Der var engang en ung mand, som ikke kunne få fred. Og det var egentlig helt i orden, for det var slet ikke fred, han mest havde brug for. Han havde brug for at "tage sig sammen", som vi siger. At få lavet noget fornuftigt i stedet for at lade dagene smutte mellem fingrene på sig, som de nu havde gjort i et par måneder. Han ville gerne bilde sig selv og alle andre ind, at han arbejdede hårdt og seriøst med den sidste del af sit studium, men blev nødt til at indrømme for sig selv, at han i virkeligheden brugte mest tid på at skrive essays, som ingen havde bedt om. Det var sådan set ikke fordi, han ikke indså alvoren, eller ikke havde lyst til at fordybe og dygtiggøre sig - nej, faktisk var det vel egentlig erkendelsen af denne nødvendighed, der på én og samme tid fik ham til at stå tidligt op om morgenen, så han kunne få noget fra hånden og føle sig som en god samfundsborger - men som samtidig også fik ham til at indse, hvor uoverskueligt det hele bliver, jo mere man forsøger at overskue det hele. Så når han satte sig ved skrivebordet klokken syv om morgenen med en kande friskbrygget kaffe (noget Melitta sørgede for) og en tekst, der skulle læses, oversættes eller forstås (somme tider alle tre dele), havde han det godt med sig selv, og samvittigheden kunne næppe bede om en bedre start på dagen. Men i det øjeblik, hvor den sorte livsforkynder stod dampende nyskænket i sin kop, og han måske, hvis ikke sengetiden var indtruffet for sent og havde berøvet ham hans beholdning fuldstændigt, også havde tændt dagens første cigaret, viste det sig ofte, at al denne formalia, al denne morgenprocedure, netop kun tjente dette ene formål; at opbyde et skin af foretagsomhed, så dette nybegyndte døgn ikke skulle virke ligeså formålsløst som det forgangne. Og al iver, selvtilfredshed og virkelyst, al denne ærlige lyst til endelig at "tage sig sammen" lod sig fortrænge til fordel for en opgivenhed, som slet ikke var nødvendig, men som virkede så uendeligt fristende konfronteret med virkelighedens evindelige fordringer.
"Åhr hvad, det er jo allerede onsdag, hvis jeg nu bare får lavet noget i weekenden, så kan jeg være rigtig godt forberedt til næste uge, og så når jeg nok det hele alligevel", kunne han så høre sig selv tænke (i det omfang man hører sig selv tænke, naturligvis). Egentlig var denne plan vel ikke så tosset. Der er jo ikke noget principielt til hinder for, at man dropper et aktuelt krav for at være optimalt forberedt til et kommende. Problemet ved denne tankegang er, at næste uge som regel ikke betyder næste uge (som i "næste uge"), men i virkeligheden betyder "en anden gang", "snart" eller "når krabben fløjter i bjergene". Og det var han jo ganske bevidst om, dum var han ikke, men netop denne halvbevidste laden-stå-til havde en dragende effekt, fordi den var rebelsk, tåbelig og stred mod al barnelærdom og sund fornuft. Det var som om kaffen smagte bedre, og røgen kom dybere ned i lungerne, når de blev indtaget med dårlig samvittighed og utidig surfen på internettet. Gulerødder og klidkiks kan man servere med god samvittighed, kaffe og smøger står sig bedst til dårlig.
Alt imens han var kommet ind i denne cyklus, som han altså forsøgte at bryde hver årle morgen ved at sætte en kande god samvittighed over, hvilket som nævnt i virkeligheden havde en modsat effekt, begyndte nogle ydre omstændigheder at trænge sig på. Ja, de var faktisk mere påtrængende end som så, for han kunne mærke deres hiven og sliden i ham, mens han skrev dette tåbelige, selvudleverende og stærkt selvhøjtidelige essay. Han sad således en sen nattetime bøjet over tastaturet med en kop lunken termokandekaffe inden for rækkevidde (det er løgn, det var faktisk en lunken øl) og den næstsidste cigaret i mundvigen og forsøgte at meddele sin omverden noget, som han ikke helt vidste hvad var, men som han alligevel var overbevist om var absolut og fuldstændig unødvendigt at kommunikere videre, da det hele ramlede ned over ham på én gang. Mens han skrev disse linjer, kunne han således høre mormoner banke vedholdende på sin dør, han kunne høre det svage ekko af den herostratisk berømte koncert i Fran Sansisco i 1969, hvor The Rolling Stones prøvede at overdøve larmen af en mand, der blev dolket af HA'ere, han kunne høre en kvinde, han engang satte meget højt, spørge ham, om han fik noget FISSE, en anden gammel flamme spørge om en opskrift på nogle fødselsdagsboller, som hans mor havde lavet engang, da Fyn stadig var verdens navle og græsset var så uberørt som naboens datter; han kunne mærke en (næsten) ny kvinde bede om hans seksuelle tilstedeværelse, hvilket han absolut ikke havde noget imod, hvis det da ikke lige havde været fordi han tænkte mere på en vis skeløjet, polsktalende cheerleader, som han havde været så letsindig at få kær og alligevel havde afvist, da der hin selv samme aften med statsgaranti vankede skinke på Vesterbro, og som han nu begræd tabet af, skønt han aldrig havde haft hende, og han mærkede at der seks etager under ham befandt sig et sted, hvor der blev udskænket kaffe (øl), og at han i øvrigt snart skulle op, og han satte vækkeuret til klokken halv syv, så han kunne nå at sætte kaffe over (kaffe), og han besluttede sig for at sætte et punktum.