Det samme skete hvert år. Et evigt møllehjul drevet af gentagelsens kraft.
   Det var kampen mellem mennesket og skoven, landsbyen og de mægtige træer, de unge krigere mod skovens vilde dyr. Mennesket havde altid sejret.

Det skete, som altid den første dag i året. Den dag hvor landsbyens nye kuld af unge skulle bestå eksamen og derved udmærke sig som ægte mænd og krigere.
   Kun en enkelt af de fjorten mand behøvede at nedlægge et vilddyr, derved ville skovens magi være tøjlet for endnu et år. Det var altid en hård opgave for de uerfarne aspiranter, men selv byens ældste huskede ikke et år uden succes. Kun historiefortællerne kunne i ly af et aftenbåls skær berette deres myter, om et år hvor skovens dyr havde overlevet det magiske døgn og fredet sig selv for resten af året. Det år havde været en mørk tid.

Blandt de unge fæstede man især tillid til to af dem, Aske og Ralik. Under den forgående træning havde de vist sig som dygtige bueskytter og kraftfulde spydkastere.
   Enkelte beklagede sig dog over deres rivalisering. Aske og Ralik, der både var de bedste, men var også dem der aldrig lod en chance for at jorde den anden passere. På det seneste var rent had endda opstået hos Ralik.
   For Aske havde nyligt giftet sig med den smukke Silje, som Ralik var sygeligt forelsket i. Ydermere sagde rygterne, at et barn allerede svømmede rundt i pigens mave. Alle i landsbyen havde kendt til Raliks forelskelse, derfor havde nederlaget været så svigeligt, at kun sejr i skovjagten ville bringe hans ære tilbage.
   Begæret efter at komme ud med dyret over skuldrende glødede dybt i hans indre.

Det var stadig mørkt, men hele landsbyens befolkning var samlet ved de første træer, som markerede skovens grænse. De unge mænd stod klar til at jage. Fra solen stod op om lidt måtte kun de nyoptrænede betræde skovens underlag indtil solen endnu en gang begyndte sin morgenvandring.
   I den tid skulle de unge fange dyret, flå det og spise væsenets hjerte.
   Med sig havde de kun buen, pilene og tre spyd med skarpe spidser, og en dolk til at flå dyret. Som påklædning brugte de tøj der var farvet i skovens grønne farver og som ikke knitrede alarmerende lyde når det gned mod af hinanden. Skovene var foret med blade, de gjorde gang i skoven mere lydløs uden at blive mindre fleksible at løbe i. Søvn ville ikke blive et emne, grejet dertil ville veje for meget. En lille madpakke havde de også med, for at energien ikke helt skulle forlade dem.
   De unges blikke var målrettede, men ikke anspændte. Stoltheden over dette store ansvar fyldte dem alle. Hvis de fejlede ville de for altid blive æreløse og mange i landsbyen ville sulte og dø uden kødet fra skovens dyr. Men de følte sig sikre på sejren, på at de ville opleve den store fest og de beundrende blikke fra forældrene og de unge piger.

Pludselig brød lyset fra solen igennem uden varsel. Lyset fra horisonten skabte en lang skygge af byens ældste, da han rakte sin dekorerede stav i vejret og med kraftig ryst proklamerede: "Lad jagten begynde!"

Til deres familiers hujende tilråb begav de jagende sig ind i skoven i fast trav. Dyrene var så udmærket klar over hvilken dag der var oprundet, og ventede først på de unge længere inde i skoven, dyrene foretrak at kæmpe mod trætte mennesker.
   Jægerne var i god form, og det hurtige tempo gav dem ikke problemer. En anden ting var dog egerne der kastede med afgnavede grankogler oppe fra træerne. Flere blev ramt i hovedet, de fleste tog det med en irriteret mine mens andre bare gav et overrasket udråb, men enkelte af dem var langt fra vant til at blive provokeret på denne måde. En særlig pirrelig fyr blev ramt lige midt på sin skallede isse efter ca. syv km. Han brølede som en bjørn og med raseri i øjnene vendt han sig om, og skød en pil efter der hvor han troede koglen kom fra. Få sekunder efter var han presset op af en træ med en hånd fastgjort til hans hals. Det var Askes hånd.
   "Hvis vi havde bare et lille håb om, at dyrene ikke vidste hvor vi var, gør de det helt sikkert nu. Og medmindre du opfatter et skide egern som et vilddyr, har du lige fyret en dyrebar pil af på absolut ingenting!" Det sidste nærmest skreg han ind i hovedet på den halvskræmte fyr.
   "Har du fattet det nu, eller er du så dum, at vi kunne tage dig for et vilddyr?" Det sidste blev sagt med en ydmygende foragt. Den skallede fyr nikkede så godt han kunne, Aske slap ham så han faldt ned på jorden med et forpustet grynt.
   "Kom, så fortsætter vi," sagde Aske og gik videre uden at vente.
   De andre fulgte efter, men det kogte uhæmmet i Ralik over den selvbemyndigelse Aske lige havde foretaget. Den opblæste nar. Billederne af Aske der blev pisket nøgen i en beskidt celle tog form i hans hoved. Han skulle ikke slippe godt fra al den smerte, han havde påført ham.
   De forsatte med at gå, selvom de gik som en samlet gruppe var det næsten altid Aske der ledte an, lige som mørket stille, naturligt og roligt var kommet frem, havde han påført sig en rolle som leder.
   Dyrene havde gemt sig langt inde, for udover at små tegn på træthed var begyndt at melde sig hos nogle i flokken, havde mange dyr et bedre natteblik end dem.
   Nogle år havde landsbyens jagergruppe været heldigt og stødt på en hjort tidligt henne, men når det blev mørkt som nu var det ulvene der kom frem. De andre dyr gemte sig godt og faldt i et med natten, mens ulvene var mere aggressive, og fra år til år også fik ram på nogle af de unge. Frisk kød kunne ikke bare afvises.
   Yderligere et par timer gik, uden at de så andet en svajende grenes skygger. De havde gået uafbrudt i mange timer, og de fleste var mere eller mindre udmattede, så de bestemte sig for at spise den smule mad og vand de havde taget med.
   Nogle af dem begyndte at tale om at tænde et lille bål, for at holde kulden på afstand. Men Aske sagde et fast nej, og spurgte sarkastisk om de virkelig var så ivrige efter at forpurre deres nattesyn. Ralik var egentlig enig, men var tæt på at sige imod, bare for at vise at han ikke bestemte det hele.
   For første gang på turen begyndte de at snakke lidt. Rimelig hurtig faldt snakken på hjertet, der skulle spises. Hjemme i landsbyen havde både aspiranterne og de forgående sejrherrer talt om det som ære i spiselig form, som gik lige ned gennem halsen. Men nu, her mutters alene ude i skoven, tvivlede nogle. Der var en rimelig enighed om, at det nok ville være et ulvehjerte, men sådan et måtte da være sejt og senet? Og hjerterne fra grisene blev normalt smidt ud, hvem ville spise sådan en slimet klump? Og så endda fuld af blod.
   "Hah, jeg skal nok spise det, hvis en af jer andre skulle være heldige nok til at få ram på en ulvehvalp!" Det var Aske. Ralik kunne ikke ignorere hans arrogante bemærkning.
   "Du tror du er så skide smart til alle ting, går rundt som om du ejer alle ting. Men jeg ville med glæde spise hjertet, hvis du da skulle ramme egern!" Ralik kunne ikke lade være med at smile af fryd, da de andre ikke kunne holde grinet tilbage. Aske smilede surt tilbage, og sagde så:
   "Du sku´ bare vide hvor god Silje er i sengen. Men nåh nej, du er vel til mænd." Ondskaben flammede lystigt i hans øjne og smil.
   Vreden vældede op i Ralik, og han angreb uden omtanke Aske. De væltede om på jorden og kæmpede så godt de havde lært. Ralik med raseriets styrke, Aske med koldblodighedens overblik. Normalt lod kammeraterne hinanden slås når de ville, men denne opgave var for vigtig. Derfor prøvede de at trække dem fra hinanden. I det øjeblik de slap hinanden blev luften gennemtrukket af en høj tone, som blev sløv af afstanden. Et ulvehyl.
   Alle jægerne rejste sig op i lyttende stilling, der kom det igen. De var blevet trænet i at lokalisere dyr ud fra lyde, og vidste dermed hurtigt i hvilken retning ulvene var, men også at de højst sandsynligt var langt væk. Men det var det første og eneste spor.
   Efter lige at have været helt væk, kiggede de tvivlrådigt på hinanden, hvordan skulle det gå med Aske og Ralik sammen? Men Aske tænkte hurtigt.
   "Vi deler også, halvdelen går med mig og de andre med Ralik." De vidste det var alvor, og dannede derfor hurtigt to grupper. Askes gruppe skulle gå i en bue til venstre mod målet, mens Raliks gik til højre højre. På den måde ville de muligvis kunne omringe ulvene til sidst, og derved stadig være én gruppe.
   Begge grupper begav sig hastigt af sted, lydene betød ikke så meget nu, de var stadig et godt stykke fra, og ulvene havde så at sige udfordret dem, så forhåbentligt ville de ikke røre sig så meget.
   Aske satte et højt tempo, han kunne ikke tillade at Ralik kom først, for han vidste, at Ralik var god. God nok til at slå en ulv ud.
   Nogle af de andre i hans gruppe var for udmattede til at holde tempoet og faldt modvilligt fra de andre.
   Raliks blod strømmede varmt i ham. Han vidste ikke om han var træt, al smerte var presset ud af adrenalinen. Og hadet. Han kunne ikke tåle tanken, om at Aske skulle komme tilbage til landsbyen og blive fejret som den største helt. Det måtte ikke ske.
   En anden lyd begyndte at melde sig, først kunne han ikke genkende den, men pludselig indså han, at det var rindende vand. Han så til venstre og mente at kunne skimte en å eller en flod. De måtte være nået langt ind i skoven, Ralik havde aldrig hørt om at der skulle være vand der.
   I hans gruppe var der også nogle der på samme måde ikke kunne klare Raliks høje tempo, langsomt blev de færre og færre.
   Aske var kun sammen med fire andre nu, for et stykke tid siden havde de hørt rislende vand og snart efter også set vandet langt til højre for sig. Han mente det var rimeligt at antage, at ulvene søgte hen mod vandet. Floden løb næsten 400 meter fra ham, men han ville også gerne om bag ulven, hvis han kunne nå det.
   Raliks tempo kunne kun to andre stadig holde til, men han var ligeglad. Efter at have hørt et ulvehyl fra tid til anden, var han nu helt sikker på, at de eller den opholdt sig nær floden. Han var ved at være tæt på. En anden lyd af mere plaskende eller brusende vand havde også indfundet sig og forvirrede ham en smule.
   Aske var nu kun sammen med en anden jæger, men han sansede kun ulven. Ulven og dens glorværdige ære. Og Raliks ultimative nederlag. Ulven syntes nærmest at vente på dem, efter hylenes lyd var han nu sikker på der kun var en, men lydene kom fra det samme sted. Han slog det dog hen og glemte det næsten helt da han blev ramt af en svirpende gren. Da han kiggede kort tilbage, så han, at han var alene.
   Rakil løb alene nu, men indeni havde det føltes sådan hele tiden. Hylene lød klare og kraftfulde nu, han var meget tæt på, floden løb kun tyve meter fra ham nu. Pludselig så han noget gråt, ulven! Han listede mere stille frem blandt træerne nu, Aske kunne umuligt have holdt det samme tempo. Det kom endnu et hyl, og i samme nu så han selv samme Aske gå på den anden side af floden, tættere på end han selv!
   Aske kiggede hastigt til højre, der var en del træstammer, men han så ingen Ralik. Godt. Han rettede sin fulde koncentration mod dyret, en stor han-ulv. Lidt tættere på, så kunne han ramme den. Ulven tudede endnu en gang.
   Ralik stivnede et kort øjeblik, han troede Aske havde set ham, men da han ikke reagerede på ombestemte han sig. Ralik gik hurtigere frem nu, men Aske måtte ikke høre ham. Han gik forbi et stort træ og så da Aske med buen spændt, ja hele kroppen var spændt, som en stor menneskelig bue. Pilen susede af sted og ramte hårdt i kroppen på ulven! Dyret sagde ikke en lyd, men faldt bare og begyndte så at slæbe sig af sted. Den brusende lyd var blevet klart stærkere.
   Aske smilede stort og bevægede sig hurtigt frem ad mod det sårede dyr. Dyret slæbte sig lidt frem, de sidste dødskramper tænkte Aske, men pludselig så han hvor den var på vej hen. Mod enden af floden! Mod et vandfald!
   Ralik så Aske bevæge sig hurtigere frem, men pludselig standsede han og begyndte så at løbe endnu hurtigere hen mod ulven. Ralik kiggede hen mod dyret og forstod pludselig, den var på vej mod et vandfald. Dyret ville begå selvmord, før Aske kom frem!
   Aske løb hurtigt, men mere afslappet nu, han kunne nå dyret før den selv gjorde ende på sit liv. Det sidste stykke gik han hen mod ulven. Såret vilddyr, tænkte han da satte sin fod på den, for at holde den fast. Han løftede sit spyd højt over dyret. Hans ansigt lyste af sejr, da pilen gennemborede hans hjerte.
   Ralik åndede tungt, han havde slået et andet menneske ihjel, men hans samvittighed reagerede ikke. Han havde været nød til at gøre det. Men de andre ville ikke forstå så han skyndte sig han mod den døde og den sårede.
   Men ulven bevægede sig stadig, og med en sidste kraftanstrengelse trak den sig selv ned i det brusende dyb. Alt var tabt.
   Ralik var sønderknust af ulykke, skoven ville være lukket land det næste år! Men en sidste ting måtte gøres, han gik hen til den døde krop og sparkede Aske ud over kanten og ned til det døde vilddyr, der havde stjålet det hele til sidst. Ventet på dem, og så revet al mulig ære fra dem. Skoven havde narret dem. Og vundet.
   "Til helvede med dig," mumlede Ralik. Hævnen var alt der var tilbage.