Der er frøer og tudser overalt i græsset, små livlige prikker der hopper i alle retninger. Mange gode grunde til, at lade være med at slå det. For øvrigt står kløveren fint, lige noget for bier og brumbasser. De summer lystigt og synger deres beroligende sange. Jeg lytter ofte, når jeg trænger til en pause.
At slå græsset lyder ondskabsfuldt, hvad det egentlig også er. Ikke at jeg lader være med at slå det, jeg gør det bare yderst sjældent. Når det er så langt at det hænger i toppen får det en lettere trimning. Og ak også der, dør frøer og tudser i hobetal. De mest kloge sprinter for livet, og jeg trøster mig med deres overlevelse.
Min samvittighed i forhold til JORDEN er vokset i takt med alderen, mens det langsomt er gået op for mig, at alle mine handlinger har betydning. Hver eneste gang jeg klipper hækken på forkerte tidspunkter generer jeg fugle og deres reder, når jeg slår græsset dræber jeg biller, bier, tudser og frøer. Når jeg fræser jorden parterer jeg regnormene og andre dyr. Ja, jeg er en dræbemaskine, og skal virkelig tænke over mine handlinger. Om ting skal gøres på den ene måde eller anden måde?
Rundt om mig står de golde marker, alt andet er sprøjtet væk.
Før da jeg boede i byen, syntes jeg markerne var et stykke smuk natur? Synsvinkler påvirkes og præges af ståstedet.
Hvis jeg nu i stedet valgte at slå græsset med håndskubber, ville flere dyr leve. Men jeg ville ende med at hænge fortvivlet og i færd med at hoste lungerne op henover selvsamme skubber. Sikke en kondi eller mangel på samme. Jeg går op i miljøet, men dovenskaben er en skarp konkurrent.
Forskellen på at grave haven med håndkraft og maskine er til at tage og føle på. I tid, ryg og lemmer.
Så mine smukke tanker og handlinger har forbehold.
Stykke for stykke som puslespilsbrikker der lægges og ikke passer sammen, er det en labyrint jeg skal finde vej igennem. Pejlemærkerne er store og tydelige, så hvorfor er det så, så svært at nå ud på den anden side, i hensynsfuld overensstemmelse med selve livet?