Han trådte med vaklende skridt fremad, hans gummisko egnede sig ikke ligefrem til den glatte sne. Han trådte i et hul der var dækket af sne, mistede næsten balancen igen. Et par bandeord gik tabt i vinden, mens han rev sin nu gennemblødte fod op af en naturdeformitet.
   Lige i øjeblikket var det ret svært at holde fast i sin triumffølelse. Hans fremtid var bogstavelig talt klistret fast til hans ryg. En fremtid han ikke kunne stoppe med at tænke på. Hvad var et døgn i dette hvide helvede for det?
   Han trampede videre i den knasende sne, han havde altid fundet denne lyd af frossen vand der gav efter for ens vægt tilfredsstillende, den samme lyd som når man presser en snebold sammen. Hvis det ikke var for hans ubrugelige arm ville han have presset en snebold lige nu, mast og formet den så længe, at den blev til en stenhård iskugle, fuld brugbar for fortidens kanoner.
   Han mærkede vibrationen i lommen, før den vindblæste melodi kom. Mobilen ringede. Han stod stille i sneen og mærkede efter, jo det var rigtigt nok, nogen ringede. Hvem ville dog ringe nu? Det havde bare at være vigtigt, den trådløse telefon lå i højre bukselomme og han måtte bakse noget med det, før han fik sin venstre lap ned i den modsatte lomme, med to fingre neglede han den op. Der stod hemmeligt nummer.
   Han trykkede på modtager knappen og satte den hårdt mod øret.
   - Hvem fanden er det nu som har brug for min assistance?
   - Hov, hov Michael, nu taler vi lige pænt til hinanden. Derefter en hæs latter.
   Michael mærkede hvordan det nu var mere end hans krop der isnede. Selv gennem snestorm og telefonens skratten kunne han genkende den nikotinhæse stemme. Men hvordan var det muligt, manden var da henlagt til ormeføde og mennesketom begravelse. Ikke desto mindre var det nu ham der igen talte i hans øren, kold og uden latter.
   - Michael, jeg finder dig. Jeg finder dig og gør arbejdet færdig.
   Han stod ligbleg i sneen og ledte efter ord, men det var unødvendigt, manden havde allerede lagt på.
   Han lod en klump i halsen falde til bunds. Lukkede øjnene og prøvede at tage sig sammen. Hvordan skulle han kunne finde ham? Det var ganske mørkt nu og han var kommet et godt stykke væk fra hytten. Det burde være umuligt at finde frem til ham. Men på den anden side havde han at gøre med en mand der kunne leve på sine instinkter og som aldrig gav op. Som en ulv eller hyæne, altid på jagt efter byttet, lever halvt af offerets frygt. En anden tanke slog ned i ham, måske var det slet ikke hytten der var ringet fra. Havde han fået gang i bilen og ringet derfra, meget kunne man sige om den bil, men den var godt lydisoleret, det var jo ikke altid man havde en lyddæmper til pistolen.
   Michael lod mobilen dumpe ned i venstre lomme, og mærkede så efter i sin jakkes inderlomme. Den lå der stadig. Våbnets altid kølige pistolløbe beroligede ham. Han lynede jakken op igen og travede mere bestemt fremad, om det så var frygt eller viljestyrke der drev ham.
   Mens han stødt lavede nye spor i sneen, tænkte han tilbage.

Det var kun nogle uger siden, højst en måned. Tid var blevet et noget svævende begreb nu, men starten havde i hvert fald været da Frances, utvivlsomt ikke hans rigtige navn, havde tilkaldt ham. Der var kommet et nyt job, ikke bare et af de almindelige, men et der kunne få en reel betydning for hans fremtid.
   Allerede før han hørte om det egentlige tilbud, var han positivt indstillet. Bare at få tilbuddet var en stor cadeau.
   Jobbet var endda rimelig enkelt, hugge et maleri, gemme sig i en hytte til den store politiopmærksomhed var drevet over, og så til Spanien og sælge til den rige køber. Den eneste hage ved det var, at han ikke måtte arbejde alene. De havde allerede udvalgt en partner. Det fik Michael til at miste lysten, han arbejde altid alene, det var langt mere sikkert. Hvordan skulle han kunne stole på den fuldkommen fremmede mand? De kunne se nok så smart ud, men når de så skulle kravle ind ad vinduet på den alarmsikrede villa, larmede de som en børnehave på tur.
   Det var dog heller ikke en mulighed at sige nej til Frances. Så ville der slet ikke komme mere at sige nej til.
   Derfor blev det et ja.

Som altid fik Michael vagtplaner, arkitekttegninger og hvad der ellers måtte kunne hjælpe dem af praktiske ting. Han skulle mødes med sin medhjælper et par dage efter. Kunstkuppet skulle planlægges i Michaels lejlighed. Han kompagnon mødte op sent på eftermiddagen, mandens stemme var hæs og hans hud havde en mærkelig gullig farve. Derudover ville han ikke fortælle sit navn, eller tage sine trucker-solbriller af.
   Han ville ikke hjælpe med planlægningen, og selvom Michael også helst ville gøre det alene, irriterede det ham. Manden uden navn kom kun en enkelt gang om dagen, så det kom til at virke som kontrolbesøg. Michael hadede sig selv for at føle et pres på arbejdet når han kom og holdt øje.
   Han turde heller ikke konfrontere ham, for T-shirtene spændte godt ved hans overarme og Michael var ikke i tvivl om hvem der ville lande nederst hvis det kom til kamp.
   Så Michael knoklede løs mens han undrede sig over hvad den navneløse mand lavede i mellemtiden. Sad han med en fanpude og så sin yndlings-soap på tv? Eller var han ude og kræve dummebøder ind? Nogle gange var Michael mest tilbøjelig til, at tro at han sad derhjemme og pinte små dyr med skarpe pinde.

Kuppet gik godt, Michael havde gjort det simpelt, og den navnløse var eminent til det praktiske. De stjal billedet kort før lukketid, og da vagten var slået ud og bagbundet kort før, blev røveriet først opdaget næste dag.
   På det tidspunkt var de to mænd flyttet op i et mere kuperet landskab, i et nydeligt sommerhus der lå ganske ensomt, de nærmeste naboer var også blevet hjemme.
   Der stod et lille tv deroppe, ordren lød på at følge konstant med i nyhederne, og holde skema over hvor meget tv-tid tyveriet fik. Den navnløse var ligeglad med det, Michael måtte selv holde styr på nyhederne.
   Han havde også været noget spændt på hvad han partner ville lave, men manden satte sig bare, og begyndte at læse bøgerne i den reol der stod der. Han begyndte ganske enkelt med bogen øverst til venstre og fortsatte så bare derudaf. Og når han læste, det vil sige rimelig konstant, var det kun nyhederne der måtte blive set. Det var ikke noget han sagde, et enkelt blik var nok. På samme måde dominerede han hvilken mad, der skulle tø op fra fryseren, og hvor meget de skulle skrue op for varmen.
   Michael hadede denne underkuelse, men turde ikke sige imod, det ville bare gøre nederlaget endnu klarere.
   Efter nogle dage på den måde, begyndte Michael at gå udenfor, han gik ad skovstierne længere og længere ud, men talte aldrig med andre mennesker. Der begyndte ellers at komme en del med joggingtøj eller diverse stave forbi.
   En dag fulgte han bare vejen, blev ved med at gå, der var alligevel absolut ingenting at lave i sommerhuset. Michael havde aldrig bare gået på denne måde før, men han begyndte at føle sig mere og mere afslappet på disse små dagsrejser.
   Den dag kom han helt ind til en by, der var kun en bager, en købmand og så en biludlejning med brugtvognshandel. Michael glemte pludselig sine gamle trængsler, biler havde altid været hans store glæde. Bilerne her var ikke den store kvalitet, men det brændte alligevel i ham efter at køre i nogle af disse biler. Hans undertrykker i sommerhuset havde godt nok en bil, men Michael gad ikke en gang så meget som spørge efter en tur i den.

Michael vendte tilbage til en stille aften, han havde endda gjort noget så uvant som at gribe til en bog, men efter først at have fået et misbilligende blik og fortsat, gik den navnløse hen og tog bog fra ham. Michael kunne næsten ikke begribe det, og måtte gå en tur i aftenmørket for at følelserne i ro igen.
   Det var der i mørket, at han bestemte sig for stikke en kniv i ryggen på den selvhøjtidelige nar. Det var Michael der havde gjort næsten alt arbejdet, hvorfor skulle han dele fortjenesten med en anden? En anden der endda havde været dominerende til en absurd grad.
   Det eneste han måtte gøre før det var at snakke med Frances, hvis ikke han fik det at vide før, ville de gå i panik og sende en lejemorder ud efter ham, og Michael vidste alt for godt hvor effektive de var.

Næste aften mens den navnløse lå på sofaen, og læste bog nummer elleve fra venstre, gik Michael ind i det tilstødende soveværelse og ringede til Frances. Han talte ud som et lille barn, der græder ud ved sin forælders skuldre, og Frances nævnte også noget om, at han var en hykler.
   Til sidst gav Frances grønt lys på eget ansvar, så længe maleriet kom frem til køberen, var han rimelig ligeglad med alt andet.
   Michael smilede selvtilfreds for sig selv, og gik ud af døren og næsten lige ind i den navnløse.
   - Interessant samtale du havde der. Han smilte til Michael og vred hans arm om i en lås, langsomt trak han op mens de sammenhængene klager blev til skrig, til sidst sagde det knæk og den navnløse slap ham.
   - Nå, skal vi så se hvad du duer til? Han bød ham udfordrende an med hænderne. Michael kunne først ikke ænse andet end smerten i hans højre, brækkede arm, men greb så ned i venstre lomme. Et højt brag lød, og den store, navnløse man faldt sammen på gulvet, med et stort blødende skudsår under venstre skulder.
   Michael kunne kun føle triumf, men vidste også at hans flugtplaner var flyttet fra snart til nu. Han bukkede ned til den faldne mands bukser og rodede i hans lommer, men kunne ikke finde nøglerne. Panisk gennemsøgte han mandens jakke og resten af sommerhuset, men der forbandede nar havde gemt nøglerne. Han bandede heftigt, fandt det nu plasticindbundne maleri frem og satte det godt fast på ryggen. Derefter begav han sig ud i aftenens dunkle mørke.

Michael var nu kommet op på vejen igen, byen og biludlejningen lå kort fremme. Det var tydeligt at bilsælgeren boede oven på butikken, så hvis han ringede længe nok skulle han nok få lejet en bil, men hvor langt bagude var den genopståede kæmpe?
   Han asede sig frem på den rå asfalt. Han følte sig gennemblødt af sne og sved, men vidste at sejren ikke var langt væk. I det samme kørte en bil forbi i høj fart, og føreren trykkede vidst ligeså hårdt på bremsen som han før han trådt på speederen. Ud af den stoppede bil kom den navnløse, langsomt gik han hen mod Michael, der var paralyseret af frygt. Kæmpen grinede højt, mens han holdt sig for skulderen, hvor der tilsyneladende var placeret en form for hjemmelavet bandage.
   Michael havde aldrig været så bange før, og nærmest ud at tænke det trak han pistolen op og skød løs på den navnløse. Et øjeblik troede Michael at han ville komme tættere på igen og grine som før, men i stedet faldt han forlæns ned i asfalten. Han var død.
   Michael rystede dog stadig af skræk, og opdagede derfor slet ikke den spritbilist der kom i fuld fart bagfra, og dræbte ham på stedet.