Hun var ved at tørre sit hår efter brusebadet, da dørklokken ringede. "Fandens også!" tænkte hun. "Dørklokker og telefoner ringer altid, når det er mest ubelejligt." Hun viklede håndklædet rundt om sit lange mørke hår, tog silkebadekåben fra krogen og småløb ud til fordøren, mens hun råbte, "Kommer! Kommer!".
   Ude på afsatsen stod en høj fyr. Han så ud til at være omkring de tredive, med lyst halvlangt hår og en sportstrænet krop. Han var iført lyse cargo bukser og en mørkeblå t-shirt samt en vindjakke. Hans ansigt var vejrbidt og meget solbrændt. Den type solbrændthed der kommer af at være udendørs hele dagen. Ikke den type man får i et solarium. Han lignede det, man i romanverdenen kalder "en maskulin mand" med firkantet kæbe og en alvorlige mine.
   "Hej," sagde han, med en behagelig mørk stemme "Jeg hedder Jakob Lund, træffer jeg Line Holm?"
   Line blev pludseligt bevidst om, at hun stod nøgen foran ham, med undtagelse af en lårkort, tynd silkekåbe, som endda var meget nedringet. Hun tog fat om reverset på kåben og trak den til. Det var bedre, følte hun, dog var kåben meget lårkort.
   "Det er mig" sagde hun. "Hvad vil du?"
   Han smilte, og smilet nåede hans blå øjne. De var mere blå end Line nogensinde før havde set. Ansigtet blev mere drenget, da han smilte, og den alvor hun havde bemærket, forsvandt som den berømte dug for solen.
   "Det er en længere historie, som vil tage en hel del tid at fortælle. Den korte version er, at din farfar og min farfar var gode venner og arbejdede sammen under krigen. Nu har min farfar bedt mig om at tage kontakt til dig."
   Pludselig blev han forlegen, da det gik op for ham, at hun stod og dryppede vand på gulvet. "Altså undskyld, jeg kan se jeg har forstyrret dig. Men det er vigtigt, vi får talt sammen. Hvis jeg går ned på en cafe og drikker en kop kaffe, så får du tid til at blive færdig med dit bad. Hvis du altså har tid til at snakke her til morgen?"
   Line tænkte sig hurtigt om. Hun var jo arbejdsløs, og det eneste hun skulle i dag var at læse jobannoncerne. Igen-igen. Ikke at hendes drømmejob var at finde deri. Eller kigge på sine ubetalte regninger. Igen-igen. "Der er ingen grund til, at du går på cafe. Jeg har lige lavet kaffe. Du kan få en kop inde i stuen, mens jeg gør mig færdig."
   Han smilte sit brede smil igen. "Mange tak. Det er sødt af dig. Og jeg lover at blive i stuen. Spejderære!" Han lavede spejdertegnet med fingrene.
   Hun lukkede døren bag ham, viste ham ind i stuen og hentede kaffen. Mens hun tørrede håret og klædte sig på, tænkte hun på sin farfar. Han var jo død for en del år siden. Faktisk havde hun kun været atten dengang. Hun tænkte på den sidste gang hun havde set ham. Da havde hun besøgt ham på hospicet. Det var et par uger inden han døde. Han var da kun en skygge af den store livsglade mand, som havde været så kendetegnende for hendes farfar. Kræften havde taget hårdt og hurtigt på ham. Der var kun gået et par måneder siden han begyndte at føle sig syg. Nu var det snart slut. De havde sludret en halv times tid, indtil han blev træt. To uger senere var han død. Hun nået ikke at besøg ham igen. Det var snart tolv år siden.
   Tækkeligt påklædt, nu i jeans og en grøn bluse, gik hun ind i stuen. Jakob stod og kiggede på bøgerne i hendes bogreol.
   "Jeg har ikke læst dem alle sammen," sagde hun. "Nogle af dem har jeg arvet. Alle dem om fugle og planter var min fars. Det er kun de meget flotte billeder, der interesserer mig. Men du sagde, at det var en lang historie, den der om vores farfædre. Er den så lang, at jeg skal brygge mere kaffe?" Hun satte sig i lænestolen ved vinduet og overlod sofaen til ham.
   "Så lang er den nok heller ikke," svarede han, og lod smilet oplyse ansigtet igen. "Vores farfædre var i modstandsbevægelsen under krigen - vidste du det?"
   "Ja, jeg ved godt, farfar var med," sagde hun. "Men det var ikke noget han fortalte ret meget om. Jeg har altid troet, at som så mange andre, var det noget, han helst ville glemme."
   "Det skal jeg ikke kunne sige," sagde han. "Min farfar fortalte mig en del de sidste år han levede. De var jo begge sønderjyder fra Aabenraa, så de oplevede den 9. april lige foran døren. Han havde altid været af den mening, at kongen skulle have ladet hæren gøre modstand. Men han vidste, at det var regeringen, der holdt igen. Forbandede Radikale, sagde han altid, når emnet kom på tale." Han grinte. "Farfar kunne altså ikke udstå de Radikale."
   "Men det er nu et sidespring," sagde han. "De to, Aage og Frank, var barndomsvenner. De havde været naboer, siden de var spæde. Da krigen begyndte, fandt de hurtigt sammen i deres fælles had mod tyskerne og besættelsen. Der var jo mange i Sønderjylland, der ikke var helt så kede af, at tyskerne besatte landet, men de to var meget imod det. Så meget, at de stiftede deres egen modstandsgruppe. En gruppe der kun bestod af de to, da det viste sig, at de ikke kunne finde andre, der var lige så rabiate som dem selv. De var tilsyneladende meget rabiate. De dræbte tyskere i stor stil."
   "Det forstår jeg ikke," brød hun ind. "Jeg mener at kunne huske, at modstandsbevægelsen nemlig ikke dræbte ret mange tyskere, fordi tyskerne gjorde gengæld ved at skyde tilfældige danskere. Et eller andet med, ti danske for hver tysker. Det meste af modstandsbevægelsen gik vist ud på at ødelægge produktionsapparatet, og standse forsyninger i at nå Tyskland."
   "Det er også rigtigt," sagde han. "Modstandsbevægelsen her i Danmark afholdt sig fra større nedskydning af tyske soldater. Du skal dog huske, at de begge var sønderjyder. De talte tysk lige så godt, som de talte dansk, om ikke bedre. De kunne sagtens udgive sig for tyskere. Og det gjorde de."
   Han tog en slurk af kaffe. "De to slog mange tyske soldater ihjel. Men de gjorde det i Tyskland. De krydsede grænsen og dræbte tyske soldater ved Flensborg og hele vejen ned til Kiel. Helt nøjagtig hvor mange ved jeg ikke, men min farfar nævnte en gang noget med flere hundrede. Jeg har aldrig haft grund til at tvivle på det, han sagde. Men flere hundrede er mange."
   "O.k.," svarede hun. "så siger vi det. Men hvad har det med os, eller rettere sagt, mig at gøre? Det er jo mange år siden."
   "Faktisk har det en hel del med os begge at gøre. Kan du huske, at der i 1993 var en rigmand, der hævede den sidste nazi ubåd, som afgik fra Tyskland? Den hed U-534, var sejlet fra Kiel og blev sænket af britiske flyvere i nærheden af Anholt. Før den blev hævet, havde der været spekulationer om, at den medførte alt fra tonsvis af guld, til uvurderlige kunstskatte, til ligene af Hitler og Eva Braun. Ja, der var sågar dem som sagde at Hitler var om bord, at han ikke begik selvmord i Berlin. Den var på vej mod Argentina, så det er klart, at rygterne gik. Om bord befandt sig faktisk også en argentinsk officer, så rygtesmedene havde virkelig noget at arbejde med."
   "Når du siger det, kan jeg godt huske, at en ubåd blev hævet. Men jeg mener nu ikke at man fandt hverken guld eller Hitlers lig. Så vidt jeg husker, fandt man ikke noget særligt. I hvert fald ikke noget som var interessant for andre end nørder, der går enormt meget op i 2. verdenskrig. Eller husker jeg forkert?" spurgte hun.
   Han smilede. "Nej, du har fuldkommet ret. Det, der blev fundet om bord på den ubåd er kun interessant, hvis man er nørd eller historiker. Alle troede, at den var fyldt med guldbarrer. Det kunne den nok også have været, men selv en ubåd fyldt med guld, ville ikke være nok til at starte et nyt tredje rige i Sydamerika. Guld sælges for omkring 35.000 dollar per kilo disse dage. Så selv et par tons guld ville jo kun have en værdi på omkring 70 millioner dollars. Det er selvfølgeligt nok til at leve en ganske behagelig pensionisttilværelse, endda for et større antal flygtende nazister, men det er jo ikke nær det pengebeløb nazisterne havde. Nej, hvis ubåden skulle transportere nazisternes formuer, så ville det være i andre værdier end guld. Og vi ved, at ubåden ikke havde sådan noget med." Han tog yderligere en slurk kaffe.
   "Jamen, så er det interessante spørgsmål er jo - hvad skete der med nazisternes formue?" spurgte Line.
   "Det er der skrevet mange bøger om," svarede han. "Nogen har foreslået, at den ligger på bunden af havet sammen med sunkne tyske ubåde. Andre siger, den er begravet i gamle miner i Alperne. Så er der dem, som hævder, at det hele blev vekslet til fremmed valuta og deponeret i svejtsiske banker. Der er også dem, der mener, at nazisterne fik det meste med sig til Sydamerika og levede i sus og dus til deres dages ende."
   Han smilte det drengede smil igen og fortsatte, "Jeg ved ikke, hvad der skete med hele deres formue, men jeg ved, hvad der skete med en meget stor nazi formue" sagde han kryptisk.
   Hun slog en høj latter op. "Ok, ok. Nåh, så du ved hvor nazi formuen er. Helt ærligt. Som du selv siger, så har der været mange teorier fremme om den formue, og mange har jagtet den gennem årene. Hvorfor skulle du pludselig have de vises sten? Hvor er den så? I bjergene? Eller er der en anden u-båd der lige skal hæves? Og hvad pokker har det med mig at gøre?"
   "Jeg sagde ikke, at jeg vidste, hvor hele formuen er. Jeg sagde, at jeg vidste, hvad der skete med noget af den. Min farfar og din farfar, sneg sig rundt nede i Tyskland og dræbte så mange tyske soldater, som de kunne. Jeg har sagt, at de nåede så langt ned, som til Kiel, hvor de befandt sig ved krigens afslutning. Jeg sagde også, at U-534 afgik fra Kiel. Jeg vil gengive det, min farfar fortalte mig kort inden han døde, så godt jeg kan:
   "Der var stor forvirring dengang i krigens sidste dage", sagde han. "Alle vidste jo, at krigen snart var ovre, og det handlede mest om at redde sig selv. Vi havde let spil til at dræbe omstrejfende soldater. Der var faktisk ingen, der rigtigt savnede dem, da der var så mange desertører i de dage. Aage og jeg var i Kiel og havde sneget os ned til havnen en aften. Vi havde en masse sprængstof med, som vi havde stjålet fra tyskerne. Det ville vi bruge til at sprænge et skib eller to i luften med. Da vi kom tæt på kajen, fik vi øje på en stabsvogn, hvori der sad en højtstående officer, en SS general, samt hans chauffør. Vi var jo kommet for at dræbe tyske soldater, og ved synet af en general kunne vi jo ikke modstå chancen for at slå ham ihjel. Jeg skar struben over på chaufføren, mens Aage dolkede officeren. På sædet ved siden af generalen, fandt vi to store tasker. Da vi kiggede i dem, var de fand'me fyldt med diamanter! Kilovis af diamanter! Vi smed ligene i havnen, stjal bilen og kørte tilbage til Sønderjylland. Det var et helvedes ridt. Midt om natten i en stjålen tysk stabsbil. Var vi blevet standset, var vi blevet skudt på stedet. Heldigvis havde tyskerne andet at se til, eller også var de bange for SS generalvimplerne, der sad på bilen. Der var ingen der standsede os."
   Line kiggede forfærdet på ham, mens hun forsøgte at fordøje det, han lige havde sagt. "Det var dog en ualmindelig barsk historie."
   Jakob nikkede og fortsatte: "Jamen, der er mere endnu. Faktisk fortalte min farfar mig, at bilen holdt parkeret lige i nærheden af en ubåd. Jeg kan jo ikke sige med sikkerhed, at det var U-534, men datoerne og stedet passer godt sammen. Det var nok meningen, at diamanterne, og måske officeren, skulle have været med om bord. Min farfar sagde, at der også var en lille kuffert med officerens tøj osv." Jakob holdt pause og tog en slurk af sin nu kolde kaffe.
   "Sikke en historie. Min kære gamle farfar som en koldblodig morder. Det er næsten ikke til at fatte. Ham der ellers ikke ville kunne gøre en flue fortræd. Jeg kan slet ikke se ham for mig snige sig rundt i mørket med en kniv og dræbe. Er du helt sikker på alt det, du fortæller er sandt?" spurgte hun skeptisk. "Og hvad skete der så med alle diamanterne?"
   "Line," sagde han. "Historien er god nok. Jeg har faktisk undersøgt den. Der var nogen, som slog flere hundrede tyske soldater ihjel i Flensborg området under krigen. Tyskerne fangede aldrig gerningsmændene. De var faktisk overbeviste om, at det var danskere, men de kom aldrig på sporet af dem. Så den del af historien er sand nok. Jeg kan ikke forstille mig, at min farfar ville lyve og påstå, at det var ham og din farfar der gjorde det, medmindre det var sandt."
   "Med hensyn til diamanterne. Ja, nu bliver det jo interessant. De stjal diamanterne." Han holdt hånden op for at standse hende, før hun nåede at sige noget. "Jeg ved det, jeg ved det. Din familie har aldrig været rig. Hvis de to gutter havde nappede et par tasker fyldt med diamanter, hvor blev pengene af? Min familie har heller ikke haft penge, men sandheden er, at de stjal diamanterne og gemte dem. Alle sammen. De var bange for at blive taget. Hvordan forklarer man, hvor ufattelige mængder penge pludselig kommer fra? Lige efter en krig? Ifølge min farfar, har de ladet dem ligge uberørte i alle årene, da de også følte, det var 'beskidte' penge.
   "Jamen, hvor er de så?" spurgte hun helt rundtosset af historien. "Og hvorfor fortæller du mig alt dette? Hvis du ved, hvor de har gemt dem, hvorfor har du så ikke bare gravet dem op?"
   "Jo," sagde han. "Ser du, de to var slet ikke så dumme, som man skulle tro. De mente, at diamanterne først skulle dukke op, når tiden var moden til det. Faktisk har de altid ønsket, at arveretten til pengene sprang en generation over. Min farfar fortalte mig, at selvom min far var hans eneste barn, så har han altid betragtet ham, som lidt af en idiot. Han skulle under ingen omstændeligheder have pengene. Derudover fortalte han, at din farfar var af samme mening vedrørende din far."
   "Det er nok rigtigt," lo hun. "Farfar syntes at far var et fjols, der forspildte alle sine chancer her i livet, bare for at spille klaver i en jazzklub. Far var nu ikke idiot. Han var bare en passioneret musiker. Han var faktisk god til at spille, men ikke god nok til at blive verdensberømt. Dog nåede han at spille sammen med folk som Oscar Petersen. Far døde for et par år siden af en blodprop. Mor døde for mange år siden. Han var nu en god far, og jeg føler ikke, at jeg nogensinde har savnet noget som helst."
   "Min far var motorcykelnørd," sagde Jakob. "Han havde mange motorcykler og kørte på dem i al slags vejr. Det blev også hans død. Han kørte galt en dag, hvor der lå is på vejen. Min mor forsvandt med en australier, da jeg var lille. Ingen har hørt fra hende i mange år. Så jeg blev opfostret af min farfar."
   "Og nu," fortsatte han, "skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg er her. Og hvorfor jeg ikke bare har gravet diamanterne op og taget til en Bounty ø, hvor jeg kunne sidde og nyde solen og drikke piña coladas. Diamanterne er nemlig ikke gravet ned. De ligger i en bankboks i Danske Banks hovedsæde her i København.
   Dette er, hvad min farfar fortalte mig: "Hør her, Jakob," sagde han den aften. "Vi var unge og stod med en svimlende formue. Der var nok diamanter til at købe det meste af kongeriget. Vi vidste, at hvis vi begyndte at sælge dem, ville vi blive taget. Så jeg tog til Amsterdam og solgte en. Kun den ene. Jeg fik næsten ti tusind kroner for den. Vi brugte en del af de penge på at leje en bankboks i København og betalte lejen 50 år forud. For nogle år siden betalte vi yderligere 25 år forud. Vi stolede fuldt ud på hinanden, fordi vi under krigen ofte havde lagt vores liv i den andens hænder. Når man først har gjort det, er penge, selv mange penge, småting.
   Men vi ville gerne have, at den formue skulle deles mellem vores efterkommere. Og vi kunne jo ikke vide, om de ville være så venlige bare at dele, hvis de ikke blev tvunget til det. Så da vi lejede boksen, rev vi en tikrone seddel i to stykker. Den ene halvdel bliver opbevaret hos banken, med instrukser om, at ingen kan få adgang til boksen, selv om de har en nøgle, medmindre de også har den anden halvdel af pengeseddelen. Vi rev derefter vores halvdel af seddelen i to stykker, og fik hver en halvdel. Her er min. Min gamle krigskammerat Aage, døde et par år siden. Han har givet sin kvarte del samt nøglen - for det var ham der fik nøglen - til sit barnebarn, en pige der hedder Line. Når jeg dør, skal du opsøge hende, hente diamanterne og dele dem mellem jer. Der er nok til I aldrig mere behøver at bekymre jer om penge."
   "Min farfar døde for 3 uger siden." Jakob rejste sig op og strakte benene. Han kiggede stille ud af vinduet et øjeblik, før han satte sig igen og fortsatte. "Hans sagfører gav mig en kuvert med min del af tikronen i går."
   Line sad som frosset fast til stolen og var paf. Hun blev klar over, at hun havde holdt vejret af bare spænding, mens Jakob havde fortalt historien. Nu gispede hun og sagde, "Det er godt nok en fantastisk historie. En rigtig røverhistorie. Nazister, diamanter og u-både. Modstandsfolk, drab og midnatskøreture gennem Tyskland med tasker fyldt med diamanter! Det er en roman af Robert Ludlum værdig." Hun lo højlydt. "Men jeg er ked af at skuffe dig. Da min farfar døde, var jeg med til at rydde op i hans lejlighed. Der var ingen nøgle, mig bekendt, og jeg tror slet ikke, vi ville have regnet en kvart tikroneseddel for at være særlig værdifuld. Hvis der var sådan en, er den væk nu."
   "Er du sikker, Line?" spurgte han. "Har din farfar aldrig givet dig noget, som han fortalte var meget værdifuldt? Et brev, eller en pakke?"
   "Nej," svarede hun. "Min farfar levede altid meget spartansk. Der var nogle bøger og selvfølgeligt møblerne. Min far ringede til en opkøber af dødsboer, som kom og hentede det hele. Det eneste min far beholdte, var nogle af bøgerne derovre om fugle. Både min far og min farfar var meget fugleinteresseret. Jeg har godt nok ikke læst dem, men jeg har kigget i dem, da der er nogle utrolige flotte tegninger af fugle. Der er ikke gemt hverken en nøgle, eller en kvart tikroneseddel i dem. Det er jeg helt sikker på."
   "Hmmm," skuffelsen stod malet i Jakobs ansigt. "Var det intet andet? Gav han dig intet, mens han levede?"
   Hun grinte. "Nej, jeg må skuffe dig. Ikke fordi jeg ikke gerne vil have halvdelen af en enorm formue, men der er intet. Min farfar fortalte aldrig den historie, eller endda noget som blot mindede om den til mig. Er du sikker på, at din farfar ikke levede i sine fantasier til sidst?"
   Jakob blev rød i hoved. "Min farfar var fuldkommen klar i hovedet, lige til det sidste. Det var ikke en opdigtet historie. Jeg er helt sikker på, at det skete nøjagtigt, som han fortalte. Tænkt dig godt om. Har din farfar aldrig givet dig noget som helst, hvor han har sagt, du skulle passe godt på det, eller at det var værdifuldt?"
   "Nej," svarede hun. "Jeg har da fået gaver af ham gennem årene, men det det var almindelige gaver, som en farfar giver et barnebarn. Dukker da jeg var lille, en ny cykel da jeg voksede fra min lille røde. Nåh ja, så fik jeg vores gamle familie bibel. Det var den sidste gang jeg så ham. Han var meget træt og jeg var ved at gå, da han tog mig i hånden. Ja, hvad var det nu han sagde," hun tænkte sig om. "Noget i retning af: 'Dette er til dig, Line. Familie biblen. Der er mange fantastiske ting gemt heri. Lov mig, at du vil granske den nøje, fra første til sidste side.' Det har jeg faktisk ikke tænkt på i mange år. Jeg lovede godt nok at læse den," sagde hun med en pludselig skyldig stemme. "Men jeg har ikke nået det endnu."
   Jakob rejste sig op med et sæt. "Må jeg se den?" spurgte han.
   "Ja, ja. Den er vist herovre på reolen." Hun rejste sig på tå for at tage biblen ned fra øverste hylde. "Her er den. Jeg har haft den i over tolv år. Men der er heller ikke nogen nøgle gemt i den."
   Sammen åbnede de bogen og bladrede gennem siderne. Det var en gammel bog, hvor papiret var af den type der kaldes 'onionskin'. Omslaget var af læder og slidt næsten helt igennem. Der var hverken iturevet tikrone seddel eller nøgle i den. Nu lyste skuffelsen tydeligt fra Jakobs ansigt. Han følte efter på indersiden af omslaget og på ryggen af bogen.
   "Line," sagde han ophidset. "Der er noget her i bogryggen. Prøv selv at mærke efter. Det er noget hårdt, ligesom et stykke metal."
   Hun tog bogen, og lod sine fingre glide ned ad ryggen. Jo, der var noget. Hun mærkede spænding stige og en kriblende fornemmelse. Kunne det være rigtigt? Sådan en fantastisk historie, som denne ukendte mand lige havde fortalt hende? Var der en bankboks fyldt med diamanter? Det var jo den slags eventyr man kun læste om i romaner med helte så som Indiana Jones, og den slags. Hun skævede over mod sit skrivebord, hvor der lå dynger af ubetalte regninger. Hendes økonomi hang i laser. Hvis ikke hun snart fik sig et velbetalt job, ville hun blive nødt til at flytte til en billigere bolig. Bilen var solgt for tre måneder siden. Støtten rakte ikke længere til, at hun kunne beholde den.
   Hun drejede om på hælen, gik ud i køkkenet, hvor hun tog en kniv og resolut skar bogens ryg op. Jakob fulgte efter og kiggede hende over skulderen. Indeni lå et sammenrullet stykke papir. Da hun foldede det ud, var der en nøgle, og en kvart tikroneseddel. Papiret viste sig at være et brev.
   Kære Line,
   Siden du læser dette, betyder det, at min gamle ven og krigskammerat, Frank, er død. Ligesom mig. Hans barnebarn har nu opsøgt dig og fortalt dig en fantastisk historie om krigen, drab og en formue i diamanter. Det er svært at tro på en sådan historie.
   Men det skal du. Den er så sand, som dagen er lang. Frank og jeg slog mange tyske soldater ihjel dengang. Jeg har aldrig fortrudt det og heller aldrig ligget søvnløs over det. Det var krig, og vi gjorde det vi kunne for Danmark.
   Diamanterne tog vi fra en SS officer, som vi dræbte på kajen i Kiel. De ligger i en bankboks. Nøglen, som du har fundet sammen med dette brev, passer til boksen. Den kvarte tikroneseddel skal bruges til at identificere jer over for banken.
   Hvis du finder dette brev før Frank dør, gå da til ham og fortæl ham det. Han vil da give sit barnebarn sin arv.
   Jeg har altid haft et blødt hjerte for dig, Line. Du er alt det som en bedstefar kan ønske sig af et barnebarn. Jeg er blot ked af, at jeg ikke når at kende dig, når du er blevet voksen. Det ville jeg have nydt. Dette er min gave til dig og din familie, for en sådan får du jo også en dag.
   Hils Franks barnebarn, Jakob hedder han vist, fra hans farfars gammel ven og sig til ham, at Frank var et mandfolk af de sjældne.
   De kærligste hilsner,
   farfar Aage
   "Du godeste!" udbrød hun, da hun havde læst færdigt. "Det er jo sandt alt sammen!". Hun kiggede helt forvirret på Jakob. "Jamen, tror du, diamanterne er der endnu? Hvad gør vi? Skal man melde det til politiet? Må vi bare beholde dem?"
   "Line," sagde Jakob, med voksende spænding i stemmen. "Jeg mener, at det første vi bør gøre er at tage hen til Danske Bank."
   "Jeg henter lige min trøje," sagde hun mens hun småløb ind i det andet værelse.
   Jakob stak sin hånd i lommen og lod fingrene kærtegne springkniven. Nu var der kun et spørgsmål tænkte han, "Hvor skulle han gøre af liget?"


* * *
   Om Historien
   Faktum:
   U534 var den sidste u-båd der afgik fra Tyskland inden krigens afslutning. Den blev sænket af britiske Liberator bombemaskiner i nærheden af Anholt, den 5. Maj, 1945.

Faktum:
   Gennem alle årene har der gået rygter om, at den medførte alt muligt, lige fra store mængder guld, til Hitler selv.

Faktum:
   U-534, ud over tyske sømænd, havde også en argentinsk søofficer med. Han hed Endemann og var den eneste, der ikke overlevede sænkning af u-båden. Rygter har fortalt, han blev dræbt af u-bådens kaptajn for at bevare en hemmelighed. Samtlige andre reddede sig i land uden problemer.

Faktum:
   U-534 blev hævet af rigmand Karsten Ree i 1993. Der fandtes intet udsædvanligt om bord. Intet guld eller lignende. U-534 er nu udstillet i Liverpool.

Faktum:
   Der var nogen, som slog en del tyske soldater ihjel syd for den danske grænse under krigen. Gestapo var ret sikre på, at det var danskere, men fangede dem aldrig.

Faktum:
   Den forsvundne nazi formue er aldrig blevet fundet. Utallige har spekuleret i, hvor den blev gemt.

Faktum:
   I krigens sidste år købte nazisterne stort set alle de diamanter, de kunne få fat i.