Højsommer og juli. Vi holder fri. Azurblåt hav og blå høj himmel, det er ferietid. Vandet dejligt og bare sand og sand. Havet på højkant, det er ren poesi. På husets gavl sidder et hus med en snegl. Udsvedt membram er den mon tørret ind? Da jeg var ung, ja endnu et barn, var sommerdagene uendeligt lange. De varede lige fra solopgang til mørket tændte sommerhimlens dybe glød. Nu hvor alderen har sneglet sig ind på en, forkortes fornemmelsen for tid. Dagene går hastigt forbi, hvis jeg ikke holder dem fast i betragtninger og poesi. Det er sommer og jeg udretter absolut ingenting. Sneglen på husets væg har flyttet sig ned i det dugvåde græs. Overlevede trods alt. Skøn i detaljen og meningen i sig selv. Naturens poesi.
Ved Vesterhavet, der er så skønt, helt uden fedtemøg og solen giver sølv på vand. Kvinderne på stranden iscenesætter sig selv, viser deres ynder - nok ikke for at opnå større lighed og de er hverken generte eller sky. Andre vil bare være her og helst være fri for blikke og orker ikke fremmedes fantasi. På storbyens små oaser for 47 år siden sang C. V. Jørgensen om pigerne ved Bellevue, der demonstrerede for større lighed lidt generte og sky. En evergreen fra en anden tid, men det er sommer og søndag og nationen ligger lig.
Sidder i haven og radioen i stuen er tændt. "I nat bliver det sommer" intonerer el-guitaren anelses- og længselsfyldt. Et mildt pedalvibrato bringer mindelser om gode somre for længe siden. Bringer mindelser om alt det man så gerne vil huske. Det er med en tone midtvejs mellem banke på-høflighed og en tysthed som en birkeskov i den lyse sommernat. Jens Unmack synger om højsommernat og de første linjer: "Nu tændes himlens dybe glød, og natten kommer fløjlsblød, de drømmende går snart til ro på mælkevejens stjernebro..." En klassiker fra 1990.
Fordyber mig i Knud Sørensens digte om landbokulturens fald og tænker på somrene da jeg var barn. Åen løb igennem min faders lille landbrug; men der var ingen fisk at hente der, dengang i tresserne, hvor meget begyndte at gå galt. Åen blev her slået ihjel af en industri, der var fatal for åens liv.
Digtsamlingen falder ned på græsset, jeg blunder lidt og tænker, at glæden ved poesi, er at man aldrig har fri. Så mange knokler for at blive rig, men har aldrig tid og livet forsvinder forbi. Jeg går helst fri og føler lykke med poesi.