Jeg er fanget på bunden, i et andet univers, og jeg kan ikke bryde fri. Det hele føles som et jerngreb, der bliver ved med at klemme til, og nogle dage har jeg svært ved at trække vejret ordentligt.

Jeg spytter i hænderne og klapper dem så hårdt sammen, og råber,

Fuck dig, Tror du at det kan stoppe mig?
Tror du at jeg vil lade mit eget sind løbe om hjørner med mig igen?

Råbt til (Gud) ved hvem.

Jeg knækker ikke,
Jeg stopper ikke,

Jeg fortsætter,
og
jeg bliver ved.

REJS DIG OP!
KÆMP!
KÆMP!
KÆMP!

råber jeg til selv hjemme i stuen, alt imens rod, tomme flasker, madpapir, cigaretskodder, og gammelt slidt vasketøj ligger i øst og vest.

Det er fucking nu, at vi begynder at tage os sammen, det er lige NU!

jeg mærker en stemning i rummet jeg befinder mig i, en stemning der trækker mig op, og løfter mig op på den hylde jeg aldrig har haft kunne nå,
Følelsen vare i få sekunder, og så ryger jeg atter og en gang ned til det andet univers.

Jeg har rejst mig op før,
Denne her gang, gider jeg bare ikke,


Der er sådan den her depression føles,

At jeg til hver og en tid, bare kan trække stikket til den, og begynde skabe mig det liv jeg ønsker og gerne vil have.

Men dens ømme melankoliske renlighed, og dens tunge hårdtslående dage, lokker mig, til at blive ved med at lide.

Jeg nyder lidelsen,
Jeg nyder depressionen,
Jeg nyder processen.

Det kan godt være at jeg ikke står stærkt nu,
Men når den til sidst har haft givet slip,
Men når den til sidst har haft givet op,

Vil jeg komme blæsende, i et tempo som selv ikke en gang verdens hurtigste dyr ville kunne mønstre at stille noget op imod,
I En kreativ proces.

kom med dine sindslidelser,
Kom med dine prøvelser,
Kom med alt dit pis og dit lort,

Du kan ikke
Du kommer aldrig til,
Og det vil ikke lykkedes dig at knække mig,

Jeg er et produkt, af det som du tilbyder mig,

Så hvor stærk har du tænkt dig at jeg skal blive?

Hvorfor skal jeg være så stærk Gud?