Jeg kedede mig, og det gjorde det ikke bedre, at vejret var gråt og det regnede.
Jeg troede det var det, der var årsag til mit utilpasse sindelag.

Afledningsmanøvren var, at jeg gik på cafe, hvor der var musik og stemning. Her sad jeg og skrev.
Straks glemte jeg i masse mængden, den kedsomhed jeg havde følt.

Men..
Det var noget dybere i mig, der havde talt, som jeg forsøgte, men ikke kunne løbe fra. Det var ensomhed.

Min ven og jeg har været meget intenst sammen med sms'er og telefonsamtaler hver dag.
Nu har han fået en kæreste, så den opmærksomhed, jeg plejede at få, var væk. Og jeg mærkede et tomrum og en længsel.

Jeg var opmærksomheds- og ringe/sms - abstinent.
Jeg mærkede en sorg over, at jeg ikke længere fik den samme opmærksomhed.

Efter at have tænkt over mit savn, kom der et svar til mig.
Min morgenandagt blev det svar, min sjæl så inderligt længtedes efter.

'Himmeriget er nær',

stod der i min bibel.

Mit hjerte åbnede sig for Jesu nærvær, og jeg blev fyldt med en indre fred.

Gennem sit ord, som er ånd og liv, kom Gud og fyldte mig op med en dyb fred, som intet andet menneske kan give mig.

Jeg ser nu, at det slet ikke var min ven, jeg savnede, men at alt denne kontakt med ham, havde fjernet mig fra mit primære forhold, som er Gud i mig.

Skilt fra Gud kan jeg slet intet gøre, for så indgår jeg i afhængighedsrelationer til andre mennesker, hvor jeg søger, at de skal fylde mig op og gøre mig lykkelig, som kun Guds ånd kan gøre.

'Guds rige er indeni', står der.

Jeg bliver aldelels utilpas, når jeg glemmer at søge freden indeni. Der hvor jeg er sammen med Jesus.
Hver gang, jeg søger udenfor mig selv... skilt fra Gud... der er der kun ensomhed og kedsomhed.