20:33, fredag, 20. september 1963. Chicago.
Han kiggede ned og så på den mand der på trods af sin dødsdom af lægerne, blev ved med at holde fast i sin sidste livsgnist. Som manden der hænger ud over en afgrund i én rod som er ved at knække, han ved han skal dø, men holder fast for lige at leve de få sekunder endnu. Til forskel kunne denne mand kun ligge ned og sove, drikke suppe og forbande sin kræftsygdom, som han mente var i hver celle af sin krop. Det begyndte at gøre Charles, Charlie blandt venner, utålmodig. Der var brug for nye kræfter på topposten, en med energi og ambitioner der kunne løfte mafiaen højere op, Chicago var bare første skridt til et imperium, der kunne bestemme om det skulle være sol eller regn, sommer eller vinter, dødt eller levende. Men kendsgerningerne var at den gamle ged stadig var i live, og ville holde ud så lang tid som det var menneskelig muligt og så en uges tid mere! Men dø skulle han nok af en langsom sygdom som han ikke kunne skyde, myrde, massakrere eller hvad en mand i hans stilling nu kunne finde på.
Han blev vækket fra sine tanker da den ene af de tre livvagter, der beskyttede en mand som var mere død end levende, flyttede sig fra døren så en person kunne komme ind, personen gik ind med ryggen mod muren og lod sine grønne øjne gennembore alle omkring sig på en dyrisk måde, som en grib der undersøger potentielle ofrer, hadet af mange, elsket af få, de få var dog de rigtige og de mange var svage eller lå under 3 meter jord og blev ædt af orme. Men manden der endnu en gang kiggede ned på den skrøbelige krop, hadede ham af hele sin sjæl, ingen skulle snakke om broderkærlighed her.
- Nå, Charles, man kan slet ikke vente på han ånder ud?
- Nej, jeg er jo et lige så grådigt svin som dig, Johnny! Og hvorfor kommer du, tror du far gider snakke med dig?
En stemme bag ham stoppede deres skænderi.
- Ja jeg vil snakke med både dig og Johnny, før jeg skal ned og hvor der er rigtig hedt.
Johnny gav Charlie et smil, der fik ham til at tænke ting han ikke burde.
- Drenge, når jeg dør så arbejd sammen, i vil få langt mere ud af det!
De to brødre kiggede misbilligende på hinanden. - Hvis i begynder at strides vil alle vores mænd også gøre det, og så har i smadret det min far og senere jeg selv har opbygget, og hvis det sker kommer jeg op og søger for at i kommer med ned!
- Ja far, sagde de synkront, med hovedet nedad som to små drenge der lige har knaldet en rude. Deres far lå godt nok syg i sengen, men han forstod stadig at snakke som en general.
- Charlie, Johnny, respekter det testamente jeg har skrevet, det var jo ikke for sjovt jeg skrev det, vel? Gå nu hjem og slap af, jeg dør ikke hurtigere af at i er her.
De grinede en nervøs latter og gik derefter, Johnny først og derefter Charlie. Han lod sine øjne grave sig ind i ryggen på sin bror, håbede han ville dø. Da den gamle havde nævnt testamentet, var han blevet urolig, Johnny var den ældste og hvis et stykke papir skulle afgøre det, i stedet for en fight mellem de to, kunne det nemt blive Johnny. Forhåbentlig vidste hans far hvem, der bedst kunne forvalte familieforretningen.
Da Charlie kom hjem, kunne han ikke falde til ro, radioen sendte kun fordummende musik lavet af fordummende mennesker, og aviserne der var bestemt af deres forretning, havde kun ligegyldige artikler og helsidesannoncer. Så han gik i seng, men efter at have vendt og drejet sig i hvad der forekom som en uendelighed, tog han en sovepille og faldt i en drømmeløs søvn. To timer senere ringede telefonen, hans far var død.
13:57, mandag, 23. september 1963. Advokatbureauet Freitmann og Søn.
Den nyvaskede marmortrappe glimtede i solen og blændte folk, der kiggede på trappen op til det frygtede Mafiaselskab. Det var opkaldt efter en tysker og hans søn der var flygtet til Amerika under 2. verdenskrig og var blevet undertrykt af mange, indtil han stiftede selskabet og sagsøgte alt og alle. Han var ekspert i at finde fejl og mangler i den amerikanske lov, og tjente store penge på det, firmaet kørte stadig efter samme princip, men havde også udledt forretningen til mange andre steder, godt hjulpet på vej af mafiaen, der i blandt testamente skrivning.
Da Charles gik ind, fik han også solen i øjnene, og noterede for sig selv, at det skulle der fikses når han kom til magten, noget som forhåbentlig skete inden for den næste times tid. Han kom ind i en cirkelformet forhal med rødt gulvtæppe, en skranke i midten som var lige så rund som lokalet, en enkelt mand stod bag den og ventede på klienter, med et smil der fyldte det meste af hans ansigt.
Charlie gik hen til ham, og spurgte hvor testamente oplæsningen var henne, manden i skranken kiggede på en liste, sagde en kort sætning og pegede på en elevator ved indgangen. Charles gik med tunge skridt mod den blanke dør, han trykkede på den røde knap ved siden af, døren gik op med en lyd, som når man stikker en kniv i et bil dæk. Han følte sig lidt usikker på sikkerheden da han gik ind i det tomme, blanke rum og trykkede på den øverste knap med påskriften 7, mens døren gik i, så han manden med det kvalmende smil, og noterede igen noget der skulle fikses.
Hele bygningen var rund så gangen på den syvende etage var også så cirkulær som solen, og hele vejen rundt var der døre med tal over. Manden i foyeren havde givet ham tallet 47, og han var ved dør nr. 34, da hans nervøsitet sprang op igen, som en trold i en æske, han mente ellers det var helt under kontrol, men hvad nu hvis den gamle havde skjulte aftaler, skjulte motiver, bagtanker hvor han ikke var med, hvor Johnny var med, hvor Johnny ville blive valgt, hvor Johnny ville få magten. Men nej selvfølgelig havde den afdøde haft hjerne nok til at vælge ham, han havde trods altid udvidet forretningen adskillige gange, og ville ikke tage nogen chancer for at en som Johnny skulle smadre det hele.
Han gik næsten forbi døren i sin ophidselse, men hans underbevidsthed mindede ham om hans mål og fik ham til kigge op, til venstre for ham stod der med skinnende tal: 47. Indenfor lød der et par stemmer, den ene genkendte han som sin eneste overlevende farbror ved en bombetogsskandale; da han og alle sine brødre, bortset fra Charlie og Johnnys far, var på et tog til New York var hans overlevelsesinstinkt pludselig vågnet op og hørt en tikkende lyd i en af kufferterne, uden at tænke det om igen løb han ud ad bagdøren og sprang i grøften hvorfra han kunne se togets sprænge i luften, man sporede det til Garció mafiafamilien som havde til huse i New York, de blev totalt udryddet, siden har ingen prøvet på at genere dem, og alle nye mafiaer blev slået ned, for at ingen idioter skulle gentage bedriften.
Charlie pustede ud og gik ind. Rummet han kom ind i var, uvant resten af bygningen, firkantet med et billede på hver væg, alle malet med forskellig stil så der var noget for en hver smag, Charlie hadede den slags, det virkede så falskt og uden identitet, men det kunne han jo snart lave om på, med mindre deres far var gået fra forstanden på sine sidste dage. Der udover var der et par aflange lamper i loftet der lyste hele rummet op. På trægulvet stod 15 stole i tre rækker og foran dem et træbord hvorpå der var en kande vand, et glas og en flad mappe, testamentet. Ved bordet stod manden der skulle læse det op og snakkede med Charlies onkel, på den bagerste række sad Johnny og gloede på ham med sænket ansigt og øjne der virkede alt for selvsikre. Der var også nogen sekretærer fra folk der forventede at få noget.
- Hr. Davenport? Det var oplæseren der havde afbrudt sin samtale og var kommet over til Charlie.
- Øh... Ja det er mig.
- Godt så er vi har vidst alle sammen. Tag bare plads så begynder vi med det samme.
Han satte sig på første række sammen med sin farbror. Han kiggede lidt på en af billederne og virkede faktisk uinteresseret, som et paradoks til Charlie der sad og spændte i hele kroppen.
Først blev en masse små ting givet væk, små firmaer, varelagere, biler, skibe og for hver ting gik en sekretær og da et vin lager i Frankrig var blevet givet til en af hans ekskoner, var de kun 3 tilbage: onkel David, Johnny og Charlie. Oplæseren tog en slurk vand for at smøre sin efterhånden tørre hals.
- "Til min bror David giver jeg alle biler der restere, mine landarealer og huse i Nevada og 500,000$", David gjorde en anerkendende gestus, tog sine papirer og gik. Charlie følte hvordan han fik kvalme af nervøsiteten, var han nu også den bedste til at styre det? Kunne Johnny være bedre? Han håbede at det var ren nervøsitet, men det var svært at finde ud af når man nærmest er i paniktilstand. Manden foran fugtede sine læber.
- "Til min søn Johnny giver jeg ALLE aktier i..." Der var kun oliefelterne i Saudi-Arabien og familieforretningen tilbage, Charlie følte sveden på sin pande og bed sig i læben mens han så oplæserens mund åbne sig for at sige de sidste ord, Charlie lukkede øjnene.
- "... The Davenport Corparation, aka familieforretningen" Charlie gik helt i sort, han fattede det ikke, hvordan kunne hans egen far gøre det mod ham? Det måtte være oplæseren der jokede, ja, nu ville han afsløre at det i virkeligheden var Charles Davenport der skulle føre det hellige hverv videre. Men i stedet fortalte oplæseren af Charlie ville få alle de indbringende oliefelter, men hvad betød de i forhold til familieforretningen? Men Charles vidste allerede, at han ikke gav op uden kamp, han skulle nok få hvad han ville ha´.
10:28, onsdag, 25. september 1963. Church of Chicago.
Regnen slog mod alt, biler, hunde, mennesker, græsset og husene. Både de rige, de fattige og dem der kæmper for at blive rige, men er bange for at blive fattige. Selv kirkerne fik vand, regnen er hensynsløs. Det mærkede Charlie, Johnny og alle andre der var til Graham Davenports begravelse, og de nåede kun lige at vende sig til det tørre vejr inde i kirken, før de skulle ud og sænke den succesrige mand i den mudrede jord. Oppe fra var det et optog af runde paraplyer der bevægede sig den samme vej i forskellige farver, dog mest sort og mørkeblå, om det så skulle hjælpe mod den uvenlige regn.
Charlie så kisten glide i graven, og præsten kastede mudret jord på kisten, der i en ubehagelig grad lignede lort, den gamle havde vidst haft ret i at han skulle brænde op dernede, men de kunne åbenbart slet ikke vente på at ydmyge ham.
Han kiggede op på Johnny og smilede, hvis han var ked af det nu, så skulle han ikke glæde sig til i aften. De første begyndte at gå hen til bilerne, Johnny havde inviteret alle fra begravelsen til fest, for at mindes hans far og hans indflytning i den samme mands hus.
Han fjernede blikket fra Johnny og begyndte at gå over mod sin bil i den mudrede jord.
Det var en lang tur fra kirken til Johnnys hus, fordi at det eneste der tilfredsstillede den afdøde mand i størrelse lå langt væk fra byen, hvis Charlie havde fået huset havde han solgt det med det samme og købt en stor lejlighed i byen, så var man tættere på netværket, man kunne holde fingeren på pulsen der, noget Johnny nok ville få problemer med, derude hvor der bor flere køer end mennesker. Af samme grund måtte folk forholdsvis tidligt hjem, og allerede klokken 17 tog Charlie af sted, men efter næsten 180 km. kørte han ind i en lade, den så tom ud, bortset fra en knallert, for den uvedkommende men Charlie vidste bedre, han stoppede bilen og steg ud. Han kiggede sig omkring, og fik så øje på stigen til høloftet, han gik hen og vurderede den, malingen var næsten skallet helt af, og træet så ikke særlig frisk ud, men da det nederste trin holdt til et spark begav han sig op ad den næsten lodrette stige. Han var hurtigt oppe på det halvfyldte loftsrum. Ved den nærmeste høstak lå en mand.
- José! Den sovende mand vågnede hurtigt og stillede sig op. Selv om de havde mødtes før, blev de igen overraskede over hvor meget de lignede hinanden, de var som dobbeltgængere. De havde den begge en halvbrun hudfarve, grønne øjne og Charlie var kun få cm. højere end José. Deres hårfarve var sort som kul og kort klippet og de havde begge end kløft i hagen man ikke kunne undgå at lægge mærke til. Og så var de begge i topform.
De huskede begge klart, den første gang de mødtes, nogen reklamefolk havde brug for en sorthåret dreng og de var begge mødt op med forhåbninger om at komme op på alverdens plakater med munden fuld af tyggegummi. Charlies far havde hurtigt fået ideen om at José var den perfekte sikkerhedsforanstaltning, Johnny havde aldrig vidst noget om det, det havde altid været en hemmelig hed mellem Graham, José og Charlie, og nu kun de to mænd på høloftet.
- Her er nøglerne bare køre hjem til mig og sørg for at du bliver set af naboerne, lav noget grillmad jeg tror ikke det regner i Chicago city, ellers gå hen på en bar, whatever bare få mig et alibi, og så husk at skrive en rapport om alt hvad du har gjort, før jeg kommer tilbage!
Charlie gav ham nogle nøgler og sendte ham af sted. José var næsten henne ved bilen og Charlies havde allerede sat sig til rette da han kom i tanke om det vigtigste, han løb hen til stigen, og råbte efter José.
José stoppede og ventede på, at Charlie kom ned. Han gik hen og tog nøglerne tilbage fra José, gik hen til bilen og åbnede bagklappen. José gik hen og så hvad Charlie lavede; han tog nogen sorte handsker på og åbnede en lille æske der lå i bagagerummet og ud kom en sort pistol, den var helt ny man kunne lugte det på malingen og det nyformede metal, men der var ikke noget serietal. Han puttede den i en plasticpose fra bilen og puttede så posen i lommen. To minutter senere kørte José af sted og Charlie gik op på loftet igen for at hvile sig.
02:11, torsdag, 26. september 1963. Øde lade.
De røde baglys på den sidste bil forsvandt i mørket, Charlie havde talt dem. Han gassede op for knallerten og kørte tilbage mod Johnnys hus. Den kølige nattebrise gjorde Charlie frisk, hans hår fløj tilbage, og han speedede mere op.
Da han begyndte at kunne se lys forude stoppede han knallerten og løb mod huset, da han stod foran huset pumpede hjertet af al kraft i hans bryst mens han fik vejret, der havde været længere til huset end han troede. Charlie tog handskerne på og fandt pistolen frem for at aflade den, derefter stak han den og hånden ned i lommen, klar til at trække. Det skulle være i nat, i morgen tidligt ville bodyguardsene komme for at dække ham 24-7. Det var Charlies held, at de ikke kunne komme før.
Han gik hen til hoved døren og ringede på, kort efter lød Johnnys trætte stemme gennem speakersystemet der var i hele huset..
- Hvem er det?
- Charlie, min bil brød sammen, må jeg komme ind og sove her i nat?
Der gik nogen sekunder og Charlie nåede at blive bange for at han ville sig nej.
- Jo, kom bare ind.
Der kom den typiske metalliske tone og Charlie gik ind. Der lød klaverspil fra stuen ved siden af, Johnnys store lidenskab. Charlie gik derind. Johnny sad ved klaveret og spillede.
- Hej, Charlie. Han blev ved med at spille uden at vende sig om.
Charlie tog pistolen frem og sigtede som kun en erfaren ville gøre det.
- Hej, Johnny...
Charlie skød med koldt blod, tre gange i Johnnys baghoved, han kollapsede ned på klaveret i en blodpøl, der gennemtrængte pianoets træ.
- ...og farvel.