Christian kiggede ind i det knitrende bål, en knast sprang. Han kunne ikke helt holde overraskelsen tilbage fra sit ansigt, men William lagde tilsyneladende ikke mærke til det. Hans blik var fjernt, og han var tydeligvis dybt inde i sine tanker. Ikke mærkeligt for denne situation, det var kun tre dagsrejser siden William havde erklæret sig klar til at afslutte dette personlige korstog, og nu var de så tæt ved. Så tæt at når solen var kommet frem og forsvundet igen, ville det være forbi.
Christian havde hele tiden været klar over, at han måtte forlade William efter denne valfart. Alligevel følte han en dyb uro for den nærkommende begivenhed. Hvad skulle han gøre herefter? Langt fra hus og familie, i et fremmed land han end ikke kendte navnet på og uden andre bekendte end William. Han prøvede at koncentrere sig om flammerne der sprang op i luften, tilfældig kontrol. For øjeblikket holdt det tankerne bort fra adskillelsen.
En flamme stak bemærkelsesværdigt højt op, da den faldt igen var William blevet klar i øjnene, mere klar end han plejede at være.
- Christian, jeg ønsker at du gennemgår min rejse med mig. Jeg er nød til at være sikker i mit valg, hvis jeg møder op i tårnet urolig og nervøs vil de rationelle tanker forlade mig som dug for ilden her. I aften må du tale til mig som var vi ligemænd. Du er stadig min væbner, men din kløgt og indsigt for det menneskelige liv er ej gået mit øje forbi.
Nu i aften vil du hjælpe mig, og i morgen vil tingene være som før, men før jeg har vundet mit hjerte tilbage og vi derved må skilles, vil jeg indstille dig til medlem af Ridderordenen.
William havde bekendtgjort denne store nyhed i et ganske almindeligt tonefald, men Christian mærkede hvordan hans kropstilling ændredes, stolthed var virkelig et fysisk fænomen. Christians fremtid skulle ikke længere bestemmes af tilfældigheder. Fremtiden var ikke længere uvis, men skarpt indstillet på ære og storhed.
Alt dette gik igennem Christians hoved på få sekunder, men så slugte han sine følelser i en enkelt tår. Han var stadig i den ædle ridder Williams tjeneste, og ville gøre alt for ikke at skuffe på en af sin mesters sidste ordrer.
De begyndte at tale, startede fra begyndelsen. Velkendte billeder begyndte at tage form i Christians hoved, billeder helt fra starten. Starten. Den forfærdelige begyndelse der skulle ødelægge alt.
Det havde været sommer, luften var begyndt at få den ferske lugt af græs, vinterens besværligheder og tab var næsten glemt. Og på borgen Lartica i landet Citarón var der langt an til fest, bryllupsfest. Den brave, men også bryske, ridder William skulle giftes med den unge, folkekære baronesse Violet. Man mente der stod ægte kærlighed bag, selvom der som altid var visse politiske og pengemæssige knuder der blev løst ud. Når snakken blev mindre formel, sagde mange at de aldrig før havde set ridder William presse et ægte grin ud af sin værdigheds maske, men nu sammen med Violet havde han svært ved at holde smilehullerne fra at komme frem.
Mellem mændene blev det bemærket at store mænd på slagmarken og i dueller ikke havde kunnet nedlægge William, men at der i stedet skulle en spinkel kvinde fra hoffet til at klare den sag.
Der var fest i gaderne, og blomster overalt da William og Violet gav det største løfte til hinanden i den store borgkirke. Inde på borgen var mennesker fra nær og fjern budt ind, og ind imellem den arrangerede underholdning gik snakken lystigt. Der blev spist og drukket i store mænger, og som sket før løste den stærke væske tungen op hos folk der ellers ville have holdt munden lukket. I et stille øjeblik, lige efter en sydlandsk herre havde blæst ildtunger op fra halsen, talte en fordrukken herre, som for nylig havde mistet en større formue, op. Med en høj og drævende stemme bekendtgjorde han: - Nå min kære ridder, du har da vist os at hvis pengepungen tyngde følger pigens yndighed. Tag det endelig som et kompliment min søde Violet! Den gode stemning var som suget bort, og i stedet havde et mørk, tungt tæppe af had lagt sig over brudeparret og gæsterne. William rejste sig langsomt fra sin bordende, han så mere vældig ud end nogensinde.
- Træk den fattige hofsnog ud på gulvet så han kan vride sig. Han havde stemme som en dæmon, så hurtigt var manden der talte over sig ude på gulvet. Russen så ud til at være forsvundet, kun et blegt ansigt var tilbage. William trådte frem mod ham, og med et hurtigt hug adskilte han mandens hoved fra kroppen. Stilheden var total, indtil et skrig gennemtrak luften. William vendte sig om, det var Violet, men han fik kun hendes ryg at se mens hun løb hulkende bort. William smed sit sværd fra sig, så op mod og loftet og frigjorte så et brøl fyldt af vrede og fortvivlelse. Derefter skred han med faste skridt væk fra sin egen bryllupsfest.
Næste dag var Violet væk, kun et brev var ladt tilbage. William forlod først sit værelse flere dage efter bryllupsdagen, men til sidst kom han ud, afkræftet og udsultet. Han læste brevet, i det forklarede hun hvordan han havde ødelagt alt imellem dem, at han var blevet noget hun ikke kunne være gift med, men da hun stadig troede på muligheden for at han kunne ændre sig, ville hun flytte til at tårn fjernt fra borgen, og først når han havde renset sig selv skulle han komme, så de igen kunne være sammen.
Først var han stadig svækket og gik med skuldrene hængene, ligeglad med folks blikke og grimasser, men i løbet af et par dage kom skuldrene længere og længere tilbage, indtil han næsten var tilbage ved sin værdige status. Mere stille og dyster, men det var umuligt ikke at give ham sin respekt mere. Han var faldet hårdt, men havde rejst sig igen.
Der gik et par dage mere før han kom med en udmelding. Han ville sin kone tilbage, vise sin værdighed ude i verden og gå stolt mod tårnet. Der skulle ikke findes egentlige nederlag for ridder William. Han ville ikke tage et følge et med, faktisk skulle kun hans væbner Christian komme med og bevidne hans æres tilbagekommen.
I stilhed så det meste af byen William forlade borgen sammen med Christian. Der var hverken salut eller buhen til at hilse dem af, men det var heller ikke nødvendigt i dette øjeblik.
Christian lagde et stykke brænde mere på bålet, de plejede ellers at lægge sig under søvnens tæppe på dette tidspunkt, men ikke denne nat. Insekterne der blev tiltrukket af det flakkende lys stak dem, men de havde lært at ignorere dem. Christian satte sig over for William igen efter at have sikret sig at bålet ville holde sig i gang. William var blevet lidt fjern i blikket igen, men så ellers ikke ud til at være for berørt af at snakke om disse mørke tider af hans liv.
I de skiftende skygger lod de igen minderne boble op til overfladen.
Christian vidste aldrig helt hvor de skulle hen, men i starten var der heller ikke noget fysisk mål. William ville bare ud i ørkenen og teste sin styrke.
De gik og gik, men drak ikke. William havde ikke forbudt sin væbner det, men han fandt det forkert at gøre anderledes end sin mester. Pakæslerne fik ligeså ikke meget, selvom Christian gav dem i smug når de så ud til at være på sammenbruddets rand. William måtte have vidst det, men han kommenterede det aldrig. Det gav bare væbneren dårlig samvittighed, men han vidste at ignorere dyrenes tørst ville være at sende dem alle i døden.
Om aftenen ved bålets skær talte de sjældent, og aldrig om andet end det praktiske. Sidst på aftenen, når de første stykker brænde var blevet til aske, gik William afsides. Christian kunne ikke undsige sig fra, at det pirrede hans ellers kontrollerede nysgerrighed grænseløst. Især fordi William altid virkede udmattet og svimmel når han kom tilbage.
En aften gav han efter for sin nysgerrighed, og fulgte efter William i mørket. Han gik et godt stykke væk fra bålet, selvom mørket for længst havde omsluttet dem. Til sidst stod han stille i sandet og så gennem kulden op mod de klare stjerne. Nede fra sine bukser trak han kort pisk med flere knudehoveder for enden. Derefter lagde han pisken på jorden og trak metodisk sit tøj af overkroppen. Så samlede han pisken op igen, og med en hurtig bevægelse gjorde han det første slag over skulderen og ned på ryggen, hvor nogle halvtørrede sårskorper hurtigt faldt af og lod blodet glide ned af hans ryg.
Christian så forfærdet til, mens han krop trak sig sammen for hver gang et halvdumpt slag og en forpint lyd lod sige høre. Han åbnede aldrig munden, men de indegemte lyde lod sig alligevel klart høre i den døde ørken.
Med en ubehagelig følelse nederst i maven løb væbneren tilbage mod bålet, ligeglad med hvilke lyde han end måtte gøre. På halvvejen tømte han maveindholdet ud på de tørre sandkorn.
William lod ikke til at bemærke den lille distance der var opstået imellem dem, men Christian lod og vred sig når hans ridder var gået stiltiende fra bålet. I hans hoved kunne han høre de stumme råb fra William, når han lod pisken rive sin egen hud op.
En dag kom de ud ørkenen og ind i skoven.. William kommenterede ikke denne mærkbare ændring, men begyndte at spise og drikke mere. Madsituationen var også væsentlig bedre i skoven. I ørkenen havde de måttet købe tørret kød og en smule vand fra omvandrende nomader, men nu var der både skovens egne ressourcer, og små landsbyer som kom jævnligt hen ad skovstierne.
Det kneb dog med pengene, så de måtte overtale skovens folk med bestemte ord. Til tider var en lille demonstration med sværdet nødvendig. Christian bemærkede, at William tyede til sværdet oftere og oftere mod de fredelige folk. Og når de måtte give op med deres primitive slagvåben, fik han et selvtilfreds smil på. På de tidspunkter gik der et lille gys gennem Christian, men det var vel nødvendigt.
Selvom ridderen var begyndt at spise gik han stadig på sine natlige udflugter af selvpinsler. Christian kunne ikke vænne sig til det, og faldt aldrig i søvn før han var vendt tilbage. End gang i mellem var han lige ved at gå ud at lede efter sin ridder, men så til sidst kom han, ofte mere svimmel end normalt.
Men så en aften var det anderledes, William kom ikke som normalt tilbage i sin nærmest bevidstløse tilstand, men var denne gang næsten i trance. Før ridderen lagde sig til at sove udmeldte han at de ville overnatte på stedet der en nat endnu.
Christian vidste at noget nyt var sket denne nat, og den nysgerrighed der ellers havde været død, var nu tøet op og boblede i ham, så han først faldt sent i søvn den nat.
Den næste dag virkede det, som om William ikke kunne tage sig sammen til noget. Han gik rastløs omkring, skød nogle egern, men ville ikke slappe ordentligt af.
Det blev aften. William kiggede med blanke øjne ind i flammerne, glemte at blinke så et par tårer kom frem. Med et rejste han sig så op og begav sig med faste skridt ind i skoven. Lang tid før hans normale selvpinselstid. Det kriblede vanvittigt i Christian, han vidste noget vigtigt ville ske for hans ridder denne nat, men han vidste også, at hvis William opdagede ham ville han aldrig blive tilgivet for det.
Det blev dog hurtigt til en beslutning for Christian, han rejste sig op og skyndte sig så hurtigt han kunne uden at larme, ind i skoven efter William. Efter at have gået et stykke tid troede Christian han var gået den forkerte vej, og at William måske allerede var tilbage ved bålet. Tanken skabte panik i ham, men så så han pludselig et lys, og så et til og et til. Til sidst dannede cirka tyve lys en cirkel længere fremme i skoven.
Uanset om det havde med William at gøre eller ej, tiltrak dette mærkelig fænomen ham. Med fødderne blødt på de svage kviste nærmede han sig langsomt lyscirklen.
Da han kom tættere på så han, at lyset kom fra fakler holdt af mennesker der alle så mod midten. Mellem to fakkelmænd var en lille hytte, to mænd kom ud mens en tromme slog en dyb rytme an. Mændene med faklerne begyndt at trampe i takt.
Christian genkendte nu den ene af de to mænd i cirklen som William, han stod komplet nøgen. Det chokerede væbneren, han havde aldrig set sin ridder uden tøj på før. William lod til at være afklaret med situationen, men Christian rystede næsten af skræk.
Den anden mand var gammel, men ikke krumbøjet. Han var ligeså nøgen. En lille dreng trådte ind i cirklen med en lille flaske, han overrakte den til den gamle mand, som gav den videre til William. Gammelmanden sagde noget til William og så drak han flaskens indhold. Christian tog sig selv i næsten at råbe at han skulle stoppe. I spænding så han hvad der videre skete.
Da William havde tømt flasken begyndte den gamle at synge. Utroligt klart i forhold til hans alder, fakkelmændene stemte i med dybe stemmer. Christian var opslugt af scenariet, det var så intenst med trommerne, sangen og de to mænds nøgenhed. Pludselig kunne han mærke, at jorden begyndt at ryste lidt, den ligesom vuggede til musikken.
I det samme tog gammelmanden en kniv fra drengen op i luften, den blinkede i skæret fra faklerne, og skar så op af den lille drengs arm. Knægten faldt på knæ uden en lyd, manden sværtede så sin hånd i drengens blod. Da det dryppede fra hånden jog han den i et ryk i brystet på William. Han brølede af smerte, men gik ikke til angreb. I hvad der føltes som en evighed fortsatte den store ridder med sine smerteskrig. Til sidst trak den mystiske mand sin hånd tilbage, det fik William til at falde sammen som en kludedukke. Samtidig slukkede alle mændene deres fakler og løb væk, nogle stykker stoppede op og bar William tilbage mod hans og Christians soveplads.
Det trak chokket ud af Christian og han løb af sted, så de uhyggelige fakkelmænd ikke ville finde en tom soveplads ved det udbrændte bål.
Christian nåede tilbage i tide, der var kun nogle tæpper hvor William skulle ligge. Den skræmte væbner lagde sig i sin tæppebunke og prøvede at falde i søvn.
Til hans overraskelse sov han før ridderen kom tilbage.
Christian vågnede næste dag ved, at William vækkede ham. Han fortalte, at han nu følte sig klar til at møde Violet igen.
Nu var det Christian, der kiggede fjernt ind i flammerne, det var kun nogle dage siden, men det føltes allerede så fjernt. Hele episoden med Shamanen havde de ikke snakket om, væbneren havde ikke forventet, at William ville fortælle hvad han troede var en hemmelighed, men han havde alligevel ønsket det skulle komme på bane. Det var ikke sundt for ens sjæl at kende to af en anden persons hemmeligheder, især når det handlede om selvpinsler og det okkulte.
William gjorde tegn til, at han skulle slukke bålet og møde søvnen. Christian havde en urolig søvn den nat.
Christian gjorde alt det rutinemæssige den næste morgen, men det var med en underlig følelse, for det var sidste gang det skulle se. William havde fortalt, at de ville nå tårnet denne dag.
Med en hvis sørgmodighed satte han sig op på sin hest, og fulgte efter William med en smule sørgmodighed. Trods visse ubehagelige overraskelser var det en rejse han altid ville huske, og forhåbentlig trække erfaring fra i hans kommende liv som ridder.
De red hen af landevejen uden at landskabet ændrede sig, bare grønne marker og et enkelt træ hist og pist. Først efter solen havde passeret zenit, så de en aflang skygge i det fjerne. William rettede sig en smule op i sadlen, men fortsatte ellers bare.
Tårnet blev klarere og klarere i landskabet som de skred frem. Meget uvant begyndt William at vride sig noget i sadlen, som var han en begynder der havde fået ondt. Var han pludselig blevet usikker på sig selv? Det var ikke rart at tænke på, tænk hvis hele rejsen skulle have været forgæves, og hun bare afviste ham, eller måske slet ikke var der!
Christian prøvede at ligge det fra sig, men det lykkedes kun lidt.
Med et var rejsen så ovre, tårnet tårnede sig op foran dem. Vejen var simpelthen stoppet her ved tårnet.
William overrakte et jernemblem til sin væbner. Det var tegnet på at han var indstillet til ridderprøverne. Christian var så overvældet af sin egen mesters snarkommende fremtid, at han ikke kunne føle noget særligt, men han bukkede og sagde tak, som skikken nu bød. Og så trådte William ind af tårnets massive trædør.
Inde i det runde lokale var der endnu en dør til højre, men lige foran ham var et træbord, ved det sad en mand i munkekutte, hans alder var ubestemmelig. Den blanke isse og de milde øjne sagde ikke noget om det.
- Velkommen William. Du er længe ventet. Har du renset dig, så Violet kan møde dig igen?
Mandens stemme var venlig og rolig. Hvis ikke manden havde virket så intens ville man have kaldt hans røst monoton.
- Ja, jeg er nu værdig til at træde foran min kone igen. William prøvede at holde sin stemme afstemt som manden i tårnet, men det lykkedes ikke.
- Det vil vi få at se. Kald din væbner ind igen, du må selv vente udenfor.
William var tydeligvis rystet over den besked, og var på nippet til at svare igen, men tog sig så sammen.
- Jeg vil gøre som de beder. Munken fulgte William med øjnene, mens han gik ud af døren igen.
Udenfor var Christian allerede i gang med at pakke sin hest, men kom hurtigt da William kaldte ham til sig. Han forklarede sin afgående væbner sagen og Christian gik så ind.
Christian kom ind, og så næsten det samme som William kort forinden, bortset fra en lille glasflaske med prop, som var placeret midt på bordet.
- Drik det. Flasken fik grimme minder frem i Christian, men munkens stemme var så blød og venlig, at han drak det uden beklagelser.
- Jeg undskylder omstændighederne, men jeg må sikre mig at du taler sandheden. Fortæl nu hele din rejse med William for mig.
Christian nærede allerede en instinktiv tillid til manden, og fortalte uden videre om sin rejse. Han vidste ikke hvorfor, men han talte bare løs om alt hvad der var sket. Intet blev holdt tilbage, han fortalte endda om nogle af sine følelser, som han ikke før havde kunnet sætte ord på. Det var en lettelse af få aflastet alle sine beklemmende hemmeligheder til en total fremmed.
Da munken bedte Christian om at gå ud og hente William igen, følte han sig bedre tilpas end længe før.
William og Christian skiftede igen pladser.
- Bag døren der er trappen op til Violets værelse. Jeg har nøglen, men den ligger i min mave, og desværre er du ikke renset til at møde hende. Jeg beklager, men du må gå igen og glemme alt om Violet.
William var lamslået, han stammede et par beklagelser frem, men han kunne ikke formulere det chok han havde fået af denne munk, som pludselig skulle bestemme om han var værdig eller ej. Det skulle han da nok selv vide.
- Du skal gå nu, William. Denne ordre fik det til at slå klik for William, han greb sit sværd og stak vogteren ned. Mens han stadig forblødte, skar ridderen munkens mave åben. Han stak derefter sin hånd ned blodsøen i munkens mave, og mellem indvolde og ribben fandt han et stykke metal, han trak den op og tørrede blodet af den. Det var ganske rigtig nøglen. William udstødte en impuls, forbløffet sejrslatter.
Han løb hen mod døren, åbnede den febrilsk og løb op af trappen. På halvvejen mødte han Violet.
Han greb hende i armen, hun var i tårer.
- Gå William, gå. Du har ændret dig, men det er til det værre! Jeg troede du ville lære af det, men i stedet har du ladet målet hellige midlerne!
- Jamen, hvis du kender min rejses historie ved du vel hvilken styrke jeg har udvist!
- Styrke? Du har pint dig selv og ladet ånder tage bo i din sjæl! Det er ikke styrke, men den svages krampetrækninger. Din sjæl er rådnet en til en mørk skygge. Slip mig nu, William. For alt hvad der må være tilbage af din forbandede værdighed, så slip mig.
Hendes stemme var afkræftet, men det var William også.
Han faldt langsomt tilbage på trappen, levende udenpå, død indeni. Violet så sig ikke tilbage da hun løb ned af trappen og væk.