Jeg gjorde min skygge paranoid
og lang i en ny dags sol,
fulgte efter den over dækket
og ned i lastrummet,
hvor den dækkede sig
ind i mig selv
og ud over hele dørken
mens jeg fortsatte ind i et mørke,
hvor den ikke kunne følge med
mig og min last,
og bramfri
sejlede jeg ikke de andres søer
og bredte mig
på rommens brænding.
Senere flød jeg
med mit bedrag
fra flaskehalsens drej
ned i mit svælg
ud på knejper,
hvor skyggerne danser.
Men det var på dørtrinnet,
der gemte en ro
som dansetrinnene
ikke forstod,
jeg stoppede
- uangribeligt gået
og kun et hul i tobakstågen.
med en slidt nat i øjnene
steg jeg som en nødraket
på et mågeskrig.
Da jeg igen trak lyset ind i kraniet,
stod solen som prikken
over sin egen glitrende spejling
i et “i” for inderlighed.
Jeg kiggede ned,
og så min spejling flyde
i et havnebassin.
Bag mig
rakte skyggen
helt hen til din dør.
Jeg tog det næste mågeskrig op
i dig,
der hvor du
af en
eller anden grund
tager allermest imod.
Jeg forstår intet,
og det er det sværeste
at vide noget om