Han åbnede langsomt øjnene og sugede luft i lungerne. Verden så anderledes ud på grund af fedtpletterne på brillerne. Det var første gang i lang tid at han havde haft tid til at tørre det af med et vådt stykke papir. Søvn havde der heller ikke været meget af, projektet havde taget alt hans tid, det var blevet hans liv. Men nu, endelig, skulle han leve på det, og arbejdet ville være minimalt. Endelig, ordet havde gået gennem ham hele dagen. Han tørrede sin briller og gik ud til indvielsen. Endelig.

- Det er så vildt!, drengen med det hvide hårs lillesøster gav et hvin som for at bekræfte det hun havde sagt. Det var langt fra første gang. Hendes øjne og mund havde også været vidt åbne konstant siden de for tre dage siden havde vundet konkurrencen. Det var vildt, men alle hans venner, naboerne, kvarteret og lærerne? Han havde været begejstret i starten, men efter at have tænkt det igennem var det svært at forstå hans forældre og allermindst hans lillesøster. Men der var ingen vej tilbage nu, det var fortid, og han måtte også se på fremtiden, få de gode ting frem, f. eks. Den kunstige belysning, i stedet for solen, var en klar fordel når man var albino. De drejede om et hjørne og stoppede så, de kunne se rumskibet gennem glasloftet, alle de mange mennesker der allerede stod i forhallen lagde de ikke mærke til kun den kæmpestore, skinnende ting optog deres bevidsthed.
   - Sidste udkald til 2nd Paradise.. mumlede albinoens måbende far.

Manden så igennem sine rene brilleglas det sidste hold mennesker, en normal familie, det var klart undtagelsen frem for reglen. De fleste var rige eller fanatikere. Det kunne kun være konkurrencevinderne. Familien blev tjekket ind. Nu kunne de endelig komme videre. Endelig.
   De store højtalere rungede i det glashallen. - Alle deltagere bedes gå til det åbne opsendelsesareal. Stemmen gentog det et par gange. For at alle de tunghøre idioter kunne forstå det, tænkte den utålmodige mand med brillerne, der havde ventet i lang tid på at denne besked endelig skulle komme.

Drengen tog et dybt åndedrag af den stille brise, han følte en kold tåre trille ned af kinden, det var den sidste vind han skulle føle på jorden i lang tid, måske for altid. Der ville kun være behageligt vejr der hvor han nu skulle hen, på nær om vinteren, hvor der ville være kunstigt sne. 2nd Paradise.. hvad var det for et navn? Som om mennesker ville kunne genskabe paradiset! Han følte vreden bluse lidt op i ham, men faldt så lidt ned igen, det var kun lavet for at tiltale rige der ville ind i historien. Folk begyndte at trippe lidt pga. kulden folk ville bare ind. Tsk, folk er jo ligeglade med jorden, de vil bare videre, kolde mennesker der ikke er noget vær. Endnu en gang måtte han tage sig sammen for at slappe af. Han lukkede øjnene i stilhed til den monotone stemme der igen lød ud af højtalerne. - Alle A-deltagere bedes gå gennem indgang A, Typisk pengegrisene for det bedste..Drengens familie havde D-billetter.
   Kort tid efter blev det folk med D-billetter, ud over albinoens familie var det mest fanatikere og rigmænd som enten var for nærige eller bare ikke rige nok til andet.
   Den lyse dreng trak lidt i sin utålmodige familie så de blev de sidste, alting gik i slowmotion for drengen, rulletrappen op til skibet gik langsomt mens han vendte sig om. Han kiggede ud over det store center, solen glinsede i glaskuplen og bagved, parkeringspladsen hvor et par plantede træer vejede i vinden.
   - Farvel Jord, farvel. Og så gik han ind i skibet.

Han kiggede ud over det store panel, tal lyste og små lamper lyste grønt, kun nogen enkelte rødt. På gulvet stod nogen designerstole hvorpå teknikere han havde arbejdet med i de sidste 15 år, sad og lod fingrene pible hen over hver deres tastatur. Manden gik hen til sin stol der sad i midten af de runde kontrolrum. Han var der kun for syns skyld, alt var testet og tjekket hver dag de sidste par måneder. Det havde ikke været nødvendigt, det var kun staten der havde bestemt de skulle tjekke det så grundigt. Det er bestemt på grundlag af, at det må ses som en testflyvning. Sådan havde der stået. Han havde mest lyst til at sagsøge dem, men det ville bare trække det ekstra ud. Men det betød intet nu. Han lukkede øjnene og lod sig falde tilbage i den bløde stol. Kort tid efter sov han.

Han tog langsomt sigte, lukkede den ene øje dybt koncentreret. Han stødte til med armen og kuglen trillede hurtigt af sted, den ramte den sorte på siden så den fløj ned i det venstre hjørne. Han gav et lille glædesudbrud. Det var første gang han havde følt sig glad siden han gik om bord på færgen. Det var for længst blevet det tomme rum man så ud af vinduet. På storskærme kørte billeder fra et kamera der var rettet mod jorden, kuglen blev hele tiden mindre og mindre og ville så forsvinde, ligesom i pool. Det var et par år siden han havde vundet over sin far første gang, men en sejr kunne stadig gør ham glad. Han havde anlæg for spillet, ligesom hans far. Hans hænder kunne være helt rolige og træning havde gjort ham præcis. Det var jo ikke for ingenting man spillede på ungdomslandholdet. - Du bliver alt for god, Daniel. De grinede begge lidt, faren var stadig den bedste, det vidste de begge. Daniel satte køen på plads igen. Der var ikke mange der spillede kun to af de ti spil var i brug. De fleste var vel i den svømmehal de også havde fået plads til. Det var underlig at tænke på hvordan denne tur ville havde været hvis prof. Phillip Portland ikke havde opfundet en kunstig tyngdekraft for 15 år siden i 2037. Underlig tubemad mens man fløj rundt i rummene, sindssygt. Utroligt at folk engang havde kappedes om det.
   - Jeg smutter over og tjekker mit værelse ud. Selvom de var D-kunder havde de fået et værelse hver, heldigvis. - Fint nok, jeg ser om jeg kan få et spil med dem der ovre. Han begyndte at gå over mod nogen mænd der spillede i det ene hjørne. Daniel købte en cola i automaten og gik så ud på gangen hvor elevatoren var. Elevatoren kom hurtigt, det var noget helt nyt, man havde brugt lufttryk i stedet for kabler. Han gik ind og trykkede på D-knappen, det var den nederste etage. Han så på skiltene for værelserne og gik så til venstre, men stoppede brat, da han ud af øjenkrogen så at elevatoren kørte ned. Han rystede lidt på hovedet og gik så hen til elevatoren igen. Han kiggede gennem glasruderne og så ned på elevatoren, gennem glasdørene. Men i det samme begyndte elevatoren at køre op, Daniel gik forskrækket et skridt tilbage. Elevatoren kørte hurtigt op og han nåede kun at se at personen havde brunt hår. Daniel lukkede kort øjnene og gik så hen til sit værelse, det her var mystisk.

Manden foran ham sendte den anden kugle i træk i hul med stor koncentration. Manden var ikke amatør, han spillede langt mere professionelt end ham selv og hans kollegaer.
   - Nå, selv om man har opfundet kunstig tyngdekraft og bygget hytte på en måne, kan man godt tabe i pool, manden slog en latter op. Phillip smilede også kort. - Ja, ingen er perfekte. Manden gav ham ret og stødte den næste kugle i et af hullerne. Døren til rummet gik op og en mand i starten af tyverne gik ind. Han gik målrettet hen mod Phillip.
   - Nå far, du har droppet at styre rumskibet? Den professionelle poolspiller kiggede op, den unge mand havde ment det alvorligt. - De andre klare det fint uden mig, George, men du ville da heller ikke have meget imod at vi styrtede. Philip rettede sig mod sin modspiller og fortsatte så; - Min søn var imod at dette projekt skulle gennemføres, fordi han mente at det kun var for penge og berømmelse og ikke videnskaben, at alt dette er blevet gennemført. George skulede ondt på sin far og sagde så - Du kan finde mig på mit værelse, og gik så.
   - Jeg ved ikke hvad jeg har gjort for at min søn skulle blive sådan, han gør det kun fordi han hader mig. Albinoen Daniels far blev lidt usikker, han var ikke god til sådanne situationer. - Det er ikke altid vi er herre over hvordan børnene bliver, han lød lidt anspændt men sendte den næste kugle i med stil.

Dagene gik og jorden var blevet til en lille prik på storskærmene. I øjeblikket ville prikken ikke blive mindre, for de holdt stille. De måtte vente på en død planet, måne, stjerne eller hvad det nu var, brændstoffet var ved at være væk, så et mindre skib skulle komme og pumpe skibet med en energifyldt væske, så de kunne komme den sidste vej til deres nye hjem. Der ville gå mindst 15 timer før den kom, så der var mulighed for at prøve lidt rumvandring, i et vidst omfang, man var forbundet til skibet via luftslanger, medmindre din pung altid var propfyldt; så kunne du få instruktion i rumflyvning med jetpack. Det var for Daniel vedkommende ikke muligt så længe han var sat fast i den skole der svømmede i elever med næsen højt i sky. Det var forfærdeligt, forhåbentligt ville der komme normale med de næste transporter til 2nd Paradise.

Han følte suset da hans fødder endnu en gang fjernede sig fra jorden så han fløj op i luften, friheden fik pulsen til at stige. Men så trak noget i skulderen, iltslangen. Men den ødelagde ikke den fornøjelse Daniel havde haft de sidste timer. Han havde ikke regnet med at det var så sjovt at flyve, kravle rundt på skibet og løbe, i vægtløs tilstand. Han kigge på hans ur: 17:45, brændstof flyet ville snart komme og det ville være forbi. Han fløj i et kvarters tid, før han så et rødt blinkende lys på vej mod hovedskibet. Der havde stået at folk først ville blive kaldt tilbage fra rumflyvning når skibet havde fået fyldt på, så folk også kunne se påfyldningen, noget Daniel ikke ville gå glip af.
   Skibet kom hurtigere tættere på, da en af en mekanisk arm kom fra skibet, det lille skib styrede mod armen. Folkene med flyveudstyret var trukket tilbage så de ikke kom i vejen for påfyldningen, skibet var nu kun 10 meter fra armen, da Daniel så et lille rødt blinkende lys for enden af armen, sikkert for at de ikke skulle gå fejl af hinanden, tænkt hvis nu de ikke ramte rigtigt? Daniel kiggede spændt på armen og det lille skib der langsomt kom nærmere hinanden. 3m. 1,5m. 0.5m. fra drengen nede på overfladen så det ud som om de allerede sad sammen, han anstrengte sig for at høre det klik der sikkert ville komme når de kom sammen. Der kom intet klik. Men noget helt andet.

-Hallo, hallo hr. Portland, er du der? Vi har et problem.
   Phillip vågnede forvirret, stemmen kom fra det interne radiosystem. Han havde ligget og blundet, der havde været problemer med føleren på påfyldningsarmen dagen før, han havde måttet arbejde hele natten og en del af morgenen, så han var i gang med sin velfortjente søvn, da han blev vækket. Han trykkede på indtalingsknappen på radioen.
   - Øhh..Ja, hvad sker der?
   - Det er påfyldningen..det gik ikke så godt. Phillip blev straks opmærksom.
   - Hvad skete der? Der kom en kort pause, han hørte radiomandens nervøse åndedrag.
   - Tag dig sammen, hvad skete der? Manden vågnede lidt op.
   - Æhh, undskyld hr. men..men jeg er stadig chokeret over det, det hele skete så hurtigt! Phillip begyndte at blive utålmodig.
   - Kom til sagen eller jeg får dig fyret! Maden i radioen sank og sagde så det så hurtigt som om ordene smagte dårligt.
   - Da tankarmen fik kontakt sprang hele tankskibet og det meste af armen i luften. Ordene hang lidt i luften før professoren tog sig sammen.
   - Forstået, jeg melder mig på kommandobroen snarest muligt.
   Phillip forstod det ikke, det var testet så mange gange, det var umuligt. Han tog tøj på og forlod værelset.

Han havde skyndt sig tilbage, efter at have set den ulykke der eller kun var virkelighed i de actionfilm han lejede sammen med vennerne fredag aften. Han fandt hurtigt sine forældre der havde været nervøse for at der var sket ham noget. De var hurtigt blevet kaldt til Hovedrummet for at få en forklaring på ulykken, professoren Daniels far snakkede en del med, havde stillet sig op på den forhøjning der stod helt bagerst i den runde rum. Og havde fortalt dem at de ikke var sikre på hvordan ulykken var sket, men at det hurtigt ville blive udredet. Desuden ville det ikke komme til at betyde noget generelt, et ny skib ville snart være på vej, og de havde ekstra slanger med. Så udover at de 7 mænd i tankskibet var døde og at folk havde fået en ubehagelig overraskelse, var det bare en udsættelse. Der ville være en symbolsk bisættelse af de 7 mænd fra tankskibet samme aften. Daniel og hans familie ville komme.

En præst, der stod ved siden af nogen store billeder af de syv uheldige mænd, holdt en prædiken. Daniel tænkte kort, og regnede med at der var tid.
   - Far, jeg skal på toilet, okay?
   - Jaja, men skynd dig. Den lyse dreng løb ned til herretoilet, og gik ind i den første bås. Da han var færdig rejste han og da skulle til at slå slåen fra, hørte han hoveddøren åbne sig og to højrøstede stemmer kom ind. Først ville han bare gå, men hans nysgerrighed trak i ham og han blev stående.
   - Far, vi bliver nød til at vende om!
   - Er du sindssyg, George? Det er mit livsværk, jeg kan ikke stoppe på grund af en ulykke!
   - Nå hvor mange flere skal da dø? 10, 20, 100?
   - Tsk, der er ikke flere der komme til at dø af unaturlige årsager i det her projekt!
   - Hvordan kan du vide det, der er allerede sket en ulykke på grund af en fejl! Den anden mand ledte efter ord, til han til sidst fik sagt: - Vær du bare glad for at jeg ville give dig et direktørjob i sikkerhedssektoren, det er faktisk din skyld at ulykken er sket. Den anden brølede vredt og gik så, og kort efter gik den anden også. Daniel forstod hurtigt at det måtte være Phillip og hans søn. Han sundede sig lidt og gik så tilbage til bisættelsen.

Da det nye tankskib kom nogen dage senere, forløb alt roligt i en ellers anspændt situation. Og de var atter på farten igen.
   Daniel lænede sig op af køen og så på storskærmen, der nu viste billeder af det der skulle blive deres nye hjem, jorden var forsvundet i det mørke rum. Det tomme, mørke, kolde rum. Det ville blive det han skulle kigge på når han så op i 2nd Paradise, der var ikke som på jorden med den blå himmel og hvide skyer.
   - Daniel, det er din tur. Han blev nærværende. Philip måtte have brændt hans stød, der var ikke meget konkurrence i ham, men hans far insisterede på at han skulle være med når de spillede. Han havde vidst fået sig en ven der. Han havde ikke fortalt sin far om skænderiet på toilettet. Første gang han så George var han først blevet forskrækket fordi han havde samme hårfarve og hovedform, som manden i elevatoren. Men George havde været for høj til at det kunne være elevatormanden. Han havde luret lidt på folk for at se om der var nogen der skulle matche. Pludselig slog det ham at han jo ikke vidste hvad der var dernede, og ham der stod foran ham havde svaret. Og hvorfor vente?
   - Philip er noget under D-etagen?
   - Øhh.. bare reservedele og udstyr. Hvorfor? Han følte et stik af panik, men fik spundet noget sammen.
   - Jeg.. æhh..syntes bare at skibet var for stor til at der bare kunne være motor. Jeg skød kuglen i hul for at stoppe samtalen.

George fingre fløj rundt på tasterne, flere gange slog han frustreret i bordet. Computeren i det mørke rum lyste flere gange op med meddelelsen: Adgang nægtet. Til sidst tog han en lille sort diktafon frem, og begyndte at indtale.
   - Sikkerheden er forbedret efter første aktion, næste aktion kan først foretages efter landingen, men
   udstyret er der, det bliver intet problem. Han genspillede beskeden for sig selv og puttede så tilfreds boksen i lommen igen. Hverken hans far eller nogen anden ville blive et problem, det var perfekt.

To dage senere stod Philip Portland og kiggede ud af det store, tryksikre panserglas. Han kunne se den lille måne hvor hans livsværk lå. Han kiggede fascineret på det til han kom i tanke om grunden til at han var på kommandobroen, han skulle informere folk om at de kun var 24 timers flyvning fra hans livsværk. Han satte fingeren på kontaktknappen og lænede sig ind over mikrofonen.
   - Dette er en besked til alle passagerer: vi lander i 2nd Paradises rumhavn om 24 timer, alle bør være klar ved de porte de kom ind ad ved landing. Han gentog det et par gange og slap så knappen.
   24 timer fra det jeg har arbejdet på i næsten 15 år, 15 af mine 48 år, det er færdigt om 24 timer, 24 timer og de 15 år er færdige og jeg kan slappe af for evigt. Han gik ind på sit værelse og prøvede at få tankerne i ro. 24 timer, 15 år.

Han tog sin kufferter ned, det var kun 2 timer siden hans far havde vækket ham. Og nu skulle de ned til D-lugen for at komme den sidste vej ned til 2nd Paradise.
   - Daniel kommer du? Det var hans mor.
   - Jaja, jeg er på vej. Han gik langsomt ud på gangen med de tunge kufferter hvor hans familie ventede.
   - Nå er I spændte? Hans far smilede, lillesøsteren hoppede op og ned og skreg ja. Han smilede tilbage til sin far, men følte så et stik af dårlig samvittighed, han glædede sig, ja han glædede sig lige som meget som han havde været ked af at tage af sted. Men hvad så? Det skulle da nok blive godt, det kunne vel ikke være for sjovt at det hed 2nd Paradise. De havde gået mens han tænkte og de stod nu mellem en masse mennesker foran en stor luge med et gult D på. En stemme rungede i rummet fra en højtaler.
   - Folk bedes forholde sig rolige, og følge vagternes anvisninger når i går ud. Der kom et mekanisk klik fra porten og den begyndte at gå op. Vagterne holdt folk tilbage indtil porten var helt oppe. Så begyndte folk at strømme ud. Familien holdt sig samlet mens de hurtigt gik frem ad. 5 minutter sener trampede de ned af rampen. Gennem masserne så han jorden, han kiggede længere op lige over ham var glasruder som sad fast på skibets D-udgang, så man kunne komme ind i byen, uden at skulle iføre sig rumdragter. Gennem glasset kunne han se en kæmpe glas kuple, og inden i den steg høje tårnspir op, solen skinnede på dem og de glimtede i det han trådte ned på den faste jord. Han var her, efter lang tid i rumskibet, var hans fødder endelig på grund igen, men denne gang var det ikke på jorden, men 2nd Paradise, hans nye hjem.

Han gik rundt i hans lejlighed, det højeste punkt i 2nd Paradise, det var ikke en normal lejlighed, for det første var alle ydervæggene af glas, og desuden var det et flugtskib. Man kunne få en luge i glasset der dækkede byen til at åbne så man kunne fyre sig selv af sted. Men ejeren af dette var sikker på at han aldrig skulle få brug af det, for han havde skabt et paradis, ikke kun på den tekniske side, men også et paradis af en by, ingen mord, ingen tyverier, ingen falsknerier. Der var ingen her der havde brug for den slags, heldigvis. Der var fanatikere, men de var overvåget og altså under kontrol. Byen havde også alle tænkelige faciliteter, der var langt fra nok mennesker nok til at bruge dem alle og heller ikke til at bruge alle byens mange lejligheder, men det næste hold ville komme om en måneds tid. Manden var ovenud tilfreds med sit livsværk, han havde endda fundet en ven, en familiefar, der var professionel poolspiller og vinder af konkurrencen om at komme her op i det menneskeskabte paradis. Dette var en succes, hans succes og han nød det. Alt var perfekt for ham, bortset fra en ting som han altid havde set som en af skæbnens onde ideer: hans søn. Han gik til venstre når han gik til højre, kun for at provokere, det var han sikker på.
   Han vidste heller aldrig hvor George var, han havde givet sin søn en lejlighed, men der var han sjældent . Han sad sikkert med sin computer og lod den spise hans hjerneceller en efter en. Han havde snakket med nogen af de fanatikere da de var ombord på færgen, han kunne ikke lide det, de skulle ikke give ham nogen gode ideer! Men hvis han ville se ham kunne han bare tage ned i den enlige skole hvor han underviste i IT. Der var antallet af fanatikere forhåbentlig lavt!

Han gik hen ad gangen, til han kom til en dør med påskriften: IT-lokale. Han åbnede døren og gik ind, der var helt stille, ingen mennesker, det passede Daniel fint, han ville gerne have ro så han hurtigt kunne blive færdig med sine lektier. Der ville først komme en tekniker og installere en computer derhjemme om en uges tid, efter hvad han hørte fra sine kammerater var det kun D-kunderne der ikke havde fået det klaret. Men ellers var det en fed lejlighed, næsten dobbelt så stor som den gamle, og udover en bykanal kunne de tage en masse kanaler fra jorden via sattelit, byen trykte også de fleste aviser der hjemmefra, trykken fik en e-mail med avisen og så var det bare at trykke den. Mod hans forventninger havde han også fået en del venner, de var ikke alle snobber, heldigvis.
   Han gik hen mod den fjerneste computer. Han havde nærmest fået et forhold til den, hver gang han kunne komme til det, brugte han den. Han havde endda sat nogen af sine egne CDér over på den.
   Computeren var ikke blevet slukket, personen der havde brugt den sidst havde kun logget af; Brugernavn: George lyste stadig på skærmen. Men det var vel ikke en forbrydelse.
   Han satte sig ned og skrev sit log-in. Han skulle lige til at få skriveprogrammet frem, da han så en lille sort kasse ligge ved siden af skærmen. Hans rakte ud efter den. Han så hurtigt hvad det var: Georges diktafon, han brugte den altid til at opsummere efter sine timer. Først havde han troet at det var noget alle lærere gjorde, men han havde hurtigt fundet ud af at det bare var en af Georges særheder. Han stod lidt med den i hånden, mærkede nysgerrigheden boble i sig. Hvad kunne der ske? Han kunne altid spole tilbage. Og måske var der noget om ham. Han trykkede på tilbage-knappen. En smølfestemme kævlede i et vandvittigt tempo. Daniel smilede lidt for sig selv, han havde altid syntes det lød sjovt. Nærmest som en refleks trykkede hans tommelfinger pludseligt på play-knappen.
   - ..bliver intet problem. Daniel stoppede George metalliske stemme med et klik. Han havde aldrig hørt ham lyde så alvorlig før, heller ikke når han indtalte beskeder efter timerne. Han spolede kort tilbage. Stemmen lød igen.
   - ..vil blive revideret. En kort pause kom før den næste besked. - Sikkerheden er forbedret efter første aktion, næste aktion kan først foretages efter landingen, men udstyret er der, det bliver intet problem. Daniel kiggede fjernt på den lille diktafon. Han spillede det for sig et par gange. Så lagde han den langsomt tilbage ved siden af skærmen, loggede af og skrev George i den første blok igen.
   Så gik han, nærmest i ekstase, ud af lokalet igen. Da han rundede det næste hjørne kom en person imod ham, det var George, de passerede hinanden uden at hilse. Daniel gik hjem mens George hentede sin diktafon.

Han kiggede op, han skulle ligge hovedet helt tilbage for at kunne skimte spidsen af den høje bygning.
   Foran ham var en stor dobbeltdør og lige over den stod med store bogstaver: Hovedkvarter. Døren gik lydløst op, da han nærmede sig den. Indenfor hang der malerier på væggene, men det intreserede ham ikke. Det var kun elevatorerne til højre i forhallen der havde hans opmærksomhed. Han gik målrettet hen mod dem indtil en stemme lød.
   - Undskyld, har du tilladelse til at være her? Det var sekretæren bag informationsskranken der havde stoppet ham, han havde slet ikke lagt mærke til hende før. Hun kiggede ned på den blege dreng og ventede på et svar. Han var lidt rådvild men fik fremstammet en sætning.
   - Jeg skal snakke med Philip Portland.
   - Prøv at hør; hr. Portland har ikke tid til at give autografer. Han skulle til at forklare da en klokke slog en gang og elevatoren i midten gik op, ud kom Philip Portland.
   - Hej Philip. Der er noget vigtigt jeg må fortælle dig! Drengen gik hen mod manden i jakkesættet.
   - Daniel? Er der sket noget med din far?
   - Nej det er om George. Philips blev en smule forbløffet. Så trak han Daniel hen mod hjørnet.
   - Fortæl.
   - Tak. Da jeg skulle til at lave lektier henne på skolen faldt jeg over Georges diktafon. Jeg.. øhh.. blev lidt nysgerrig og lyttede så til den på et tilfældigt punkt. Daniel holdt en kort pause.
   - Og så hørte jeg noget om at en aktion var gået godt og at den næste skulle foregå her i byen. Jeg ved ikke om det betød noget, men han havde en stemme på, som gjorde mig urolig. Har du nogen anelse om hvad det kan være han har gang i.
   Philip fik et alvorligt ansigt på. Han tænkte dybt et par sekunder.
   - Nej, jeg ved ikke hvad han har gang i. Men tak fordi du fortalte mig det, jeg vil snakke med ham om det snarest muligt. Hils din far. Så gik Philip og lod Daniel tilbage der følte hans ben bævre let. Hvad kunne det være George havde gang i?

Han havde ventet i få minutter, da han så ham komme ned ad vejen. Da han havde hørt at diktafonen, var kørt hen til lige efter hans indtaling om aktionerne, og det at albinoen var gået forbi ham kun sekunder før, fik ham til at ligge to og to sammen. Og da han havde fulgt efter ham, og set at han gik ind i hans fars bygning og snakkede med ham, var han helt sikker. Han kunne ødelægge det hele hvis han sladrede til for mange. Men heldigvis havde han kun fortalt det til Philip. Og nu skulle han sørge for at han holdt sin mund lukket. Daniel var næsten fremme da han gik ud, og trak ham ind i en rille mellem to bygninger.
   - Daniel jeg ved hvad du ved, og hvis du kæfter op til flere end min far, skal jeg sørge for at du dør en langsom død. Tro ikke at du bare kan hviske det videre eller skrive det på en seddel for jeg har følere ude over alt. Han slap ham og gik så videre. Daniel sank en knude i halsen, og tørrede sved af panden. Han løb hjem og ønskede at de sidste to timer aldrig havde foregået.

Philip havde dagen efter samtalen med Daniel ringet til skolen for at snakke med George, men de havde sagt at han var meldt syg. Så havde han ringet til hans lejlighed og hans videofon, men begge steder var det kun en telefonsvarer han kunne komme i kontakt med. Derefter havde han taget ud til lejligheden, men naboerne fortalte, at han var taget derfra med et par kufferter aftenen før. Han var blevet urolig, det lød som mere end et tilfælde, at han nærmest var flygtet dagen efter, at Daniel havde fortalt ham om beskeden på diktafonen. Utroligt at han var dum nok til at indtale beskeder, om noget der lod til at være tophemmeligt på en diktafon, han kunne finde på at glemme. Hans søn var, virkelig ikke blevet det han ønskede. Og nu stod han måske selv i lort til halsen på grund af ham. Men der var ikke andet at gøre end at holde sig opdateret, og se om George kom til at gøre sig bemærket. Det skulle han snart gøre, men ikke på behagelig vis.

Daniel sad i sit værelse, og læste ukoncentreret. Begivenhederne for tre dage siden gik hele tiden igennem til hans bevidsthed. Det lød usandsynligt at George skulle opdage, at han fortalte ud om sin viden til sine forældre, men han havde alligevel ikke turdet sige noget. Hans mor, far og lillesøster sad lykkeligt uvidende og så fjernsyn ved siden af. Forhåbentligt ville de være lykkelig mange år endnu. Han forsøgte at få tankerne ud, så han kunne læse bogen. Han blev hurtigt revet ud af den igen da George stemme lød.
   - Goddag og velkommen, lød den. Daniel faldt næsten ned af stolen, da George ikke var i værelset blev han bange for, at den var galt oppe i bolden. Men da hans far kaldte på ham, forstod han at stemmen måtte være kommet fra fjernsynet. Han løb derind og så den mands ansigt som havde trukket i hans jakke nogle dage forinden. Stemmen fortsatte.
   - I undrer jer nok at jeg bryder ind i jeres hjernedøde fjernsynskiggeri, men i vil nok gerne høre det jeg har at sige. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg har været mod dette forsøg på at flygte fra den virkelige verden, ved at isolere sig langt væk fra jorden og skide på dem der bor der. Som om i er førsterangsmennesker. Men det er jo også min arrogante fars skyld. Husk det den sidste tid af jeres liv. Om en halv time vil en bombe på beskyttelsesglasset sprænge og derefter går der 10-15 minutter så vil der ikke være mere ilt, hvis i bliver i jeres huse og lukker alle sprækker vil i kunne overleve i ca. 10 dage. Alt kommunikation til omverdenen er kappet, og hovedskibets kontrolcomputere er totalinficeret af virus. Fortsat god aften. Skærmen blev sort et øjeblik og skiftede så til det dyreprogram de havde set før. Der gik et par minutter, før deres hjerner havde fordøjet det der lige var blevet sagt. Men så vågnede Daniels far op.
   - Daniel hent et par køer nede i poolrummet. Daniel var sikker på, at hans far vidste hvad han gjorde, så han skyndte sig ned i kælderen de havde lavet om til et poolrum. På vejen ned hørte han hans mor skrige til hans far, om han var gået fra forstanden. Da han kom op med køerne, kommanderede faderen dem ud i bilen. Udenfor var der ikke en sjæl.
   Da de alle fire var inde i bilen, speedede hans far op og kørte af sted.

Daniel steg ud af bilen, og kiggede endnu en gang op ad det høje tårn. Hans far havde forklaret at han havde kunne kende baggrunden i det rystende indslag, de havde set for et kvarters tid siden, det var fra Philips lejlighed, hvor han havde været et par gange. Ergo Philip måtte være i fare. Daniels far var hans ven, og han havde besluttet at hjælpe ham - hvis han da var der, og var i live - ikke kun pga. venskabet, men også fordi at hvis der var nogen, der kendte nogen flugtmuligheder, måtte det være Philip.
   Køerne kunne bruges til at nedkæmpe George.
   Daniel havde også brugt lejligheden til at fortælle om episoden med George, hans mor og far var blevet chokeret, men der var ikke tid til at snakke om det nu.
   De gik ind ad dobbelt døren. Sekretæren lå på gulvet med hovedet i en mærkelig stilling, død. De gik ind i elevatoren, der var fire rækker af knapper, 101 etager. Hans far trykkede resolut på knappen med 100 indgraveret. Så George ikke ville opdage at de kom. Systemet med lufttrykket fik turen til kun at vare få sekunder.
   Da de kom op, listede de langsomt ud. Lige fremme var trappen, der førte op til Philips lejlighed. Daniels far fik moderen og lillesøsteren til vente, mens han og Daniel ville gå op.
   Daniel følte det som om, at han var uden for sin krop, mens han langsomt gik op ad trappen med sin far, de havde begge en kø i hænderne. Efter hvad der føltes som en evighed for Daniel kom de op på det sidste trin. Tæppet gik frem med muren til begge dele drejede til højre og lejligheden. Daniel gik frem og bøjede sig lidt frem, så han kunne se ind i rummet. Det første han så var Philip, bevidstløs, bundet til et varmerør, bagved stod en mand med ryggen til, og trykkede på knapper på et panel. Hans far kom frem, de gik med museskridt fremad. Daniel følte frygten boble i sig. Det gav ham kvalme og han var bange for at afsløre dem ved at brække sig, men han holdt det i sig og de kom stadig nærmere. 2 meter fra George havde Daniel det som om hans sidste måltid, var mere i munden end i maven. Han sank med det resultat, at hans mave knurrede ualmindeligt højt. George vendte sig om, og overraskelsen lyste i hans ansigt. Daniels hjerne sagde klik, og hans krop gik over på instinkter, han sprang det sidste stykke og slog så af al kraft køen mod den forskrækkede mand, køen knækkede midt over, da den hamrede mod Georges hoved, han gik også ud som et lys, og blødte en smule fra hovedet. Daniel blev sig selv igen, og som det første løb han ud på toilettet og brækkede sig.

Philip kiggede på sin søn, der sad bevidstløs og bundet til en stol. For næsten en time siden var hans søn pludselig entreret i lejligheden, da han var gået hen for at hilse på ham havde han slået ham ud. Og det næste han kunne huske var, at han var blevet vækket af hans ven og hans søn Daniel, som havde advaret ham om George for 4 dage siden. De havde slået George ud, som tilsyneladende havde prøvet at starte minirumskibet, det havde ikke hjulpet meget, for Philip havde startnøglen. Kort efter var resten af Daniels familie kommet frem. De havde forklaret ham at George havde offentliggjort, at en bombe snart ville åbne op for glasset. De havde givet ham lidt tid til at tænke over det hele, men nu ville de vække George. Hans ven kom ind med en spand vand, de andre var allerede inde i stuen. Daniels far gik hen ved siden af George, og kastede vandet i ansigtet på ham. George spruttede noget vand ud, og vågnede. Han kiggede rundt på de tilstedeværende, og prøvede så at slippe fri. Men det havde de forudset, rebene var bundet stramt og flere gange.
   - George hvad har du gang i? Philip kiggede alvorligt på ham.
   - Hjælper verdenen med at udrydde jer arrogante svin. Der var ingen der ville have været døde, hvis du bare havde forstået mit første tegn.
   - Det var altså dig der plantede den første bombe ved tankskibet?
   - Ja, du skulle være taget hjem der! Philip rystede på hovedet.
   - Hvordan fik du plantet bomben?
   - Ha, det var nemt. Jeg fik bare et par bomber med i transport rummet. Så satte jeg alarmsystemet på brændstofrøret fra og satte så bomben på. Den anden bombe havde jeg bare med i bagagen. Jeg så endda din hvide ven, Daniel, da jeg hentede bomberne, jeg var først bange for at han skulle genkende ham, men kom så til at tænke på at systemet med lufttryk i elevatoren, presser folk så hurtigt op, at de ser mindre ud udefra. Og du har gjort alt nemmere ved at udnævne mig til sikkerhedschef, utroligt du kunne være så dum! Philip kiggede bittert på ham.
   - Ja jeg var dum. Men nu skal du for lov til at sove et stykke tid, giv ham sprøjten. Daniels far gik frem og stak en sprøjte i armen på George. Han faldt hurtigt i søvn, han ville først vågne om en måneds tid. De sad lidt og tænkte de sidste minutters hændelser igennem. Phillip rejste sig hurtigt op og gik ned at trapperne. Kort efter kom han op igen med en stor gul telefon.
   - Det er en satellittelefon, hvis vi rejser med det samme, vil vi kunne kontakte en rumbase om et par dage, de vil kunne sende redningsrumskibe.

Daniel kiggede ud af vinduet, Jorden var ved at blive stor. De ville snart være nede på jorden igen, og om en uges tid ville de fleste fra 2nd Paradise også komme tilbage med redningsskibene. George ville også komme tilbage, de holdt ham i live med flydende mad i drop. Når han kom hjem ville han blive sagsøgt og formentlig få livstid.
   Der var ikke engang gået to dage, før de havde fået kontakt med satellittelefonen. De havde hurtigt sendt rednings hold af sted.
   De havde set billeder af dem selv i nyhederne, i et stort widescreen tv der var ombord. Phillip havde lovet at prøve at holde kontakten, når de kom tilbage. Det var nok godt for begge parter, Phillip havde mistet sin søn og 15 års arbejde var smuldret, og de skulle også selv bruge langt tid på at blive dem selv igen, hvis det overhovedet var muligt. Men byen havde levet op til sit navn, der var også en slange, der havde ødelagt det denne gang.