Han stod i vandets bløde bølger, som roligt slog i mod hans mørke, behårede ben. De ramte ham, som en krydsning mellem en lussing og et kærtegn.
   Længere fremme på havet var der større bølger, men med mindre brus, som ældre børn der sparer deres energi, for at blive store, og så glatte ud, i stedet for de små der presser alt deres kræft ud, bare for at fuse ud i klart, hvidt brus.
   Endnu længere ude, nær horisonten, var der også bølger, bølger så mange som myrer i en tue. Det føltes som om de aldrig forsvandt.
   Noget glimtede nogle meter fra ham. Han kiggede nysgerrigt nærmere, en lille aflang ting flød roligt omkring, det var ellers sjældent man så noget på havet så længe efter Oversvømmelsens Dage, især noget der glimtede.
   Han så sig årvågent fra højre til venstre, der var ingen fare. Han sprang i vandet og svømmede de få meter og greb om den cylinderformede tingest, den var lidt glat, men han fik den hurtigt ind på land. Tingen var en flaske, beskidt og skrabet så man ikke kunne se igennem den og i toppen sad en træprop. Det var mærkeligt, hvem havde sendt den ud? Han rystede flasken, noget bumpede mod bunden og gned sig op ad siderne, noget let. Det kunne kun være en ting. En flaskepost. Der var liv…
   Lidt rystet prøvede han at trække proppen af, men den sad godt fast, eller også var det bare hans våde fingre.
   Han gik væk fra vandkanten med den og ind på den lille ø. Næsten i centrum af øen lå en træhytte, med tilhørende hønsegård. Et par høns vraltede rundt og pikkede til jorden, mens en farverig hane sørgede for at holde den smule hierarki der var, i ave. Bag ved hønsene lå en lille velholdt have, hvor det meste stadig havde travlt med at spire.
   Den mørkhårede mand gik ind i hytten, indenfor var der spartansk indrettet med senge, træbord, træstole, en enkelt træreol og en laset sofastol. Han satte flasken på bordet, der var ingen ideer i hans hoved til at åbne den i øjeblikket, så den fik lidt ro. Manden gik derefter hen og tog en slidt bog, der var omkranset af andre lige så slidte bøger, i reolen og satte sig i den trods alt bløde sofastol. Men han kunne ikke komme i gang med romanen, det var ikke fordi han havde læst den mange gange før, men fordi den gådefulde flaske mindede ham om andre mennesker. Andre mennesker. Han gentog det lidt for sig selv. Han havde ikke tænkt på andre mennesker i meget lang tid, næsten ikke siden Anjas død. Han blev trist da han tænkte på Anja, det var sket så pludseligt, så uforudsigeligt.
   Til sidst lagde han bogen fra sig og gik hen til reolens væg. På den var skrabet en masse lodrette linier, som var indkapslet i andre skraverede cirkler, som yderligere var skraveret af andre cirkler. Det var dage, måneder og år. Der var to store cirkler, syv mindre og nitten streger. To år, syv måneder og nitten dage siden de var flyttet herop i ly for katastrofen. De var fire den gang, Thomas, Sine, Anja og ham. Dengang de første tegn på oversvømmelse var begyndt, da polerne virkelig begyndte at smelte. Få troede det ville gå så galt, ikke end gang de fire venner, men de var taget op i de norske fjelde, med brædder, søm, save, høns, mad, såkorn, et lille afsaltningsværk for vand og en batteridrevet radio. Og så havde de ellers bygget den lille hytte på toppen af et bjerg. Da den var færdig begyndte polerne hurtig at smelte. Heden fik isbjergene til at synke sammen og oversvømme land, og det gik stærkt, efter en måned var Grønland et nutidigt Atlantis. Derefter røg Danmark, Canada, Sverige, Finland, Norge og Ruslands lavland hurtigt. Mange var flygtet længere tilbage i Europa, men det var kun en stakket frist. En uge tids senere begyndte Antarktis at smelte. Voldsomt. Australien, Sydamerika og det sydlige Afrika forsvandt som afbrændt græs. De overlevende blev hurtigt presset sammen og anarkiet begyndte, hvis det stigende vand ikke tog en, gjorde dommedagskulter det. Vilde rygter om at USA's præsident var flygtet til en hemmelig månebase begyndte at svirre, folk gik i panik og satellitstationerne lukkede en efter en. Da BBC som de sidste, meldte at de lukkede på ubestemt tid, lagde en tyk, klam følelse af isolation og nytteløshed sig over den lille gruppe. Den nat begik Sine selvmord.
   De fandt hende aldrig, for hun var gået ned til bredden, skåret pulsårerne på begge hænder over med en dolk, kastet den fra sig og så trillet ud i det uendelige vand. Stemningen blev mere trykket efter det, Thomas sagde ikke et ord de næste tre dage, og da han endelig gjorde var det for at meddele hans afsked, han ville bygge en tømmerflåde af de resterende brædder, for at finde resterne af en død civilisation. Han tilbød de to andre at tage med, men de afslog. Chancen for at finde land virkede ufattelig meget mindre end risikoen for at dø, dø på et par planker, syg af sult, dehydreret som en absurd kontrast til alt omkring en. Så Thomas byggede sin tømmerflåde, og sejlede af sted med mad og alt den vand de kunne nå at afsalte. Da han kiggede tilbage på øen, mens bølgerne langsomt trak ham væk, lignede han den sidste kriger på en slagmark, et tegn på liv der kun bekræfter døden.
   Efter det havde stemningen ironisk nok løsnet sig lidt, ensomhedens stramme greb afspændtes, og de to øboer begyndte at glædes ved hinanden. De følte sig ikke længere begrænsede og udmattede. Efter to måneder tænkte de ikke længere på Sine og Thomas, først da aggressive hajer begyndte at vise sig, meldte tanken sig om havdyrene havde fået smag for alle de mennesker der var i vandet, og derefter kom deres gamle venner hurtigt i tankerne.
   Efter det gik de sjældnere i bad, og kun når der ikke var glubske dyr i sigte, men det var svært at undgå. Især hajerne var smarte, selvom de holdt sig fra bredden kom det store dyr ofte og overraskede, et par gange var det tæt på at gå galt, men først efter yderligere tre måneder indtraf katastrofen.
   Solen skinnede som på mange andre dage, og de var begge i godt humør. Et bad virkede kun forfriskende, de gik begge i og på et tidspunkt dykkede Anja et par meter ned for at få vand i håret. Da så han en ildevarslende finne et stykke til venstre for sig, som kom hurtigt nærmere. Den mørkhårede mand gik i panik og begyndte at råbe på Anja, der stadig var under vandet og ikke kunne høre noget. Han så sig forvildet omkring, og lagde så mærke til endnu en haj til højre, som var endnu tættere på. Han følte sig hjælpeløs, men begyndte at svømme de få meter ind til land. Han kom hurtigt op at stå på jorden, men Anja var kun lige kommet op til overfladen, hun opfattede hurtigt situationen og trak sig med paniske tag mod den lille ø.
   Det var for sent, stadig et par meter fra målet fik den første haj fat i hende, rev foden af i et vildt bid. Anja skreg, men den anden var nu også nået frem og de to rovdyr begyndte at flå hende for det friske kød. Blodet flød og lagde sig tykt i vandet. Manden begyndte at brække sig, løb væk fra skrækken og den onde død, over på den anden side af øen, kun for at brække sig igen.
   Efter det havde den gamle følelse af isolation omslugt ham, trukket ham længere end nogensinde. Men til sidst tvang han sig selv til at acceptere det, og nu var han her ved reolen og de mange udskårne striber.
   Han kastede endnu et blik på den beskidte flaske, den stod der med sin hemmelige besked, og hånede ham for ikke at kunne åbne den, den mindede lidt om Egyptens sfinkser. Flaskens matte sider, havde en udstråling der både var rolig og aggressiv, en gammel hård hund.
   Mandens solbrændte ansigt lyste pludseligt op, det var jo såre enkelt. Han skulle bare smadre den! Han følte en smule flovhed over, at han ikke var kommet på det før.
   Han trådte frem mod flasken, som var det en ærværdig duellant, greb den i halsen og gik hen mod trædøren. Han tænkte lidt over hvor glasskårene ville være mindst generende, og hvor der overhovedet var et fast underlag til det. Det eneste sted der holdt begge kriterier, var en hård lille knold fra et træ, der lå bag huset og tæt på vandet.
   Han gik langsomt hen mod knolden og nød følelsen af endelig, at gøre noget betydningsfuldt, det var nærmest berusende.
   Han stillede sig hen til knolden for at aflure flaskens hemmelighed, men med flasken oppe over skulderen, trængte en fremmed tanke sig ind. Ville han virkelig vide hvad der stod på den seddel? Havde han virkelig lyst til at se andre menneskers meddelelse? Ville han gerne vide at verden ikke længere kun var hans? At det ikke kun var ham der havde overlevet Oversvømmelsens Dage? Nej, nej, nej. Han havde ikke brug for at miste flere. Der var kun ham tilbage og han kunne lide det. Flaskens afsender var død, spist af insekter. Denne ø var verden, han ejede øen, verden var hans.
   Han forskrækkede sig selv med den pludselige vrede, men han kunne ikke lade være med at føle han havde ret.
   Alt var alligevel ligegyldigt, i stedet for at kaste flasken ned i jorden, fyrede han den ud på det altoverskyggende hav. Vreden blev afløst af en balanceret fred. Nærmest salig gik han op i hytten, og læste videre på bogen.