Jorden er ved at udslette sig selv og menneskene lever som stenalderfolk i skovene og i små hytter rundt omkring i verden. Naturkatastrofer, dødelig Uv-stråling og en voldsom orkanvind er dagligdagen for alle og man kender kun til nutidens verden fra historiebøger og vandrehistorier. Alle må klare sig selv efter naturens love og mennesket er ikke længere øverste led i fødekæden.


* * *
   De bevæger sig frem gennem de tykke stammer og forsøger at undgå de væltede træer på jorden der ligger i klynger på op til flere meter. De har efterhånden gået i mange timer og vejen er besværlig og fyldt med farer. Farlige dyr ligger på lur og kryb og insekter angriber ved første lejlighed. De kunne have valgt det åbne landskab men tanken om den ulidelige varme og stormens rasen fik alle til at stemme for skoven.
   De når frem til endnu et højt bjerg af væltede træer og de er nødt til at klatre over for ikke at miste tid. Træerne er mindst 20 meter lange og omvejen kan føre dem bort fra den planlagte rute, ned i et ukendt sumphul eller det der er værre. En efter en, prøver de at finde fodfæste på det glatte mos, og de tørre, barkede træer er de eneste der yder dem sikkerhed for ikke at falde ned. Fem, syv, elleve er ovre på den anden side og hjælper de andre da et skrig splintrer den varme, fugtige luft. Alle holder vejret og kigger tilbage på en kvinde der fægter med armene og derved mister sit sikre greb i stammerne. Med et hult og uhyggeligt bump lander hun på jorden et par meter under hende og et umiskendeligt knæk af menneskeknogler sætter sig fast i alles hoveder. En af mændene nærmer sig hende og rører ved hendes arm, der ligger i en underlig vinkel. Hun skriger men denne gang mindre kraftfuldt. I stedet begynder hun at hive efter vejret og de kan se en hvid væske sive ud af den ene mundvig. Hendes ansigt fordrejer sig til en grotesk maske af smerte og manden fjerner sig forskrækket som om hun er blevet forvandlet til et vildt dyr. Han tysser på hende men hun peger bare med sin raske arm på sit ben. Hendes klædedragt er revet i stykker et enkelt sted ved skinnebenet og på den snehvide hud hæver et rødt, betændt sår sig op. Resten af gruppen gisper og dem på den anden side af træerne hvisker ophidset, og spørger hvad der sker. maculipennis maximus er svaret og de kigger skrækslagent på hinanden. Manden der stadig står ved kvinden ryster på hovedet og fjerner sig langsomt. Kvinden gurgler nogle uforståelige lyde men manden genner bare de andre over de væltede træstammer. "Der er ikke mere at gøre," siger han, selvom de allerede ved det. "Klædedragten skulle holde hende beskyttet," kommer det fra et af børnene. "Hvorfor beskyttede den hende ikke?" "Den gik i stykker," svarer manden. "Dør hun?" "Ja." Barnet tav stille.
   Da alle er nået sikkert over og er nået et stykke væk, hører de lyden af knurrende munde og en snerren fra stedet hvor de har forladt kvinden til sin egen skæbne.

Flokken sidder i udkanten af skoven i læ af et kæmpe sequoia træ der skærmer en smule for den storm der har hærget landet de sidste par uger. De deler den sidste proviant imellem sig, men vand må de undvære. Manden der havde prøvet at hjælpe kvinden var tidligere på ugen blevet valgt til leder af gruppen, og han sidder for sig selv og spejder ud over det golde landskab for at se om der skulle være et hus i nærheden. Han kniber øjnene sammen til små sprækker for stormen fører skidt og snavs med sig, og han har ikke råd til at forværre sine sanser nu. Den glohede sol er nået længere mod horisonten men selvom den stadig brænder med uformindsket styrke, ved han at det snart vil blive koldt og mørkt. "Vi burde søge ind igen. Det bliver snart mørkt," siger han, og alle rejser sig med det samme for at finde ly.
   De sidder 19 mennesker omkring et lille bål, der giver mere lys end det giver varme. Kulden er slået ind og fugten fra skoven klæber sig til deres klædedragter, og får dem til at rykke tættere sammen. "Fortæl en historie," siger en lille dreng. En af de ældste kvinder på omkring de 40 lyser op og er straks ivrig for at komme til. "Hvad vil du høre om?" "Om dengang verden var anderledes," sukker drengen åndeløst. Hans øjne er store af spænding. "Okay, men du må huske på at det skete for meget længe siden og jeg har fået historien fortalt af min mor som fik den fortalt af sin mor og så videre. Hrm, hmm," rømmer hun sig og begynder:

"For mange hundrede år siden var Danmark ikke som nu. Vejret var mildt og det siges at det var forskelligt hele året rundt og aldrig så varmt som nu. Der var kold sne som er frossen regn og når det var varmest var det kun lige så varmt som når Solen brænder på laveste blus nu. Skoven var helt anderledes end den er nu og det samme med resten af landskabet og også dyrelivet. Der var små løvtræer og store græsenge hvor dyr som harer og ræve levede.." "Hvad er en hare?" "Det er nogle små pelsede dyr der kan hoppe rigtig højt. Vi havde ingen store rovdyr og mennesker levede i harmoni med naturen har jeg hørt.
   Der boede mennesker i byerne såvel som på landet, hvor de tjente penge og der var mad nok til alle. Ifølge en gammel historiebog jeg engang fik lov at læse, læste jeg, at vi var et af verdens rigeste lande selvom vi var få.." "Sikke noget vås!" Kommer det fra en af de større drenge. "Jeg tror ikke på noget af det du siger. Har du måske nogen beviser? Vejret kan umuligt have været sådan som du beskriver det, det er totalt urealistisk. Og alle havde nok mad? Du snakker vist om fantasiland gamle. Du burde hellere hvile dig inden du begynder at snakke om at alle måtte få børn eller at insekterne var ufarlige. Ha, kunne i forestille jer det?" Folk begynder at grine omkring ham, og den gamle kvinde sætter sig mut tilbage i skyggerne, mens hun mumler ting som "ingen fantasi" og "uforskammet". "Hvorfor ændrede verden sig?" Spørger en af pigerne nu. Den gamle stopper sin mumlen og sender et hånligt blik til den ældre dreng idet hun fortsætter sin fortælling: "Der findes mange historier og det er ikke til at sige, hvilken der er rigtig. Den som flest støtter sig til er, at det er menneskets egen skyld. Ser du menneskene vidste godt at klimaet ændrede sig: Solen brændte mere og smeltede den is der engang var og årstiderne blev mere og mere udviskede. Det lag der beskyttede Jorden gik i stykker og gjorde Solens stråler kraftigere og mere dødelige. Efterhånden var vejret overalt i verden, og ikke mindst i Danmark, forandret og erstattet af ørken hvor der engang var vand, vand hvor der engang var store byer og tropisk skov hvor der engang var kornmarker. Det værste var dog Solens varme og den ulidelige storm der har hærget verden med forskellig styrke i årtier. Jeg tror personligt at Gud har fået nok og vil straffe os for den måde vi har behandlet hans skaberværk på. Nu vil han straffe os for alvor ligesom dengang med Noas Ark. Det er bare ikke sikkert at han lader nogen overleve denne her gang. Der er for meget had og begær i mennesket," siger hun med afsky i stemmen. "Hvorfor prøvede vi ikke at stoppe det, hvis det var vores skyld?" "Det var der skam også nogen der gjorde. Men penge var vigtigere og de rige folk der kunne gøre en forskel var egoistiske. Jeg vil tro, de tænkte at det ikke kunne være så slemt som forskerne sagde og det nok skulle gå, ligesom vi tænker, at det snart ikke kan blive værre. Men naturen og Herren er en uforlignelig størrelse og vi kan ikke tæmme nogen af delene med vores viden og teknologi. En person udtalte engang at først når det sidste træ er dødt, den sidste flod er blevet forgiftet og den sidste fisk er fanget, først da vil vi indse at vi ikke kan spise penge. Ingen har åbenbart taget det særlig alvorligt." "Er det derfor der ikke må komme børn mere? Fordi de vokser op og bliver dumme voksne?" "Allerede dengang var der alt for mange mennesker på Jorden og nogle steder var det allerede forbudt at få mere end et barn. Da forandringerne begyndte, blev det næsten forbudt at føde børn overalt. Man skulle have en særlig tilladelse men næsten ingen fik den og så fødte de i skjul og flygtede ud i skovene. Folk forlod byerne og alt arbejde gik i stå. Nu står bygningerne bare tilbage til ingen verdens nytte som store, triste kæmper der har mistet deres betydning og hver mand kæmper for sig selv. Sådan er det hele verden over. Kaos og anarki." "Hvad betyder anarki?" "Det betyder at der ikke er nogen ledere og at der ikke er nogen der bestemmer." "Bliver verden nogensinde normal igen?" "Hvem ved. Måske hvis der sker et mirakel. Måske forbarmer Han sig i sidste ende. Men nu skal vi i hvert fald sove. I morgen skal vi ud over åbent land så vi har brug for hvile."

Ved daggry er det allerede ved at være varmt og stormen lader til at have taget til i styrke. Flokken samler den sparsomme oppakning sammen og alle kæmper for at finde en solid kæp inden de begiver sig ud over marken der er svedet gold af sol og vind. Lederen tager første skridt ud fra skovens ly og hugger kæppen i jorden for ikke at vælte. Resten tøver et øjeblik men følger så med i en klump med børnene og de gamle i midten.
   Da de har gået i hvad der føles som timer sætter det første barn sig ned og begynder at græde. Hun er ikke mere end seks år og hendes mor prøver febrilsk at få hende til at rejse sig. Hun minder mest af alt om en forskræmt dyremor hvis unge er kommet til skade under en vandring. Det er, hvad de alle efterhånden føler sig reduceret til: dyr. Hjælpeløse dyr på en endeløs vandring der ikke leder til en oase, hvor de kan slappe af, men derimod til mere smerte og en kort pause inden næste vandring. Moren rejser pigen op men hun falder igen, som er hun en baby der ikke har lært at gå endnu. Hun råber af barnet men begynder så selv at græde af magtesløshed. Resten af flokken bliver utålmodige og lederen kommer nu ind i cirklen. "Hvis hun ikke vil gå, må vi efterlade hende. Ingen af os kan bære hende og samtidig holde igen for stormen. Bestem dig hurtigt inden Solen kommer for langt op." Så går han igen, og efterlader kvinden til et valg, hun på ingen måde skulle være tvunget til at tage. Hun græder og beder pigen rejse sig. Hun rejser sig og går et par skridt som for at vise sin mor at hun gerne vil, men falder igen. Moren ser sig fortvivlet om efter hjælp, men resten af flokken kigger undvigende væk, og vil ikke tage del i hendes beslutning. Hun skriger et fortvivlelsens skrig, et skrig af afmagt og smerte over det hun skal til at gøre. Hun kysser pigen og siger "jeg elsker dig", hvorefter hun rejser sig langsomt og flokken sætter i bevægelse. Hun kigger tilbage. Pigen græder og kalder, og forstår ikke hvorfor hendes beskytter forlader hende. Hun forsøger at kravle og prøver desperat at holde fast i den glatte jord. Men stormen er ubarmhjertig og tager hende med, som var hun en fjer i en brise. Moren skriger igen og rækker ud men ser blot sin datter falde til jorden igen et stykke væk og ligge stille. Hun græder ikke mere og moren vender sig om med et mærkeligt tomt udtryk i ansigtet. Flokken fører hende videre og virker uberørt af situationen. Man afviger ikke fra ruten og der bliver ikke taget hensyn til de svage undervejs. Stormen sorterer disse fra og kun ofrene bliver mærkede.

Lederen stopper op og flokken gør ligeså. Alle strækker hals for at se hvad der sker. Længere fremme, ca. 200 meter væk, ligger en tilsyneladende forladt gård. Hele flokken og især kvinderne begynder at juble eftersom Solen står højest på himlen og stormen stadig er ubarmhjertig. Alle er svedige og de få steder der ikke er dækket af klædedragt er røde og skællede af de farlige stråler. Farten bliver sat op og forventningerne er høje hos nogle mens andre giver udtryk for skepticisme over deres held.
   Ca. et kvarter senere har de endelig kæmpet sig det sidste stykke vej, og de finder først vej til laden. En kvinde spørger hvorfor de ikke går direkte ind i huset og lederen svarer at han vil finde ud af om beboerne har efterladt slagtedyr. Lederen kæmper med at slå ladeporten til side sammen med nogle af de andre mænd og endelig kan de komme i ly. Straks de er inde fortryder de næsten. Folk begynder at hoste og et lille barn skriger.
   Kun halvdelen af laden er tilbage. Næsten hele den ene side af taget og noget af siden på laden er revet af på grund af vindens styrke. Der er kun to båse tilbage og i dem lå årsagen til barnets fortvivlelse. To kvier ligger sølet til i afføring og deres kroppe er indsunkne og mishandlede at se på. Den enes tunge hænger sort og slap ud af mundvigen og store, sorte spyfluer flokkes om øjnene der er mælkehvide og udspilede. Flere og flere holder hånden for munden som de kommer ind i laden og få må give efter selvom den sparsomme føde ikke resulterer i andet end sur galde og groteske lyde. "Kan vi gå ind i huset nu?" Spørger kvinden fra før, nu mere forsigtigt. "De må have forladt dyrene for at komme i sikkerhed. Vi går ind og ser om de skulle have efterladt noget brugbart," siger lederen og fører an gennem døren der leder direkte ind i husets bryggers.
   De er alle vagtsomme, da uventede gæster kan vente på dem, enten i form af en anden flok eller sultne rovdyr. Da de kommer ind i køkkenet og intet har mødt dem endnu, slapper de alle mere af. For et stykke tid siden havde det sikkert været et hyggeligt køkken. Nu ligger et fint lag støv på alle overflader og der er stadig opvask i køkkenvasken. De tjekker alle skuffer og skabe for fødevarer og opnår et sparsomt udbytte i form af kiks, muggent brød, diverse konservesdåser og andre småting beboerne ikke havde set en grund til at tage med sig. I køleskabet der ikke længere virker, møder en sødlig, rådden duft dem. De lukker hurtigt for de rådne grøntsager og den sure mælk der stadig står derinde. "I tre," siger lederen pludseligt og peger vilkårligt på to kvinder og en mand der står henne ved trappen der leder til første sal. "Gå ovenpå og tjek om der er noget vi kan bruge, og om det er sikkert." De nikker i takt, og går stille op af den tæppebeklædte trappe. Resten af flokken står nedenfor trappesatsen og ser til med tilbageholdt åndedræt.
   Den første dør de åbner indeholder et lille badeværelse med et stort, hvidt badekar, hvor et jordslået badeforhæng er trukket for hele vejen rundt og får rummet til at lugte surt. Den ene kvinde går hen til håndvasken og drejer på håndtaget. En smule rustfarvet vand kommer ud af hanen men ellers sker der ingenting. De går videre ned ad gangen og tjekker de forskellige værelser der enten ikke indeholder noget af interesse eller er helt tomme. De når ned til en lukket dør for enden og stopper op. Af en eller anden grund har de ikke lyst til at åbne den. En ensom flue sværmer rundt og slår mod døren for at finde en vej ind. Manden er den der tager sig sammen og åbner døren.
   Flokken hører højlydte gisp og løbende fødder og stiller sig instinktivt i forsvarsstilling. Måske har et dyr lavet bo i et af værelserne. Den yngste af kvinderne kommer løbende ned af trapperne og tårerne står ud af hendes øjne. "Beboerne er ikke flyttet ud," gisper hun. Folk begynder at tale ophidset sammen, nogle med frygt og andre med væmmelse malet i ansigtet. De følger alle modvilligt med op ad trappen.
   Det er en mand der ligger i det dunkle soveværelse, kun oplyst af det åbne vindue bag ham, hvor Solen bager ned over hans skaldede, afsvedne isse. Også her har fluerne haft rig mulighed for at nyde festmåltidet. Manden er gammel og meget tynd. Hans knogler er dækket af et tyndt lag grå hud, og han ser ud til at have ligget der i et par uger. "Hvor er hans kone?" Spørger lederen. De tre der fandt ham, ryster på hovedet. "Har i kigget overalt?" "Ja," tøver den ene kvinde. "Bortset fra badekarret på badeværelset. Forhænget var trukket for." Lederen drejer om på hælen og styrer mod badeværelset efterfulgt af den opskræmte flok. Han styrer direkte hen til badekarret og flår forhænget til side. Flokken når at få et glimt af det grumsede badevand, den gamle dame og resterne af hendes nøgne, opløste krop, før lederen trækker for igen få sekunder efter.

Solen er på vej ned, og stormen er sat så meget ud af spil at selv børnene kan stå oprejst udenfor uden at støtte sig til noget. Noget af det træ der er revet af laden ligger nu i en bunke på jorden foran dem, samlet til et kæmpe bål. Det pæneste af de to kadavere fra båsene ligger ovenpå, og de er nødt til at holde sig for næsen, for ikke at kaste op igen selvom røgen blæser væk fra dem. Den ældre kone der aftenen før havde fortalt historien om datidens Danmark træder frem til bålets hede, og sætter sig på knæ med foldede hænder, mens hun råber mod himlen: "Tilgiv os Gud, vi har fejlet dig. Modtag dette ydmyge offer som tegn på vores sorg over din ødelagte jord. Vis barmhjertighed Gud, vi ønsker kun det bedste for Jorden og os selv. Lad os ikke længere leve i smerte og elendighed, jeg beder dig for vores børns skyld. Lad os få fred og lykke igen. Amen" Alle mumler amen om end ikke så entusiastisk som kvinden, der har bukket sig sammen på jorden. De kan høre at hun græder og fortsætter med at bede. Det er næsten mørkt nu og flokken går atter ind i huset for at sove. Kvinden på jorden rejser sig modvilligt med tårevædet ansigt og slår korsets tegn for sig, inden hun følger dem. Hun lægger ikke mærke til at de fleste ryster på hovedet og ruller øjne af hendes desperate forsøg på at stoppe den tilstand der har hersket så længe nogen kan huske.

Solen har næsten nået sit højeste punkt da høje råb vækker flokken, der stadig ligger og sover i huset. Lederen er først oppe og spejder hen mod vinduerne. En flok på omkring 25 mænd står ude foran og prøver at komme ind ved at smadre ruderne. Vinden hyler og piber ind gennem det knuste glas og resten af flokken er hurtigt på benene. "Tag alt hvad der kan bruges som våben," råber lederen og alle adlyder straks. Sakse, knive, stoleben og meget andet bliver revet frem og kun børnene bliver gemt bag sofaen ude for rækkevidde. De første fra flokken er trængt igennem laden og har fundet indgangen til huset. De er vildere og mere dyriske. Deres klædedragter er møgbeskidte og iturevne, hvilket afslører blærebetændte vabler og afsveden hud, der har været i kontakt med Solen for længe. De har sorte rande under øjnene og kinderne er hule. Lederen fastslår at de har været længe på farten, og at de ikke har tænkt sig at opgive dette opholdssted, for at finde et andet der kan ligge tæt på eller for langt væk.
   Som to duellerende alfahanner kredser de om hinanden mens resten af flokken står på hver side og skuler til hinanden. De fremmede har ingen andre våben end de kæppe de har brugt til at kæmpe sig frem med, men de er stærkere og mere desperate end flokken der har fået mad og en ordentlig nats søvn. Pludselig stormer den fremmede alfahan frem og hamrer sin kæp ned over skulderen på lederen der brøler af smerte. Flokken kommer med bange tilråb og de andre skriger af fryd. Han står et øjeblik og sunder sig; vil være sikker på at armen stadig kan bruges, mens den fremmede stirrer på ham med et intenst blik. Før lederen har fået samlet sig ordentligt angriber den fremmede igen, denne gang er det den anden skulder og han fortsætter med at slå mod knæene. Lederen falder på knæ med et brøl og samtidig får han et hug ind med kniven mod den fremmedes bryst. En tynd, rød stribe dannes henover hans brystkasse og ganske langsomt siver de dyrebare, røde dråber ned over klædedragten der hurtigt farves og gennemvædes. Så synker han sammen og kniven ryger et øjeblik ud af hans hånd. Han når akkurat at få den i besiddelse igen da slag hagler ned over ham i maven, i hovedet, på armene og resten af kroppen. Han forsvarer sig selv for at kunne forsvare sin flok men kun et par overfladiske stik rammer den fremmedes arme og hænder. Kampen er tabt og snart ligger han helt stille. Den fremmede stopper op og kigger med hurtigt åndedræt på den nu ukampdygtige trussel. Så kigger han op.
   Bag sofaen sidder børnene helt stille og kan høre de mange slag og derefter stilheden der kun afbrydes af stormens gang gennem huset. Så hører de en kvindes skrig og et af børnene reagerer med et halvkvalt "moar?" De trodser ordren og kigger op over ryglænet, paralyserede af det sceneri der udspiller sig for deres øjne. De unge kvinder bliver holdt nede af to mænd mens de bliver slået og voldtaget af en tredje. Børnene kan se lettelsen i deres øjne når manden endelig er færdig, blot for at se den blive erstattet af en større rædsel, når det går op for dem, at de derefter bytter plads med en af de andre. Derpå starter volden og skrigene forfra. Resten af mændene sørger for at holde flokken af gamle og mænd i skak. De gamle græder og beder om barmhjertighed enten hos deres voldsmænd eller hos Gud. Pludselig vender en af de fremmede sig mod sofaen og børnenes sikkerhed er ovre. De skriger og dykker ned på gulvet igen som om de stadig kan gøre sig usynlige, og lade som om der ikke sker noget ondt omkring dem. En af de fremmede dukker op, og griber fat i det nærmeste barns arm. Det er en lille pige og hendes storebror prøver forgæves at slå ud efter manden og hive hende tilbage i sikkerhed. Pigen krymper sig for hans vilde, sultne blik og kæmper for ikke at begynde og græde. "Se hvad jeg fandt. Aftensmad?" Siger han spørgende. Den fremmede alfahan kigger irriteret op fra en genstridig kvinde og nikker, hvorefter manden skubber pigen tilbage til sin bror der tager hende i et tæt, beskyttende favntag. "I flytter jer ingen steder," siger manden og peger truende af dem. Fingeren føles som et spyd der nagler dem til stedet og de sidder så musestille som før, nu med et tomt og skræmt blik i de før livlige øjne.

"Bind kvinderne sammen og få hende der til at tie stille," siger den fremmede, nye leder. Han peger på en kvinde i slutningen af tyverne som sidder og rokker frem og tilbage med armene om knæene. Hun siger ikke andet end "mit barn, mit barn" og har ikke sagt andet de sidste par timer. En af mændene slår hende bevidstløs og resten af kvinderne trækker sig sammen i en klump som forskræmte dyr der har underkastet sig en stærkere magt. De klynker mens de bliver bundet sammen med reb fundet på halmloftet i laden og de bliver ikke roligere af at hænderne bliver snøret hårdhændet sammen på ryggen. "Rejs jer." De adlyder selvom nogle har sværere ved at komme på benene end andre. Den eneste der ikke kommer op er den ældste kvinde. Hun falder hulkende på knæ og begynder at råbe: "Gud, hjælp os, hør min bøn! Har vi ikke lidt nok? De slår vores børn ihjel og vanærer os kvinder. Giv os fred Gud, hør min bøn.." En af mændene tager fat i hendes arm og hiver hende op på benene. "Hun klarer ikke at gå sammen med de andre." "Skær hende løs og hold øje med hende." Kvinden hører ikke noget og hun fortsætter med at bede. Da han beder hende om at holde kæft bevæger hun læberne lydløst. De andre kvinder kigger på hende, nogle med medlidenhed andre med irritation i blikket. Hun ænser det ikke, kigger bare op i loftet, gennem loftet og op i himlen, hvor hun desperat søger et svar på de grusomheder der overgår hende og hendes nærmeste. En storm raser i dem alle. En storm af følelser så kraftig som den der omslutter dem udefra. Angst, rædsel og ikke mindst følelsen af ikke at vide, hvad der nu skal ske dem.
   De træder ud fra laden, mændene, de gamle og kvinderne i midten og de fremmede forrest og bagerst. Ikke at nogen har tænkt sig at prøve og flygte. Hvor skulle man flygte hen? Flere af de sammenbundne kvinder er ved at vælte i stormen og de trækker resten med sig. De bliver støttet op af mændene der har dannet en beskyttende ring omkring dem. De er ikke nået langt fra huset da stormen, som om den pludselig undrede sig over hvad den havde gang i, forsvinder. Flokken stopper op og står fuldkommen stille. Ingen tør sige noget. Ingen tør ødelægge håbet om at denne utrolige ændring er ægte. De kigger sig uroligt omkring og da der er gået et stykke tid bryder, den første ud i glæde. Resten ser dette som et brud på den forbeholdenhed de alle har delt, og alle bryder ud i jubel. Selv de fremmede giver sig til at hoppe op og ned. En høj lyd lyder nedefra og alle kigger de på den golde jord under deres fødder. En smal revne snor sig mellem deres fødder, og de flytter sig; angste over denne nye, ukendte udvikling. Endnu en revne opstår og en større endnu kommer til. Endnu en høj lyd og jorden deler sig mellem flokken. Alle prøver at redde sig over på samme side men ikke alle er hurtige nok. De heldige må med rædsel se til, mens venner og familie bliver opslugt af Jordens dyb. Som en stor, grådig mund åbner den sig for dem, større og større, på jagt efter mere til at mætte sig med. "Det er Djævlen! Det er Djævlen!" Råber den troende kvinde desperat, og vækker de andre til live igen. "Han vil straffe os for hvad vi har gjort! Åh Gud hjælp os, vis nåde!" Et voldsomt vindstød opstår ud af ingenting og kaster dem alle til jorden, efterfulgt af en høj, skærende lyd der kommer alle steder og ingen steder fra, som trænger dybt i sjælen og fylder hele flokken med en dybfølt anger. Så bliver alt stille og et blændende hvidt lysglimt som ingen af dem ser, fejer over landskabet og oplyser alt med en øredøvende stilhed.


* * *
   En lille, ubetydelig flok mennesker ligger i en klynge på jorden. Mange ligger i forvredede stillinger med hænderne foran ansigterne som for at forsvare sig mod en fjende som ingen steder er at se, mens andre kun har haft mulighed for at dreje hovedet væk i angst. Kun en kvinde ligger med armene udstrakt som til en begyndende omfavnelse. Hun har lukkede øjne og antydningen af et smil, er at finde i hendes gamle ansigt.