerdag. Det var hendes yndlingsfarve. Hun sagde at det mindede hende og de gode dage, de dage man blev nødt til at have med sig når alting så lidt trist ud.
Jeg drejede hovedet mod vægspejlet og opdagede at jeg smilede. Tanken om hende var både trist og glædelig.
Jeg vendte rundt på hælen og gik til den anden side af soveværelset. Reolen stod der endnu, alt andet ville vel også være mærkeligt. Hvert billede stod derpå, helt lige og ved siden af hinanden og smilede op til mig. Uden at tænke over det, smilede jeg tilbage til dem, men en enkelt tåre sneg sig samtidig ned over min venstre kind. Selv dét fik mig til at tænke på hende. Hun græd altid mest med sit højre øje, det havde hun fortalt mig på vores 5. Date. Det var en underlig oplysning at give om sig selv, men jeg fandt senere ud af at hun havde ret, og det fik mig til at forblive ved hendes højre side lige meget hvor vi var eller hvad vi lavede.
På vores 10. Date havde jeg spurgt hende hvad hendes navn betød, Melanie. Hun vidste det ikke selv, så jeg slog det op da jeg kom hjem. Det betød sort, eller mørk. Jeg huskede tydeligt hvordan jeg længe sad og grinede af det. Mørk, Melanie? Hun virkede jo lige modsat.
I det samme jeg sagde det til mig selv i mine tanker, gik et lys op for mig. Mens det føltes som om tiden omkring mig stod stille, rettede jeg mig op og gik med faste skridt ned mod mit atelier. Et hurtigt kig rundt og jeg opdagede hvad jeg måtte gøre. Med ét hev jeg alle gardinerne for, alt lys blev slukket og kun to stearinlys brændte ved siden af mit lærred. Mens jeg med dirrende hænder rakte efter paletten, stoppede jeg op. I stedet skubbede jeg alt til side, malingen, penslerne, det hele og begyndte i stedet at rode rundt derinde mellem alle lærreder og mallerier, indtil mine øjne fangede den store brune kiste. Det støvede da jeg åbnede låget og jeg blev mødt af det gamle maling som lå dernede. Sort, rød, grå, brun, alle de mørke farver var gemt væk dernede. Det var Louises værk, som hun virkede utrolig stolt af.
"7 år på universitetet med psykologi som hovedfag, lærer en nogle ting," havde hun sagt, mens hun lagde det alt sammen væk, "-vent du bare og se, du får det snart meget bedre," fortsatte hun mens hun rullede alle gardiner op og flyttede alle de mørke mallerier ud af rummet.
Jeg slog tanken om Louise fra mig og tog det op, alt sammen og da jeg havde trykket farven ud på min pallet rakte jeg igen ned i kisten. Mørket gjorde det svært for mig at finde hvad jeg ledte efter, men snart kunne jeg mærke at det var lykkedes. En gammel slidt og beskidt pensel hev jeg frem i lyset fra den lille flamme.
"Til min elskede" var det skåret ind i træet på penslen.
Det første strøg var det sværeste, det var det altid, og der gik længe før jeg nåede dertil. Men da det endelig lykkedes, mærkede jeg en rus suse gennem hele min krop og min hånd begyndte at svæve i luften af sig selv.
Først baggrunden, men der behøvede egentlig ikke meget maling til den, det var ikke det som var vigtigt. Blot nogle få penselstrøg af sort og grå maling, blev lagt skråt hen over lærredet, og derefter fandt en stol sin plads i midten af det hele.
Hun skulle have en kjole på, en rød kjole, den hun aldrig nåede at have på. Lang og elegant, præcis som hendes væsen. Men sådan malede jeg den ikke. Kanterne var flossede og den var revet i stykker langs siden.
Arme og ben fik en mat, råhvid farve, jeg havde altid drillet hende med hendes blege hud, men i virkeligheden fandt jeg det magisk. Med sin elfenbensfarvede hudtone, lignede hun ikke et menneske, snarere en engel sendt ned fra himmelen for at velsigne mig ved at berige mig med sit selskab.
Små læber havnede også på maleriet, men de fik ingen farve. Hendes øjne derimod fik mig til at række ud efter det blå maling. På det ellers meget farveforladte lærred, sprang de skinnende blå øjne op i ansigtet på en, præcis som de havde gjort ved mig den første gang jeg så hende.
Det sidste jeg malede var hendes hår. Hun havde lyst hår, men jeg malede det gyldent, for i solens lys skinnede det altid som guld. Da jeg så på det færdige stykke arbejde jeg havde lavet, smilede jeg tilfreds. Hun sad der med sin lille spinkle krop og støttede sine arme til ryglænet på stolen, mens hendes dybe øjne så ind i sjælen på enhver omkring hende. Melanie, den Melanie ingen havde kendt ud over mig.
Der lød to hårde bank mod døren og før jeg nåede at råbe "ja?" kunne jeg høre døren blive åbnet.
"Jason, det er mig, Louise!" Jeg stivnede i skræk, men fik hurtigt samlet mig selv op igen og begyndte derefter at fare rundt i atelieret. Alt skulle væk. Malingen, paletten, penslerne. Gardinerne skulle rulles fra og vinduerne skulle åbnes så man ikke lagde mærke til den tydelige duft af våd akryl.
"Det er så længe siden jeg har hørt fra dig," sagde Louise mens jeg hun trådte ind i atelieret hvor jeg stod helt urørlig midt i det hele. Jeg blev mødt af et smil fra hende og jeg gjorde mit bedste for at sende et tilbage igen.
"Du ser da ud til at have det godt," sagde hun så og jeg nikkede velvilligt.
"Ja det har jeg, jeg har faktisk lige talt med mor."
"Nå det var godt, du burde virkelig besøge dem noget oftere." Jeg nikkede bare og tænke over at det måske ikke var det jeg burde have startet samtalen ud med at sige.
Louise kiggede sig lidt omkring i rummet. Hun havde mørkebrune øjne og brunt hår, ligesom mig, bortsæt fra at jeg havde sort hår. Når jeg så hende ind i øjnene føltes det som at se ind i et endeløst spejl.
"Har du malet?" spurgte hun så og jeg sank en klump.
"Lidt, ikke noget særligt og jeg har ikke færdiggjort noget." Louise stoppede ikke sin inspektion, men fortsatte bare rundt og vendte og drejede alle lærreder. Til sidst nåede hun hen til mig.
"Hvad er det bag dig?" spurgte hun og skubbede til mig, men jeg blev stående.
"Ikke noget, det er ikke færdigt, kan du ikke vente med at se det?" Louise så bare forvirret på mig.
"Flyt dig nu bare så jeg kan se." Hun var ufattelig stærk af en kvinde at være og det lykkedes hende at skubbe mig helt væk.
"Det her er da nyt," sagde hun mens hun kiggede på maleriet. Men hendes smil forsvandt langsomt mere og mere. Til sidst stillede hun billedet fra sig og kiggede på mig.
"Er det Melanie? Skal det forestille Melanie?"
"Nej, eller, jo."
"Hvad var det jeg sagde til dig? Du får det ikke bedre på den her måde, du husker ikke de gode ting."
"Jo!"
"Du ser hende ikke som den hun var, en sød og glad og vidunderlig kvinde, der underligt nok valgte at gifte sig med dig!"
"Stop!"
"Hvad skal det her overhovedet forestille? Hendes bortfløjne ånd efter hendes død? Ensomheden hun følte når du var væk? Jeg forstår det ikke? Eller det er måske en eller anden form for malerteknik som jeg ikke forstår? For jeg har aldrig oplevet Melanie sådan her."
"Du kendte hende ikke!"
"Kendte hende ikke? Jeg tilbragte da mere tid sammen med hende end du gjorde! Hvor var du overhovedet? Ude ved andre kvinder?"
"Nej selvfølgelig ikke, jeg elsker Melanie!" Der faldt en dyb tavshed omkring Louise og jeg. Jeg så nervøst på hende mens jeg ventede på en reaktion, et svar.
"Elskede," lød det så fra hende, "hun lever ikke mere, du elskede hende, men du nåede aldrig at vise det og nu er det for sent, men derfor behøver du ikke male hende på en måde som får hende til at fremstå lille og hjælpeløs!"
Jeg så vredt på min søster der bare ventede på et svar som hun igen kunne slå væk med sine store ord. Jeg gad ikke lytte til hende mere. I stedet tog jeg et lagen der var revet i stykker og dækkede maleriet til.
"Gå ud i køkkenet og find nogle kopper. Du vil sikkert have en kop kaffe," sagde jeg så til Louise. Allerede dér kunne jeg se hende bløde lidt op, måske også fordi jeg havde gemt maleriet væk.
Mit køkken rodede ligeså meget som resten af huset. Gammelt service stod stadig i vasken, kogeøen var beskidt og jeg turde knap nok åbne lågen til ovnen.
"Hvornår har du sidst fået et godt, hjemmelavet måltid mad?" lød det fra Louise ude i køkkenet.
"Det ved jeg ikke, men jeg tror det bliver svært at få noget lavet i dét køkken." Der måtte jeg så tro om igen, for da jeg selv nåede derud, kunne jeg se at Louise var i fuld gang med oprydning og rengøringen.
"Du behøver ikke..."
"Sover du stadig på sofaen?" sagde hun bare uden at bekymre sig om hvad jeg ville sige.
"Ja," svarede jeg da jeg vidste at jeg ligeså godt kunne være ærlig. Soveværelset var det eneste sted i huset som var rent.
"Du bliver nødt til at sove deroppe før eller siden, hvad med den dag du skal have en pige med herhjem?"
"Jeg skal ikke have nogen pige med herhjem."
"Måske ikke lige nu men..."
"Louise!" sagde jeg hårdt og hun kiggede på mig. Hurtigt gav hun mig et lille forstående nik og fortsatte så med oprydningen.
Mens jeg sad og nød følelsen af et andet menneskets nærværelse, begyndte jeg snart at kunne dufte maden som hun var begyndt at lave. Solen var allerede gået ned, så det var vel meget passende med et varmt måltid.
Der var ikke mange muligheder med de få ting jeg havde i køleskabet, men det lykkedes hende alligevel at lave noget lækkert. Vi sad begge og nød det i tavshed og for en stund føltes vi som et helt almindeligt, kærligt søskendepar. Vi var de eneste børn vores forældre havde fået og der var kun 2 år imellem os, så vi hang altid sammen som børn.
"Hvorfor en rød kjole?" spurgte Louise så og jeg stoppede gaflen som var på vej op mod min mund. Først overvejede jeg at affeje spørgsmålet, men jeg kunne allerede fornemme at det ikke ville bringe noget godt med sig.
"Allerede på en af vores første dates, fik hun ud af mig, at rød er min yndlingsfarve. Jeg kunne se skuffelsen i hendes øjne og hun fortalte at hun aldrig gik i noget rødt. Hun syntes det var få iøjnefaldende, at hun gerne vil forsvinde lidt i mængden i stedet for."
"Forsvinde i mængden? Melanie?" grinede Louise men jeg så bare irriteret på hende, "-Undskyld, fortsæt med historien."
"Jeg tror jeg har spurgt hende utallige gange om ikke hun ville købe en rød kjole og tage den på, bare én gang. Jeg spurgte på vores første årsdag og de mange følgende. Dagen efter brylluppet gik vi forbi en butik med en masse kjoler, men allerede inden jeg nåede at spørge, sagde hun nej." Jeg tog en dyb indånding og fortsatte, "inden hendes død var vores ægteskab begyndt at vakle, jeg var fraværende og stresset og selvom hun intet gjorde galt, lod jeg det gå ud over hende. En aften gjorde jeg hende vred, sådan rigtig vred og det skræmte mig at se hende sådan for første gang nogensinde. Hun stoppede bare med at tale og gik ud og kørte sin vej. Jeg tror der gik flere timer hvor jeg prøvede at ringe hende op, men til sidst opgav jeg og lagde mig til at sove. Det var den følgende morgen at politiet kom og bankede på min dør." Jeg mærkede Louises hånd på min skulder, men det gjorde det kun sværere for mig. Så jeg skubbede den væk og smilede i stedet til hende. "Det er okay, jeg kan godt klare det." Hun slap mig så og lyttede bare til mig i stedet.
"Som du ved var hun kørt galt, en idiot der havde drukket for meget var kørt frontalt ind i hende. Hun var død på stedet. Politiet havde rakt mig en pose og sagt at den lå på forsædet ved siden af hende. De rakte mig også hendes mobil og sagde det ser ud som om hun var var på vej til at sende en sms." Jeg stoppede igen op. Min stemme gik bare i stå og jeg kunne ikke få flere ord frem.
"Hvad stod der i sms'en?" sagde Louise så lidt forsigtigt, hvilket fik mig til at løsne lidt op igen.
"Der stod:
Hej skat, undskyld for det hele, jeg ved hvor svært du har det og jeg lover at jeg altid vil være din støtte her i livet, og for at bevise det så har jeg købt noget helt særligt." Jeg gav op, jeg kunne ikke længere holde mine tårer tilbage og jeg brød højlydt ud i gråd foran Louise, som med det samme omfavnede mig.
"Hun havde købt kjolen, den røde kjole, ikke sandt?" Jeg nikkede bare til Louise, mens jeg fortsatte med at græde.
"Det er okay, græd så meget du har brug for," sagde Louise beroligende og holdt om mig i lang tid, mens jeg gjorde hendes langærmede trøje helt gennemblødt.
"Er du sikker på at jeg ikke skal blive til i morgen?" havde Louise sagt da hun ved 11 tiden stod ude ved sin bil. Jeg havde bare smilet og nikket til hende. Jeg havde grædt mere på den dag end jeg havde gjort tilsammen de forrige 10 år. Mens jeg så hende køre væk, vinkede jeg lystigt til hende, men mindre jo længere væk hun kom. Da bilen var helt ude af syne, stod jeg alene på gårdspladsen i det altomsluttende mørke. Et stykke tid stod jeg bare der og så ud i mørket og tænkte på hvor trist det hele var, men så kom jeg til at kigge op og mærkede hele mit ansigt blive oplyst af de tusinde stjerner som var på himlen.
"Selv i de mørkeste tider vil der være noget som skinner smukt og oplyser vejen for os." Hendes ord lød tydeligt i mit indre. Selvom det aldrig ville være det samme, så ville jeg langt hellere leve med hendes ord i mit sind, end finde en anden kvinde og bringe hende ind i vores hjem.
Kort tid efter vendte jeg om og gik ind for at ligge mig til at sove. Jeg kiggede hen på døren til vores soveværelse, men jeg kunne alligevel ikke få mig til det. Det føltes ikke rigtigt uden hende.
Lige inden jeg slukkede det sidste lys kom jeg i tanke om maleriet. Jeg havde ikke gjort det helt færdigt. Der var noget jeg gerne ville nå at rette inden jeg kunne ligge mig til at sove, så jeg vandrede søvnig ind på mit atelier. Men dér blev jeg mødt af et forbavsende syn. Maleriet var væk og det tomme lærred stod bare der midt i det hele. Jeg trådte et skridt frem i mørket og mærkede noget noget vådt ramme min fodsål. Jeg bøjede mig ned og mærkede efter, det var maling, våd akryl.
Der var et tydeligt spor fra atelieret og gennem gangen. Jeg havde ikke lagt mærke til det i mørket, men jeg kunne nu se at det førte direkte ind til soveværelset. Bange, åbnede jeg døren derind, men blev stadig et skridt udenfor.
"Er her nogen?" sagde jeg med en svag stemme og jeg hørte i det samme noget skrabe mod gulvet. Hurtigt tændte jeg for lyset og jeg mærkede i det samme hele min krop stivne i skræk. På gulvet foran sengen sad en kvinde, bleg som elfenben, med hår som guld og med en rød kjole hvor malingen stadig dryppede fra. Nervøst trådte jeg et skridt længere ind så på hende.
"Melanie?" min stemme var hæs og bævende men det var ikke til at tage fejl af hvad jeg sagde. Kvinden løftede sit hoved og så på mig med sine skinnende blå øjne, hvorefter hun med et stort smil, nikkede og sagde:
"Hej Jason."