Jeg tænker meget på vigtigheden af at tilgive.

'Hvor svært kan det være at tage ved lære af
smerten jeg kan mærke, når jeg bærer nag',

lyder det i en sang.

Kroppen er altid en god vejviser for, om mit sind, er det rette sted.
For jeg bliver så aldelels utilpas, hvis jeg huser destruktive tanker.

Jeg har været i inderlig bøn om, at jeg må lære at tilgive. Helt og aldelels.
Rydde fuldstændig ud i det hus min krop og sind er.

Og Gud kommer mig i møde.

'Forlad os vores skyld
som også vi forlader vore skyldnere',

beder vi i Fadervor.

Av. De ord ramte plet.

Det er ikke kun andre, der har skadet mig.

Jeg har selv været et stort røvhul.
Jeg har selv været ukærlig og modbydelig. Bevidst som ubevidst.

Igen og igen har jeg selv talt over mig og såret andre.

Der er ikke grader af synd.
Synd er synd.

Har du begået en synd,
har du begået dem alle..

Jeg er hverken bedre eller værre end alle andre.

Det giver mig meget lettelse at se, at jeg selv er synder.
Så behøver jeg ikke at bære nag over, at andre har handlet ufuldkomment over for mig.

Sjælen er ukrænkelig.

Mit job er at leve og få det bedste ud af det.
Derved viser jeg min fjende,
at han ingen magt har over mig, netop fordi -

Jeg er fri...

Så længe
jeg sidder fast i smerten og offerrollen
og holder på min ret til at være sur og skuffet
skader jeg kun mig selv.

De kloger siger,
at det ikke at ville tilgive
er en af de største årsager til sygdom.

Og det har jeg da bare slet ikke
råd til.

Gud,
hold mig fra at være selvretfærdig
og selvmedlidende.

Giv mig at leve
i nuet
for det er jo i fortiden,
al smerte bor.

Giv mig at elske og acceptere mig selv
desto så meget mere.

For hvert et overgreb
så giv mig at elske

Double up.

Lad mig sende velsignelser
og ikke had
ud i universet.

Lad mig ikke blokere
for den
kærlige energi.

Tak at jeg i dette nu-

ikke bærer nag

Tak at lytte til
og svare
på mit hjertes bøn.

Hjælp mig til
på daglig basis
at lave min egen selvransagelse,

Giv mig
at give slip på al bitterhed
og vrede

Tak...