Flyttebilen kørte i et roligt tempo. Flere biler overhalte end blev det. Det var det tunge læs bilen kørte med, der overbeviste føreren om at køre i et stabilt tempo, som ikke indbød til rystende sving eller overbelastede motoren der ikke var alt for ny. Føreren havde heller ikke kørekort til denne større bil, men havde bare lejet den af et flyttefirma, som var ganske fleksible over for de fleste problemer. Det var i hvert fald udlejerens mening.
   Flyttebilen blev bemærket en del mere, end andre tilfældige forbipasserende biler gjorde. På trods af biler med matte ruder og døde flader sjældent havde et personligt udseende, gjorde denne bil lidt indtryk på folk. Folk gav ofte et lille smil fra sig, ikke af glæde, men af den nærmest ubevidste fornøjelse at få et glimt ind i folks liv, som havde taget en ganske radikal ændring.
   De skiftede hjem. De skulle have nye naboer, nyt kvarter, ny købmand, nye vaner. Noget var ændret i deres liv, de var blevet rigere, de var blevet fattigere, de ønskede forandring. Noget som krævede et nyt tilholdssted.
   I den overgangs tid før alt det nye bliver en stille, fysisk baggrundssymfoni, der lægger grund til resten af ens liv, kan man spørge om man overhovedet har et hjem. Et sted der er gennemsyret af en selv, et sted man automatisk bliver genopladet og føler sig sikker. Sikker fra fare og andre folks bedømmelse.
   Nogle af de ting gik gennem hovedet på føreren, mens han fokuserede på den anderledes rytme den tungere bil havde. Han havde sat en CD på bilens lydanlæg, for ikke at føle sig så alene. Han begyndte at føle sig mere sikker på bilen, vejen han kørte på var også blevet mindre befærdet. Og stille og roligt vandede hans tanker hen på et emne der fyldte ham med mere ro. Familien. De var stadig derhjemme, sådan tænkte han stadig på stedet. Hans kone Silje, der altid havde støttet ham og var en urokkelig støttepille i hans liv, som også underbyggede hans personlighed. Han følte hun havde det på samme måde med ham. Børnene flød hans tanker naturligt til. Emilie der skulle begynde i skole det nye sted, og så Sebastian der var den egentlige grund til flygtningen. Selvom han stadig sagde 'Omas i stedet for Thomas til ham, var han begyndt at fylde så meget plads i lejligheden, at et nyt sted havde været påkrævet i længere tid. De havde valgt at han skulle køre alene op med tingene, da der ikke var plads til børnene i flyttebilen, og Silje aldrig havde taget kørekortet.
   Et par stofterninger hang i loftet og dinglede, og lidt opmuntret af sine tanker boksede han ved en pludselig indskydelse til dem, men i samme nu så han et par unge stå og tomle i hans side af vejen. Og trak hårdt i en panisk stor bue uden om dem. Bilen beklagede sig med knagende lyde, og Thomas var ikke sikker på om hans hjerte havde stoppet med at pumpe eller trykkede af fuld hast, men han fik hurtigt sat sig til ro igen. Dog noget mere fokuseret.

Cirka tre kvarter senere kørte en gul flyttebil, ind på en lille vej med mange bump, det sikre tegn på børn i nabolaget. I mere end et vindue kiggede folk ud på nyflytteren, den gamle havde der ikke været meget liv i. Og enhver indflytning var i realiteten spændende.
   Inde i bilen sad Thomas uvis om sit publikum og koncentrerede sig om bumpene, der truede med at skramle, de ellers godt pakkede genstande bag i bilen sammen.
   Efter at have kørt forbi en række haver kom han endelig til et parcelhus af hvidmalet beton. Foran huset lå en have, buskene i fronten sørgede for at kun de mere nysgerrige kunne erfare, at den var dårligt holdt, det vilde planteliv opslugte nærmest huset i en indesluttet og trist verden. Garagen så ikke meget bedre ud, malingen var så afskallet at man ikke kunne sige hvilken farve den havde været. Til gengæld var den rimelig høj og flyttebilen havde ikke problemer med at komme ind.
   Første gang de havde set huset, var de blevet lidt afskrækket, men indenfor var der mere rummeligt og den forsømte have gjorde at man blev helt opstemt når man kom ind i de tomme stuer, som ikke havde de samme mangler. Ejendomsmægleren, en mand der ikke så ud til at være langt fra pensionen, havde snart overbevist dem om at haven ikke havde større problemer, end at de var overkommelige med lidt havemandmentalitet og en plæneklipper. I det tilhørende skur havde de endda fundet værktøj, der godt nok var gammelt, men så næsten ubrugt ud.
   Thomas havde været lidt nervøs for om han ville se stedet i et nyt lys, efter at have betalt de mange penge. Men når han gik op ad den græstotbehårede stenflisesti til huset, følte han sig overbevist om, at dette var et perfekt sted, at opfostre sine børn, lave grillmad og hvad man nu ellers laver i et hyggeligt parcelhuskvarter.
   Han havde kun båret et mindre antal af forskellige slags minder i kasser, da et råb lød kort derfra.
   - Halløj... Øh er det ikke dig? Thomas blev lidt paf over dette spørgsmål, og svarede lidt nølende.
   - Joe, det er vel mig. Han havde lige gået og tænkt over hvor meget de ting i kasserne betød for ham, det var først her hvor han så på dem alle samlet, at han virkelig forstod hvor meget tingene betød for ham. Ting som var værdiløse for andre, men uvurderlige for ham. Denne pludselige fremkomst af et andet menneske forstyrrede ham noget.
   En mand trådte frem i lyset ved garagens åbning, han havde et større ølmave, og hans hår var lige i den længde, der gjorde pandehåret pjusket. Manden var ikke særlig høj, og hans stribede trøje virkede lidt for stor til ham, i hvert fald i ærmerne. Men det Thomas først og fremmest lagde mærke til var mandens godmodige ansigt. Øjne plirrede af en glad stemning, selvom det virkede som om han havde haft en lidt nervøs spænding omkring mødet.
   - Ja, jeg er så din nabo. Om du kan lide det eller ej. Den godmodige mand grinede selv, men virkede mest opsat på om hans nye nabo gjorde det samme. Til alt held sendte han et smil tilbage. Derefter rakte han hånden frem og præsenterede sig. Ølmaven først kort på hånden, som om han var i dyb tvivl hvad det betød, men rakte så forfjamsket hånden frem.
   - René her, eller Rene René som gutterne kalder mig. Han grinte lidt igen.
   Thomas havde ingen anelse om hvem gutterne var, eller hvorfor de kaldte ham Rene René, men fattede sympati for ham.
   Thomas var nu gået ud til ham i sollyset, der var godt oplyst, selvom dagen var nået længere ud på eftermiddagen. Et spørgsmål ejendomsmægleren ikke havde kunne svare på trængte sig på.
   - Hvem var den tidligere ejer egentlig? Ligesom da de gav hænder kom der er en kort pause før han svarede.
   - Åhh, det var en gammel trist mand, når han endelig kom ud var det dybt foroverbøjet sin træstok, den var lavet af eg, så han kom lidt til at hede Gamle Eg, intet ondt i det. Ja, rigtigt hed han jo Simon Rasmussen. Men han var ikke snaksalig, du ved ingen kendte ham rigtig, selvom han boede der i lang tid! Nogle af børnene blev vidst også lidt bange for ham, du kender børns fantasi når de møder noget ukendt, intet ondt i det. Der kom også en plejer hver tredje eller fjerde dag, det var hende der fandt ham.
   René trådte et skridt nærmere, og fortsatte så hviskende.
   - Så vidt jeg har hørt sad han lige så sammenkrøbet som da han var i live, at der gik et stykke før plejeren opdagede han var død. Han trak sig lidt tilbage med en sigende nikken. Thomas følte sig ikke helt sikker på rigtigheden i den sidste information, men undlod at bemærke det. René følte trang til at afslutte sin monolog:
   - Utroligt at man kan ende sådan.
   Derefter gik nogle øjeblikke hvor de kiggede ned i jorden, før Thomas besluttede sig for at komme videre.
   - Nåehh... Jeg må hellere til at komme videre med udpakningen...
   - Ja, ja, det er klart. Ville gerne hjælpe, men min ryg... du ved...gammel knas og sådan...
   De sagde farvel til hinanden. René gik op mod sit hus, Thomas fulgte ham med øjnene, og nåede lige at se hans kone stå og kigge ud af vinduet på. Hun trak sig forskrækket tilbage, men Thomas grinte bare lidt for sig selv.

Han fortsatte nogle timer endnu, mens trætheden begyndte at melde sig mere i musklerne. Hans ryg virkede også noget øm, selvom han havde prøvet at huske at løfte på den rigtige måde. De sidste ting virkede noget tungere end de egentlig var, men han fik dem ind i det første og største rum, der lå lige ved indgangen.
   Han fandt en større madpakke frem fra frontrummet i flyttebilen. Han lavede et lille imiteret spisested af to ældre stole, det virkede ikke besværet værd at flytte rum på alle tingene der lå mere eller mindre tilfældigt i lokalet, bare for at spise ved et bord. Men det var noget sværere at ændre på den tomme stilhed der omgav ham. Han fløjtede ud i luften for at vise lidt modstand. Rummet var også utrolig kedeligt. Da det havde været tomt havde der i det mindste været en slags hemmeligfuldhed over stedet, der gjorde at man stak hovedet indenfor i rummet, før man gik ind. For at være sikker.
   Nu var der velkendte ting over det hele, bare nedpakket, så stedet havde mindre personlighed end et motelværelse for langtidschauffører.
   På væggene var der kun malingen, som nogle få steder havde dannet årer af indtørret maling, der lå som tykke streger på de tunge mure. Ingen billeder, ingen spejle, ikke engang aftryk af lysere maling der viste fossilagtige tegn på disse ting. Et enkelt vindue kunne værelset dog fremvise. Det vendte om mod René og hans familie. Han havde overvejet at tage over til dem, men så slået tanken fra sig igen, han var ganske enkelt for træt til at møde nye mennesker.
   Hans øjne trak sig selv videre op til loftet, det bestod af lange træplanker, ligesom gulvet gjorde. Knasterne i plankerne lavede nogle sjove mønstre i loftet, og uden at tænke på det begyndte han at tælle dem. Han var nået til tolv da han opdagede en firkant der ikke passede med resten af loftet. En loftslem. Han undrede sig lidt over, at han ikke havde tænkt på at der måtte være loftsrum i huset. Men på den anden side, hvem havde brug for et rum til gamle ting når man lige flytter ind?
   Han var næsten færdig med sin mad, og Silje ventede ham først sent, så han havde ingen bekymringer ved at lade sin nysgerrighed løbe af med ham. Lemmen sad tæt på døren ud til gangen, og han var hurtig til at få sin stol hen under den. Han trådte op på den, og så hurtigt låsemekanismen. Man skulle trykke metalstykker mod hinanden, han hørte et klik da de gik ud af hver deres lås og tyngdekraften pressede lemmen mod han ene arm. Han prøvede at sænke den langsomt, men da han ville skifte hånd faldt lemmen pludselig ned og en skydetrappe dykkede ned efter hans fødder. Braget knaldede hårdt i stilheden, da trappen ramte stolen lige foran hans skosnuder. Det sitrede i hans krop, og han huskede pludselig episoden for mange timer siden med de tomlende unge. Han pustede dybt ud, og samlede sig igen.
   Han kiggede op ad trappen, og så at alle trinene var ganske slidte, som om nogen ofte havde gået på dem. For enden af trappen begyndte et massivt mørke. Men Thomas var ret sikker på han havde set en håndlygte ude i bilen. Chokket havde opfrisket ham og han følte helt energisk da han gik ud efter lygten.
   Udenfor var det begyndt at mørkne noget, de klareste stjerner kunne skimtes allerede, og hos naboerne var lyset i vinduerne tydeligt. Han kom ind i førerrummet, men måtte rode noget i handskerummet, før han fandt den sorte lygte, som han havde bemærket tidligere. Lige før han lukkede døren, så han de dinglende terninger i vinduet. Han gav den ene et lille klem, ligesom for at sikre sig de ikke var farlige. Han grinede lidt umærkeligt af sig selv på vej tilbage, men da han kiggede op kom han til at tænke på loftet igen, og lagde nu mærke til at der vidst ikke var noget vindue deroppe, men det var vel ikke så mærkeligt igen.
   Han kom hurtigt ind igen og op til stolen, han var nød til at bruge begge hænder til opstigningen, og pressede derfor lommelygten ned i baglommen med lidt besvær. Han havde aldrig været decideret mørkeræd, men når sortheden omsluttede ham følte han sig altid utryk. Den følelse voksede langsomt i ham, mens han bevægede sig længere oppe. Han kravlede helt op, og da hans hænder spændte imod gulvet på det sidste skridt, lagde han mærke til at der kun var et mindre, tyndt lag af støv. Han greb lidt famlende efter sin lygte, for at få mørkets ubehag på afstand. Han trak den op i hovedhøjde, som de gjorde i film og pressede så en blød plastikknap ned. Keglen af lys optegnede en løve i vildt spring mod ham! Han gik bestyrtet flere skridt tilbage, lige forbi hullet ned til stuen og ind i væggen, hvor et fremspring ligesom knækkede mod hans ryg, i samme nu blev rummet oplyst af en stor pære uden skærm, der hang ned fra loftet, det var en kontakt han havde ramt. Endnu mere forvirret kiggede han febrilsk efter det afrikanske dyr, og opdagede da den store plakat af en løve kort foran ham. Langsomt blev han roligere og gik tættere på det forevigede dyr. Tænderne så spidse ud og tiltrak sig mest opmærksomhed på plakaten, han rakte ud og følte på det glatte papir, mens hans øjne søgte videre. Over vilddyrets hoved stod i en buet skrift: Cirkus Fantastico. Det hele var lavet i sort/hvid, og layoutet var lavet på en gammeldags måde.
   Da var det ligesom Thomas vågnede op ad en døs, der havde varet siden mødet med den stivnede løve. Nu kiggede han rundt i loftsrummet, og så at alt den stemning og følelse af liv, han havde savnet nedenunder var til overflod her. Overalt på væggene hang plakater fra cirkuset, et enkelte par opstående papfigurer stod var der også. I det ene hjørne stod en seng, indrammet af et simpelt metalstativ. Ved siden af var et lille bord med en stol, på bordet var et hvidt stearinlys sat oven på en lille tallerken, der gjorde det ud for lysestage. Igen ved siden af bordet stod en stor metalboks, enkelt som alt andet i rummet. Ovre ved den anden væg var en længere bogreol, næsten al pladsen på den var optaget af forskellige værker.
   Rummet havde en atmosfære der nærmest var fortættet af den gamle mands ånd. Som at mærke et spøgelse i stedet for at se det.. Stedet her måtte have været den tidligere ejers tilflugtssted, fuldstændig afsondret fra resten af verden og dens mennesker. Det var ikke så mærkeligt, at vinduer havde været uønskede. Det var svært at sige hvor lang tid manden havde brugt at sit liv heroppe, men sengen måtte betyde at han en gang imellem overnattede her. Han læste tilsyneladende også alle sine bøger heroppe, under stearinlysets skær. Thomas blik der var vendt tilbage til plakaten, gik i et sæt over til stolen, halvt forventende at se den ældre mand sidde og kigge på ham. Den tomme luft ved stolen, fik ham til at ryste lidt på hovedet. Hans nysgerrige opmærksomhed røg endnu en gang tilbage til plakaterne, der var mange forskellige billeder af lige så forskellige cirkusartister og dyr.
   Blandt knivkastere, elefanter og klovne tegnede der sig dog et mønster. Det klart mest valgte motiv var akrobaterne, han kunne se at de kun havde været to, det var hvad der var afbildet på de ofte pompøse og sprudlende plakater. Han gik tættere på en plakat der afbildede de to mennesker, de stod med fødderne vendt mod hinanden, og den ene arm ud mod tilskueren i en velkommende gestus. De storsmilede begge, hendes hår var sat flot op i nakken, mens hans var kortklippet. Det var svært at sige om de bare var fotogene, men deres smil virkede ægte, øjnene røbede ingen bagtanker. De tætsiddende dragter de havde på var kun lyse i de sort/hvide farver, men Thomas var sikker på de havde glitret i guld eller sølv når de bevægede sig arenaen. Over deres glade ansigter og under det obligatoriske Cirkus Fantastico, stod som en undertekst: se de fabelagtige slangemennesker Simon og Ann. Nederst var en dato for optrædenen i den pågældende by. 14/6 62. 1962. Det var længe siden. Thomas følte sig lidt ramt af den koldhed der lå i datoen. Midt i al stemningen og følelserne virkede de indiskutable tal forkerte.
   Den ændrede sindsstemning fik ham til at gå videre hen til bogreolen, hvor han så lidt på bogryggene. Han genkendte kun nogle klassikere, de fleste bøger virkede gamle, og ingen af dem så ud til at være personlige. Efter lige at have opdaget Moby Dick slog det Thomas, hvor problematisk det måtte have været for den gamle mand, som havde svært ved bare at gå, at komme op ad den stejle trappe. Lidt forundret gik han igen i stå, så sig lidt omkring, det eneste han manglede var sengen, bordet og metalkisten.
   En smule uinteresseret gik han hen og satte sig på stolen ved bordet. Stearinlyset havde en større kant, hvor den smeltede stearin var løbet ned og tørret igen. Bag lyset lå en stor pakke tændstikker, han tog den op og rystede den, cirka halv fuld. Han tog en tændstik ud, fik den strøget i anden omgang og tændte den svedne væge. Lyset blafrede lidt, men skinnede så op i rolig flamme. Det levende lys gav en hyggelig stemning, og han havde ikke svært ved at forstå hvorfor den forhenværende ejer havde brugt sine læsetimer her.
   Han lukkede øjnene og nød stilheden, en stilhed der var så anderledes fra den nedenunder i et tomt og dødt rum.
   Heroppe kørte tiden efter andre principper. Heroppe kørte alt efter andre principper.
   Efter lidt tid åbnede han øjnene med et svagt smil på læben. Han var lige ved at vende tilbage til plakaterne, da han igen fik øje på kassen af metal. Den virkede tung og kold. Men han satte alligevel hånden på den, og metallet var faktisk køligt, men han var blevet lidt mere interesseret i den, da den mindede ham om sine egne flyttekasser. Måske var denne boks også fyldt med særlige ting der kunne fortælle mere om denne mystiske eneboer.
   Han trak spændt to klemmer op, så de ikke længere låste for boksen. Han slog låget op. Lyset slog ned i kisten. Thomas blev ramt af stor skuffelse, kassen var tom. Han tog fat i låget for at slå det i med ærgrelse, men opdagede så noget i bunden af kisten. Igen opvakt lod han låget gå tilbage, og rakte ned. Det var en form for bog, overfladen var nubret og da Thomas tog den op i lyset, så han at farven var dybblå. Midt på den øverste halvdel stod med indgraveret skrift: Simon.
   Thomas begyndte pludselig at tænke hvilken forbindelse cirkusplakaterne havde med den gamle mand. Havde han haft en forkærlighed eller hobby overfor cirkuset? Men nej, det var kun fra et enkelt cirkus, det måtte være mere personligt. Kendte han nogen der arbejdede der? Akrobaterne måske, der var jo så mange billeder af dem.
   Thomas kom i tanke om sin samtale med naboen René tidligere. Han havde kaldt den gamle mand Simon Rasmussen, og havde der ikke stået slangemennesket Simon på en af plakaterne. Det var vel ikke den samme? En gymnastisk ung mand og en krumbøjet gammel herre?
   Måske bogen i hans hænder kunne give svar.
   Han åbnede omslaget, siderne var indbundne. På den første side stod kun to ord. Mit Liv. Det virkede rimelig lovende. Han vendte hurtigt den næste side. På den ene side stod noget håndskrevet skrift, der var et billede på den anden side. På billedet sidder en dreng på omkring ti år i spagat og smiler stort, som kun børn kan smile stort. I baggrunden kan man se en række ribber, og på gulvets anes man nogle streger. Tydeligvis en gymnastikhal.
   Ved tanken om børn kom han til at tænke på sine egne. Hans familie. Han tog sin mobil op for at fortælle om sin forsinkelse. Klokken på displayet overraskede ham, den viste en del mere end hvad han havde forestillet sig. Og samtidigt havde han ikke lyst til at tage hjem. Bogen hørte til her, den skulle ikke med andre steder. Han så over på sengen, gik hen og trykkede prøvende på madrassen. Den var ikke perfekt, men kunne bruges. Han tog en hurtig beslutning og lod sine fingre indtaste en besked, der kun fortalte at han følte det nemmere at bliver deroppe natten over. Det var for indviklet at forklare alt det her. Efter at have sendt beskeden af sted, satte han sig igen. Han vejede mobilen i hånden ,og slukkede den så med et beslutsomt udtryk. Der skulle ro til det her.
   Forventningsfuld vendte han tilbage til teksten.
   De første sider og billeder fortalte om hans barndom. Hvordan man hurtigt havde opdaget hvor smidig han var, det var vidst noget bedstemoren havde nedarvet til ham. Men alligevel ikke i samme grad. Han skrev om hvordan han kunne bøje fingrene næsten helt bagover. Hvordan han gjorde det til en sport, fikse alle mulige problemer folk havde som krævede noget smidighed, blev gjort af ham. Han blev helt kendt på det i landsbyen, men da de flyttede ind til byen, fik han ikke den samme opmærksomhed. I byen var der en distance mellem folk, men til alt held fandt han en sport, hvor han kunne bruge sine evner. Ballet. Der var ikke noget drengehold, men han fik lov at træne med pigerne, hvis han kom tidligt og klædte om. Det gjorde at nogle af de andre børn så ned på ham. At han heller ikke var god i skolen, hverken timerne eller fodbold, gjorde det ikke bedre. Venneløs var han dog ikke, og han elskede virkelig ballettens nådesløse krav om smidighed.
   Efter det blev der ligesom gjort afsnit i teksten, to sider var blanke, Thomas nåede at blive nervøs for at den var færdig, før et anderledes billede viste sig. Alle billederne med ham havde han været storsmilende, men ikke på dette. Men ikke på dette. Det er taget ind i en forretning fra udenfor på gaden. Igennem en åben dør kan man se Simon stå og pakke nogle varer, han kigger mod kameraet og misser med øjnene. Solen skinner ind. Men han smiler ikke. Han ser ikke livstræt ud, men snarere utilfreds.
   Det dæmpede ikke Thomas' interesse.
   De næste sider beskrev hvordan han blev teenager, voksede voldsomt en sommer og på trods af sin stadige smidighed, havde han mistet en god del balance. Der gik ikke lang tid før han måtte stoppe med at træne sin ballet. Efter det gik der ikke længe før han gennemførte sin skoletid, med en karakter lidt under middel. Det var ikke blevet talt klart om, men alligevel ligget i overfladen noget tid, at Simon skulle begynde i sin fars butik. Han protesterede, han græd, men det hjalp ikke. Nogle år gik uden forandring, og han vænnede sig til det, men han var ikke i live som før. Han var et tog der havde holdt stille i længere tid. Der var ikke længe til han blev myndig, han boede stadig hjemme og havde ingen kæreste.
   Men så en dag skete noget, en fremmed kom ind i butikken, han var sidst i fyrrene, noget tyk og havde et enormt overskæg. Simon styrede forretningen alene den dag. Den fremmede gik frem og tilbage, fandt sine varer. Da han kom til disken og ville betale, opdagede han at der ikke helt var nok penge. I stedet for at tage nogle varer til siden trak han en grøn seddel frem, manden med overskægget fortalte at det var en billet til hans cirkus. Simon godtog den utraditionelle betaling, men lagde de manglende penge i kassen fra sin egen lomme. Han havde før prøvet hvad der skete når regnskabet ikke passede.
   Om aftenen tog han alene ind og så forestillingen. Han kunne lide det hele, men især en ting imponerede ham, en pige på hans egen alder der lavede vilde ting med sin krop, både i luften og på jorden. Da han tog hjem igen kunne han hverken få cirkuset eller pigen ud af sit hoved. Et par dage senere tog han ind til cirkuset, uden at hans far vidste det. Han havde besluttet sig uden ham.
   Han havde været noget nervøs for hvad cirkusdirektøren ville sige til hans ansøgning. Men efter at have vist hvad den smidighed han stadig besad kunne gøre, antog han ham som partner til pigen Ann. Da cirkuset skulle videre, tog Simon i al hemmelighed med.
   Thomas følte sig nu så godt som sikker på, at personen der havde skrevet den bog, både var den smidige Simon og den afdøde Simon. Men hvordan var han blevet sådan?
   Thomas vendte den næste side.
   Simon fortalte videre i sin bog om livet i Cirkus Fantastico og hvordan han blev partner med Ann på mere end en måde. Han nød igen at kunne bruge sin krop, og han smilte på billederne som før. De næste mange sider var alle fyldt ud med beskrivelser af deres fantastiske rejser, opvisninger og lidenskabelige fortællinger om sin nye kæreste.
   Ann og Simon blev også gift, men bestemte sig for ikke at få børn, da deres liv bogstavelig talt var et cirkus. Tiden gik og de fortsatte hos den overskæggede mand uden nogle egentlige bekymringer, de elskede simpelthen det rejsende cirkusliv.
   Thomas begyndte at blive en smule frustreret, der kom ikke den mindste antydning af hvad der var sket. Havde han taget fejl? Var der to der hed Simon?
   Men så kom en side der var farvet helt sort. Thomas sad og så på den dystre side, det kunne ikke være andet end noget meget skidt. Han bladrede alligevel.
   Simon havde skrevet sig frem til en alder hvor kroppen ikke er i den samme form længere, hvor den kræver tid til at restituere sig. Deres smidighed var ikke så smidig mere.
   Men en dag kom deres redning. En mand i pænt jakkesæt viste sig i deres lejr af vogne. Han havde set deres show dagen før, og hørt lidt om at de var i en slags fysisk krise. Men til alt held arbejdede han for et medikamentfirma, og de havde lavet en pille der gjorde kroppen mere adræt og smidig, eller de havde næsten lavet det, de sidste test kørte stadig. Men det var bare formelt, han kunne skaffe dem et betragteligt antal af disse piller før de udkom i den officielle handel. De brugte en dag til at bestemme sig. Direktøren ville ikke tage stilling, men lovede at betale for pillerne ved et ja. Simon og Ann havde været lidt i tvivl, men man tog piller imod så meget andet og manden i det pæne jakkesæt virkede som en ærlig mand. De sagde ja.
   Om aftenen tog de deres første pille, og den hjalp virkelig. De var ikke ømme bagefter og kunne klare en del mere. I en uge tog de piller, alt var godt. Indtil Simon før en forestilling fandt Ann med fråde om munden. Død.
   Alt blev sort for ham, den kæreste han havde haft var død, han kunne ikke sagsøge nogen på grund af den sorte handel og alle hans led var begyndt at gøre ondt efter han var stoppet med pillerne, der måske truede hans liv. Han var hos lægen, der efter en længerevarende undersøgelse kunne fortælle ham, at han havde begyndende gigt i næsten alle led. Sorgen tyngede ham enormt. Han måtte flygte, flygte til et lille fredeligt sted, et parcelhuskvarter måske. Bare komme væk fra alle de ting der mindede ham om sorgen.
   Han flyttede i et hus. Købte noget værktøj, for at kæmpe imod gigten. Men efter at have bygget en rummelig garage, kunne hans led ikke klare dens slags arbejde. Han levede på folkepension og opsparede penge, men de gamle minder fulgte ham stadig, så han besluttede sig for at gemme dem et særligt sted. På loftet.