KUNSTEN AT GIVE SLIP
   Bladene på den store blodbøg tegnede flimrende skygger på gravstederne, flygtige som årene, der jog forbi uden for muren. Herinde stod tiden stille. Agnes pressede ryggen op mod blodbøgen, men fornemmelsen af den hårde, ru stamme manglede. Følelsen af det stikkende perlegrus under hende. Duften af sol. Den lette brise, hun kunne se rasle i bladene, ramte ikke hendes kind.
   Hun vendte sig mod Niels Peter, der sad ved hendes side. "Savner du nogensinde at være levende?" spurgte hun.
   Hans grå øjne rettedes mod hende. De så så rolige ud. Som de altid havde gjort.
   "Næh," sagde han. "Det gør jeg egentlig ikke."
   "Hvorfor ikke?"
   "Agnes, fortæl mig nu ikke, at du savner det hårde slid. Husker du ikke alle de morgener, hvor du dårligt kunne komme ud af sengen, fordi du var såt træt og øm? Hvor koldt det var om vinteren? Jeg savner i hvert fald ikke at trampe rundt derude i marken i sol og regn med ondt i ryggen. Det kan du vel huske, at jeg døjede med de sidste år?"
   Hun nikkede langsomt. Den sidste sætning var en typisk Niels Petersk underdrivelse. 'De sidste år' havde været hen ved tyve år med konstante smerter i ryggen, som arbejdet i marken ikke havde gjort bedre. Det havde ikke været morsomt for ham og bestemt heller ikke for hende at være vidne til, når han mange dage næsten kom kravlende hjem og ikke kunne andet end at lægge sig ind i sengen.
   Hun kunne godt forstå ham, men derfor skulle han alligevel ikke slippe.
   "Vil det sige, at du er tilfreds med vores tilværelse her?" Hun slog ud med armen og lod blikket følge bevægelsen. De små buksbomhække kantede pænt gravstederne. Hun kunne se deres egen gravsten stikke op over hækkene. Den lå for langt væk til at hun kunne læse, hvad der stod på den. Men det behøvede hun heller ikke.
   Husmand Niels Peter Hansen
   f.1868 d.1926
   Agnes Hansen
   f.1869 d.1924
   Ikke noget 'hvil i fred' eller 'sov sødt' eller andet nymodens pjat. Kun deres navne kort og godt. Sådan kunne hun bedst lide det.
   Niels Peters blik vendte tilbage til hende efter en lignende tur rundt på kirkegården, deres hjem i Gud ved hvor mange år efterhånden.
   "Ja, det er selvfølgelig ikke ligefrem Himmerige. Jeg ved ikke, hvilke synder vi har begået i Vorherres øjne, siden vi ikke fik lov at komme derind. Vi har passet vort, tjent det daglige brød på ærlig vis og sendt fire børn godt i vej. Jeg kan ikke se, hvad vi mere skulle have gjort. Men når det nu ikke kan være anderledes, så er jeg godt tilfreds."
   "Det har du altid været, Niels Peter. Godt tilfreds." Hun sukkede.
   "Jamen, det har du da også. Jeg har ikke hørt dig klage."
   Hun havde lyst til at tage hans hånd, men vidste, at det ikke nyttede noget. Hverken hun eller han ville kunne mærke den anden. Et stykke tid stirrede hun bare på kirkegårdsmuren. Da hun igen sagde noget, havde han opgivet at vente og lukket øjnene.
   "Jeg fødte seks børn."
   Ordene hang i luften. Han åbnede øjnene og så frem for sig, som kunne han se ordene hænge der foran sig. Så nikkede han. "Sofie og Kaj døde kort efter fødslen. Det kunne vi ikke gøre noget ved."
   "Nej, jeg ved det. Men jeg undrer mig. Har du aldrig spekuleret over, hvordan det kan være, at de fire af børnene, der blev voksne, alle er her på kirkegården, vandrer rundt sammen med os som de usalige ånder vi vel er, men de to, der døde så tidligt, er her ikke? Hvad tror du, der kan være sket med dem?"
   Han trak på skuldrene. "Jeg ved det ikke. Deres liv var måske så kort, at adgangen til Himmelen var nemmere for dem."
   Hun trak vejret dybt. Underligt, at hun stadig havde den vane efter så lang tid, hvor det ikke havde været nødvendigt at trække vejret. Måske havde hun bare brug for den lille pause, det tog.
   "Tror du, de er i Himmerige?"
   Han spilede øjnene op i forundring. "Hvor skulle de ellers være?"
   "Jeg ved det ikke. Jeg har bare tænkt. Nu har vi boet op og ned ad en kirke, lige siden vi blev lagt i jorden og jeg har aldrig mærket noget til Ham. Burde vi ikke som døde få en forklaring på, hvordan det hele hænger sammen? Få anvist en vej, vi kan gå?"
   Han trak endnu engang på skuldrene. "Sikke du dog spørger. Jeg går ud fra, at vi på en eller anden måde er blevet afvist. Det må vi være blevet ellers var vi nok ikke her."
   "Jamen, hvad nu hvis der er en vej til ... noget andet og vi bare ikke har fundet den? Ikke alle gravsteder er beboede. Nogen må have fundet vejen." Hun sprang op og vendte sig mod kirken.
   "Jeg går derind."
   "Ind i kirken?" Hun havde forskrækket ham nok til at han rejste sig op. "Der har vi ikke været siden ... du ved. Vi har ikke lov til at træde ind i en kirke længere."
   "Siger hvem? Der er jo aldrig nogen, der har forbudt os det. Vi har bare ladet være, fordi ingen andre har gjort det."
   Han fægtede med armene. "Vi er usalige. Vi bliver suget direkte ned i Helvede, hvis vi rører hellig grund."
   "Hvis det var meningen, vi skulle i Helvede, så havde vi allerede været der. Måske er svaret på det hele derinde."
   "Hvilket svar?" stønnede han. "Forventer du, at Frelseren selv stiger ned fra korset og giver dig en vejbeskrivelse til Himlen?"
   "Nej, selvfølgelig ikke. Men ... men sådan her kan vi ikke blive ved. Har du været nede i den nye ende af kirkegården for nylig? Har du set hvilket årstal, der står på de nye grave? Vi to har været døde i næsten hundrede år."
   "Tiden går jo," mumlede han. "Selvom vi ikke rigtig mærker det herinde."
   "Det er lige præcis det. Ingenting sker herinde. Tiden flyder forbi os og vi er sat udenfor. Vi føler ingenting, efterlivet er ikke et liv. Vi er overladt til evigheden uden den mindste forklaring. Da vi levede og tingene mange gange ikke var til at holde ud, kunne jeg i det mindste se frem til døden som en udfrielse. Den mulighed har vi ikke engang her."
   Hans grå ansigtstræk blev tankefulde og han så op på kirken. "I alle de spøgelseshistorier, jeg har hørt ..." et skævt smil, "kan spøgelser ikke komme ind i kirken. De kan ikke betræde hellig jord."
   "Så er det værste, der kan ske vel, at vi støder mod døren."
   "Eller at Djævelen selv henter os til sig."
   Hun så fra ham til kirken. "Jeg har ikke gjort noget for at fortjene en plads dernede. Ikke med vilje i hvert fald. Og selv et spøgelse må kunne bede om forladelse."
   Hun begyndte at gå. Op mod den store, brune dør. Havde hun haft et hjerte, ville det have banket heftigt nu, blodet ville have bruset i hendes årer.
   Spøgelsesskridt knaser ikke i gruset. Hun kunne ikke høre, om han var fulgte med. Ved døren drejede hun hovedet. Han var der, fem skridt bag hende og med sammentrukne bryn.
   Før han nåede at sige noget, før hun nåede at fortryde, gled hun gennem døren. Det var en svær dør, massiv, hun kunne se hver en åretegning, hun passerede. Men intet stoppede hende. Ingen usynlig mur bremsede hende og hun stod inde i våbenhuset, stirrede på et bord med strikket børnetøj og et skilt, hvor der stod 'Pengene går til julehjælp.' Et øjeblik efter dukkede Niels Peter op med store, vilde øjne rettet mod de store stenfliser foran sine fødder. Et smil trængte sig på i hendes mundvige ved synet af ham.
   Han dukkede sig, som forventede han at en usynlig hånd ville skubbe ham ud igen. "Vi kunne," hviskede han. "Vi gjorde det." Han gik lidt frem og tilbage, lignede en der ville forvisse sig om at gulvet forblev solidt. Så fæstnede han sit blik på døren ind til selve kirkerummet, lige så tung og solid som den første. "Den der stopper os."
   "Hvis den første ikke gjorde, så gør den næste nok heller ikke. Niels Peter, vi er inde." Hun trådte hen mod døren.
   "Agnes, stop nu," bad han. "Vi besudler Guds hus ved bare at være her."
   Hun stoppede foran den lukkede dør, så ham ind i øjnene og tog et skridt frem.
   Hun stod i kirken. Loftet hvælvede sig højt over hende, solen faldt ind gennem vinduerne i meterlange firkanter og fik støvet til at danse over bænkene. Automatisk drejede hun hovedet til højre. Så længe siden og stadig lå bevægelsen dybt i hende. Blikket fandt alteret og altertavlen bag det. Gitteret foran de to trappetrin var lukket, så hun kunne ikke se det tydeligt.
   "Agnes, er du blevet vanvittig?" Niels Peters skikkelse kom til syne, flimrende af skræk. "Nu er porten til Himmerige for alvor lukket for os."
   En endeløs række af dage og nætter lå bag hende. Hun kunne ikke mere.
   "Hvis du vil vente på Dommedag her, så skynd dig ud igen. Det vælger du."
   De grå øjne så ind i hendes. Hans let duknakkede skikkelse holdt op med at flimre. Et genfærds suk genlød i kirken. "Når du først har sat dig noget i hovedet, kan hverken Gud eller djævelen få dig til at skifte mening. Lad os da se, om vi kan få nogen af dem i tale."
   Usikkert besvarede han hendes smil og tog hendes hånd. Selvom hun ikke kunne mærke den, huskede hun fornemmelsen af den hårde hud i hans håndflade, de korte fingres faste greb og varmen - mest af alt varmen. Det var godt og rigtigt, at de på denne måde gik op ad kirkegangen. De udvekslede et kort blik, inden de gled gennem gitteret og op ad de to trin til alteret. Lagde nakken tilbage og så op på de mange små billeder, der udgjorde altertavlen. Motiver fra Kristi liv og død. Detaljer var forsvundet fra hendes hukommelse, men Hans mildt smilende ansigt ramte hende fra et af billederne, som det altid havde gjort ved hver eneste altergang. Strålekransen omgav ham i fuld figur, hænderne var bredt ud mod dem.
   Tavse så de på det. Til sidst mumlede Niels Peter: "Kan du huske lignelsen om den fortabte søn? Sådan har jeg det, men her er ikke nogen fader til at give os en varm velkomst."
   Skuffelsen tyngede hende ned, så hendes fødder var lige ved at synke ned gennem stengulvet. Hun havde været så sikker.
   "Måske skal vi bede en bøn?" foreslog hun.
   "Tror du, genfærd har lov til det?"
   Hun rankede ryggen. "Selvfølgelig har vi det." Hun knælede ned på puden, der omkransede alteret og foldede sine hænder. Ved siden af hende gjorde Niels Peter det samme. Hendes hukommelse famlede efter de rette ord. Havde alle de år som spøgelse gjort hende til hedning? Fadervor. Fadervor, der var blevet banket ind i hende fra barnsben. Det kunne ikke bare forsvinde.
   "Fader vor, du som er i Himlene," startede hun stille. Niels Peters stemme lagde sig til hendes og ordene fandt vej gennem tidens grå tåger.
   "Helliget vorde dit navn
   Komme dit rige"
   Var hendes to små hos Ham? Gid hun dog vidste det. Et lille tegn, kære Gud, bare et lille et.
   "Ske din vilje på jorden
   Som den sker i Himmelen
   Giv os i dag vort daglige brød"
   Hun lukkede øjnene. Smagen af brød, duften når hun havde bagt. Åh, at få lov at mærke den duft bare en gang til.
   "Og forlad os vor skyld
   Som også vi forlader vore skyldnere."
   Hvori bestod deres skyld? Hvis bare hun kunne regne det ud, havde der på noget tidspunkt været et tegn, hun havde overset?
   "Led os ikke ind i fristelse,
   Men fri os fra det onde
   Thi dit er riget, magten og æren i evighed.
   Amen."
   Det sidste 'evighed' blev ved at lyde for hendes ører. Det kunne ikke være rigtigt, det måtte ikke være sådan. Og pludselig dalede tanken ned i hende. De måtte væk. Væk fra dette stillestående sted. Ud hvor livet bankede og rumsterede.
   Hun rejste sig. Niels Peter så spørgende på hende.
   "Tror du, vores hus stadig ligger, hvor det gjorde i vores tid?" spurgte hun.
   Hans underkæbe røg ned. "Huset? Nu kan jeg altså ikke følge med i din tankegang. Hvad har vores hus med vejen til Himmerige at gøre?"
   "Det ved jeg ikke," mumlede hun uden at se direkte på ham. "Jeg tror bare, vi skal væk fra kirkegården og huset er vel et godt sted at starte."
   Han stirrede tavst på hende. Længe. "Du har ikke haft ro på dig, siden de sløjfede de to smås grave."
   "Jeg vil finde dem, Niels Peter. Jeg vil vide, hvad der er sket med dem." Hendes stemme knækkede over.
   Han så indgående på hende. "Du græder," sagde han så. "Det troede jeg ikke, at vi kunne som genfærd."
   Forundret løftede hun en hånd op til sin kind. Men der var kun skygger og tom luft.
   "Hvad mener du?" Hendes stemme lød som om hun græd.
   "Det er rigtigt. Du græder. Der løber store tårer ned ad dine kinder." Han så bekymret ud. Gråd havde han altid haft svært ved at håndtere og nøjagtig som dengang var hans første indskydelse at få gråden til at holde op. "Kom, så finder vi det hus." Han satte kursen mod den nærmeste mur.
   Inden han gled igennem, slog han korsets tegn for sig. Hun gjorde det samme og så stod hun uden for i solskinnet. Han vinkede hende videre ned mod den store mur, der adskilte kirkegården fra verden udenfor.
   "Så ivrig har jeg ikke set dig, siden vi var unge og du var overbevist om, at du kunne få en pæn bedrift op at stå," sagde hun.
   Han smilede. Et af den slags smil, hun ikke havde set i umindelige tider. "Jeg har lige begået helligbrøde," sagde han, "og nu skal jeg hjemsøge vores hus. Det kalder jeg en god dags arbejde."
   Hun måtte smile. Hvad end drivkraften til hans pludselig iver var, så fandt den genklang i hende. Åh, at komme ud og mærke livet strømme gennem hende igen. Hvis han havde valgt at blive, var hun alligevel taget af sted, men at han ville med, gjorde hende glad. Så glad, at hun var lige ved - lige ved at mærke varmen et sted indeni, hvor hjertet engang havde siddet.
   Alligevel var de lidt forsigtige, da de kiggede gennem gitterlågen. Vejen ved siden af kirkegårdsmuren havde forandret sig meget. Det første, de så, var en af de nymodens automobiler, et stort, blåt skrummel i metal, der brummede forbi dem.
   "Vi er genfærd. De kan ikke gøre os noget, selvom de ser uhyggelige ud," sagde hun lige så meget til sig selv som til Niels Peter.
   "Jeg ved det godt," mumlede han til svar.
   De trådte ud af kirkegårdens beskyttende atmosfære. Verden tog imod dem med smilende solskin og flere automobiler. Agnes havde ikke gjort sig klart, hvor hurtigt, de kunne bevæge sig. Lige pludselig kom de susende, som brølende uhyrer og inden hun kunne nå at reagere, var de fortsat igennem hende i et pust, der fik hende til at vakle. Hurtigt fandt de ud af at trække ind til siden, så de ikke blev ramt, men hun fór sammen, hver gang en ny metaldjævel sprang frem i hendes synsfelt.
   Og vejen havde ændret sig mere end hun anede. Selv uden for byen var der asfalt, bakker var blevet gravet ud, sving rettet ud. Kun få af de gamle kendemærker fandt hun. Et læhegn, en gård. Markerne var blevet så store, at det fuldstændig forandrede landskabet og hun blev flere gange i tvivl om vejen.Hun så mennesker i deres haver, de fleste af dem sad eller lå ned, læste i noget eller sov endda. Arbejdede folk slet ikke nu om stunder? Hun blev helt glad, da hun så en kvinde ligge på knæ og luge i et blomsterbed.
   Niels Peter mælede ikke et ord. Hans bryn var trukket sammen over øjnene og munden var en lige streg. Hun gik så tæt på ham, at deres skuldre rørte ved hinanden og hun forbandede den kendsgerning, at hun ikke kunne føle ham. Hvor havde hun dog brug for at mærke ham lige nu.
   Endelig, endelig stod de foran det gamle husmandshus. Det lå der endnu. I al forvirringen på deres færd herhen havde hun prøvet at forberede sig på, at det var blevet revet ned. Det var det ikke. Men ...
   "Er det vores gamle hus?" Niels Peter satte ord på hendes tanker.
   Hun kunne ikke få øjnene væk fra det. "Det ... det må det være. Hvis du tager den tilbygning væk og lægger stråtag på i stedet for de der sorte tagsten, så kan du se det."
   "De har sat vindue i oppe på loftet. Hvad skal man bruge et vindue til på et loft?" En snert af forargelse i hans stemme. Hun løftede blikket. Det blanke glas fangede solen og sendte lysglimt ned mod hende, igennem hende. Et kvistværelse løftede sig fra taget, kronet af de sorte tagsten. Det slog hende, hvor pænt det så ud. Hvorfor havde de aldrig fundet på det? Guderne skulle vide, hvor trangt huset til tider havde føltes med dets seks indvånere.
   "De har lavet mere plads, kan du ikke se det?" sagde hun. "Det er egentlig godt fundet på, synes jeg."
   Hun tog forsigtigt et par skridt ind i haven. Den var blevet udvidet, men bestod ikke af andet end en græsplæne omkranset af en bøgehæk. Alle hendes små bede med grønkål og kartofler, urter og blomster var forsvundet under den grønne overflade. De to æbletræer, hun selv havde plantet, burde stå på den anden side af huset, men pludselig turde hun ikke gå om for at se efter.
   Niels Peter lagde armen om hende. Hun genkaldte sig den første gang, han havde gjort det, hvor tryg hun da havde følt sig. Og var det ikke næsten som kunne hun mærke ham? En lille bitte smule? Som et strejf af en englevinge?
   De søgte hen mod døren, en ny dør, glat og hvid med et nøglehul, der næsten ikke var til at få øje på. Niels Peter løftede hånden for at banke på. Sænkede den igen med et forlegent smil.
   "Det føles ikke som vores hus længere," sagde han.
   Hun rystede på hovedet. Før hun kunne nå at sige noget, gled hans arm igennem hende og han trådte ind gennem døren. Bange for at stå alene på den fremmede trappesten, hastede hun efter ham.
   Knager med farvestrålende overtøj. Sko liggende i bunker på gulvet. En døråbning ledte ind til et gigantisk rum, der fik hende til at måbe. Intet kunne hun genkende. Vægge var revet ned, kæmpestore vinduer badede et rødbrunt, klinkebelagt gulv i lys. Det trange rum, hvor hun havde lavet mad til seks mennesker var tryllet bort, som havde det aldrig været der. En lang række hvide skabe fyldte hele den ene væg under en lang bordplade, der kun blev brudt af en håndvask og en mærkelig, blank flade, hvorpå der stod en gryde. En kvinde rejste sig fra gulvet for at røre i gryden. Hun var høj, højere end Agnes, højere end nogen af hendes døtre var blevet. Hendes hår sad pænt, hendes hænder var rene, hun så afslappet og glad ud.
   Agnes' blik faldt på gulvet, hvorfra kvinden havde rejst sig. En lille dreng legede med bittesmå udgaver af de brølende djævle fra vejene. Agnes trak skuldrene op mod ørerne som i en gysen. Højst tre år var han, lyshåret, sund og rask at se til. Hans mund bevægede sig, men ingen lyd kom ud af den. Moderens læber formede også ord. Uden lyd. Som om de befandt sig bag en usynlig væg, hvor hun kunne se dem, men ikke høre dem.
   "Kan du heller ikke høre, hvad de siger?" Niels Peter havde taget kasketten af, knugede den i hænderne. "Hvorfor kan vi ikke det?"
   Agnes trak hjælpeløst på skuldrene. Alle de år på kirkegården, havde de nogensinde hørt en menneskelig stemme? Hun kunne ikke huske det. Minderne forsvandt i grå skygger.
   Niels Peter gik hen til kvinden. "Øh - goddag, frue." Så lukkede han munden igen, for det var tydeligt, at hun kunne høre ham lige så lidt, som de kunne høre hende. Hun fortsatte uanfægtet med at tale med sin søn, drejede hovedet og kiggede lige igennem Niels Peter for at se på drengen.
   Hvad havde han forventet? "Hold op, Niels Peter," hviskede Agnes. Dybt i hende flakkede et lille håb, et desperat ønske om at se kvindens øjne fokusere på ham, høre hende skrige, opleve en eller anden reaktion på deres tilstedeværelse. Men det blev langsomt kvalt at den knusende tanke om, at de ikke havde noget at gøre her. Deres tid var forbi. De var ikke velkomne.
   Det fremmede rum trængte sig ind på hende. Intet kunne hun genkende. Intet. Huset havde ingen erindring om dem, de to, der havde bygget det.
   Hun var tom. Kunne skrumpe ind til intet, opløses i alt. De to levende mennesker foran hende blev slørede, utydelige. Som om væggen mellem deres verdener langsomt kom til syne for at skille hende fra dem. Kun Niels Peters øjne var helt tydelige. Store, runde og skræmte.
   "Hvad laver du, Agnes? Du var lige ved at forsvinde for øjnene af mig." Hans stemme nåede hende dæmpet, som stod han på lang afstand. Men det gjorde han ikke. Han var lige der ved siden af hende, prøvede at gribe fat i hende med sine spøgelseshænder.
   For første gang i umindelige tider mærkede hun i sin mave en ganske svag sugen. Det kom som et chok og hun sitrede. Noget kaldte på hende, trak i hende og hun lod det føre sig op ad en trappe, op i det, der ikke længere var deres mørke, trange loftsrum.
   Lys. Selv med gardinerne trukket for var værelset fyldt med lys. Så meget lys at hendes hånd var gennemsigtig, da hun rakte den frem mod den lille tremmeseng. I udkanten af sine øjne anede hun en masse bamser på væggene og Niels Peters øjne, der så ud til at fylde hele hans ansigt. Men hendes opmærksomhed var vendt mod tremmesengen. Den lille bylt i den, der trak hende til sig.
   Barnet lå under en rosa dyne. Kun ansigtet og den næsten hårløse isse kunne ses. Hendes øjne var åbne. Agnes tænkte vagt, at moderen nedenunder burde komme op og tage sig af sit ikke længere sovende barn. Men der var ingen gråd eller klynk, kun disse små, mørke barneøjne, der søgte nogle små bamsefigurer, der hang ned over hende.
   Hun var ikke mange dage gammel, ikke ældre end hendes to engle, da de forlod deres jordiske liv. Men dette barn ville leve, blive ældre end hun selv havde nået at blive, det kunne hun se i barnets øjne.
   Agnes så sin hånd nærme sig det lille ansigt, en svag, næsten usynlig kontur mod den runde kind. Som forventet kunne hun intet mærke og barnet reagerede heller ikke. Men hun blev ikke skuffet. Nu vidste hun hvorfor. Hun vendte sig mod Niels Peter.
   "Vi er døde," sagde hun. "Der er ingen, der husker os, intet, der binder os. Forstår du det?"
   Hans stemme var fyldt med undren. "Er det virkelig det hele? Al den tid og så var det bare det?"
   Hun lo.
   Han rettede ansigtet mod solen. Lyset faldt igennem ham, han var næsten et med det. "Hvad med børnene? Dem, der blev tilbage? Tror du også, de en dag vil finde ud af det?"
   Et stik i et hjerte, hun ikke længere besad. "Det håber jeg. Vi kan ikke gøre det for dem."
   Han rakte armene ud mod hende. Hun gjorde samme bevægelse.
   Lyset fra vinduet var varmt. Hendes hænder kunne knap ses længere. Og hun følte et prikkende jag, en vidunderlig, længe ventet smerte, da hænderne til sidst forsvandt.