Han kan stadig høre dem. Deres latter ved bordet. Deres gråd om aftenen. De savnede deres familier. Soldater tvunget ud i en krig, de aldrig vil kunne finde hjem fra. Hvis der da bare havde været et hjem. Deres stemmer hænger fast i hans hoved.

Vandringen fortsætter. Den bidende efterårsvind har for længst skudt bladenes løv ned fra træerne, og den har ikke tænkt sig at stoppe der. Den hærger stadig. Leder efter nye mål at skyde efter. At såre. At dræbe. Dens eneste mission er tilsyneladende at hærde de få kroppe, der har bevæget sig udenfor. Og den går ikke uden om ham. Vandreren. Han har gemt sit ansigt under sin brune hætte og kigger nedad mod jorden. Set ovenfra er han ikke andet end en plet, der næsten falder i et med jorden. Kun et skarpt øje vil kunne skimte, at han er der, og at han bevæger sig indad mod parken. Han er en af de eneste, der går her. En af de eneste på denne jord, der ikke har noget sted at gå hen. Det er længe siden, lågen har været åben. Da han for et kort øjeblik tager blikket væk fra jorden, ser han, at også solen har fortsat sin hvileløse vandring. Den står lavt nu og blinder de forbipasserende. De forsøger at knibe øjnene samme; forsøger desperat at kunne se skikkelsen forude, men det lykkedes ikke. Alle er de blinde. Der er ingen, der kan se ham. Træernes skygger falder tungt om ham; minder ham om dem. Om dengang. Det er et halvt år siden, han så dem sidst. Deres stemmer hænger fast i hans hoved.
   Det er politikernes fejl. De har prioteret forkert. Prioteret den altødelæggende krig over basale velfærdsydelser. De efterlader de ældre uden mulighed for at gå i bad mere end én gang om ugen. De efterlader skolerne med gamle og nedslidte bøger - og endelig efterlader de hans soldater i en værre situation, end nogen nogensinde havde kunnet drømme om. Så få til at hjælpe dem! De måtte næsten klare sig selv. Og nu går han her i parken, igen stirrende ned i jorden. Forsøger at forhindre vinden i at vinde sin stædige kamp om at få tåren ud af øjet. Det har grædt nok. Vinden må finde andre at plage. Andre, der skal lide. Lad nogle andre gøre det - bare for én gangs skyld. Han traver videre.
   Jorden knaser under hans fødder. Det er en høj og tydelig lyd. Stille glemmer han vindens susen og hører intet andet.
   Krunsj.
   Hans skridt skaber en rytme.
   Krunsj.
   En beroligende rytme. Bare koncentrere sig om sine egne fodaftryk.
   Krunsj.
   Ikke at skulle tænke på andres fodspor. Kunne gå helt der, hvor det passer ham. Det bestemmer ingen andre end ham.
   Krunsj.
   Krunsj.
   Krunsj.
   "Hvad laver du?"
   Stemmen kommer som et bagholdsangreb. Med en riffel i nakken fryser vandreren og står helt stille. Han hører fjenden fnise en barnlig lyd.
   "Du behøver da ikke at være bange. Det er jo bare mig."
   Og vandreren har ret - det er en barnestemme. Han vender sig rundt og ser med undrende øjne på ejeren.
   "Undskyld, men hvem er du?"
   "Mads."
   Drengen kan ikke være meget ældre end seks - syv år, tænker vandreren. Det lille barneansigt stråler af glæde og forventning.
   "Skal du slet ikke spørge om, hvorfor jeg kender dig?"
   Vandreren står tavs i et par sekunder og betragter drengen. Han har mørkt hår, der sørgmodigt falder i ét med træernes triste farver. Hans tøj er beskidt og trævlet op, og hans bukser har huller i knæene. Ikke fordi de skal være smarte, men fordi de er slidte.
   "Hallo?"
   "Ja, nuvel da. Hvorfor kender du mig så, min ven?"
   "Jeg er Jonathans bror."
   Vandreren forstener et kort øjeblik. Jonathans bror. Jonathan. Havde Jonathan en bror? Stakkels Jonathan. Stakkels Jonathans bror. Stakkels ham. Han kan ikke længere beskytte sine soldater. Drengen smiler stadig over hele sit ansigt.
   "Jonathans bror?"
   "Ja, det er jo, det jeg siger."
   Vandreren tier. Ørerne. Og den mørke hårfarve. Det var Jonathans. Jonathan, som bare var endnu en af de soldater, der forgæves havde forsøgt at finde hen til et bedre sted.
   "Hvorfor snakker du ikke med Jonathan mere?"
   "Jo ser du, det er svært."
   "Hvorfor?"
   Vandreren tier igen. Tømt for ord. Ved ikke hvordan man kan forklare det til et barn. Han vælger at svare ved ikke at svare.
   "Snakker du da med ham?"
   "Nej."
   "Hvorfor ikke?"
   "Det siger de voksne, at jeg ikke kan."
   "Du ikke kan?"
   "Ja."
   "Hvorfor?"
   "De siger, at jeg ikke er normal."
   "Hvad er der da i vejen?"
   "De siger, at jeg ikke er normal. Jeg er en skygge, siger de."
   I modsætning til hvad vandreren havde troet, er der ingen sorg at høre i drengens stemme. Ingen angst eller smerte. Drengens brede smil er øjensynligt endeløst. Han må nære en tro, som vandreren ikke selv kan finde.
   "Du kan hjælpe mig med at snakke med Jonathan igen."
   "Hvad?"
   "Du hørte mig godt."
   "Ja."
   "Så svar dog."
   "Jeg har såmænd ikke lettere ved at snakke med Jonathan end du har."
   Drengens øjne spærrer op, og i et splitsekund kigger de mistroisk på ham. Så smiler han igen.
   "Hvorfor?"
   "Nedskæring."
   Nedskæring. Ordet lyder hult i hans mund. Verden går i stå et kort øjeblik.
   Han sidder der igen. Sergent igen.
   "AAGE! AAGE!"
   Han ser Jonathan komme løbende mod ham med blod fra øjenbrynet. At være her igen var surrealistisk. Opleve situationen med Jonathan igen. Den Jonathan - og alle de andre - han aldrig vil se igen. Han slipper alt, lader Bastian passe sig selv for nu, og løber hen mod Jonathan.
   "Hvad er der dog sket?"
   Den høje hulken ville for et utrænet øre måske blot lyde som en værre gang selvynk, men for sergenten var Jonathans budskab tydeligt:
   "Det var Carlos!"
   "Så, tør du dine øjne, så finder vi ud af det bagefter. Hører du? Kom du med herind. Så skal vi se at få det sår renset."
   Som sergenten sidder der og renser Jonathans sår, husker han det hele tydeligt. Han længes tilbage til dengang; ville næsten ønske, at han ikke var begyndt at tænke tilbage på denne tid. Jonathan er en brav dreng - den stærkeste af hans små soldater. Sergenten gisner ved tanken. Nu er de alene med hønsene. Staten har prioteret forkert. Børnehjemmet havde ikke haft nok penge, og som eneste mand måtte sergenten tage fyringen. Hans små soldater må kæmpe videre i krigen, alene. Krigen for at overleve hverdagen, og måske vil de endda vinde en skønne dag. Måske vil det lykkedes Jonathan og de andre at finde en plejefamilie. Men nu er børnene alene i krigen, og han kan ikke længere hjælpe dem.
   Vandreren mærker, hvordan vinden endeligt vinder sin kamp. Gennem tåren bliver barnehjemmets varme hygge langsomt skiftet ud med den virkelige verden. Kold og grå. Og meningsløs. Drengen står stadig og smiler til ham. Vandreren ryster. Han synes næsten, at det er uhyggeligt. Intet kan få det brede smil af drengens ansigt.
   "Hvorfor græder du?"
   "Jeg kan ikke komme tilbage til Lillevang."
   "Hvorfor?"
   Han mærker, hvordan ordene sidder klistret fast i hans mund. De vil ikke ud. De havde ikke været ude, selvom de havde haft chancen flere gange. Det er på tide nu, tænker han. Men ordene er mere stædige end ham, så han bliver nødt til at rive dem ud. Det gør ondt. Men det gør også godt, tænker vandreren.
   "Jeg blev fyret."
   Han retter sin ryg.
   "Nå."
   Drengens smil blegner. I stedet frembringer han et ansigtsudtryk, som hans bror altid lavede. En alvorlig, og næsten skuffet, mine.
   "Og hvad så?"
   I det samme suser den iskolde efterårsvind forbi. Den tvinger vandreren til at kigge ned i jorden i et kort øjeblik. Han får svært ved at stå fast. Den suser forbi ham - igennem ham - og tager ham med. Han falder. Lander på ryggen. Kigger op i himlen. Vinden suser for hans ører, og han hører intet andet. Gør intet forsøg på at rejse sig op. Kigger blot op i himlen. Det kan være ligemeget. "Og hvad så?" Forskrækket farer han sammen, da han høre vinden bære drengens stemme ned til sig. Det er næsten som en hvisken, og først tror vandreren, at drengen har sat sig ned ved siden af ham. Men da han drejer hovedet, kan han ikke se ham. Så taler stemmen igen:
   "Du kan jo stadig godt besøge ham."
   Vandreren sætter af med armene i jorden og får sat sig op. Han kigger rundt, men ser ikke andet end en bunke visne blade, der flyver i vinden. Drengen er væk.

Den røde havelåge står og hamrer ind mod stakittet. Vandreren ser, hvordan han løber derind i korte naive forestillinger for sit indre blik; ser, hvordan sergenten bliver modtaget af børnene og bliver krammet af sine gamle kollegaer. Lågen hamrer endnu engang mod stakittet. De forestillinger må blive boende i eventyrernes verden."Der var engang en mand, der passede børn", tænker han for sig selv. For det er netop det, der er problemet. Det er hans gamle kollegaer. Han har ikke nogle mere. Der var engang, han passede børn. Det gør han ikke mere. Han lader sit triste suk passere gennem morgenkulden. Solen bag ved børnehjemmet er netop begyndt sin morgenvandring og vil forhåbentligt snart varme jorden op. Dens skarpe lys henlægger huset til en mørk silhuet, han kun svagt kan skimte. Der er stille nu, tænker han. Det har taget et halvt år at nå frem til lågen. Men nu står han her. Foran lågen. Klar til at åbne den. Børnene inde i huset sover vel stadig. Det vil ikke skade at gå ind og kigge. Eller måske skal han bare blive stående. Undgå at møde sine tidligere kollegaer igen. Måske vil børnene komme ud først. De skal trods alt i skole om mindre end et par timer. Han har ikke travlt. Han har ingenting.
   - Hva', kan du beslutte dig for om du vil ind eller ej?
   Ligesom dagen før giver det et chok i vandreren at blive offer for et bagholdsangreb. Det er Gitte. Han kigger på hende. Med sit morgenhår og sin tandpastarest på læben, ligner hun en, der lige er stået op. Hun stiller cyklen fra sig ved stakittet, tager den lilla cykelhjelm af og går over til ham.
   - Hej, siger hun.
   Han svarer ikke. Hun siger heller ikke mere. De står bare tavst og stirrer på hinanden. Så mærker han tåren igen. Selvom den barske vind fra i går har lagt sig en smule, kommer vandet alligevel løbende. Hun smiler til ham.
   - Maibritt er stoppet.
   Han hører hende ikke. Han synes at kunne mundaflæse ordene, men er ikke sikker i sin tolking og bliver blot stående; afventer med hovedet let rejst. Hun kigger tilbage på ham, også hun med et afventende blik. Men ingen af dem svarer hinanden. Stirrer bare. Hun ser sig igen nødsaget til at bryde tavsheden.
   - Vi mangler personale.
   Han nikker, og hun nikker tilbage.
   Gitte fører vandreren med ind i den mørke silhuet.

Det varer omkring et kvarter, før man kan høre andet liv end snorken inde fra børnenes værelser. Gitte har sat kaffe over, mens sergenten kigger rundt i huset.
   - Det er ikke meget, der har forandret sig?
   Det er de første ord, jeg siger i huset i over et halvt år, tænker sergenten. Gitte smiler til ham og beder ham om at tage et par krus frem. Han når dog ikke engang hen til skabet, før han hører en stemme komme farende fra den anden ende af lokalet. Med sit mørke hår, helt uglet til af nattens uhyggelige drømme, og lyseblå pyjamas springer Jonathan ham i møde.
   - AAAAAAAGE, råber han igen.
   Barnet rutsjer hen ad gulvet og får fat i et sergentens ben. Han klamrer sig til det.
   - Aage ved du hvad der er sket mens du har været væk det er fordi at min bror han er nemlig også blevet flyttet hertil i stedet for det andet sted så vi kunne være samme sted, fortæller drengen ivrigt uden en eneste pause. Sergenten smiler. Tanken strejfer hans hoved, men han nævner ingenting. Jonathans lillebror.
   - Det var da dejligt. Hvor er han henne?
   - Han ligger og sover. Han står altid så sent op, fortæller Jonathan med alvor i stemmen.
   - Jeg er altså stået op!
   Sergenten vender sig rundt. Det er tydeligt, at se at den småvrisne dreng ovre i hjørnet er Jonathans bror. Han holder en bamse i hånden, som han krammer ind mod sit hoved og sin nathue. Nathuen, der kun dækker over en lille del af drengens krøllede, blonde hår.