Den åbne plads imellem borgen og skoven ligger øde hen i fuldmånens skær.
Jeg kan se den dernede. Se den knoldede, frosne jord og de få græstotter, som virker stive, grå og livløse.
Selv sidder jeg lænket i fangetårnet. Tunge kæder, boltet dybt ind i væggens grove sten, ligger om mine bagbundne håndled og flår strimler af min hud, hvis jeg udfordrer deres rækkevidde.
Jeg gør det alligevel.
Jeg strækker min krop i kæderne, så jeg netop kan læne mig ind i vindueskarmens fugtige grotte og se ned på den øde, frosne plads, voldgravens mørke vand og den forjættede skov.
Jeg venter.
Alene i tårnfængslet slider jeg huden af mine håndled og min stemme hæs af forbandelser og påkaldelser. Kun sådan kan jeg holde ventetiden ud.
Han kommer ved midnat.
Klirren af et bidsel og en hests tunge hovslag varsler hans komme. Månelyset springer tilbage i rædsel, da det finder sig spejlet i blankpudsede metalplader.
Hesten hedder Raseri.
Rytteren; Vrede.
Den store stridshingst er sort som natten, øjnene glimter vilde og hvide, og kulden forvandler dens varme ånde til drivende skyer. Vældige muskler arbejder under kroppens beskyttende metalpanser og får pladerne til at bevæge sig som et hvileløst hav. Dens vrinsken flænger nattestilheden.
Vrede sidder urørlig på sin ganger. Han er klædt i drageskindsbukser, ringbrynje og en mørk kappe, der synes at glide i ét med natten og Raseris bølgende man. Vredes hår er gnistrende rødt og øjnene skrå og grønne. I den ene hånd holder han de brede lædertømmer, i den anden en stridsøkse.
Da han sætter Raseri i galop, glider kappen tilbage og afslører et vældigt sværd ved hans side. Blå lyn kærtegner den skarpe klinge og skæftet springer med gløder.
De er en ekvipage skabt i grænselandet mellem Himmel og Helvede, liv og død, fornuft og vanvid. Hidkaldt af mine klageskrig gungrer de ned mod voldgraven, mens mine kæder giver sig en smule og tillader mig at danse.
Men også borgherren, Besindelse, er forberedt på Vredes komme.
De kender hinanden. Har mødt hinanden i talrige slag og som Vrede altid længes efter næste dyst, er Besindelse evigt forberedt på at møde ham igen.
Vindebroen sænkes med en jamrende klagen og byder den fremstormende kriger velkommen, men netop som Raseri sætter hovene på broens solide planker, beordrer Besindelse porten slået op og hans velorganiserede hær bruser angriberen i møde.
Raseri stejler. Dens skarpe hove hamrer gennem luften og slår de forreste fjender til jorden. Vrede slipper tømmerne, så hingsten kan bevæge sig frit. Månen blinker fandenivoldsk i stridsøksens blad, da Vrede igen og igen lader den falde. Som rubinrøde dråber driver blodet over æggen og Raseri danser blandt faldne fjender med flækkede kranier.
Jeg danser med den og en bolt slipper væggen med et protesterende skrig. Den næste rykkes ud med en sådan kraft, at jeg må springe til side for dens bane. Så falder kæderne fra mine hænder og jeg er fri.
Drevet af længsel efter skoven flygter jeg fra mit fængsel, løber ned ad stentrapperne og kommer ud i borggården. Her er luften fuld af smertensskrig, lugten af blod og løfter om sejr.
Besindelse ser mig. Han griber efter mig og holder mig fast med sine stærke arme. Vil tage mig som gidsel og fordrive Vrede med trusler på mit liv. Jeg nikker ham en skalle og vrider mig fri, da han vakler. Et spark i skridtet tvinger ham i knæ og bringer tårer frem i hans øjne.
Da jeg løber ud på vindebroen, overhales jeg af en spinkel knægt med smukke træk og øjne så blå som himlen. Jeg kender ham. Hans navn er Respekt og han er Besindelses mægtigste kriger. Jeg har siddet fængslet med hans tvillingebror.
Fra hans hånd hænger en morgenstjerne. Den spigrede jernkugle svinger i sin kæde og minder mig om mig selv. Jeg skriger en advarsel til Vrede, men han hører mig ikke. Han har travlt med at vriste sin økse ud af en døende mands brystkasse. Det knaser.
Respekt standser foran Raseri. Stiller sig med skrævende ben foran stridshingsten og dasker den over mulen. Den stejler og slår efter ham med forbenene, men han springer til side og afventer sin chance. Da Raseris hove atter rammer broen, svinger den forbandede knægt morgenstjernen mod dens hoved.
Mit skrig blander sig med Vredes brøl, da det store dyr segner på stedet og sender sin rytter til jorden. Vrede kommer hurtigt på benene og trækker sit sværd, men Raseri bliver liggende. Kramper ryster den vældige krop, mens livet langsomt forlader den.
Der bliver pludselig stille.
Vredes øjne skinner om kap med hans sværdklinge, da han tavs cirkler om Respekt.
Resten af Besindelses mænd trækker sig tilbage. De er ikke længere en hær, men rædselsslagne statister, som flygter for deres liv. Månen gemmer sig bag en sky.
Vredes sværd synger gennem luften og både hånd og morgenstjerne falder fra Respekt. Ved det næste hug skærer spidsen sig gennem Respekts brynje, så ringene på brystet farves røde af blod. Vrede har ikke længere travlt. Hans ansigt er en kølig maske og øjnene som grønne isklumper.
Jeg mærker kulden strømme fra dem og pludselig fryser jeg.
Skælvende af kulde træder jeg imellem de to og ryster på hovedet. Vrede prøver at nedstirre mig. Han vil ikke høre. Ikke standse nu.
Men det er mig, der har hidkaldt ham og han er tvunget til at adlyde.
Han sender mig et bebrejdende blik, men træder så baglæns. Tørrer sit sværd i en falden fjendes kappe og går sin vej ude at se sig tilbage.
Lige nu hader han mig. Det ved jeg. Men næste gang jeg kalder, vil Raseri rejse sig fra sin grav og Vrede vil atter ride den til undsætning. Det ved jeg også.
Jeg vender mig mod Respekt og hjælper ham på benene. Han er såret, fordi jeg lod det komme så vidt. Lige nu kan jeg ikke se ham i øjnene, men jeg håber, at det kommer med tiden.