Jeg dagdrømmer om natten,
når øjnenes bløde læber
lukkes om det daglige æble.
Og når vi taler om natten,
bliver tonen sort,
og når vi taler om søvnen,
passer vi på ikke
at vække de sovende heste,
der rider barryggede,
mens kastanierne
falder fra de gamle træer
mod det høje græs.
Blankt og brunt
ser de tågebørn i øjnene
fra deres piggede huler.
Når vi taler om de tågedage,
ved vi godt,
at vi på en klar dag
kan se til Samsø,
men på en tåget
kan vi se hvad som helst.
Og det er derfor,
drengen trækker rundt
med sin cykel -
han vil stå dér
tyve meter borte,
hvor træet forsvandt
i den tætteste tåge.
Skærmen skramler blødt
sin skuffelse
til tågehornets
store telefon,
der venter og venter
på at blive taget,
da træet viser sig
vanligt, hvor det var.
Cyklens styr
slår streger
i barkens grønne alger,
da han giver slip
og styrter tilbage
mod stakittet,
der for en stund
var sidste stop
inden forsvinding
ind i landet,
hvor mørket er gult
og bilerne kører med sorte lygter.
Men kattene
i grøften på landevejen
mellem Gørelse og Vildelse
har deres gamle farve.
Kun deres pupiller
bliver mælkede,
forvirret slikker de
hinandens tårer.
Og det holder dem borte
fra keglernes dunkle dyb.
En oplysning flyver i vinden
en side fra en avis
fanges af nøgne grene
“trafikfarlige vejtræer” klaprer
papiret inden det slipper
og fanges i næste morders favn,
der forstår lige så lidt,
for farlighed er ikke i hans natur.
Og heller ikke i drengens
fra hvis næsebor
stakåndet damp
tavst blandes
op med aften,
endelig står han
omsluttet uden fokus
og kan flytte ind
i sig selv