Ja, det et godt spørgsmål.
Kært barn har mange navne.
Jeg er vokset op med uforklarlige smerter
Utallige lægebesøg, speciallæger og blodprøver i massevis.
Alt sammen for at få af vide jeg fejler ingenting.
Jeg er blevet kaldt hypokonder
Fået fortalt jeg sku stoppe med at brokke mig.
At ingen ville være venner med mig fordi jeg kun talte om hvor skidt jeg havde det.
Men det jo klart når ingen forstod og jeg prøvede at råbe nogen op som måske ville forstå mig og troede på min oplevelse.
I skolen blev jeg holdt udenfor, mobbet.
Jeg havde svært ved at rumme undervisningen for alt inde i mig gjorde ondt og noget føles forkert.
Er jeg forkert?
Spisning har også altid været svært, det har man altid kunne se på vægten.
Jeg gik til børne/unge-psykiatrien men blev afvist grundet min mors nylige skilsmisse.
Jeg gik til psykolog, uden virkning.
Endnu et besøg hos børne/unge-psykiatrien gav endelig pote!
Jeg fik en diagnose!
Funktionelle lidelser, Somatiseringstilstand på engelsk kendt som Bodily Distress Syndrome, BDS.
Jeg følte mig endelig set og hørt!
Men det var som om det ikke var forklaring nok.
Da jeg kom i voksen psykiatrien blev jeg afsluttet grundet en voldtægt.
Efter et års pause kom jeg tilbage og nu var det noget andet som var galt.
Nu fik jeg også flere angst diagnoser og blev tilkoblet en diætist.
Men pludselig ramler alt og jeg bliver indlagt i psykiatrien 9 gange på et halvt år!
Her får de øje på en ny diagnose.
Personlighedsforstyrrelse.
Jeg har fået nok at dem og deres diagnoser!
De siger jeg er for syg til behandling men hvordan skal jeg SÅ nogensinde få det godt igen!

Jeg støder på Neurokommonikation!
Her er diagnoser underordnet for man ser på hele mennesket som helhed og på hvilke tegn kroppen og hovedet giver os og arbejder ud fra det.
For første gang får jeg det faktisk bedre!
Nu har jeg gået der i 3-4 år.
Min krop reagere stadig men i mit hoved er der for det meste ro.
Jeg er ikke forkert, jeg er bare mig.
Så hvad jeg fejler det kommer an på hvem du spørg.