...dunk...dunk...dunk...dunk...
   Hans ben pumpede mod den bløde skovbund. Små tørre grene kvastes, når hans gummisko maste dem mod det mosede underlag. De gav en klar lyd, når de knækkede. En ren lyd. Drengen tænkte ikke over disse ting. Han var koncentreret om at løbe uden om træerne og deres smældende, tynde grene. Hjertet pumpede hårdt og tungt inden i ham. Gav ekko i hans krop, når det livsvigtige blod trængte sig vej ud i alle afkrogene. En gang i mellem kiggede han sig tilbage med et vildt blik, så efter bevægelser. Uregelmæssigheder. Der var salt ved øjnene af indtørrede tårer. De kunne mærkes, men ikke ses, selvom det ikke var længe siden de var udgydt.
   Han mærkede hvordan følelserne blev erstattet med underbevidsthedens instinkt. Som et dyr.
   Han kiggede sig tilbage endnu en gang, og straffen kom prompte fra en lang gren der svirpede mod hans kind. Smerten var ligegyldig, han måtte videre, videre, videre.
   Det hele var sket så hurtigt. Så pludseligt. Som et hjertestop. Og nu var han her, på flugt fra nogen eller noget ingen var flygtet fra før.
   Det var hadet og vreden der havde gjort udslaget, det var indestængt så længe i ham, havde opladet så længe, indtil der ikke var plads til mere og det hele måtte ud. Som en ballon der bliver fyldt med luft til den sprænger. Og ballonen havde givet genlyd.
   Så lang tid i uvished og frygt. Og nu morder og på flugt. Men han var fri. Ordet virkede mærkeligt, ukendt. Som en gammel ven, man en dag møder på gaden. Man kender det, og så alligevel ikke.
   Sidesting i begge sider gjorde kraftanstrengelsen uudholdelig, og han vidste et hvil snart var påkrævet. Han gik langsomt ned i fart og stoppede ved et stort, gammelt træ. Han genkendte det ikke i natten, men det var også ligegyldigt, han skulle bare have et midlertidigt gemmested.
   Han lukkede øjnene, og prøvede at få pulsen ned, mens hans ryg gled ned at træstammen til han sad ned.
   Han var næsten faldet til ro, da et hyl gennemflængede den rolige nats mindre toner. Drengen sprang op og hans puls steg med samme hastighed, som en bil mister fart når den kører i en betonmur. Men det var bare en ulv. Bare en ulv. Og selvom hylet var højt, vidste han den var langt væk. Han var vant til dem. Bortset fra at nu virkede de meget mere virkelige. Forskrækkelsen trængte de udmattelsen og de mange smerter i baggrunden, og han begyndte at løbe igen.
   Han løb uden egentligt mål. Han vidste ikke om han løb væk fra skoven, eller ind i dens indre. Og han vidste heller ikke hvad han foretrak.
   Han havde aldrig været uden for skoven, det var hele hans verden. Alt andet var skrøner og fortællinger fra de ældre, som en sjælden gang talte om "den anden verden" med et længselsfuldt blik i øjnene. Men de snakkede næsten aldrig om det, enten fordi der blev færre af dem, eller fordi de vidste hvad der skete hvis Vagtgarderne tog dem i det.
   Han løb videre i den måneoplyste nat, til venstre og højre for de tavse træer. Hans blik havde vænnet sig til nattens mørke og han vidste hvordan træernes silhuetter så ud. Så der blev længere og længere mellem piskene fra stammernes arme. Han begyndte at føle sig en smule selvsikker, da det knitrede til højre for ham. Hans hjerte pumpede endnu hårdere, da han stoppede op. Det knitrede igen, denne gang tættere på, men til venstre. Han vendte sig om mod lyden. Var de fuldt efter ham, havde de bare ventet på et øjeblik, hvor han ville være uopmærksom nok til ikke at kunne gøre modstand? Eller endnu værre, havde de små drenge haft ret når de snakkede om skovuhyrerne? Med deres længe kløer der sprættede folk og spiste deres indvolde, mens man stadig var ved bevidsthed. Han følte desperation ligge sit tunge slør om ham. Han begyndte at dreje rundt om sig selv for at holde styr på sine omgivelser, men formåede kun at forvirre sig selv.
   Endnu en knitren lød, og han begyndte at spæne væk. Hvorfor skulle han også have gået amok dengang, for et par timers evighed siden? Han ville ikke dø! Heller et liv som slave, end intet liv.
   Han kom længere og længere væk fra det uhyggelige sted, og uden at sætte farten ned begyndte han at blive mere rolig. Måske var det bare et par egern, eller nogle andre dyr der havde skræmt ham. Men det var ikke noget han kunne binde an på, selvom det sørgede for at hans løb blev mere kontrolleret, og døden ikke virkede så nærtkommende mere.
   Et glimt af lys forstyrrede hans natteblik. Først farede han sammen igen, men tog sig så sammen og gik lidt tilbage, ganske rigtig omtrent tohundrede meter derfra kunne han, mellem træerne se et konstant lys. Ikke et flakkende som fra en lygte eller en fakkel. Men et roligt lys, der nærmest smilede til ham. Han begyndte at gå hen mod lyset, rolig, men stadig påpasselig. Efterhånden som der blev færre træer, til at dække for lyset, så han at det var fra et hus lyset kom. Et kønt lille hus lavet af fældede træstammer. I et vindue lyste et lys klart. Der kom ingen lyde fra huset, og selvom han stod hundrede meter derfra, vidste han ligesom at der ikke kom lyde fra stedet.
   Huset gjorde ham ikke urolig, tværtimod følte han noget trøstende over huset. Noget der fortalte ham, at her var han i sikkerhed for Vagtgardere og uhyrer. Han gik videre hen mod huset, nu så han at huset lå i en lille lysning, der var ingen træstubbe. Som om en særlig kraft afholdt selv naturen for at blokere.
   Drengen havde rystet den sidste frygt af sig og gik ind i lysningen, helt hen til en dør af stærkt træ. Han bankede på fordi han vidste der var nogen hjemme, fordi han vidste, at den nogen ville give ham sikkerhed. Døren begyndte at gå op, og drengen smilte.