Et klart lys der kom i mod mig, lyden af hvinende hjul, da jeg slog bremsen i et sekund for sent; efterfulgt af støjen af metal der bliver krøllet sammen og følelsen af knust glas som skar mit ansigt... Det er det sidste jeg husker, før jeg besvimede.
"Nej din idiot! Det er ikke den rigtige dosis morfin!" Stemmen var blød men fast, en rigtig kvindes stemme. Jeg prøvede at snakke, men jeg kunne ikke få en lyd frem. Min mund var dækket med noget, umiddelbart en iltmaske. "Det er jo det der er hele idéen søs" svarede en hoven mandsstemme.
Da jeg prøvede at rejse mig, fandt jeg hurtigt ud af at dette ikke var en mulighed. Jeg var ikke kun fuldstændig bedøvet, hvilket gjorde mig døsig og svag, men også fastspændt til en kold og ubehagelig båre. Der gik et par minutter, hvor jeg hverken kunne tale eller røre mig, da vognen pludselig tog et skarpt højresving. Påvirkningen fra svinget gav mig kvalme og jeg var tæt på at kaste op... Alt blev mørkt.
En skærende smerte fra mit ben vækkede mig og et skarpt men mat lys slørede mit syn. Mens jeg prøvede at vende mig til det, opdagede jeg droppet i min arm og indså at beholderen var tom.
Jeg så mig omkring, mens et lille rum tog form foran mig. Væggene var helt hvide, dækket med klinker, og der var ikke et støvfnug at se. Jeg vendte mit hoved, for at kigge ud af vinduet og så tremmerne bag gardinet. Der var kun mig og sengen i rummet, og jeg kunne ikke høre andet end mit eget åndedræt.
"Flot Lawrence! Det hvad du får ud af drikkegilder og horeri kombineret med kørsel - din kraftidiot!" Min stemme gav ekko i det tomme rum. I min frustration skubbede jeg mig selv fremad, men blev kastet tilbage i sengen.
I min panik gennemsøgte jeg rummet for en flugtvej, og mine øjne låste sig fast på den eneste... En stor jern dør. I starten lagde jeg ikke mærke til det, men et insisterende blinkende lys strålede ind under døren. "Hah! Det er ligesom en dårlig gyser. Før jeg ved af det, er alle mine organer doneret væk"
Et øjeblik efter dukkede en skygge op under døren. Den åbnede og hængslerne knirkede. En enorm mand stod i døråbningen, men jeg fik et hurtigt glimt af gangen. Væggene var jordslåede, og så på ingen måde ud som det rene rum jeg lå i.
Lægen lukkede hurtigt døren og gik hen i mod mig. Jeg kiggede på ham; han stirrede direkte på mig med hans blodsprængte øjne.
Hans kolde og stumme fremtræden fik hele min krop til at spænde krampagtigt, da han rakte ned i sin lomme, men det var bare et bundt nøgler, han trak op. Hans øjne betragtede mig stadig.
"Tak for donationen, nummer 5. De vil være til god nytte" sagde han uden så meget som at bevæge en muskel. Lyden mindede mig om den hovne mandsstemme fra ambulancen.
Han tog en slidt, blodplettet nøgle med nummeret 5 indgraveret ud af bundtet, holdte den foran sig og studerede den et øjeblik. Jeg prøvede i hærdigt at sige noget, men var for chokeret. Hele situationen var simpelthen for meget.
I sammen sekund lod han sin hånd glide ind under tæppet og kærtegnede mine lår. Jeg så lamslået ned og koldsveden piblede frem.
Jeg følte en pludselig rus af vrede "Hvad fanden har du gang i!" Råbte jeg til hans nu bredt smilende ansigt. "Dine lår... De så dejlige" sagde han med et slesk smil.
"Hvor er jeg! Hvad sker..." Hans satte en finger for mine læber, mens han åbnede låsen til remmene på mine arme. Jeg slog ud efter ham, men han tog stille et skridt tilbage. "Vi kan ikke have den slags her, kan vi vel nummer 5?" sagde han mens han smed nøglen på tæppet og viftede med sin pegefinger som formaning. "Jeg vil lige give dig lidt tid til at falde til ro" To skridt og han var ude af døren. Efterlod mig i total tavshed. "Kom så tilbage! Syge stodder!" Jeg fumlede efter nøglen og begyndte at løsne remmene omkring mine hofter og ben.
Jeg svang mig hurtigt udover kanten af sengen, i den gode tro at jeg ville lande på mine fødder, men jeg blev i stedet mødt af en uudholdelig smerte fra mine knæ og opefter. Jeg slog hovedet i gulvet, skreg af smerte. Jeg rullede rundt, for at opdage de nu blod gennemblødte bandager.
"MINE BEN!!!" "DE ER VÆK!"
Som jeg sad der steg en overvældende følelse af frygt op i mig. Alt blev mørkt omkring mig og det eneste jeg kunne høre var min egen hjertebanken og gispen efter luft.
Sveden rendte ned over mit ansigt og smerten var ulidelig. Det flimrede for min øjne, men jeg kunne se silhuetten af en person nærme sig. Jeg samlede alle mine kræfter for at slå ud efter ham, men forgæves.
En blød lettere kølig hånd blev lagt på min pande, og en blød kvindestemme begyndte at snakke. "Nåår så vågnede patienten endelig" Stemmen mindede mig om nogen... men hvem?
Forsigtigt drejede jeg hovedet og kiggede op mod stemmens ansigt. Et smalt kvindeansigt med smukke dybblå øjne kiggede kærligt på mig. Et langt lyst hår som nåede til hendes bryst indrammede hendes ansigt. Hun trådte et skridt væk og kiggede undersøgende på mig. Hendes krop dannede den perfekte timeglasfigur. Jeg var målløs, hvordan kunne jeg have overset sådan en skønhed. Alt frygt var forsvundet, men inden jeg nåede at fremstamme noget som helst, gik hun hen og løftede tæppet omkring mine fødder.
"Har du sovet godt? Du skreg i søvne, så jeg gik ind og tjekkede op på dig" sagde hun som var det en indøvet replik. "Sovet?" svarede jeg uforstående "Men lægen? Mine ben? Hvad har i gjort ved mig?" begyndte jeg panikslagent.
"Shh. Det skal du ikke tænke på Numme... Ehmm. Lawrence" sagde hun mens hun pakkede tæppet omkring mig igen. "Vi var nødt til at foretage en amputation af dine ben efter trafikuheldet, men dona... jeg mener operationen gik godt" Hun vendte hurtigt hovedet.
Frygten steg op i mig igen. "Mine ben! Hvad har i gjort ved dem?!" Jeg rakte en hånd nedunder tæppet. Følte mig frem til mig knæ. Mine fingre strejfede en ujævn kant. Tæppet gled ned og et frygteligt syn mødte mig.
Hvor der før havde været bandager, var der nu en syning, som var jeg en kludedukke. Denne bandt mine blege lår sammen med et par mørke underben. Et velkendt nummer tonede frem på mine lår "5" hviskede jeg. Mine øjne gled langsomt ned over de mørke underben; 4 stod der.
Mit hjerte bankede så hårdt, at jeg var bange for, at det skulle springe ud af min brystkasse. Jeg kunne ikke få en lyd frem. "Flot arbejde. Er du ikke enig?" Den bløde kvinde stemme var nu erstattet med den sleske og hovne mandelige stemme. En ru hånd smøg sig op af mine lår. Jeg var som lammet. Der gik en rum tid, der føltes som en evighed, hvor mine ben blev kærtegnet og studeret med beundring.
"Nå søs - skal vi tage at komme videre?" sagde lægen spændt. Intet svar, men jeg hørte skridt nærme sig. Mine sanser skærpedes og min krop føltes fri igen. Jeg satte fra med hænderne, skød mig selv fremad.
Al luft blev slået ud af mig, da jeg brutalt blev skubbet tilbage i den hårde seng. Jeg mærkede en nål trænge gennem den tynde hud på min hals. En kvindes ansigt dukkede frem over mit.
"Sov godt nummer 5" lød en blød stemme; en rigtig kvindes stemme.