De sidder ved et bord. Hele den lille familie. Far, mor, søster og lillebror. Der er en pæn dug, og det er en skam når man spilder. Over dem glimter en lysekrone, og under dem er et nylakeret gulv. Den ene væg bærer et stort maleri, der viser en stor, rolig sø. Det har været dyrt.
   Der bliver ikke sagt noget, men de ville selv sige, at det er fordi de spiser. Stilheden skrabes kun af gaflerne mod tallerknerne, og det er for det meste kun drengen, der gør dette. De andre har lært at spise ordentligt.
   Alligevel kommer faderen til at spilde rødvin over hans skræddersyede skjorte. Han bander kort og indebrændt. Det er ikke første gang, det er sket. Altså at han spildte. Moderen sagde for nyligt noget om parkinsons, og uskadeligt lægebesøg, men faderen undlod at svare.
   Kvinden skal også til at sige noget nu, og hun åbner faktisk munden, men manden ser på hende og så samler hendes læber sig igen, og hun kigger på maden uden at spise af den.
   Drengen har helt glemt at spise efter, at hans far spildte, og ser i stedet frem og tilbage på sine forældre. Hans gaffel er ved forglemmelsen røget ned i skødet. Kvinden ligger mærke til dette, men tænker blot, at det kræver endnu en opslidende tøjvask. Drengens distræthed har vist sig umulig at kurere.
   Søsteren stoppede kun kort op, da faderen spildte. Skulle ligesom trækkes op igen, men nu spiser hun igen langsomt og tøvende, som var hver mundfuld en svær beslutning. Hendes blik er rettet mod tallerkenen, men hun ser ingenting.
   Fadderen tørrer sit tøj med en silkeserviet og udstøder kun små grønt, som en slags vågen snorken. Til sidst genoptager han spisningen, men drikker ikke længere. Han siger til sig selv, at han heller ikke er tørstig.
   Pludselig rejser datteren hovedet op og siger med svag stemme: "Jeg er gravid igen. Undskyld."
   Så begynder pigen at græde lydløse tårer. Hun flytter ikke hænderne fra gaflen og kniven, så tårerne triller uhindret ned af hendes kinder og drypper ned på hendes kjole og enkelte gange dugen. Kvinden ser op og forstår, at der vil være mere vaskearbejde. Hun tænker også på om hun græd ligeså meget, da hun var i puberteten. Måske datteren skulle til psykolog. En af de anonyme, der hedder ph.d. til fornavn.
   Faderen ser også op. Han slår gaflen ned i bordet i en hurtig, men stille takt, og ryster så kortvarigt på hovedet. Han kigger ned på maden igen og slår nu nærmest maden op i munden. En enkelt gang rammer gaflen hans fortand, og han bander højt.
   Lillebroderen stirrer på sin søster længe, for så i glimt at se på sine forældre, der ikke møder hans blik. Han ser på søsteren igen. Hun bliver ved med at græde, og der er kommet en våd plamage på hende kjole. Han tager sin gaffel og stikker hende stille på armen. Hun reagerer slet ikke. Han presser gaflen hårdere mod hendes hud, indtil den til sidst giver efter, og små blodsdråber viser sig. Hun siger ikke noget, men tårerne pibler stadig frem i takt med blodet. Drengen trækker gaflen tilbage, og det føles som om al hans hud trækker sig sammen. Nu snøfter han også, og han kan ikke engang holde snotklatten inde, så den lander på de rene bukser.
   Kvinden ser op på sine børn, med et stykke kylling hængende på gaflen mellem tallerken og mund. Hun prøver at kigge væk, men hendes blik er låst fast. Langsomt daler gaflen med kødet mod bordet, og hendes tårekirtler begynder at vibrere, indtil en dråbe bryder frem som lava fra en vulkan.
   Manden ser ikke op, men opfatter alligevel det hele. Til sidst smider han bestikket fra sig, og krænger sine rystende hænder op i sit ansigt. Han har lukkede øjne, og hans håndflader gnubber overalt i hans ansigt, som var han ved at vaske sig. Da han rejser sig op i et nu, slår stolen tilbage i væggen, og det giver et ryk i de tre andre.
   Manden går med faste skridt ud af huset og ind garagen, for at sætte sig i sin firmabil. Det er en Mercedes. Han bakker ud på villavejen, og drøner ud mod de større veje. Resten af natten kører han rundt i byen, indtil benzinen endeligt løber tør. Der, på en øde rasteplads, dvæler han efter mange timer ned i det læderbetrukne sæde og sover en udhulet søvn.
   Tilbage i lejligheden har moderen undskyldt sig med at skulle på toilet. Derude sukker hun lettet op, mens hun leder efter sine hemmelige, lægeordinerede piller. De er gemt nede i cisternen, og hun knækker en negl, mens hun kæmper for at få låget op. Straks efter hun har indtaget pillerne falder hun til ro på toiletsædet, og en følelse af lykke lægger sig som en plastichinde over hende.
   Inde i spisestuen har pigens tårer udtømt deres kilde, og hun ser nu på sin lillebror. Hun rækker sin hånd ud imod ham, og han griber den. Han ser tilbage på hende, og ydersiderne af hendes mund rækker mod himlen, og ligner et smil. Han græder ikke længere. De går sammen ind på hendes værelse, og ligger sig på hendes seng. Hun omkranser sin lillebror, og han falder søvn. Pigen ligger derimod vågen længe og sover kun en kort tid, før hun må stå op og gå i skole.