Hun kigger ned ad sig selv. Hun ser den røde farve der blander sig med vandet og hun mærker hvordan det smyger sig om hendes krop. Hun ved at vandet er varmt, men hun føler kun kulde. En kulde der kan mærkes helt inde i knoglerne. Hun prøver at bevæge sig, men finder ud af, at hele hendes krop er følelsesløs. Smiler lidt ved sig selv og tænker at det hele egentlig er en kæmpe kliché. Men der var ingen anden udvej. Smerten indeni er for stor i forhold til den smerte hun følte da hun skar sine håndled over; den fysiske smerte og efterfølgende følelsesløshed en kortvarig lindring for hendes hjerte der aldrig ville kunne heles igen. Hun stirrer ned i vandet igen der nu næsten er helt rødt. Et øjeblik mister hun fokus, og hun lukker øjnene. Så snart hun gør det vender smerten tilbage. Billeder dukker op på hendes nethinde og hun tænker tilbage på den sidste tid der har gjort hendes krop til et ulideligt sted for hendes sjæl at være.
"Hvem var det du var sammen med i fredags Lulu?" Julie kigger på hende med så store øjne at Louise ikke kan lade være med at grine. "Hvad mener du dog?" "Lad nu være! Jeg så dig med ham den høje gut hele natten. Hvem var han?" Louise sukkede og tænkte at hun nok ikke kunne slippe udenom. Julies iver smittede hurtigt af på hende og hun havde egentlig også bare ventet på, at hun skulle spørge ind til den mystiske fyr hun havde været sammen med. "Ikke nogen særlig Julie. Det var faktisk en af Christians venner, hvis du så gerne vil vide det. Mark hedder han." "Skal du se ham igen?" "Jeg kom vidst nok til at give ham mit nummer" Louise mærkede at hun rødmede, samtidig med at Julie stak i et hvin og kastede sig om halsen på hende. Hun prøvede forgæves at tysse på hende for de stod midt i gymnasiets kantine og folk var begyndt at kigge. "Rolig nu Julie, nu må vi lige se om han overhovedet skriver. Det var jo en bytur og jeg tror ikke, jeg var den eneste af os der havde fået noget at drikke," mumlede hun. "Selvfølgelig gør han det! Hvordan skulle han kunne stå for en som dig?" Sagde Julie. I det samme ringede klokken ind til time og de gik op for at have spansk. Julie hoppede af sted foran, mens Louise holdt sig lidt i baggrunden. Hun smilede lidt for sig selv og hendes hjerte slog lidt hurtigere ved tanken om Mark.
En sms bippede ind på Louises mobil og hun rejste sig taknemmeligt op fra sit skrivebord hvor en danskstil lå og kiggede truende op på hende. Ubevidst krydsede hun fingre og hun kunne ikke lade være med at blive skuffet, da hun så at det var Christian, den sidste part i det trekløver der ellers bestod af Julie og hende selv. "Hænge ud i aften?" Stod der men hun følte sig snydt og skrev et kort svar om at hun skulle lave stil. Surt satte hun sig ned igen med mobilen og snurrede den rundt mellem hænderne. Hvorfor havde Mark ikke skrevet? Det var mandag. Tre dage siden Christian havde introduceret dem på klubben. Glem ham Louise, han var alligevel kun ude på at komme i bukserne på dig. Hun tænkte videre at siden det ikke var lykkedes for ham, havde han nok hurtigt mistet interessen. Nattelivet var ikke stedet at møde sin kommende kæreste. Hun sukkede og fik i det samme dårlig samvittighed overfor Christian da en ny besked fra ham tikkede ind. Der stod ikke andet end 'okay', men den triste smiley bagefter gjorde også hende trist. Det var jo ikke hans skyld at hans ven viste sig at være en idiot. Hun vendte tilbage til den danske stil og den indviklede analyse hun skulle lave af to gamle digte fik hende for en kort stund til at glemme alt omkring sig.
En ny besked fik hende til at fare sammen og denne gang blev hun irriteret da det sikkert var Christian der prøvede at finde en anden dag hun ville komme. Godt nok var han en af hendes bedste venner, men kunne han ikke lade hende være i fred engang imellem? Hun var allerede i gang med at formulere et svar til ham i hovedet da hun så at teksten kom fra et ukendt nummer: "Hej Louise? Det er Mark fra i fredags, Christians ven. Hvis du kan huske mig? Jeg havde det hyggeligt, og tænkte om du ville ses igen?" Louise læste beskeden et par gange og sprang så op fra stolen og lavede en lille sejrsdans rundt på sit værelse mens hun i meget neutrale vendinger forsøgte at svare ham. Han havde haft det hyggeligt, han havde haft det hyggeligt og han ville gerne se hende igen. Hun endte med at skrive, at hun også ville se ham igen. Man vil vel ikke lyde alt for desperat, tænkte hun.
De var blevet enige om at mødes på cafeen nede i byen og klokken 14 stod Louise meget nervøst udenfor og ventede. Hun havde ikke kunnet lade være med at fortælle om det forestående møde til både Julie og Christian. Julie havde været helt ekstatisk og spurgt om hun måtte komme med hvis hun nu bare gemte sig ved et andet bord. Til hendes store skuffelse havde Louise brat afslået hvilket havde fået hende til at surmule resten af dagen i skolen. Christian derimod havde været lidt mere tilbageholdende med sin glæde, hvilket Louise ikke forstod. Hvorfor var han ikke glad på hendes vegne? Det havde gjort hende irriteret og resten af dagen havde stemningen mellem dem været dårlig. Faktisk havde han stadig ikke skrevet til hende og det var efterhånden et par dage siden. Hun stod stadig og funderede over ham, da en høj, mørkhåret fyr med et blændende smil kom rundt om hjørnet og vinkede til hilsen. Hendes hjerte sprang et slag over da hun vinkede tilbage og det knus han gav hende slog hende næsten helt ud. Han duftede skønt.
De havde begge bestilt noget at drikke og sad og snakkede om alt mellem himmel og jord, da Mark pludselig blev mere alvorlig. "Hør her Louise, jeg ved ikke hvad Christian har fortalt dig og jeg ved heller ikke hvad dine forventninger er til mig. Men jeg er ikke interesseret i et forhold på nuværende tidspunkt. Bare inden dine forventninger bliver skruet alt for højt op." Det havde hun ikke regnet med at høre. Smilet forsvandt hurtigt fra hendes ansigt og hun sad et øjeblik og prøvede at samle tankerne. "Hvorfor ville du så mødes med mig igen?" Spurgte hun endelig. "Jeg synes du er en dejlig pige og du er enormt skøn at være sammen med. Jeg er bare ikke klar til et seriøst forhold. Det lyder måske enormt plat og som en typisk drenge-ting men jeg synes bare jeg vil være ærlig fra starten." Hun nikkede langsomt mens hun prøvede at forstå hvad det var han sagde. Et uforpligtende forhold. Hun tyggede lidt på ideen. Nikkede så igen og kiggede ham i øjnene. "Jeg var egentlig heller ikke interesseret i et rigtigt forhold," hørte hun sig selv sige. Hun smilede og han grinte tilbage. Inderst inde tænkte hun at han stadig kunne skifte mening.
De sidste par uger havde været fantastiske og selvom hun og Mark ikke var rigtige kærester føltes det sådan. Han havde sin egen lejlighed og Louise tilbragte al' den tid hun kunne hjemme hos ham. Julie prøvede at spille fornærmet over at hun ikke var sammen med hende men Louise kunne godt se på hende at hun var glad på hendes vegne. De havde også været veninder siden de små klasser og Julie vidste at Louise ikke havde tænkt sig at glemme hende. Det eneste problem var Christian. Han havde ikke virket glad for at hun var begyndt at se Mark og for et par dage siden havde hun spurgt ham direkte hvad hans problem var. Det var trods alt ham selv der havde introduceret ham for hende. Men Christian havde ikke givet noget svar og Louise var egentlig ligeglad. Hvis det skulle være på den måde, kunne han da bare være tøsesur. Hvis Julie kunne acceptere at hun brugte mere tid med Mark lige nu, kunne Christian vel også.
Det var fredag og Louise havde fået tidligere fri fra gymnasiet. Hun tænkte at hun ville bruge resten af dagen sammen med Mark, da hun vidste han også havde fri i dag. Hun cyklede glad af sted med sommerluft i håret og solen der strålede fra en skyfri himmel.
Ti minutter senere havde hun parkeret i lejlighedskompleksets gård, og bankede let på Marks dør. Hun kunne høre ham rumstere derinde og kunne slet ikke vente med at give ham et kys. Da han åbnede døren så hun dog ikke den samme glæde i hans ansigt, nærmere forvirring. "Er der noget galt?" Spurgte hun bekymret. Han rømmede sig og kiggede forlegent ned på sine fødder. "Hej Lulu. Jeg troede ikke du kom før i eftermiddag?" "Jeg fik tidligere fri. Er det ikke okay?" Louises glæde forvandlede sig hurtigt til en uforklarlig uro i maven. "Sagen er den..." "Baby, hvem snakker du med?" En kvindestemme hørtes inde fra lejligheden og Louise forstod med det samme. Hun mærkede tårerne i øjnene og søgte Marks for en forklaring. Der var ingen fortrydelse at se. "Hør nu her Louise, vi aftalte fra starten at det her ikke var et fast forhold. Jeg troede vi var enige." "Jeg troede ikke det betød at du kunne knalde alle de piger du havde lyst til!" Råbte hun vredt og spurtede tilbage ned ad alle trapperne og ud i gården. Her stillede hun sig op af en mur men sank hurtigt sammen. Hun forsøgte at få sin vejrtrækning under kontrol mens hun tænkte på hvor naiv hun havde været. Mark var en flot fyr i starten af 20'erne. Han havde ikke været interesseret i et fast forhold. Mere et fast knald tænkte hun med stor fortrydelse. Det havde været hendes egen skyld. Hun blev siddende i lang tid indtil hendes ben gjorde ondt og rejste sig så med besvær op. Tårerne var stoppet og hun tog sin mobil frem. I en ny besked skrev hun til Julie om hun stadig havde en chance for at komme med i byen i aften. Hun havde brug for at komme væk fra tankerne og have det sjovt.
Bassen pumpede i maven og musikken bragede i ørerne mens promillerne susede rundt i kroppen. Louise var ligeglad, hun var midt på dansegulvet sammen med Julie og intet andet betød noget. Hun havde snakket med Julie om Mark tidligere på aftenen og de var begge enige om at hvis Louise stadig skulle være sammen med ham, så måtte reglerne gælde begge veje. Derfor var de på udkig efter en ny fyr til Louise. Indtil videre var heldet dog ikke med dem og klubben var ret tom selvom klokken snart var tre. Musikken skiftede til en uinteressant sang og de gik op i baren til Christian der også havde været sammen med dem inden de tog i byen. "Louise, må jeg ikke lige snakke med dig?" Råbte han til hende. "Hvis du giver en drink først," svarede hun grinende. Han trak på skuldrene og bestilte noget til hende der mest smagte af sprit men Louise var ligeglad, og hun fulgte med ham til et mere stille sted med drinken i hånden.
"Jeg kunne ikke undgå at høre din samtale med Julie tidligere," startede han. "Okay? Hvor vil du hen med det?" Spurgte hun. "Hvorfor vil du stadig se ham?" Han havde et underligt udtryk i øjnene som Louise ikke kunne tyde men rusen gjorde at hun ikke rigtig kunne tage hans spørgsmål alvorligt. "For at vise ham at han ikke kan skræmme mig væk. Og fordi jeg godt kan lide ham," sagde hun. "Men han er jo ligeglad med dig. Han har ingen følelser for dig?" Louise begyndte at blive irriteret. Han gjorde hende i dårligt humør og hendes rus begyndte at tage af. "Han er den eneste der gider være sammen med mig okay?" Sagde hun vredt. "And the sex is greeeat!" Råbte hun. Hun gad ikke snakke mere med ham når han alligevel bare var en lyseslukker. Hun vendte sig væk fra hans sårede ansigtsudtryk mens hun tænkte at han var sart. Hvad havde han regnet med? At de kun holdt i hånd? Hun rystede på hovedet og gik tilbage til baren hvor Julie ventede med shots linet op til dem begge.
Louise vågnede med en kæmpe hovedpine og lagde i første omgang ikke mærke til hvor hun var. Det var først da hun kiggede rundt og opdagede at der lå nogen ved siden af hende at hun opdagede hun ikke var hjemme i sin egen seng. Hun gav et lille hvin fra sig, hvilket fik fyren ved siden af hende til at vågne. "Hvem fanden er du, og hvor er jeg henne?" Hun prøvede at lyde rolig men en skinger undertone i hendes stemme afslørede at hun var det stik modsatte. Frygten og tømmermændene kæmpede om at få den dominerende plads i hendes krop. "Rolig nu Louise," sagde fyren og gabte. "Kan du slet ikke huske noget? Du var også godt wasted, det må jeg sige. Hvis ikke jeg selv havde været fuld havde jeg nok ikke taget dig med hjem i den tilstand." Han sendte hende et nervøst smil, men Louise var stadig på kanten til at gå i panik for hun kunne virkelig ikke huske noget efter sin samtale med Christian. "Du ligner et stort spørgsmålstegn. Du kan ikke huske hvem jeg er? Vi gik i klasse sammen i folkeskolen. Jeg var godt nok ikke en man lagde mærke til, så måske er det meget naturligt du ikke ved hvem jeg er," sagde han med en smule tristhed i stemmen. Louise så på ham. En muskuløs fyr med blondt hår og solbrændt hud. Hans øjne flakkede og det dæmrede for hende. "Du er makrel-Mike!" Sagde hun med vantro i stemmen. Hun kunne godt huske ham. En lille, spinkel fyr med rødt hår og fregner der altid sad forrest i klassen og aldrig havde nogen at snakke med i frikvartererne. Tænk at han havde forandret sig så meget. "Det navn er jeg ikke blevet kaldt i mange år," sagde han. Hans dybe stemme bragte hende tilbage til den virkelige verden og væk fra minderne om folkeskolen. "I dag hedder jeg bare Mike," fortsatte han, og rakte genert hånden frem, som om de lige havde mødt hinanden for første gang. Hun tog den og hendes lille spinkle hånd forsvandt nærmest i hans store solbrune næve. "Du har.. Forandret dig en del," sagde hun og følte sig lidt dum og forvirret. "Det må man sige. Jeg blev træt af at være den man aldrig lagde mærke til og eftersom jeg altid har ønsket mig at blive tømrer, tænkte jeg at det var på tide at gøre noget ved det hele. Man kan ikke være svag hverken fysisk eller psykisk hvis man skal klare sig indenfor det fag," sagde han med stolthed i stemmen. "Så du er tømrerlærling. Der kan man bare se." "Hvad med dig, hvad render du rundt og laver?" Louise ville gerne have svaret men i det samme kunne hun mærke hele hendes mave vende sig og hun kiggede desperat på Mike. "Der står en spand ved siden af sengen," sagde han. Hun nåede lige at lokalisere den før hun kastede op. Hendes hår faldt ned foran hendes ansigt mens hun hang ud over sengekanten, men hun mærkede hurtigt at det blev løftet væk. Hun følte sig på en gang taknemmelig og utroligt ulækker. Aldrig havde hun følt sig så pinligt berørt og da hendes mave endelig var faldet til ro igen, havde hun meget svært ved at se Mike i øjnene. Hun hørte ham grine og kiggede op. "Undskyld," var det eneste hun kunne få frem. "Det gør virkelig ikke noget. Som sagt, det er længe siden jeg har set en tøs være så fuld." "Lad være at minde mig om det. Jeg drikker aldrig igen," stønnede hun. "Ikke før næste gang," gav han igen, med et smørret grin.
Klokken var over fem før hun tog bussen hjem fra Mike. I den tid havde de ligget i hans seng og snakket. Om folkeskolen, fremtiden og hvad de hver især havde fået tiden til at gå med. Kærlighed var også et emne der blev berørt og af en eller anden grund havde Mike nu fået hele historien om Mark. Hun havde også hørt om hans eneste kæreste der havde forladt ham for ikke så lang tid siden. Han havde fået det bedre, men kæmpede stadig for at glemme hende helt havde han sagt. Hun havde følt sympati med ham. Både på grund af hans ensomme tid i skolen men også fordi hun selv havde følelser for Mark som hun vidste hun aldrig ville få gengældt. På vej ud af døren havde de udvekslet numre og de havde lovet hinanden at de skulle ses igen. Louise var en smule forvirret men også glad for at det var ham hun var endt hos og ikke en eller anden psykopat. Hun skulle vist have sig en snak med Julie når de skulle i skole igen på mandag.
Hun havde aldrig troet hun skulle leve et dobbeltliv. Sådan følte hun det i hvert fald. For to dage siden havde hun atter været sammen med Mike, og han havde kysset hende selvom han godt vidste hun så Mark og ikke havde tænkt sig at give slip på ham. Han havde sagt at han var ligeglad og kysset hende igen. Louise kunne ikke finde ud af om hun skulle være lykkelig eller ulykkelig. Hun havde to skønne fyre i sit liv. Hun havde fået følelser for dem begge og begge vidste at de ikke var i et seriøst forhold. Godt nok havde hun ikke fortalt Mark at hun nu også så en anden, men hun tænkte at det var lige meget eftersom han jo også så andre piger end hende. Det gjorde stadig ondt at vide, men hun følte hun havde taget hævn ved også at være sammen med Mike.
Denne gang havde Julie været lidt skeptisk. "Tror du ikke det ender galt? To mænd på en gang," havde hun sagt. Louise havde følt sig fornærmet. Var det ikke meningen at ens bedste veninde skulle støtte en i stedet for at dømme? Efter hun havde sagt dette, havde Julie ikke nævnt mere om det. Louise berørte heller ikke emnet og selvom hun selv syntes hendes situation var noget man sagtens kunne overkomme, gjorde det hende ked af det, at der nu var opstået en kløft mellem de to. Værre var det med Christian. Han var begyndt at skrive til hende hele tiden for at høre hvad hun lavede. Når hun var alene skrev de sammen i flere timer, men ligeså snart hun fortalte at hun var hos enten Mark eller Mike, blev han fornærmet og ked af det, og svarede hende ikke. Når hun prøvede at tale med ham om det, undgik han hende i op til flere dage. Louise begyndte at være irriteret over det. Han burde ikke være så misundelig, bare fordi han ikke selv kunne finde en pige. Hans udseende fejlede ellers ikke noget tænkte hun og hans personlighed var skøn. Lige bortset fra når han opførte sig så mærkeligt som lige for tiden. Hun forsøgte at lade være med at tænke på ham. Hverken hans surmuleri eller Julies skepticisme skulle ødelægge hendes humør. Selvom hun engang imellem selv tvivlede på, om det var en god idé, var hun for første gang i lang tid glad.
"Lulu, er du sammen med en anden? Hvem er det? Fortæl mig hans navn!" Louise stod som naglet til gulvet mens Mark stod truende overfor hende. Hun kunne hverken tro sine egne ører eller øjne. Hvordan havde han gættet det? Godt nok var hun begyndt at se mere til Mike end til Mark, eftersom Mike havde gjort det klart at han havde følelser for hende, hvorimod hun stadig stod det samme sted med Mark. Han var kun interesseret i hende på grund af hendes krop, og hun kunne mærke at de følelser der havde blændet hende i starten og havde overbevist hende om at han ville skifte mening, var ved at ebbe ud. "Svar mig!" Det gibbede i hende og hun kiggede atter Mark i øjnene. Hun så vreden i dem og følte sig trodsig. Så det var kun ham der måtte være sammen med andre? "Ja, jeg er sammen med en anden. Ligesom du også har været sammen med andre. Jeg troede du vidste hvad du var gået ind til?" Sagde hun flabet. Han gik tættere på hende og hun følte sig truet. "Forsvind ud af min lejlighed. Jeg vil ikke se dig igen, din lille luder. Har du forstået det?!" Hun nikkede stumt og sank en gang. Hun kunne mærke de salte tårer stige op i øjnene men hun skyndte sig at vende sig mod døren inden han så dem. Så åbnede hun døren og forsvandt hurtigt ud af den.
Julie havde været der for hende med det samme hun fortalte hvad Mark havde gjort. Hun havde insisteret på at ringe til Christian selvom Louise var imod det, og han kom med det samme, klar til at tilgive den måde hun havde behandlet ham på det sidste stykke tid. Hun følte sig taknemmelig for sine to bedste venner og mellem hulkene og de mange tårer forsøgte hun at fortælle dem hvor meget det betød for hende at de var der. De tyssede dog blot på hende og aede hendes hår eller rakte hende en ny kleenex. Især Christian var meget om hende samtidig med at han truede med at smadre Mark efter den måde han havde behandlet hende på. Louise prøvede at tale ham til ro, men han blev ved med at sige at han aldrig ville se den nar for sine øjne igen. Til sidst prøvede hun kun halvhjertet at tale ham fra at slå hånden af sin ven og Christian så ud til at have det godt med at lade sin vrede komme ud.
Louise trak jakken tættere om sig mens hun stod ved busstoppestedet. September var ved at gå på hæld og i dag viste vejret at sommeren snart var endegyldigt forbi. Hun var på vej hjem til Mike. Det var lørdag og hun glædede sig til at bruge hele dagen sammen med ham. Siden Mark for cirka to måneder siden havde givet hende sparket, havde hun og Mike været sammen. Ikke bare på halv tid men rigtige kærester. Han boede alene med sin far som tit var udenbys eller på forretningsrejse så ofte havde de huset for sig selv, og Louise kunne godt lide at lege med tanken om at de boede der sammen. Hun havde aldrig været mere lykkelig og så for sig hvordan de skulle bo sammen i en hyggelig lejlighed når hun næste år var blevet student. Tanken havde slået mere og mere rod og hun var overbevist om at Mike havde det på samme måde. Hun så ikke længere så meget til Julie ud over i skolen eftersom hun også havde fundet en fyr. Han var en del ældre end hende, men Julie var lykkelig og så var Louise også lykkelig på hendes vegne. Ud over at ses hver dag i skolen skrev de stadig sammen og holdt deres månedlige cafétur så Louise følte ikke hun havde mistet sin veninde, kun fået en bedre version af hende. Christian, på den anden side, var droppet ud af gymnasiet og arbejdede nu i et supermarked mens han prøvede at finde ud af hvad han ville, som han selv sagde. Louise havde prøvet at tale ham fra det, men han virkede så ulykkelig omkring hende at hun hurtigt opgav det. Hun forstod ikke hvorfor han havde ændret sig sådan. Hun havde spurgt om det var på grund af en pige men han havde nægtet at der var noget galt. Hun havde endda gået så langt som til at tænke om han var homoseksuel eftersom han aldrig havde haft en kæreste. Han havde højest kysset med et par piger til nogle fester, men hun turde ikke spørge ham. Det føltes som om der var opbygget en mur mellem dem som hun ikke rigtig kunne bryde ned, og han havde ikke lyst til at hjælpe hende. Det gjorde hende umådeligt trist at skulle miste ham på den måde men som Mike havde sagt til hende da hun nævnte det, så glider man nogle gange bare fra hinanden uden nogen speciel grund. Det trøstede hende ikke rigtig og hun håbede at hun snart ville komme til at se den glade Christian igen som hun havde kendt i så mange år.
Mikes far var som sædvanlig ikke hjemme og Louise bankede derfor bare på og gik lige ind. "Hej skat!" Råbte hun glad, men der kom ikke noget svar. Hun smed skoene og jakken og kastede sin taske på den nærmeste spisestol da hun gik fra bryggerset og ind i køkkenet. Hun fik et chok da Mike pludselig stod i dørkarmen der ledte ind til hans værelse. Hans øjne var ophovne og der var røde pletter på hans hals og kinder. "Hvad er der galt Mike?" Spurgte hun forskrækket og puttede sig ind i hans favn. "Ingenting," svarede han, men hans stemme var hæs som om han havde grædt i flere timer, og hendes knus blev ikke gengældt. En velkendt uro begyndte at brede sig i Louises krop og hun kiggede nervøst sin kæreste i øjnene. "Fortæl mig hvad der er sket," sagde hun nærmest befalende. Hans mund bævede og hans skuldre trak sig sammen i kramper da han brød sammen foran hende. Louise blev bange og vidste ikke helt hvordan hun skulle håndtere at en mand stod og græd foran hende. Hun tog hans arm og førte ham tilbage ind på hans værelse hvor hun satte sig med ham på hans seng. Hun tyssede på ham og tørrede hans tårer væk som på et lille barn der har skrabet sit knæ. Men af en eller anden grund vidste Louise at dette ikke ville gå væk hvis hun gav ham et plaster på. Dette sår sad i hans hjerte og hun kunne mærke sit eget synke helt ned i maven hvor det dunkede hårdt og sendte blodet ud i alle kroge af hendes krop. "Fortæl mig det," hviskede hun.
Om der var gået en time eller to, eller måske bare ti minutter vidste hun ikke. Mikes kærtegn på hendes hånd var det eneste hun ænsede. Resten af hendes krop var kold og ubevægelig. Han hulkede stadigvæk mens hendes tårer løb lydløst ned ad hendes kinder. Hun kunne ikke græde mere, hun kunne ikke råbe mere, hun kunne ingenting. Bare sidde. Og stirre. Hun prøvede at forstå og et eller andet sted forstod hun også. Hun ville bare ikke acceptere. Mikes ekskæreste havde kontaktet ham for cirka en uge siden. I går havde de mødt hinanden i byen. Hun savnede ham og ville have ham tilbage. Give det hele en chance til. Alle følelserne var kommet tilbage og han havde kysset hende. De havde været i seng sammen. Om hun ikke kunne forstå at han ikke ville gøre hende ondt? Det var ikke fair overfor nogen. Han var nødt til at gøre det forbi. Hun havde prøvet alt. Tigget, råbt af ham, kaldt ham en kujon og en idiot og tigget igen. Slået ham. Han havde ikke gjort andet end at sidde stille på sengen og lade hende gøre det indtil hun ikke kunne mere. "Tilgiv mig," sagde han med en stemme så lille og ynkelig at hun brat vågnede fra sin katatoniske tilstand. Hun kiggede på ham og ned på deres hænder. Pludselig blev det for meget og hun trak den til sig mere voldsomt end hun havde tænkt sig. Hun var ligeglad. Rejste sig og tog sit overtøj på. Han fik ikke engang lov at sige farvel før hun var ude af døren.
Tårerne trillede ned ad hendes kinder og blandede sig med vandet da hun tænkte på Mike. Hvis han ikke ville have hende havde hun ingen grund til at være her mere. Hun huskede ikke hvordan hun var kommet hjem i sin lejlighed igen. Hun havde vel taget bussen. Hendes forældre var ikke hjemme og hun havde vandret rundt og råbt og skreget og grædt uden nogen respons andet end fra en hund der var begyndt at gø nedenunder. Hun havde bedt den om at holde kæft. Hun havde sat sig op ad en væg med armene omkring knæene mens hun havde boret neglene ind i armene men smerten ville ikke forsvinde. Hun havde tænkt fortvivlet på hvordan hun så hurtigt havde mistet begge de mænd hun havde givet sin kærlighed til. Hun havde tænkt at ingen mand nogensinde ville elske hende tilbage og at ingen mand ville være den samme som Mike. Mike som hun skulle have været sammen med altid. Et jag af smerte var gledet igennem hende og det havde føltes som om hun skulle kaste op. Da hun var gået ud på badeværelset var kvalmen blevet erstattet af en modløshed hun aldrig havde følt før. Alt var lige meget og hun hørte ikke til her. Hun havde set sig selv i spejlet og var blevet opfyldt af en vrede mod sig selv så stærk at hun havde forsøgt at smadre spejlet med sine små, knyttede næver med det resultat at små stumper havde skåret sig ind i hendes hud. Hun havde skreget; først af smerte derefter af triumf. Et øjeblik havde hun glemt smerten indeni og hun ville have mere. Pludselig var hun begyndt at ryste af kulde over hele kroppen. Hun havde ikke kunnet styre sine bevægelser og var blevet bange. I desperation havde hun tændt for det varme vand i badekarret. Sammen med en stump spejl havde hun sat sig op i det store kar med tøjet på, mens hun havde ventet på at varmen skulle komme tilbage til hende igen.
Bevidstheden havde næsten forladt hende da hun hørte en svag bankelyd. Hun prøvede at lokalisere den men den forsvandt ind og ud af hendes hoved i takt med at bevidstheden kom og gik. Hun åbnede øjnene og lyset skar gennem hendes øjne og ind i hendes hoved som små, skarpe pile. Lyden blev stærkere. Bankede det på døren? Nu var det der igen. Der var nogen ved den låste dør. Hun bandede indvendigt da hun kom i tanke om den besked hun havde sendt til Julie i desperation. "Mike er gået fra mig. Jeg vil ikke mere," havde der stået, og uforvarende havde hun åbenbart sendt den til Julie. Men hun ønskede ikke at leve mere og forstod ikke hvorfor hun var kommet for at redde hende. Så kom hun i tanke om at Julie var i Jylland for at besøge noget familie og uro begyndte at fylde hendes ellers følelsesløse krop. Var det en tyv? Hun vidste at døren ikke var særlig tyk for hendes egen far havde en gang brudt den op i fuld tilstand da hendes mor ikke ville lukke ham ind. Louise holdt vejret mens bankelydene blev mere og mere voldsomme. Til sidst lød det som om nogen rent faktisk prøvede at bryde den op. Hun havde lyst til at skære sig igen. Hun havde ikke regnet med at det ville tage så lang tid at dø. Det gjorde ikke ondt men hun havde ikke lyst til at vente mere. Da hun prøvede at bevæge armene skete der dog ikke noget og hun lukkede opgivende øjnene igen og overgav sig til bevidstløsheden.
Nogen ruskede i hende. Hun kunne mærke hænder på sin kolde krop og blev irriteret. Jeg vil ikke reddes prøvede hun at sige men der kom ikke en lyd over hendes læber, blot en underlig gurglen. "Louise? Louise?! Kan du høre mig? Svar mig!" Hun genkendte stemmen som Christians og undrede sig over hans tilstedeværelse. Hvorfor var han her? Hun åbnede kun øjnene til smalle sprækker denne gang og vænnede sig til lyset inden hun åbnede dem helt. Det var Christian. Tårer stimede hans ansigt og han råbte desperat til hende. "Bare rolig Louise, jeg har ringet 112, alt skal nok gå i orden igen, det lover jeg!" Sagde han med en vild og skinger stemme Louise aldrig havde hørt før. Hvorfor var han sådan? Ingen elskede hende alligevel, hvorfor kunne hun så ikke bare få lov til at dø? Hun kiggede ned ad sig selv og så at han havde prøvet at forbinde hendes håndled med tøjstykker. "Hvorfor.." Prøvede hun. "Hvad siger du? Prøv igen Louise, hvad er der?" Han lagde sit øre helt ned til hendes mund og hun prøvede igen. "Hvorfor er du her?" Hvislede hun. "Julie ringede til mig og sagde hun havde fået en sms fra dig. At du ikke er sammen med Mike mere?" Lyden af Mikes navn fik tårer til at bryde frem og et hulk undslap hendes læber. I det samme mærkede hun sit hjerte slå vildt og voldsomt og både fysisk og psykisk smerte slog hende omkuld. Hendes krop begyndte at ryste og Christian tog hende i sin favn. Han løftede hende op af badekarret og satte sig med hende på gulvet som var hun et lille barn. Han holdt om hende og forsøgte at få hende til at stoppe med at ryste. "Åh Louise, min Louise, hvordan kunne du gøre det? Jeg elsker dig, jeg har altid elsket dig," græd han. "Jeg skulle have passet på dig og ikke have forladt dig, det er min skyld det hele." Louise følte hans smerte og med et var alle tanker om Mike glemt. Hun forstod nu. Hun forstod hvorfor Christian ikke ville have at hun var sammen med hans ven. Hun forstod hans fortvivlelse da han fandt ud af at hun var sammen med to mænd. Hans vrede da Mark svigtede hende. Han elskede hende og hun havde afvist ham gang på gang uden selv at vide det. En stor sorg fyldte hele hendes krop da hun indså at den person der virkelig var værd at elske, holdt om hende lige nu. Nu hvor det var for sent. I det øjeblik fortrød hun. Hun brugte al' sin viljestyrke for at få hendes arm til at lystre en sidste gang. Med flere kræfter end hun nogensinde havde brugt før løftede hun den, og inden hun endelig havde løftet den højt nok til at nå Christians ansigt så hun med gru hvordan hun havde ødelagt den krop som Gud havde givet hende, hvordan hun var ved at dø fra det fantastiske liv hun var blevet tildelt og hvordan hun var ved at forlade alle de mennesker der ville komme til at savne hende. Da hendes hånd endelig rørte ved Christians varme og tårevædede kind, havde hun bedt om tilgivelse hos Ham. Dog var en person vigtigere lige nu og med en sidste kraftanstrengelse drejede hun hovedet og så Christian i øjnene. "Undskyld," hviskede hun, og lukkede øjnene igen da hun ikke kunne holde ud at se al' den kærlighed og smerte der lyste ud af dem. Mens hun gled ind i bevidstløshedens land for sidste gang mærkede hun hvordan han aede hendes hår. Selvom hun håbede at Han ville tilgive hende den synd hun havde begået, var den sidste tanke der gik gennem Louises hoved om Christian nogensinde kunne.