Sirenerne hylede som ulve i natten.
   Min bagdel var våd. Og kold. Mine kondisko var sunket ankeldybt ned i bundslammen, blandt igler og børsteorme, og regndråberne myldrede millionvis ned mellem bregnerne. En stor fed edderkop, med stride lysebrune hår på benene, var på vej op af mit bukseben, men jeg turde ikke røre hånden for at fjerne den. Enhver bevægelse kunne afsløre os.
   Mathias holdt hånden på min skulder.
   De blå blink svirrede forbi ude på vejen.
   "Det var lidt fór spændende for mig," pustede Mathias, og sank sammen i skuldrene.
   "Jeg fryser," klagede jeg. Det var begyndt at regne engang i forgårs, og havde gjort det uden ophold siden, så både min storebror og jeg var gennemblødt. Sweatshirt og jeans klæbede som ekstra hud, og sugede al varme ud af én.
   Mathias gik i gang med at lede efter vores soveposer og rygsække i buskadset, hvor de var blevet kylet ind, da vi hørte sirenerne bag svinget. Der plejede ellers ikke at være så mange strissere herude på larstyndskidsmark, men det her var den tredje bare i dag.
   "Grib!" Min sovepose kom flyvende imod mig, med det resultat at jeg væltede bagover, fordi mine fødder var semi-cementeret i bunden af grøften.
   "Det var ikke med vilje, Ana," klukkede Mathias og gav mig en hjælpende hånd med, at hive mit genstride fodtøj fri af grøftens kløer.
   Vejen var for overbefolket med blå blink, så vi sjoskede gennem dryppende grangrene i hvad der føltes som en evighed. Skovens duft af jord og mos var intens, fordi alt var vådt. Læsset med vores oppakning, kæmpede vi os gennem den sumpede underskov. Hver gang vi trådte ned, lavede vores fødder en skvulpende, mosede lyd; Swuup!... Swuup!... Swuup!
   På et tidspunkt tyndede skoven ud og gik over i åbent terræn. Grantræer blev afløst af højt græs og blomstrende ukrudtsplanter, der nåede mig til livet. De truende lilla regnskyer var gået i opløsning i horisonten, så man lige akkurat kunne fange det sidste glimt af en blodorange sol, der forsvandt bag bygningen foran os.
   Grå granitmure tårnede højt mod himlen, så man måtte lægge nakken helt tilbage for at se toppen. Et kæmpe hul gabte i den ene lægte, som havde en kæmpe bukket sig ned og taget en ordentlig bid.
   "Et kloster?" forslog jeg, og glanede op mod de høje, spidsbuede vinduer, med resterne af farvet glas i.
   "Muligvis." Mathias hankede op i rygsækken. Mørke rende var aftegnet under hans øjne. Vi tænkte uden tvivl det samme: Ly, hvile og måske varme.
   Jeg fulgte ham gennem porten, ind på gårdspladsen, hvor naturen fuldkommen havde overtaget. Efeu og sødeligt duftende rosenranker var ved at kvæle dele den hærgede facade. Modige tjørnebuske havde erobret midten af gårdspladsen i strid kamp med roserne, og hist og her voksede krogede gamle egetræer, med robuste rødder plantet blandt flækkede grå fliser.
   Et lyn, efterfulgt af et gevaldigt brag, flængede himlen.
   "Jeg stemmer for vi går indenfor," mumlede jeg.

Regnen klaskede mod ruden og gjorde udsigten svømmende, alligevel undgik det ikke mit blik, at noget bevægede sig nede i gården.
   Med ærmet trukket over fingrene, gned jeg duggen væk og trykkede næsen flad mod ruden. En dreng. Måske på alder med mig. Det postkasserøde hår klæbede til hovedskallen, og den grå dynejakke, blødte hvide dun, der hvor tornene havde fået fat. Hans cykel så ud til at være filtret håbløst ind i tjørnebuskadset, og det endte med han hidsigt sparkede den længere ind i det grønne plantehelvede. Han gjorde nogle vilde fagter med armene og lossede en ekstra gang til jernhesten, inden han vendte ryggen til den.
   Uden varsel så han pludselig op.
   Jeg kastede mig ned fra vindueskarmen og blev liggende. Fik han set mig?
   "Hvad laver du, Ana?" Mathias stod i døren med løftede øjenbryn. Han havde skiftet til den hullede brune striktrøje med hætte og et par nedslidte jeans, det eneste andet tøj han havde. Hvis jeg fortalte ham at drengen måske havde set mig, ville han straks forlange vi forlod stedet.
   "Jeg faldt vist i søvn," små lo jeg, mens jeg børstede støv og pulveriseret mørtel af mit tøj. Jeg havde mindst en halv væg på min hætte.
   "Du er altså ikke helt normal, Ana," sukkede Mathias hovedrystende. "Prøv nu at holde dig vågen til jeg har stegt kaninen."
   "Kanin? Hvor har du den fra?"
   Mathias trak på skuldrene med et skævt smil. "Den sad fastklemt i en af dørkarmene. Men den har vist ikke været død så længe."
   Adr! Jeg skar en grimasse.
   "Vi kan jo også se om D'Angleterre har et ledigt bord?" forslog min storebror vittigt og forsvandt ind i det andet rum, hvorfra duften af stegt kanin og kaminrøg bredte sig.
   Min mave rumlede, men der var noget jeg var nødt til at ordne først. Gennem vinduet prøvede jeg at spotte drengen ude i regnen, men kunne ikke få øje på andet end cyklen.
   "Hvor skal du hen? Maden er færdig om et øjeblik!" råbte Mathias efter mig, da jeg strøg forbi ham.
   "Jeg skal bare tisse!" råbte jeg, allerede halvvejs nede af gangen.
   På den store trappe i forhallen, sprang jeg hvert andet trin over, så jeg nærmest fløj ned. Mine kondisko sjappede gennem det oversvømmede flisegulv, og kastede ekkoet ud mod væggene. Lige uden for døren, krøb jeg i ly af en velvoksen rosenhæk. Den kvælende sødlige duft bed i næsen.
   Drengen kunne ikke være langt væk, når han havde efterladt sin cykel. Det lignede en af de der dyre mountainbikes med en trillion gear. Ja, der var åbenbart nogen der kunne. Egentlig burde jeg koncentrere mig om at lede efter drengen, og finde ud af om han havde set mig, men den kobolt blå cykel havde en nærmest magisk dragning på mig.
   Mine fingre gled over styrets kolde metal, og den blanke ringeklokke.
   "Det min! Fingrene væk!"
   Klokken gav en falsk pling! fra sig - Kort og forkert. Jeg tog en dyb indånding.
   Gemt væk under en gammel grøn presenning, sad den rødhårede dreng på øverste trin af en kældertrappe, og kikkede ud på mig.
   "Jeg gider da ik' eje din skrotbunke!" forsvarede jeg mig. Nu havde han i hvert fald set mig.
   "Så siger vi det," svarede drengen med skulende øjne. Hans blik låste sig fast på mine udtrådte kondisko. "Er du også løbet hjemmefra?"
   "Det kan man godt sige. Hvorfor sidder ud herude i regnen?"
   Hans øjne søgte ned mod jorden. "Jeg turde ikke gå ind. De siger huset er hjemsøgt af de børn der blev dræbt, da bomberne faldt under krigen."
   "Hvem siger det?"
   Han trak lidt på svaret. "Mine brødre."
   "Jeg ville ikke tro så meget på dem, hvis jeg var dig. Hverken mig eller min storebror har set nogen spøgelser." Selvom det ikke skortede på uhyggelige vindhyld og knirkende gulvbrædder, i de dunkle gange.
   "Er din storebror også løbet hjemmefra?"
   Argh! Hvad var der dog galt med mit mundværk? Nu kendte han også til Mathias!
   Jeg stod i et dilemma. Hvis det lykkedes mig at få ham til at gå hjem, risikerede jeg han sladrede til sine forældre, der så ville ringe til politiet. Men hvis Mathias opdagede drengen, betød det vi måtte finde et nyt sted at overnatte, og jeg var både sulten og mørbanket.
   "Vil du med ind?" sukke jeg til slut. Og tilføjede så, da han ikke så ud til at ville bevæge sig: "Du vil måske hellere være herude, helt alene i mørket?"

"Ved du overhovedet hvor vi er på vej hen?" spurgte han, og jeg kunne mærke der blev sparket til min orienterings-stolthed.
   "Hva' tror du selv!" knurrede jeg og tog i håndtaget til den nærmeste dør. Og jeg var ikke så lidt heldig med mit valg.
   Salen var kæmpestor og højloftet, med et ovenlys af dimensioner. En omfangsrig mosaikglaskuppel, med små buttede englebørn og rosenranker, kastede det sparsomme nattelys gennem loftet i farverige kaskader.
   Drengen drejede rundt om sig selv, mens han skeptisk kikkede rundt. Han rynkede beklagende på næsen.
   "Her lugter af våd hund," kommenterede han og holdt sig for næsen, så han var nødt til at trække vejret gennem munden.
   Jeg tog selv en dyb indånding gennem næsen, af den tunge, fugtige luft. Måske havde jeg levet for længe i den her slags forfaldne huse, men for mig lugtede her bare af jord og mørt træværk. Sådan normalt.
   "Man er måske lidt sart?" spurgte jeg med hænderne i lommen.
   Han fjernede fingrene fra næsen, men trak stadig vejret gennem munden.
   "Er det virkelig i orden, jeg slår mig ned her?" spurgte han og dumpede sin våde dynejakke og rygsæk på gulvet. Det både klirrede og raslede, da tasken ramte jorden. Han havde vist taget det halve af køkkenet med hjemmefra.
   "Selvfølgelig," svarede jeg, med tankerne et andet sted. Vi var helt nede i den anden ende af bygningen, så langt væk fra Mathias som muligt. Det var næppe sandsynligt de ville møde hinanden, hvis bare de ikke vandrede for meget rundt.
   Fra rygsækken fiskede drengen en gaslygte frem, og brugte tre forsøgt på at stryge en tændstik, fordi de første knækkede mellem fingrene på ham. Lygten stillede han oppe på kaminhylden, foran det store krakelerede spejl.
   "Hvor længe har du været løbet hjemmefra?" spurgte jeg, da jeg vi havde været tavse længe nok. Mit blik faldt på hans joggingbukser og lyseblå striktrøje, der foruden at være våde, ikke lod til at være synderlig medtaget.
   "Øhm.. ikke så længe," svarede han tøvende. Jeg havde en mistanke om at, ikke så længe, betød et eller andet tidspunkt tidligere i dag.
   "Du ku' måske ikke li' aftensmaden?" spurgte jeg halvt i sjov, men drengens ansigt blev fluks sammenbidt. Modløst sjoskede han over mod en af de høje spidsbuede vinduer, og lænede panden mod glasset. De mørkeblå øjne stirrede tomt ud i natten.
   "Min far har solgt klaveret. Jeg plejede at spille på det hver gang jeg havde et øjeblik, men så fik han nok, og sagde jeg hellere skulle koncentrerer mig om skolen og mine lektier." Hans fingre dansede hen over usynlige tangenter på vindueskarmen, mens han talte. "Jeg hader ham! Jeg gør!"
   Uden at tænke nærmere over det, gik jeg hen og tog hans hånd.
   Forsigtig gav jeg den et lille klem.
   "Jeg havde heller ikke fundet mig det," mumlede jeg usikkert.
   For første gang dukkede et forsigtigt smil op i det blege, fregnede ansigt. "Så er der da en, der er på min side."
   Jeg mærkede hvordan mine egne mundvige uvægerlig gled opad, og varmen steg op i kinderne. Men hvad pokker nu? Hvad havde min plan med at holde hænder egentlig været? Skulle jeg sige noget?
   "Så -"
   "Så -"
   Han smilte undskyldende og holdt den frie hånd frem i en gestus, der betød: Dig først.
   "Så... hva' for noget musik spiller du?" Ikke at jeg kendte navnet på en eneste komponist.
   "Jeg spillede meget Chopin engang. Men nu komponerer jeg mest selv... Vil du høre?"
   Jeg nikkede. Ikke helt sikker på, hvad jeg var i gang med at rode mig ud i. Hvor ville han overhovedet få et klaver fra?
   Drengen tog sin mobiltelefon op af lommen. Han begyndte at rode rundt med tasterne, så displayet vågnede og kastede et blåligt skær over hans koncentrerede ansigt.
   Med ét strømmede de smukkeste klavertoner ud af det lille apparat. Musikken var levende og flydende, ikke som noget jeg nogensinde havde hørt før. Tonerne flød blidt ud i luften, som sommerfugle på en lun forårsdag. De små hår på mine arme rejste sig.
   Han skruede så højt op, at hele rummet fyldtes af den bløde musik, og lagde mobilen på kaminhylden, ved siden af gaslygten. Lyden skramlede svagt ved de høje toner, fordi mobilens højtalere ikke var bygget til det.
   "Det er en vals," forklarede drengen rødmosset. "Skal vi danse?"
   Spørgsmålet gjorde mig helt paf. Jeg havde aldrig danset i mit liv, mente jeg da.
   Den rødhåret dreng tog min tavshed som et "ja", og stillede sig op foran mig, så der kun var en håndsbredde luft imellem os. Jeg mærkede mit hjerte slå lidt hurtigere, da han tog min venstre hånd i sin, placerede min højre på hans skuldre, og sin egen i min side.
   "Bare følg mine fødder så godt du kan." Han rømmede sig og begyndte - først langsomt, så hurtigere, efterhånden som musikken vandt fart - at flytte fødderne, så vi hvirvlede omkring i små cirkler, rund i rummet. Selvom jeg gjorde mit bedste for at følge med, skrabede mine kondisko henover betongulvet, og jeg var ved at træde ham over fødderne flere gange.
   I et mindre vellykket forsøg, prøvede drengen på, at snurre mig rundt i en piruette. Jeg var ikke helt forberedt, hvilket resulterede i at min fødder kom på tværs af hinanden, og jeg hev både ham og mig selv med i faldet.
   Det var umuligt ikke at le, som vi lå der på gulvet.
   I det samme standsede musikken.
   "Øjeblik!" Han løb hen til mobilen og fumlede rundt på tastaturet igen.
   Jeg benyttede den lille pause til at få vejret og tørre hænderne i mine bukseben. Hans håndflader var ret svedige. Og varme.
   Vi stillede os op som før, men da han ikke flyttede fødderne, gjorde jeg heller ikke. Han åbnede munden, og så spørgende på mig. En svag duft fra roserne udenfor hang ved ham.
   "M-må jeg godt kysse dig?" fremstammede han til sidst.
   Var det virkelig muligt for mit hjerte at slå hurtigere? Mine knæ blev geleagtige og min mund tør som en ørken. Musikken gled i baggrunden, og lyden af hans hurtige åndedræt, blev den eneste lyd i verden.
   Et gammelt minde om en sorthvid film på et stort lærred, sprang spontant frem i min hukommelse, hvor pigen lukkede øjnene før helten kyssede hende. Hvor havde jeg set den film? På Institutionen?
   Jeg lukkede øjnene og lænede mig frem. Varme fingre strøg mit pjuskede pandehår væk fra øjnene.
   Men kysset kom aldrig.
   En dråbe kondensvand fra kuppelen ramte mig i hovedbunden. Jeg åbnede øjnene og så hvordan drengen med store bange øjne, bakkede væk fra mig. Hænderne hævet i et slags forsvar.
   Sweatshirthætten hvilede på min spinkle skuldre, faldet ned uden jeg havde bemærket det, og afslørede mine katteagtige øre mellem mit korte strithår.
   "Du et halvmenneske!" hviskede drengen. Tonen i hans stemme svævede et sted mellem angst og foragt.
   Tårerne stod op i mine øjne, og jeg gjorde intet for at standse dem. For et øjeblik siden havde min mave været fuld af flaksende sommerfugle, nu havde de samlet sig til en hård, kold knude.
   "Du ved ikke hvordan det er altid at flygte fra folk som dig!" råbte jeg grådkvalt. "I otte år er vi flygtet! Bare fordi vi har en dæmon til far! Ved du overhovedet hvor ensomt et liv det er?..." Kraften gik af tordenskyen. Jeg var for ulykkelig til at kunne bære også at være vred.
   Gennem sløret øjne, så jeg drengens forstenede ansigt. Hænderne, der langsomt sænkede sig.
   Musikken slukkede. Og den blev ikke tændt igen.
   "Jeg..." nåede han at fremsige, inden helvede brød løs over vores hoveder. Med et gigantisk brag, sprang alle ruderne i glaskuppelen og regnede ned over os, som en splintrede regnbue.
   Uden glasset, stod regnen lige ned gennem loftet. Drengen tog armene væk fra hovedet og så op med måbende øjne. Glasfragmenter glimtede i hans hår, og en tynd, rød streg løb ned fra hans tinding.
   Inden han overhoved kunne nå at sunde sig, blev han brutalt puffet forover.
   Vandet dryppede af ham, som var han lige hevet op af en sø. Forvirret rullede han rundt og op på knæ, og fik så øje på Mathias i døren. Der var fire-fem meter imellem dem, men i modsætning til mig, havde Mathias arvet mere end kun vores fars udseende. Vandsøjlen faldt sammen i sig selv, i det øjeblik han lod hånden hænge slapt ned langs siden igen. Sveden piblede ned over det blege ansigt. Han kneb øjnene sammen og støttede sig til dørkarmen, som om det var det eneste der holdt ham oppe.
   "Hvor længe har du stået der?!" snerrede jeg, velvidende, at hver eneste lyd lige nu skar i hans hoved som en slagterkniv.
   "Længe nok," hviskede han.
   Mine negle borede sig ind i håndfladerne. Fortørnet bed jeg mig i underlæben, mens jeg nedstirrede ham med et syrligt blik.
   Den rødhårede drengs øjne flakkede mellem Mathias og mig, øjne fulde at uro.
   Mathias hævede sveddryppende hånden til et nyt angreb.
   "Nej!" protesterede jeg. "Lad ham være! Han ikke farlig!"
   "Han ved hvad vi er," hviskede Mathias. "Hvis han ringer til politiet, 'kære lillesøster', hvad tror du så der sker? Vil du gerne tilbage til Institutionen? Vil du gerne spærres væk?"
   Det lyder bedre end at være herude med dig! Rasede jeg indvendig. Tingene jeg huskede fra Institutionen var få, men... kvinder i hvide kjoler, der samlede en op når man græd... gynger... legetøj... en varm seng... elektroder over hele kroppen... elektriske slag... sprøjter... legekammerater der blev hentet af folk i hvide kitler og aldrig kom tilbage...
   "Nej," peb jeg med en klump i halsen. Mit hoved var ved at sprænges af minder. "Jeg vil ikke derhen. Aldrig mere. Jeg vil være herude hos dig!"
   Jeg strøg forbi menneskedrengen og omfavnede min storebror, der halvstift tog imod. Hans hoved måtte være ved at flække.
   "Så kom," hviskede Mathias og gned sine tindinger. "Vi må finde et nyt skjulested, før han kan nå og tilkalde politiet."
   "Han tilkalder ikke politiet. Det skal jeg nok sørge for," hviskede jeg og gik med stormskridt i retning mod den rødhårede dreng, der nervøst bakkede væk. Men det var ikke ham jeg ville hen til.
   Jeg tog mobilen fra kaminhylden, og stak den i lommen.
   "Hvis politiet dukker op her i nat..." Jeg så direkte på ham. "Så MASSAKRERE jeg din mobil og din cykel! Er det forstået? Du kan hente dem i morgen middag, når Mathias og jeg er væk, men i nat vil vi ikke se dig her mere!"
   Lige nu stod jeg så tæt på drengen, at jeg kunne mærke hans urolige, varme ånde mod mit ansigt. En klump satte sig fast i min hals.
   Han snøftede en gang og nikkede. Jeg kunne se han kæmpede med tårerne lige bag de mørkeblå øjne.

Gennem vinduets snavsede ruder fulgte jeg ham over gårdspladsen, indtil han forsvandt ind i det grønne vildnis og kom ud ved hovedporten, hvor han standsede et øjeblik. Med mine halvdæmonøjne stod hans lysende klar for mig. En rød plet i mørket. Så forsvandt han ud i natten. Var han bange? Så bange at han ville sladre til den næste voksne han mødte? Sådan som Mathias havde det lige nu, skulle vi helst ingen steder i nat.
   Jeg stak hånden i lommen og mærkede efter mobilen.

Efter en lang og blodig krig lykkedes det menneskene at lukke "Revnen" der gjorde det muligt at rejse mellem de to verdner. Men det betød at mange tusinde blev fanget på den forkerte side.
   I vores verden blev dæmonerne indfanget og henrettet, og de børn de havde fået med menneskene blev spærret væk. Jeg var selv på noget de kaldte Institutionen, indtil jeg var fire år, og Mathias besluttede vi skulle flygte.
   Mobilen var ved at gå død mellem hænderne på mig. Batterikonet blinkede advarende oppe i hjørnet. Jeg overveje om jeg skulle slukke telefonen og redde den sidste sjat strøm, men til hvad? Hvem skulle jeg ringe til?
   Jeg lagde telefonen på min mave, så displayet lyste i et blåligt skær mod loftet. Udenfor lynede himlen op i korte glimt, tæt fulgt af tordenskrald. Det aldrig endende regnvejr sendte kaskader af vand gennem den utætte tagrende, og ned foran vinduet som et vandfald.
   Mathias snorkede og mumlede med jævne mellemrum noget i søvne. Han havde samlet en stak lagner ved siden af min badekarseng, og lavet en rede, han havde lagt sin sovepose på. Jeg prøvede at udrede ordene, men tvivlede stærkt på han selv ville forstå den usammenhængende snøvlen, han gav fra sig lige nu.
   Pludselig gav telefonen lyd fra sig.
   Det spjættede i mig og mit hovedet knaldede ind i badekarssiden. Indvendig bandede og svovlede jeg højlydt, mens jeg ømmede mig og spidsede ører.
   Nej, når ikke engang tordenvejret kunne vække Mathias, så gjorde et par bip-bip lyde, og et hoved-gong, hver fra eller til.
   Tøvende vendte jeg telefonen om. >>Besked fra ukendt nummer.<< Sikkert nogen der endnu ikke vidste, at drengen havde mistet sin telefon midlertidigt. Skulle jeg læse den? Jeg overvejede det. Men han havde vel ret til et privatliv. Tænk nu, hvis det var fra hans kæreste eller sådan noget... Min tommelfinger trykkede på den runde knap i midten, lige tids nok til at åbne den første besked, inden den næste tikkede ind.
   Det stod det samme i begge to. >>PLEASE! PLEASE! TAG MOBILEN NÅR DEN RINGER! DET ER LIVSVIGTIGT! DRENGEN MED DER RØDE HÅR!<<
   Med et var jeg lysvågen.
   Mine utrænede fingre klimprede hen over tastaturet. Det var ikke så tit jeg havde en mobiltelefon mellem hænderne.
   >>Vendt med og renge 1min. Skal lie vær alene. Anabella.<< Jeg trykkede på send og stak telefonen i sweatshirtlommen, inden jeg så lydløst jeg formåede, kravlede over kanten på karet og listede mig ud af det badeværelse, der var blevet til vores soveværelse.
   Trinene knagede under mine sko. Min plan var loftet, men murbrokker spærrede trappen et stykke oppe. Jeg satte mig på tværs af et trin, med ryggen mod væggen og nedstirrede displayet med en blanding af sommerfugle og syre i maven.
   Man skulle næsten tro han også havde talt sekunderne. Jeg nåede præcis til tres, da telefonens ringetone lød - Det var vores klavervals.
   "Anabella! Anabella! Er du der!" lød en høj pibende stemme, så snart jeg aktiverede den grønne knap. I baggrunden kørte en bil forbi, og regn hamrede mod tykt glas. En telefonboks?
   Jeg var lidt konfus over han kendte mit navn, indtil jeg kom i tanke om jeg havde afsluttet sms'en med at skrive det.
   "Ja," svarede jeg kort. Der lød et suk i mit øre.
   "Du aner ikke hvor lettet jeg er over du virkelig beholdt telefonen! Jeg var bange for du havde skrottet den." Han hev forpustet efter vejret. "Anabella, nu må du høre godt efter. Politiet ved I er i den gamle klosterskole. I må væk. Nu! De er allerede på vej!"
   "Hvor ved de det fra?"
   Stilhed i røret.
   "Det er en ret dyr cykel jeg har. Mine forældre monterede en lille GPS sender på den, som far aktiverede, da jeg påstod jeg ikke kunne huske, hvor jeg havde stillet den. Jeg havde glemt alt om den lille forpulede sender!" Der var en kort pause, hvor det lød som om han snappede efter luft og skar tænder. "Min far så jer, da han hentede cyklen. Han sagde ikke han hentede den, ellers havde jeg allerede advaret jer der... Anabella?" Er du der stadig? Anabella!"
   "Jeg er her stadig," sagde jeg med tilbageholdt åndedræt. "Jeg vækker Mathias så vi kan se og komme væk. Tak."
   "Anabella! - " råbte han.
   "Ja?"
   "Vil du ikke godt beholde telefonen? Bare rolig, den har ikke nogen GPS."
   "Der er næsten ikke mere strøm på, og jeg har ikke nogen oplader," sagde jeg, mens jeg distræt snoede min hættesnøre om fingeren. "Men det kan være jeg kan stj... få fat i et nyt batteri på en eller anden måde."
   "Det håber jeg du gør. Jeg kan godt lide... at tale med dig."
   "Kan du?" fløj det vantro ud af mig. "Jeg troede du var bange for 'min slags'?"
   "Din storebror er jeg bange for, men du - du gjorde mig jo ikke noget. Ikke engang da jeg havde set hvad du var. De voksne siger alle sammen I er farlige. De beskriver jer nærmest som ottearmede monstre, der vil æde ens lever med en sløv ske, hvis I kan komme til det. Men sådan er du ikke. Du bad din storebror lade mig være."
   "Mathias kan godt være lidt overbeskyttende."
   "Lidt?"
   Jeg kunne ikke lade værd med at le en smule. Mobilen gav en advarende biplyd fra sig.
   "Vi tales ved," fik jeg klemt ud. Det var måske sidste gang jeg hørte hans stemme. Var der virkelig ikke noget bedre jeg kunne sige?
   "Det gør vi... helt sikkert. For resten, jeg hedder Oscar - "
   I samme øjeblik opgav mobilen gejsten og døde. Hidsigt tørrede jeg tårerne væk med ærmet, før flere af dem ramte displayet.
   "Du har ikke tid til at flæbe, pattebarn!" mindede jeg mig selv om, og tvang mig på benene. Jeg måtte vække Mathias.

"Vogn 21 kalder vogn 13. Skifter."
   "Vogn 13 her, skifter."
   "Vi har finkæmmet den gamle klosterskole og omegn, men fuglene er for længst fløjet, Skifter."
   "Har I gennemsøgt - "
   "KALDER ALLE ENHEDER! KALDER ALLE ENHEDER! Der er indløbet en kode 1 alarm til centralen! Revnen har åbnet sig igen..."