"...hvis du bare tager en enkelt UltraFitness-tablet om dagen, vil du efter blot to uger mærke proteinblandingen styrke dine muskler og tunge indkøbsposer, lange trapper og anden fysisk anstrengelse vil ikke længere være en ren pest, men nydelse uden en eneste dråbe sved.
   Skaberen af den fantastiske pille, Michael Tracer, ønsker at så mange som muligt skal få deres liv forbedret, så nu koster en måneds forbrug kun 299kr. Du sparer 100kr.! Og hvis du køber nu på telefon 999-888-77 får du endda en gratis instruktions-DVD med. Nummeret var 999-888-77, altså 999-888-77, ring NU og dit liv vil aldrig blive det sam..." Zaap. Det lille 21" fjernsyn slukkede i lysglimt og fik så sin sædvanlige matsorte farve.
   Der var helt stille i det lille kollegieværelse, kun en knaldrød papegøje skrattede "Helt fin. Tiden skader ikke Den". Den var som så meget andet i værelset fundet på loppemarkeder og lossepladser, fuglen var fra en pensioneret brugtbilshandler. Kun sofasengen var ny, den var rummets centrum og var som en konge, med sine tjenere af møbler placeret om sig.
   Lejlighedens beboer, Troels, lå da også henslængt i den. Normalt brugte han ikke sin tid på at se TV-shop, men han følte nu alligevel en vis morskab ved kanalens evige forsøg på at prakke folk ubrugelige genstande på, ofte diverse slankemidler.
   Hvorfor var det i det hele taget så vigtigt at være så slank som muligt? Var mad nu blevet farlig? Skulle det være sjovt at løbe 10 km., bare for at komme hjem og drikke de liter sved man har løbet af, så man kan sige man har fået et mentalt overskud og kan sove godt om natten? Helt bestemt ikke!
   Troels kiggede på sin clockradio, der lå på et lille bord foran ham og med sin skinnende røde øje fortalte ham at klokken var 01:45, det var da også helt umuligt at falde i søvn, han tænkte lidt på den kommende dags anstrengelser, vendte sig i sengen og prøvede at falde i søvn.
   En klar høj tone gennemskar værelset klokken præcis 08:15. I et stykke tid var der ingen reaktion fra kroppen der var delvist skjult af en rodet dyne, men så listede en hånd sig ud og nærmede sig støjsenderen, som en leopard efter en gazelle, og slog så pludselig til og træk i dyret til stikket røg ud. Derefter gik igen et stykke tid med inaktivitet, men til sidst stod Troels op, han havde ikke fået så meget søvn, som han ville, men efter flere uger med dette problem var han nået over et dødt punkt og var egentlig rimelig frisk, tiden i sengen, efter han var vågnet, var mest vane.
   Han kom hurtigt i tøjet og en gammel toaster sørgede for morgenmaden. Han skoldede sig lidt på sin rituelle kop oliesorte kaffe, men fik smerten dæmpet med stykke lige så rituelt tyggegummi. Han var næsten ude af døren, da Audi med "Helt fin. Tiden skader ikke Den", gjorde opmærksom på sig selv og sin sult. Han havde forsøgt at give den et nyt navn, men den ville kun reagere på sit gamle navn. Efter at have hældt vand og foder op til den, kunne han komme af sted.
   På vej til gymnasiet bestemte han sig for 117. gang at tage til lægen og få nogen sovepiller, helst så tidligt som muligt.

Galileogymnasiet var en gammel bygning, der både var udbygget og renoveret mange gang. Nogen steder betonbygninger med skråtag og tagplader der engang havde været røde, men nu mere grønne af mos og tidens andre udfordringer. Andre steder var der facaden af træ med afskallet maling og et fladt tag, der havde et utal af vandskader.
   Hele roderiet var skjult af en stor flot hovedindgang af mørkt tonet glas. Op til hoveddøren var der en sti af brosten, optrukket af frugttræer som altid fik sit afkom rippet ført tid af skolens elever.
   Her kom Troels gående i sine egne tanker, da en skikkelse med orange hår og ansigt ramt af fregner, med et koncentreret epicenter omkring næsen, løb op på siden af ham. Han var 18 år som Troels, men hans ansigt fik folk til at tro han var en forvokset tolvårig. Hans navn var Ansgar, men det havde det ikke altid været. I kirken var han døbt Peter, men i tiårsalderen var han begyndt at hade sit navn for dets almindelighed. Så stærkt imod sine forældre skiftede han navn til Ansgar på sin 18 års fødselsdag. Troels havde overvejet at give ham kort til en psykolog, ved samme lejlighed. Men udover at han vidste Ansgar bare ville smide det ud, havde Troels overbevist sig selv om, at det bare var endnu en af hans særheder.
   " Jeg har fået et ny job", sagde Ansgar, mens han holdt øje med en bille foran sig. "Nede i den der lille bagelbutik, du ved." Troels var ikke helt sikker på hvad for en butik han mente, men det var egentlig også ligegyldigt, han ville alligevel blive fyret efter en måneds tid. Ansgar gik fra job til job, fordi hans mor og far krævede, at han havde arbejde. For at undgå sørgede han for at være klumset til sit arbejde, som muligt.
   "Jeg troede butikkerne havde fået billeder af dig?" Da Ansgar havde søgt en stilling i 7-11, blev han afvist med det samme chefen så hans ansigt, og nu var han sikker på, der var advarselsbilleder af ham overalt i byen. "Nej, det her er en specialbutik", Ansgar trådte billen ud med sin sko. "De arbejder alene". Klokken afbrød dem og de skyndte sig ind.

Kantinen lignede en barak, den var spartansk indrettet, tre lange rækker med bænke, ingen kunst på væggene, kun firkantede vinduer i to meters højde. Den eneste forklaring der nogensinde var kommet var: Folk glor på maden.
   "Hvorfor står allesammen ude ved væggene?" En del af eleverne stod i små klynger, og kiggede på et eller andet. Troels sugede en spaghetti ned og rejste sig undrende sammen med Ansgar. En lille gruppe flyttede sig så de kunne se en stor blå plakat. De gik tættere på og Troels begyndte at blive urolig, da han så ordet SLANKELØB stå øverst med store bogstaver på plakaten.
   De stoppede og læste:

Slankeløb!

Fedmeboomet er ikke bare er nyhederne, men også her!
   Derfor har vi besluttet at holde et løb på 10 km. om en måneds tid, helt præcis d. 7. oktober.

Alle har brug for at få smidt nogle kilo, så der er mødepligt og skulkere kan glæde sig til eftersidning.

Du skal blot have et par løbesko og modet til at kæmpe for figuren!

Ansgar flækkede af grin, men Troels mærkede vreden fra nattens reklame komme op i sig. Modet til at kæmpe for figuren!? Må man ikke være glad for lidt fedtlag og en dobbelhage? Troels holdt raseriet inde, trods at hans gebis var så sammenbidt som en krokodilles. Til sidst gik han et skridt frem, rev plakaten ned og rullede den langsomt ind.
   "Hvad er det du laver?" Ansgar kigge på ham med et spørgende udtryk, men fik kun et vredesudbrud til svar. Troels puttede plakaten i tasken og gik til time uden at tale til nogen.
   Resten af dagen funderede han over hvordan han kunne yde modstand, mod dette forfærdelige løb og til sidst begyndte en plan at lægge sig til rette i hans hjerne.

Det første Troels gjorde da han kom hjem, var at sætte plakaten op over hans seng. Dette var hans mission, og han måtte for alt i verden ikke miste fokus!
   Han ville gerne have haft Ansgar til at bakke ham op, men han var nød til at begynde på sit job med det samme. Men det skulle ikke stoppe Troels! Nu kunne han endda slå to fluer med et smæk hos lægen. Han smilede lidt af sig selv og med Audis "Helt fin. Tiden skader ikke Den.", greb han knoglen og ringede til dr. Hübertz. Det var hans assistent der svarede.
   "Det er Troels Nygaard. Kan jeg få en tid?"
   "Ja, hvis du har tid", assistenten fnisede hysterisk i den anden ende. Troels følte sig pludselig på dybt vand og kunne ikke rigtig finde et ordentlig svar.
   "Ja, jeg har tid", Troels var sikker på han hørte ham sige 'Der er aldrig nogen der synes jeg er sjov', og han virkede en smule vred da han svarede.
   "Vi har lige fået et afbud, hvis du kan være her om tyve minutter er der plads." Troels halv råbte 'Okay' før han knaldede røret på og skyndte sig at få sko og jakke på. Der var langt ud til klinikken, så han måtte træde til i pedalerne på sin gamle brugte cykel.
   Han trådte ind i forværelset, gennemblødt af sved lige til tiden.
   "Du må hellere skynde dig", det var assistenten, der kiggede på ham med små smalle øjne og fnisede. Manden skræmte Troels lidt, det var ikke normalt at være så tynd og senet.
   "Ja ja", Troels skyndte sig igennem rummet til døren. Han åbnede den, dr. Hübertz sad i en hvid kittel og brugte sin computer.
   "Hvorfor er du så svedt?" Lægen sendte ham et undersøgende blik, så Troels begyndte at føle sig lidt dum. "Du havde jo kun tid nu." Hübertz smilede lidt.
   "Jeg har ikke lavet andet end papirarbejde, de sidste par timer!" Troels vendte sig mod døren og så assistenten se på ham med et ondt smil. Troels sendte et ironisk smil og lukkede døren.
   Troels var glad for at have dr. Hübertz som læge, i modsætning til mange læger havde han ikke en eller anden mærkelig særhed, hverken påtaget talefejl, deforme ansigtstræk eller vild trang til at være direkte.
   "Du må undskylde min assistent, men det er helt umuligt at få fat i en nu om dage." Troels smilede lidt og sagde det var okay, selvom han glædeligt havde tæsket hans små griseøjne ud med et baseballbat. Han slappede lidt af i patientstolen og forklarede om sin søvnløshed. Hübertz forstod og gav ham recept på nogle sovepiller. Doktoren gjorde gestus til at han kunne gå, da Troels greb chancen.
   "Jeg har overvejet at lave et eksperiment, hvor jeg ville prøve at blive så fed som muligt på en måneds tid, der er op til sådan et slags skoleløb. Jeg tænkte en læge måske havde noget at sige?" Hübertz stirrede på Troels, som var han en lort med flag i.
   "NEJ!"
   "Jamen, kunne det rent videnskabeligt ikke være interes..." Hübertz rejste sig pludseligt.
   "Ja sagde nej, dit sindsforvirrede udyr!" Han nærmest skreg. Troels var forvirret, han havde bestemt ikke regnet med at skulle føle sig truet, slet ikke af dr. Hübertz! Så var alle læger åbenbart gale! Troels famlede sig op af stolen og begyndte at gå baglæns mod døren.
   "Jeg bestemmer selv over min krop, du har ikke en skid at sige!" Hans stemme skred flere gange. Hübertz blev ildrød i hovedet og greb pludselig fat i en børnestol af træ og svang den med fuld kraft efter Troels, han dukkede sig og hørte kun suset og en efterfølgende lyd af træ mod træ, da stolens ene ben flækkede mod skrivebordet med et højt knald. Troels skreg og flygtede ud af døren, han løb videre ned af trappen fra forværelset, mens han hørte lægens brøl. Han slappede først af da han var flere gader væk på sin cykel.
   Ansgar kom på besøg hos Troels hen på aftenen. Han blev først bange, da han så Troels sidde paralyseret i sin sofa, med Audi på hovedet der skrålede "Den er fin. Tiden skader ikke Den." af fuld hals. Men han fik hurtig liv i Troels og sat Audi i bur. Kort efter lå Ansgar på gulvet og græd af grin, efter Troels havde fortalt om sit mislykkede lægebesøg. Der gik et par minutter før Ansgar igen var på nogenlunde ret køl.
   "Hvad var det for en plan du snakkede om?" Ansgar smilede stadig, men endte i en lidt skeptisk mine efter Troels havde fortalt om sin personlige mission.
   "Så du skal spise junkfood den næste måneds tid?"
   "Ja, meget junkfood, sammen med kager, roulader, chips og slik," Ansgar smilede lidt igen.
   "Det kommer til at bliver dyrt, min ven," Troels havde slet ikke tænkt i de baner og blev noget nedtrykt når han tænkte på den økonomiske byrde. Måske var det også bedre at glemme alt om det, dr. Hübertz havde mildest talt heller ikke været begejstret for den. Ansgar så forventningsfuldt på ham, og som et lyn fra et himlen indså Troels at svaret sad lige foran ham. Med fornyet mod, smilte Troels glad til Ansgar.
   "Du er land for min tømmerflåde, du er svaret på mit problem, du er Ansgar!"

En halv time senere var de i Ansgars værelse.
   "Du har godt nok arbejdet mange steder!"
   "Tak for reminderen," svarede Ansgar. De rodede i en skuffe med en masse sedler, der var begyndt at danne sig en top en midten. Der var en seddel for hvert sted han havde arbejdet. På dem stod stedets adresse og telefonnummer.
   "De fleste junkfoodrestauranter giver gratis mad, det er lidt forskelligt hvor meget."
   "Det skal bare være den med den fedeste mad! Jeg kan betale resten med den løn de gi'r."
   "Jeg leder, jeg leder. Du lyder jo som et lille barn, juleaften!" Ansgar kiggede hver seddel igennem hurtigt og systematisk.
   "Her er den!" Ansgar tog en seddel frem der var blevet foldet flere gange, men var klart læseligt. Troels kigge ærbødigt på papirslappen, som var den en gylden skat.
   "Det er nok det klammeste sted jeg har væet. Om jeg så desperat havde brug for penge ville jeg ikke arbejde der. Jeg var der kun to dage før jeg lagde mig syg. Jeg siger dig, luften er gennemsyret af friture, du går nærmest i olie. Mit tøj blev fedtet af at være der. Jeg måtte ud en gang i timen for at få frisk luft. Og kunderne prøver tilsyneladende at overgå hinanden i fedme. Nej, hvor var der klamt!" Ansgar rystede på hovedet af væmmelse. Troels grinede smørret af Ansgars enetale.
   "Hvad var det stedet hed?" Ansgar kiggede kort på sedlen.
   "Carlos Cafeteria, der er nu ikke meget kaffe over stedet!" Troels mærkede med glæde hvordan hans plan skred frem.
   "Det er perfekt."

Burgerbaren lå i en snasket sidegade lidt uden for byen, med betonbebyggelse som nabo. Stedet kunne godt forveksles med en bodega, den havde både de klassiske blå gardiner og matterede ruder, til at adskille "dem" fra "os". Til gengæld stod der med store orange bogstaver 'Carlos Cafeteria' over døren og vinduerne. Og på fortovet udfor fortalte skilte på et stativ om 'SuperSandwichen ', 'KæmpeSnasker' og hovedattraktionen 'Carlos Kanon'. Fredagen var ved at gå på hæld, men solen skinnede stadig på Troels der betragtede menukortet med et smil.
   "Tag hellere en dyb indånding før du går ind, for det bliver alene!" Ansgar kiggede grinende på ham.
   "Tak, din støtte er helt uundværlig," Troels så lidt uroligt på trædøren, men gik så et skridt frem og tog fat i håndtaget og trådte ind.
   Det var slemt, men ikke ubærligt. Troels tog et par snif mere af luften, den var indelukket og tyk, men der var stadig ilt i den. Ansgar havde sikkert bare husket det være, eller overdrevet for at gøre ham utryg. Kunderne havde han dog haft ret med. Der var fyldt op med dellefede mennesker, mest mænd med også en del kvinder. Troels følte sig først en smule overvældet over antallet af mennesker der måtte til skrædder for at få tøj. Men lidt efter lidt følte han sig hjemme i dette aparte selskab. Det var jo folk af hans slags, gjorde hvad de ville, var sig selv! Mens han stod som en anden Columbus i Amerika, kom en indfødt tættere på, det var en blegfed, midaldrende, skaldet mand med et forklæde over skulderen. Troels lagde først mærke til ham, da han stødte sin ølmave ind i ham.
   "Hvad vil du?" Den kraftige mand stirrede ligeglad, men direkte i øjnene på Troels.
   "Øhh... Er du Carlo, ejeren?" Troels følte sig som en japaner, der spurgte sig vej frem til Rundetårnet.
   "Mit navn Svend, men ja, jeg er ejeren." Troels gik stå i et par sekunder.
   "Men hvorfor hedder det så Carlos Cafeteria?" Ejeren kiggede på Troels med et overlegent udtryk.
   "Det lyder godt!" Svend brød ud i en vild hulemandslatter. Troels prøvede at grine lidt med, men mislykkedes, han havde lidt svært ved at forestille sig hvad navnet skulle gøre, når kunderne nok skulle frem til en forretning, så speciel, hvis bare de ønskede det. Men han følte ikke trang til at uddybe emnet yderligere, så han sprang tilbage til det han var kommet for.
   "Jeg søger job, er der plads her?" Svend så ham lidt mere an, men var helt kold ved konstateringen.
   "Du er taget," Troels følte en lille klump i halsen forsvinde og med lidt ekstra overskud kiggede han op og så, at næsten alle kunder gloede på dem, de fleste stadig med mad i munden.
   "Du starter på mandag klokken 15:30, så ordner jeg papirerne indtil da." Den store mand vendte sig om, og nedstirrede alle kunderne før han gik råbende gennem gangen ned til køkkenet.
   "Usle fedlinge, hold jeres små griseøjne fra mig og vær glad for den mad jeg laver til jer!" Svend stoppede midt i gangen og så på dem, som lænkede fanger der roede hans skib frem.
   "Hvad hedder det så!" 'Tak, Svend' lød det uharmonisk fra alle steder. Troels skyndte sig ud, der var vidst ikke liv og glade dage der!
   Han pustede lidt ud mens Ansgar lo.
   "Jeg fik jobbet."
   "Skal jeg sige tillykke? Er der stadig Vikingen der kører svineriet?" Ansgar så overbærende på ham.
   "Mener du Svend?"
   "Nå ja, det er det idioten hedder. Han hader kunderne og de hader ham, det er derfor de kalder ham Vikingen. Det er vidst kun frituren der holder dem sammen." Ansgar grinede lidt igen.
   "Pis med det, jeg skal hjem og spise en jordbærroulade med dig, så er jeg klar igen."

Troels brugte resten af weekend på at få fedtet til at sætte sig. Og da mandagen kom var han parat til sit nye job, det var ganske enkelt, Vikingen var der den første halve time og hjalp til med at starte op før de åbnede klokken fire. Så gik han og overlod servicen til Troels og en lille thailænder der lavede maden, mens han sang med falsk stemme til sange fra hans hjemland der kørte på en gammel ghettoblaster. En pige på Troels alder, der lignede kunderne, styrede kassen. Han fandt hurtigt ud af to ting om hende: 1. Hun var Vikingens datter 2. Hun tog overpris og puttede de ekstra penge i lommen. Troels selv var tjener, han fik bestilling fra de faste kunder og bragte maden ud til dem på brune bakker med et tydeligt fedtlag. Kunderne snakkede sjældent til ham, men de virkede nu glade for at have fået ham i stedet for Vikingen. Han brugte alle sine små pauser til at spise en burger eller pakke pomfritter, og så ved titiden kom Svend tilbage for at overtage, mens Troels fik sin daglige løn, som han brugte til at betale de kager og chips Ansgar hjalp ham med at spise, når han kom hjem. Rutinen kom ind og mens dagene gik mærkede han hvordan han blev tungere, dellerne trådte mere frem og hans gang blev en smule mere valset. Kondien faldt også langsomt og da han kom hjem dagen før løbet fortalte vægten ham, at hele 7,5 kilo havde fundet vej til hans krop.

Troels havde forberedt den sidste aften i fedmens tegn grundigt. Ansgar havde lejet en film de skulle se, mens de spiste af et stor lager fedt mad og slik. Der var alt fra skumgummibamser til hjemmelavede popcorn med ekstra olie til, mængder af cola og flødeskumskager fyldte også sammen med alverdens slags chokoladeplader, gigantflødeboller og som prikken over i-et havde Troels købt en industricandyflossmaskine der kunne producere uanede mængder af det sukrede stads.
   De blev ved med at æde til langt ud på natten, Ansgar havde givet op, men Troels blev ved med at spise og det var kun fordi han ville være frisk til løbet næste dag, at han gik i seng blandt fedt og kulhydrater.

Troels var klar fra start da klokken ringede næste morgen. Han var en af de første i bussen ved skolen, da de skulle til skoven hvor løbet blev holdt. Hans ansigt var præget af et stort smil hele vejen derhen, under sin sweatshirt havde en specialproduceret t-shirt der var helt hvid, bortset fra på ryggen hvor der med sorte bogstaver stod: Fedme For Fremtiden!
   Han ville vise skolen og hele verden, at man godt kunne løbe selvom man havde lidt ekstra af den naturlige bagage på sig.
   De kom ud til skoven hvor lærerne allerede havde hængt bannere op og sat små skilte der viste vejen. Der var god stemning og de fleste lod til at være opsatte på at få rørt sig, det vakte en del opsigt da Troels trak trøjen og lod T-shirten tale sit sprog, men han smilede bare og var klar da løbet blev sat i gang klokken 12:30. De fleste overhalede ham hurtigt, men hvad betød tempoet? Han ville bare komme til at løbe i længere tid!
   Efter et stykke tid begyndte Troels at kunne mærke de ekstra kilo og den dårlige kondi, ved 1km. mærket prustede han en del og de 9km. virkede helt uoverkommelige, men han skulle nok gennemføre! Han pumpede videre, prøvede at holde fødderne, der blev tungere og tungere fra at slæbe med jorden. Sveden drev ned af efter 2,5 km. og det smertede ham at løbe med sidestik i begge sider. Men han ville, nej han skulle gennemføre det! De moderne idealer skulle jordes! Han fik lidt ekstra energi af sin vrede og satte farten en tak op.
   Alle muskler skreg på hvile, da han nåede de 4 km., men de kunne altid hvile senere. Han var ved at blive lidt svimmel og tankerne var sjældent sammenhængende, men dem der var der begyndte at tvivle lidt, måske ville det være bedre med vaskebræt og lår som en cykelrytter, nej! Han måtte ikke komme i uråd efter al den forberedelse. Han klemte øjnene sammen og prøvede at ignorere smerten.
   Der var et lille stop ved 5. km. mærket med vand. Troels drak grådigt, lidt vand og så var han klar igen, han var halvvejs! Det skulle nok lykkes!
   Men allerede efter den første km. havde han det igen skidt. Hvorfor skulle han egentlig også have ret? Alle andre mente jo det var klart bedst at være slank og var næsten alle gæsterne hos Carlos Cafeteria ikke også ulykkelige? Nej, nej, nej det var jo bare dem! Han vidste han havde ret, og tanken skulle jo opstå et eller andet sted, en dag ville han sikkert stå i historiebøgerne som den der åbnede folks øjne! Han bed sig i læben og løb videre.
   Da han havde rundet 7,5 km. var han tæt på at blackoute, han var så svimmel at han ikke kunne gå lige ud. Han blev nød til at lytte til kroppens instinkter og tage et hvil. Han væltede ned i krattet ved siden af stien og lukkede øjnene helt i. Hvordan havde han kunnet tage så grueligt fejl? Der var jo intet godt i ikke at kunne gå op af en trappe, at blive førtidspensioneret som tredveårig, ikke se noget godt i æbler og pærer, ikke forstå alle fordelene i at røre sig som man vil, at kunne se sine tæer i stedet for maven når man kiggede ned. Det var ikke hans læge, men ham der havde været vanvittig! Selv TV-shop og skolens plakater havde vidst bedre end ham.
   Tårerne pressede sig på og han gav efter uden kamp, han græd over Vikingen, over alle hans gæster, over alle verdens store maver, men først og fremmest græd han over sig selv og sin dumhed.
   Men så pludselig var han tømt for tårer, han rejste sig op og vidste han havde noget at gennemføre, løbet, og efter det ville han løbe 10 km. hver dag, han ville løbe til og fra skole, han ville løbe hvor end han skulle hen.
   Først gik han stille og roligt, men da han mærkede kræfterne var kommet lidt tilbage igen, smed han T-shirten og begyndte at jogge lige så langsomt, men så hurtigere og hurtigere og til sidst løb han i et fast godt tempo. De sidste kilometer var hurtigt overstået og han krydsede stregen ubemærket, drak et krus vand og følte sig klar i hovedet, han var ikke længere den samme som før løbet, tvær, fed og uden respekt for sin krop. Nu stod alt klart, og dybt inde i sig selv var det krystalklart at han var blevet et rigtigt menneske, et sundt menneske.