Han åbnede langsomt øjnene og rejste sig og begyndte at klatre op ad skråningen. Han gled et par gange i det våde græs og det tog en evighed, før han igen nåede den kolde, våde asfalt. Smerten i hans højre arm var næsten ulidelig og han kunne ikke holde et gisp tilbage. Langsomt kom han op at stå. Satte den ene fod foran den anden. Slæbte sig videre hen mod den tilsyneladende øde landsby der lå forude i mørket. Han skulle videre. Han måtte frem.

Hun så igen den uhyggelige mand. Han gik på en øde, mørk landevej. Det sneede. Måske var det derfor, hun kunne se ham? Eller silhuetten af ham. Han var middel af højde og han bar en lys cottoncoatfrakke. Men noget i hans fremtoning var ikke rigtigt. Hun kunne bare ikke sætte fingeren på hvad det var, der var galt.
   Perspektivet skiftede.
   Hun så ham nu fra højre. Hun var så tæt på ham, at hun kunne høre ham gispe efter vejret og hun så nu hvad der var galt. Hans højre arm dinglede unaturligt i jakkeærmet. Den var nok brækket siden.. Siden hvad? Siden sidst, tænkte hun og følte sig underligt til mode. Hvor havde hun set ham før?
   Perspektivet skiftede igen.
   Nu så hun ham forfra. Hans hoved vendte nedad mod asfalten som for at sikre at han satte fødderne ordentligt. Eller også var det på grund af snevejret? Hun studerede ham. I mørket var det svært at bedømme hvad farve hår han havde. Men hun var næsten sikker på, at det var sort. I panden havde han en del skrammer. Gad vide hvor de stammer fra, tænkte hun. Et billede kom i det samme ind og forstyrrede hende. Et glimt af to mænd i en bil. Dene ene så rædselsslagen ud og den anden meget rasende. Desuden havde den ene mand en kniv. Billedet blev afbrudt og hun kiggede forskrækket på manden, der havde løftet hovedet og stirrede direkte på hende.
   Hun vågnede med et sæt og rejste sig stakåndet op i sengen. "Åh nej," sagde hun. "Ikke igen."

Hun sad ved spisebordet i køkkenet med en kop varm kakao foran sig. Hun kiggede ud gennem den sorte rude og ud på gadelygten der stod og blinkede på den anden side af vejen. I ny og næ kom en bil forbi, selvom klokken var tre om natten. Hun kiggede rundt i det lille rum, mens hun atter tænkte på drømmen. Hun vidste, at det kun var en drøm og at den ikke kunne skade hende, men alligevel var hun urolig.
   De havde været der de sidste mange nætter. Drømmene. Eller mareridtene som det var blevet til. De handlede alle sammen om den samme mand. I starten handlede drømmene bare om ham og en kvinde. De skændtes ofte og hun relaterede det til hendes eget liv. Hun havde for nylig slået op med sin kæreste gennem næsten et år og han havde taget det hårdt. I drømmene var det ligesådan. Men lidt efter lidt var de begyndt at ændre sig. Manden blev mere voldelig overfor kvinden der tydeligvis ikke gad ham mere og hun græd ofte. Manden var tilsyneladende ligeglad. Han blev mere og mere rasende for hver drøm og der var ofte mange på en nat.
   En nat var drømmene blevet til mareridt. Manden og kvinden havde skændtes som aldrig før, men hun havde ikke kunne høre hvad de sagde for drømmene var altid uden lyd. I starten havde hun syntes at det var irriterende, men nu priste hun sig lykkelig for det. Kvinden havde kastet en vase efter manden, der havde holdt en lang, spids kniv i sin hånd. Hun havde kunne se frygten i kvindens øjne, men hun havde ikke lagt så meget i det for manden havde ofte truet kvinden med kniven. Alligevel havde hun kunne mærke at denne gang var det anderledes. Hun var selv blevet mere og mere urolig i takt med at manden nærmede sig kvinden og hun havde desperat forsøgt at vågne. Men det havde været umuligt. Ej heller havde hun kunne lukke øjnene og hun havde været tvunget til at se det sceneri, der var blevet udspillet for øjnene af hende. Manden havde tvunget kvinden ned på gulvet og han havde hævet kniven over sit hoved. Han havde hugget en gang. Han havde hugget to gange. Tre gange.. Alt imens han havde gjort det, var smilet på hans læber blevet større og større og hans øjne havde flammet af noget hun aldrig havde set før. Pludselig var det som om han havde kigget på hende og da var hun vågnet badet i sved.
   Efter den drøm var det kun blevet værre. Den uhyggelige mand gik nu rundt på vejene og blaffede sig rundt fra by til by. Han fandt en ny bil i hver drøm og hver gang endte det med et grufuldt drab, som hun var tvunget til at se. Hver gang vågnede hun med bankende hjerte og drivende våd af sved.
   Hun tog en tår af sin kakao, med det resultat at hun brændte tungen. Han bandede lavmælt og tankerne om manden blev revet fra hinanden. Hun rejste sig og hældte kakaoen ud i den lille zinkvask og tændte for vandet. Hun samlede sit lange, blonde hår med den ene hånd og tog en tår vand for at køle den sviende tunge. Bagefter gik hun i seng igen og snart drømte hun atter.

Det var holdt op med at sne. Luften var klar og bidende kold og han kiggede op på en skyfri, stjerneklar nattehimmel. Han prøvede at ignorere smerten i den brækkede arm og koncentrerede sig fuldt ud om at sætte den ene fod foran den anden; hele tiden fortsætte fremad. Han var nået gennem byen for et stykke tid siden. Der havde ikke været andet end et par små supermarkeder og en enkelt bager. Intet spor af mennesker.
   Byen lå nu bag ham og forude lå intet andet end landevej, så langt øjet rakte. Han gik i sine egne tanker og hørte ikke bilen komme, før den var kørt forbi ham. Han råbte og begyndte at løbe efter bilen. Han opgav hurtigt, da det gjorde alt for ondt i armen, og han ærgede sig over, at han ikke havde været mere opmærksom. Men bilen havde åbenbart set ham alligevel for et øjeblik senere, var den tilbage ved hans side og en ung mand spurgte, om han manglede et lift. Han smilede og åbnede bildøren til passagersædet.
   Kabinen var dejlig varm og det begyndte snart at snurre behageligt i de stivfrosne fingre."Nåå. Hvor skal du så hen?" spurgte manden. Han kiggede på ham. Fyren bag rattet så ud til at være først i 20'erne. Han havde kort, blond hår og venlige øjne. "Nærmeste by," svarede han. Fyren nikkede. "Så sætter jeg dig bare af der." "Fint." De kørte lidt i tavshed. "Hvad hedder du?" spurgte fyren. "Dave," svarede han. "Og du?" "Kyle," sagde Kyle og sendte ham et stort, hvidt tandpastasmil.
   De havde kørt i en halv times tid, da Kyle sagde noget igen. "Hvordan havde du egentlig tænkt dig at nå næste by på gåben? Det tager et døgns tid selv i bil. Det var sgu heldigt, jeg kom kørende der hva'?" "Mm," svarede Dave. "Hvad skal du egentlig derinde?" spurgte Kyle nysgerrigt. "Besøge min ekskæreste," svarede han. "Aha." Dave drejede hovedet og kiggede ud af bilruden. Store, mørke overflader der skulle vise sig at være endeløse marker, susede forbi i natten der stille og roligt gjorde plads for solen, der ventede et sted i horisonten. Han døsede hen og snart efter faldt han i dyb søvn.

Hun slog forvirret øjnene op. Hun rejste sig op så hun hvilede på albuen og kiggede på vækkeuret. 08:30. Hun kastede sig tilbage med et suk. Hun havde drømt. Men ikke om manden. Ikke så vidt hun huskede i hvert fald. Men hun havde drømt om en mand i en bil der et kort øjeblik, lignede hendes ekskæreste Kyle. Han havde kørt på en landevej. Hun havde ikke kunne se hvor det havde været, for det var mørkt.
   Kort efter stod hun op. Hun kunne alligevel ikke falde i søvn igen. Hun gik ind i stuen og satte sig i sin gamle men behagelige sofa, som hun havde fået af sine forældre den dag hun besluttede sig for at flytte hjemmefra. Hun tændte for sit nyindkøbte Philips fjernsyn og ventede på nyhederne.
   Hun var atter på vej ind i drømmenes verden da hun hørte nyhedsværtens stemme som gennem en tyk tåge: "Før de øvrige nyheder bringer vi en ekstra nyhed. Ligenu er politi og teknikerfolk i færd med at undersøge en gård hvor en ung kvinde her til morgen blev fundet myrdet. Hendes chef var taget ud til gården da hun ikke var kommet på arbejde og hverken svarede fastnet- eller mobiltelefon. Vi stiller nu om til Geoffrey Livingston vores rapporter på stedet." Hun var blevet interesseret i sagen mens nyhedsværten havde snakket og da Geoffrey dukkede frem på skærmen foran gården, satte hun sig ret op og ned i sofaen. Det var der, det var hun sikker på. Det var der, hendes drømme var foregået. "Som i kan se står jeg foran en gård der tilhører Dave Connery og Layla Jensen. Inde i stuen ligger Layla myrdet med tre knivstik forskellige steder i brystet. Dave Connery er sporløst forsvundet. Politiet sidder klar ved telefonerne, så hvis du har set denne mand, beder vi dig ringe. Telefonnummeret er..." Geoffereys stemme døede hen alt imens, hele hendes indre frøs til is. Det billede der dukkede op på skærmen sammen med telefonnummeret, var manden fra hendes drømme. Han havde sort hår og isblå øjne. Han havde et sygt smil på læberne og så uhyggelig ud. Billedet var taget fra et fængsel og hun var nærverende nok til at høre Geoffrey sige, at han var tidligere dømt for vold mod sin ekskæreste. Han havde fået et betinget dom på 16 måneder, som var afsluttet for ca. et halvt år siden. Billedet forsvandt fra skærmen sammen med Geoffrey og gården for at vende tilbage til den kvindelige nyhedsvært. Hun rejste sig lamslået fra sofaen og gik ind i soveværelset. Det tog hende et kvarter at gøre sig klar, hvorefter hun var på vej mod politistationen.

Dave vågnede og missede mod den blege, skarpe sol, der skar ham i øjnene. "Det var på tide, du vågnede op," lød en frisk stemme til venstre for ham. Han kiggede over på Kyle, der kiggede ud gennem forruden med et par store solbriller på. "Hvad er klokken?" Han strakte sig med det resultat at en voldsom smerte skød gennem hans højre arm. Han måtte kæmpe for ikke at give lyd fra sig. "Lidt over et godt og vel. Har du sovet godt?" spurgte han og kiggede kort over på Dave. "Mm," svarede han og smilede for sig selv. Han havde drømt godt. Han havde drømt om, hvad han skulle gøre, når han kom til byen. Han stak venstre arm ind under jakken for at se, om den stadig var der. Et øjeblik kunne han ikke finde den og gik i panik. Så mærkede han det kolde, skarpe stål mod sine fingre og han slappede øjeblikkeligt af.
   Han elskede disse drømme. De var kommet til ham kort efter, Layla havde gjort det forbi. De havde sagt til ham, at han var nødt til at slå hende ihjel. Først havde han nægtet at adlyde. Men stemmerne i drømmene blev højere og højere og argumenterne bedre og bedre og til sidst var der ingen tvivl tilbage i hans sind. Hun var nødt til at dø.
   Og han havde gjort det. Han havde slået hende ihjel. Og han havde nydt det. Nydt hvordan det kolde stål trængte igennem hendes bløde hud. Nydt hendes skrig. Nydt at se hende dø. Det var gået hurtigt og siden havde han haft trang til at dræbe og han var flygtet fra huset. Han gik rundt på vejene og når en samlede ham op, nåede de aldrig langt. Han dræbte dem langsomt. Ville nyde så meget af deres angst som muligt. Det var ikke altid han havde lyst til at slå dem ihjel. Men han vidste nu at han var nødt til det. Den sidste havde han tøvet med at dræbe og det var endt galt. Manden havde gjort modstand og havde brækket hans arm med et bat. Da han endelig havde fået overtaget havde han været blind af raseri. Bagefter var der ikke noget menneskeligt tilbage ved manden der lå i bilen.
   Han gyste af velbehag ved tanken og rettede nu tankerne mod hvad der ventede forude. Hvad drømmene havde sagt han skulle gøre, når han kom til byen. Han lod fingrene spille henover det kolde stål og kiggede over på Kyle. Det kriblede i maven på ham. Han kendte kun følelsen alt for godt. Men han blev nødt til at styre sig. Ikke endnu. Der var stadig lang vej.

Hun gik rasende ud fra politistationen. Hvad bildte de sig ind? At kalde hende skør. Okay det var måske lidt mærkeligt at en kvinde kom ind og sagde hun havde drømt om, hvor en mulig morder var. Men de kunne i det mindste have ladet være med at grine af hende. Hælene på hendes støvler smældede arrigt mod fortovsfliserne og folk rykkede hastigt væk fra hende.
   Hjemme smed hun sig surt i sofaen. Det må de også selvom så, tænkte hun. Det gad hun ikke bekymre sig om mere. Hun gabte. Hun havde heller ikke fået sovet særlig meget i nat, tænkte hun. Hun gik ud i køkkenet og smurte sig et par sandwiches. Hun kiggede på sin mobil. Kyle havde ringet. Gad vide hvad han vil, tænkte hun. Han var taget fra hendes lejlighed i raseri, efter hun havde gjort det forbi og hun havde hverken set eller hørt fra ham siden. Det var efterhånden et par uger siden. Måske havde han ringet for at sige undskyld? Han må ringe igen hvis det er vigtigt, tænkte hun og satte sig ind i stuen med sin frokost.

Resten af dagen gik med at se film og forkæle sig selv. Hun tog sig et langt, dampende varmt karbad, lagde manicure og ansigtsmaske uden at tænke på hverken drømme, mordere og sure ekskærester.
   Klokken halv 12 lagde hun sig til at sove, med håbet om at det ville blive en drømmefri nat. Men hun skulle ikke få lov til at slippe så let.

Klokken var halv 12. Forude kunne man skimte lysene, fra husene der lå i udkanten af byen. Adrenalinen pumpede i Daves krop og han trak vejret hårdt. Han kiggede over på Kyle. "Sætter du mig ikke af her?" spurgte han. "Her? Hvorfor kører jeg dig ikke helt ind til byen?" svarede han undrende. "Fordi jeg gerne vil gå resten af vejen," svarede Dave utålmodigt. "Ja, okay da," sagde han og trak på skuldrene. Idet han bremsede, trak Dave kniven ud fra jakken. Han så sit ansigt i det sølvskinnende blad. Det var skrammet og øjnene flammede af længsel. Længsel efter at slå ihjel. "Nu skal du nok få lov," mumlede han og kærtegnede kniven. "Hvad sagde du?" spurgte Kyle og vendte sig mod ham. Han spilede øjnene op i rædsel, da han så kniven. "Hvad fanden vil du med den?" spurgte han rædselsslagen. "Jeg vil slå dig ihjel Kyle," sagde han roligt. Ligeså snart han havde fået kniven i hånden, var hans åndedræt blevet roligt og hans hjerte bankede hurtigt men kontrolleret. "Hvorfor?" klynkede Kyle. "Fordi jeg har lyst." "Men det kan du da ikke, bare fordi du har lyst!" Dave så at han fumlede efter dørhåndtaget og han greb blidt fat i hans arm. "Nej, nej, ikke flygte. Det er snart overstået," sagde han og smilede. Han lænede sig ind over Kyle, der begyndte at skrige. Dave mærkede at hårene på hans arme rejste sig. Han lod knivsbladets flade side lege på Kyles hals mens Kyle tiggede og bad om nåde. Men der var ingen nåde at få. Ingen måde at undslippe smerten og angsten på. Kun døden der snart ville føles som en velsignelse.
   Kniven stoppede pludselig sin leg og Dave hævede den. Da han så Kyle i øjnene grinte han. Og så stak han. Kyle skreg. Et rædselsvækkende skrig der kunne høres flere hundrede meter væk. Kniven borede sig gennem kødet og dernæst knoglerne og Dave sukkede af velvære.

Et stykke borte vågnede en kvinde med et skrig. Hun greb telefonen der stod på natbordet og ringede hulkende til politiet.