"Hold så kæft kælling!" råbte han. Klask! Sandra krøb sammen ved skriget, og gråden der fulgte efter. Hun hørte moren gå ud i køkkenet, og faren tænde for tv'et. Om lidt ville han så råbe på en øl. "Sandra! Hvor er den tøs henne..?" mumlede han. "Sandra!" Hun rejste sig fra sin lille seng, og gik ud i køkkenet. Hun så sin mor sidde på en spisestol. Hun græd selvfølgelig. Sandra følte et stik af dårlig samvittighed. Hun vidste selvfølgelig godt, at hun ikke kunne hjælpe hende, men hun ville ønske, hun kunne. Da hun gik forbi, lagde hun forsigtigt en hånd på hendes arm. Det gav et gip i moren, ved Sandras berøring men hun slappede af, da hun så, det var hende.
Det havde altid været sådan her. Ligefra hun kunne huske selv og sikkert også længe før det. Faren drak, og det gik ud over moren. Somme tider også Sandra. Det var ikke sjovt at blive slået. Selvfølgelig gjorde det ondt, når hun fik en lussing eller to, men det var mere ordene, der blev sagt og morens rædselsskrig fra sidelinien. Og så var det så ydmygende at komme i skole dagen efter med et kæmpe blåt mærke. Og alle spørgsmålene. Hun var nødt til at finde på en ny lam undskyldning hver gang.
Hun åbnede køleskabet. Øl, øl, øl. En gammel pizza. Øl igen. Lidt gammelt pålæg og et halvt rugbrød og så øl igen. Hendes mave knurrede allerede, men hun regnede hurtigt ud, at det ikke blev idag, de skulle have stor middag. Hun tog en af de tyske dåseøl, og gik ind i stuen.
Hun fik åndenød, i det hun trådte ind i den lumre stue. Persiennerne var trukket for, så det eneste lys var det, der kom fra tv'et. Støv og skidt lå i tykke lag på de store, tunge reoler. Ølflasker og tomme dåser fra flere måneder lå spredt overalt. Hun trådte over en stol, som lå, og flød på gulvet. Hendes far havde vist kastet den i raseri. "Nå det var fandme på tide," sagde han, og tog øllen, som han åbnede med det samme. "Hvorfor er mor ked af det?" Spurgte hun. "Ja det ved jeg sgu da ikke. Du skal bare blande dig udenom," brummede han, og drak halvdelen af øllen på en gang. "Mor græder," sagde hun hårdt. Hendes hjerte begyndte at banke, som det altid gjorde, når hun vidste, hun var ude på dybt vand. "Det kommer ikke dig ved tøs. Din mor kan bare passe sig selv og lade være med at brokke sig," sagde han surt. Øllen var allerede tom. Så skulle man passe ekstra på, havde hun erfaret. "Hun har sgu da ikke gjort dig noget din nar!" Råbte hun. Hun var ligeglad med, om hun skulle passe på eller ej. Hun hadede når faren, slog hendes mor. "Hør her din lille... Nu skal du passe lidt på, hvad du siger. Ellers ved du godt hvad der sker," hvislede han. Jo de vidste hun godt. Det ville også gå ud over hende. Da hun skulle til at svare igen alligevel, så hun farens ansigtsudtryk, og besluttede at holde bemærkningen for sig selv. Hun drejede om, og gik ud af den mørke stue og videre ud af døren.
Hun gik op ad gaden. Ensom. Alene. Hun kiggede gennem butiksruderne, mens hun gik. Hun så sit eget ansigt. Træt og blegt. -Ligegyldigt- tænkte hun. Hun var ligegyldig. Ingen brød sig om hende. Ingen holdt af hende. Alle mennesker der gik forbi hende, så denne fortabte pige. De følte med hende. Ønskede at gøre noget, men alligevel holdt de afstand. Var de bange? Hun så på mange af de fremmede mennesker, der gik forbi. De så allesammen ud til at være lykkelige. I hvertfald lykkeligere end hende. Et kærestepar. En mor og far og deres lille søn eller datter. En lille pige der fik en is, selvom det var ved at være spisetid. Hun stoppede op. Det var koldt. Det var ved at blive alvorlig vinter. Hun fandt den nærmeste butik, og gik ind for at få varmen.
Da hun var kommet indenfor, kiggede hun sig omkring, mens hun prøvede at få varmen i fingrene. Tøj, sko og fede tasker. Hun kiggede med åben mund på det hele. Alt det hun drømte om, men som hun aldrig ville få. Hun gik hen, og følte på en blød kashmere trøje. -Hvor var den skøn- tænkte hun. Den føltes som silke! Hun kiggede på prismærket. 3999,- Hun gispede. Så mange penge? Men hun ville så gerne have den. Hun tog den forsigtigt ned af bøjlen. Kiggede sig omkring. Der var mange mennesker herinde. Ved kassen stod en ekspedient, og prøvede at få en kundes kreditkort til at virke. Ovre ved taskerne stod en ældre dame, og prøvede alle mulige modeller. En mor prøvede at holde styr på sine børn, mens hun snakkede i sin dyrt udseende mobiltelefon. Sandra gik helt normalt hen mod prøverummene, selvom hendes ben rystede en anelse.
I prøverummet vendte, og drejede hun sig foran spejlet. Den orange trøje sad perfekt på hendes tynde krop. Hun havde stået her længe, og hun kunne ikke få sig selv til at tage den af. Tilsidst besluttede hun sig. Hun tog sin bluse udenpå, så godt hun kunne og så den gamle slidte Helly Hansen jakke. Hun lukkede sig ud af prøverummet, og gik hen mod udgangen. Hun lod somom, hun kiggede på nogle bukser, mens hun ventede på, at nogen skulle forlade butikken. En ung pige et par år ældre end hende selv kom gående med to store poser. Sandra slap hurtigt bukserne,og nåede ud ligefør pigen. Alarmen gik igang, mens Sandra hurtigt gik til højre og drejede ned ad en sidegade. Hun hørte den unge pige blive stoppet af vagterne. Sandra var sluppet helskindet fra det, og følte kun en smule dårlig samvittighed. Men hun havde fået en ny trøje. Hun vidste hverken hvordan, hun skulle få alarmen af, eller hvad hendes forældre ville sige. Nu gik hun bare hjem.
"Hvor fanden har du den fra?!" råbte han. Sandra stod med farens øl i hånden. Hun havde den nye trøje på. Alarmen havde hun savet af et sted i byen. "Det rager da ikke dig," svarede hun igen. "Gu' faen rager det det mig! Hvor har du den fra? Nåå...? Så svar mig dog tøs!" Skreg han. Sandra stod fuldstændig stille. Hun sagde ikke et ord. Hun så ud af øjenkrogen, at moren stod i dørkarmen. Hun så allerede ængstelig ud. "Nå har du stjålet den hva'?" Sagde han så. Sandra sagde stadig ikke et ord til sit forsvar. "Har du stjå... Gu faen har den lille tøs stjålet!" Rasede han. Han var fulstændig rød i hovedet af raseri. Sandra fik munden på gled. "Ja du har jo ikke råd til at give mig den vel? Vel?! Sidder bare her, og drikker din lille lamme hjerne ud, medmindre du sidder i byen, og drikker, og lader mor og mig rende for dig. Hvem er det lige, der er uduelig hva'?!" Hun kunne slet ikke styre sig. Hun var så rasende, at hun slet ikke kunne kontrollere ordene. "Hva' fanden? Skal du svare igen?" Sagde han, på den lave truende måde der betød, at man skulle passe på. "Ja gu faen svarer jeg igen," sagde hun. Hun vidste godt, hun var langt inde i farezonen. Hun så ham rejse sig op, så de stod ansigt til ansigt. Han store ølvom hang langt ud over buksekanten, og hans ånde stank langt væk af øl og sprut. "Du skal fandme ikke svare mig igen din lille møgunge!" Råbte han, og knaldede hende en lussing så kraftig, at hun trådte et skridt baglæns. Tårerne brændte bag øjenlågene, men hun nægtede at græde. Hun ville ikke ned med nakken. "Nå så du føler dig rigtig stor, når du kan slå på din datter hva'?" Sagde hun ledt. Hendes stemme rystede kun lidt. Hans øjne gnistrede af vrede, og øllen havde kun gjort det værre. Slagene ramte hende et efter et, men det var ikke altid, de ramte præcist. Hendes far var ikke så god til det med at sigte. Hun både slog, bed og sparkede på ham for at forsvare sig. Hun fik en knytnæve i mellemgulvet, og hun knækkede sammen i smerter. Hun hørte moren skrige. "Nå så er du ikke så kæphøj mere hva'? Sådan går det når man stjæler," sagde han bare, og satte sig i stolen igen, og drak sin øl. Hun kom langsomt op og stå, og hun hev efter vejret. En tåre løb ned ad hendes kind, og dannede en stribe i ansigtet. Hun gik sammenbøjet forbi sin mor, som stod med rædslen malet i ansigtet. Hun forsvandt ud af hoveddøren.
Hun gik rasende rundt inde på Vesterbro. Det var ved at være aften. Det var koldt, men hun var ligeglad. Hun var stadigvæk vred på sin far og mor. Hendes far fordi det da ikke ragede ham, hvad hun gik rundt, og lavede og selvfølgelig, fordi han lige havde tæsket hende. Men hun var mest vred på sin mor. Hvorfor lod hun faren gøre sådan noget? Hvorfor havde hun ladet ham bestemme i alle de år? Hun kunne da ikke stadig elske ham? Moren kunne selvfølgelig ikke gøre noget ved det selv, men hun kunne jo ringe til politiet eller sådan noget. Sandra følte sig frustreret. Hun indså, at hun måtte have noget at drikke. Være ude blandt andre mennesker og slå sig løs så hun kunne komme lidt væk fra alle problemerne. I skolen havde hun hørt om drukfest, hos en der hed Kevin fra 10.c. 3 klasser over hende. Nogle af dem fra hendes klasse skulle vist også med. Hun havde nogle småpenge, så hun kunne købe en burger eller noget først. Bagefter ville hun tage derhen.
Klokken var lidt over 11. Musikken pumpede i højtalerne, og folk snakkede, grinte, og dansede tæt. Ude fra toilettet begyndte lugten af bræk langsomt at trænge op i næseborene. Jo, Vesterbro var det helt rigtige sted for en drukfest.
Sandra sad med en øl og noget vodka. Hun var allerede meget fuld. Hun havde ikke lavet andet end at drikke, siden hun kom. Hun følte sig stadig trist, og hun havde fået en kæmpe hovedpine efter slagene. Eller var det øllene og sprutten? Hun sansede at en dreng kom, og satte sig ved siden af hende. Det var Vic fra 1.g, vidste hun fra nogen af pigerne i klassen. Det kunne hun se på hans lange hår og hans fede tøjstil. "Hej," sagde han. Hans stemme var lidt grødet. Han havde vist også fået en del at drikke. "Hej," svarede hun bare. Men hun vendte sig, og kiggede på ham. Han var egentlig ret lækker. De sad, og snakkede længe, og pludselig havde hun fortalt, at hendes far havde slået hende, fordi han havde spurgt til de blå mærker i hendes ansigt. Han så lidt på hende. Så smilte han, og tog en lille pille op af lommen. Hun kiggede lidt skeptisk på den. Hun vidste, at de kunne være farlige, og hun havde altid, holdt sig fra dem. Men hvad som helst der kunne hjælpe nu, ville være dejligt. Han rakte den frem mod hende, og hun tog den. "Spiser du den, lover jeg, du får en fed aften uden bekymringer," sagde han, og lavede et charmerende smil. Hun skyllede den ned med resten af øllen. Vic lagde armen rundt om hende. "Nu skal vi danse," hviskede han i hendes øre. Hun fulgte med ham ud på det ryttede stuegulv.
Klokken var blevet halv et om natten. Sandra stod tæt op ad Vic for at holde balancen. Han holdt om hende, og det syntes hun var dejligt. Det var hun ikke vant til hjemmefra. Pillens virkning var så småt ved at aftage, og hun var træt nu. Det hele var rimelig tåget. Hun mærkede pludselig, at at Vic trak i hende. Hun var så træt, at hun ikke magtede at gøre modstand. Fulgte bare med.
Hun blev trukket ind i et mørkt værelse. Hun kunne næsten ikke se noget, og det skar i hendes øjne, da Vic tændte en lampe. Hun kunne mærke, at hun blev dårligere og dårligere. Hvor meget havde hun egentlig drukket til aften? Alt for meget vidste hun. Hun ville bare hjem og sove nu. Vic kom hen, og krammede hende. Hun krammede igen, men hun brød sig ikke om de steder, han holdt om hende. "Slap nu af Sandra," sagde han. "Vi skal bare have det lidt hyggeligt," hviskede han i hendes øre. Han trak hende over til sengen, og lagde hende ned. Han begyndte at knappe hendes bukser op. Sandra kunne ikke lide det, og begyndte at gøre modstand. "Hold dog op," snøvlede hun. Hun prøvede at skubbe ham væk med benene. Han bøjede sig ind over hende, og kyssede hende hårdt. Hun prøvede at vende hovedet til siden, og rejse sig op. Nu ville hun altså hjem. Hendes hjerte var begyndt at banke hurtigere. Han tog fat i hende, og pressede hende ned og ligge igen. "Nu skal du være lidt flink," sagde han hårdt. Hun kunne høre på ham, at han havde fået alt for meget at drikke. Ligesom med hendes far. Hun blev bange. "Vi skal jo bare hygge os lidt," sagde han blidt, og kyssede hende på halsen. Hun prøvede at skubbe ham væk med hænderne, men han var for stærk. Han rejste sig op, og hev hendes bukser af. Sandra var ved at gå i panik. Det kunne da ikke passe? Han havde jo været så sød ved hende. Hun begyndte at græde stille. Hun vidste slet ikke, hvad han ville gøre med hende. Tårerne trillede ud af øjenkrogen, og dryppede ned på det lyse sengetøj. -Det kunne da ikke være rigtigt det her?- Tænkte hun. -Jeg er jo kun lige blevet 14 år.- Hun græd, og sagde han skulle stoppe, men han ville ikke. Tilsidst kunne hun ikke græde mere. Trætheden, alkoholen, angsten og magtesløsheden overfor Vic overtog hende. Hun lod ham gøre, hvad han ville. Hun lukkede bare øjnene, og tænkte på noget andet. Tilsidst faldt hun i søvn i det dunkle værelse med Vic.
Sandra vågnede, og følte sig ekstremt dårlig. Hun missede mod den skarpe men kolde efterårssol, som strømmede ind gennem vinduet. Hun rejste sig fortumlet op, men tog sig til hovedet, som dunkede af smerte. Det gjorde også ondt andre steder på kroppen. Hun så, at hun kun havde bukserne halvt på, og blev meget bange. Panikken steg op i hende, da hun tænkte, på det der var sket om natten. Det gik op for hende, at hun ikke længere var jomfru, og at hun måske var gravid. Nok var hun fuld, men hun kunne altid huske, hvad der var foregået. Hun tog stille bukserne på, og tumlede ud af værelset.
I stuen så der forfærdeligt ud. Tomme flasker overalt. Nogen havde knækket sig midt på gulvtæppet, og der stank forfærdeligt. Hun skulle tisse, men hun besluttede sig til at vente. Et par drenge lå, og snorkede på sofaen. Den ene med en ung pige fra 8.a under armen. Og minsandten om det ikke var det svin til Vic, tænkte hun. Hun tænkte på den stakkels pige, og lukkede sig stille ud af huset.
Det var en bidende kold morgen. Butikkerne var ikke åbnet endnu, så klokken var ikke over 10. Hun vandrede gennem gaderne uden mennesker, og besluttede tilsidst at gå hjem.
Ligeså snart hun var inde, kom moren løbende. "Hvor har du været lille skat?" spurgte hun. Hendes stemme var fuld af angst, og Sandra kunne tydeligt se, at hun havde grædt. "Ude," svarede hun kort. "Jamen. Åh jeg har været så bange for, at der var sket dig noget," sagde hun. -Det er der også- tænkte Sandra, men hun kunne se, at moren var på nippet til at græde igen, så hun sagde ikke noget. "Jeg har det fint okay?!" Svarede hun en smule irritabelt. Hun krøb uden om morens arme, med den dårlige samvittighed stikkende i hjertet og låste sig inde på toilettet.
Hun kiggede sig selv i spejlet. Bleg. Hendes hår var uglet, og hun lignede mest af alt, noget katten havde slæbt med ind. Hun så at hendes nye trøje, var revet i stykker. Det var nok sket igår efter hun var faldet i søvn. Hun så op og ned ad sig selv. Hun var ikke forandret udenpå. Men indeni. Hun følte sig så beskidt. Hun ville ønske, hun kunne vaske den følelse af. Men hun vidste, at hun ikke kunne. Hun kunne ikke helt fatte det. Hun var faktisk blevet voldtaget! "Sandra!" Hun farede sammen ved lyden af farens stemme. "Sandra!" Hun stod lammet til stedet, hvor hun stod ude af stand til at røre sig. Hun var pludselig lammet af rædsel. "Sandra forhelvede!" Råbte han. Hun kunne høre lænestolen knirke, og tunge skridt komme mod toiletdøren. Sandra havde allerede tårer i øjnene. Han hamrede på toiletdøren. "Så svar mig dog tøs når jeg taler til dig!" Hun sagde ingenting. Adrenalinen pumpede, og hun rystede over hele kroppen. Hun havde aldrig været så bange før. "Sandra kom herud. NU!" Forhelvede din lille ludertøs kom så ud fra det toilet!" Skreg han. "Hold så op med at råbe af mig!!" Skreg hun. Et øjeblik blev der stille på den anden side. "Hvis du ikke kommer herud nu," hvislede han. "Så kommer det til at gå ud over din mor." Hun kunne høre moren give et lille piv fra sig, og skridt der fjernede sig ind i stuen. Sandra sagde stadigvæk ingenting. Hun hørte de tunge skridt, og Sandra blev urolig. Hvad ville han gøre? Hun hørte morens skrig komme nærmere og nærmere. Nu var de uden for toiletdøren igen. De næste 30 sekunder blev Sandra pint af morens skrig og gråd. "Hold så op!" Skreg hun. Sandra blev ved med at skrige, at han skulle holde op, og bare skrige. Hun skreg fordi, faren var så ond. Hun skreg af afmagt, vrede, ensomhed og for det Vic havde gjort mod hende. I raseri knaldede hun næverne ind i spejlet, så det revnede. Hun blev ved med at banke næverne ind i det, og tilsidst smadrede det. Hun satte sig fortvivlet ned på gulvet. Hendes hænder blødte, og gjorde ondt. Hun græd. Hvorfor var verden så ond mod hende? Hvad havde hun gjort, siden hun skulle leve sådan? Hun hørte moren skrige igen. "Sandra!" Råbte hun, mens hun græd, og græd. Et sidste skrig og et dunk. Enten var moren besvimet, ellers havde han simpelthen slået hende ihjel. Faren hamrede igen på døren. Hængslerne var nu ved at give efter. Hvis han nåede hende nu, var hun sikker på, at hun ville fortryde det. Hun så kun en eneste udvej nu. Det var måske ikke den bedste men hellere det end farens. Han skulle ikke have den glæde at knække hende en gang til. Hun greb et af de skarpe spejlskår, mens hun græd. Hun så sit forgrædte ansigt i det. -Så ensom skulle ingen have lov at være- tænkte hun. Rasende og med gråden og angsten siddende i kroppen skar hun sig selv. Det gjorde ondt, men hun blev ved, til armen var helt blodig. Hun hørte det knagede, og vendte hovedet. Døren var tæt på at give efter. Hun vendte ansigtet mod armen igen. Så tog hun fat ved håndleddet, og lavede det sidste snit.
Halvt bevidstløs faldt hun om på gulvet. Hun græd stadigvæk. Men hun græd lydløst. Hviskede til englene, at de skulle være søde ved hende, når hun kom. Så lukkede hun øjnene, og nynnede for sidste gang sin yndlingssang "Jonathan". Hun havde altid troet på den sang. At det hele nok skulle ordne sig, og hun ville blive lykkelig. Langsomt blev det hele mere uvirkeligt, og farverne blev stærkere og lysere. Pludselig kunne hun høre englene synge.
Faren kom brasende ud på toilettet fuld af raseri klar til at slå sin datter. Men det var for sent. Han så Sandra ligge på gulvet. Sandra så ikke ham. Hun lå med et smil på det magre ansigt. Hendes krop blev med et slap, og hun fløj afsted væk fra de grimme minder. Op til englene hvor hun for første gang var lykkelig...