"Jonas. Ryd alt på dit skrivebord vi har fået en ny sag." Den unge kriminalbetjent så op på manden, der stod i døråbningen til hans kontor. Det var Henriksen, hans boss; en ældre mand på 54 der havde været i Jonas' afdeling, så længe nogen kunne huske. "Hvad går den ud på?" spurgte han, og sukkede indvendigt. I de sidste par uger havde en masse sager hobet sig op, og der havde stået overarbejde på skemaet i et stykke tid , som havde taget hårdt på ham. "En formodentlig voldtaget kvinde fundet kvalt i et buskads i en park. Teknikerne er ved at tage prøver derude," svarede Henriksen. Hans sko knirkede, da han gik henover det lyse linoleumsgulv mod Jonas' skrivebord. Den foreløbigt tynde mappe han holdt i den ene hånd, klaskede ned oven i alle de andre papirer, der skjulte det brune skrivebord. "Hvornår blev hun fundet og af hvem?" spurgte Jonas, mens han begyndte at bladre igennem den nyskrevne rapport. "Omkring 10:30. En mand var ude og gå tur med sin hund. Han sagde at hunden havde fundet buskadset ret interessant, så han ville undersøge det nærmere. Kvinden lå tilfældigt smidt derinde. Han blev temmelig chokeret, men han ringede dog straks til politiet. Han taler med en krisepsykolog og.. Er du der Jonas?" Jonas kiggede op, og så et bekymret udtryk i Henriksen's øjne. "Jeg synes, du sagde, det var en kvinde?! Hende her kan da ikke være mere end 18.", sagde han chokeret, og holdt et billede af en meget ung pige op. Han følte sig pludselig lysvågen, selvom han kun havde fået få timers søvn. "Vi har ikke fået identificeret hende endnu, men om nødvendigt sender vi et billede af hendes ansigt i aftennyhederne," sagde han, og hans ansigtsudtryk skiftede fra bekymret til alvorligt. "Jeg tager ud, og kigger på det," sagde Jonas, og forlod kontoret.

Den mørkeblå Ford Mondeo som Jonas havde lånt af politiet, standsede et par gader fra det gerningssted, han havde fået anvist. Jonas gik med raske skridt henad fortovet, mens tankerne allerede kværnede rundt i hovedet på ham. Hvem havde dræbt den unge pige? En ven? Familie? Eller en psykopat? Sådan nogle sager gjorde ham altid glad for, at han ikke selv havde en familie at bekymre sig om. Han passerede en flok unge ifærd med at tømme en pose flasker ud i en busk. Han havde for travlt til at gide reagere, og det samme havde de. Han havde valgt at tage herud i civil; dog havde han sit skilt og sin pistol med, der var gemt væk i et bælte under den store sweater, han havde på. Han krydsede en gade, gik igennem en gyde hvor sollyset ikke trængte helt ned og ud på den anden side. Han drejede til højre, og gik langs med en lejlighedsblok, der blev erstattet af et sort smedejernsgitter. Inde bag ved det var parken med de sidste grønne træer blandet med de let gyldne. Han fulgte gitteret et stykke tid, og drejede igen til højre.
   Hele parkeringspladsen foran parken var blokeret af biler. Politibiler, teknikerenes biler, en enkelt ambulance og flere personbiler. Et område indenfor lågen ind til parken var afskærmet, og en klynge mennesker stod stimlet sammen omkring den. Sikkert til stor irritation for politifolkene, tænkte Jonas. Han gik ind af den store smedejernslåge, og styrede i retning af en af teknikerne. "Hey Tobias!" sagde han. Tobias vendte sig om, og lyste op ved synet af ham. "Hey Jonas. Hva' så?" sagde han muntert. Tobias havde været Jonas' bedste ven, siden han begyndte på Bellahøj for snart 4 år siden. Det plyssede, lyse hår og blå øjne passede præcis til hans personlighed. Glad og munter. Selv havde Jonas kedeligt kommunefarvet hår og brune øjne. Han var også 2 år ældre end Tobias, der lige var fyldt 34. "Ja det spø'r jeg dig om. Har i fundet ud af noget?", spurgte han. "Nej ikke rigtigt. Vi har jo ikke været her så længe. Altså personligt kan jeg godt, se hvad der er sket. Men vi skal jo have de rigtige beviser. Vil du med ind og kigge?" Spurgte han. "Hvis det ikke er et problem," sagde Jonas, selvom det egentlig var det sidste, han havde lyst til.

Der var varmt inde i det orange telt, og en forfærdelig stank ramte Jonas som et slag i ansigtet, og rev ham i næsen. Lugten af død. Et lille græsareal med nogle store Rhododendronbuske i midten var det eneste, der var at se. Umiddelbart så det helt uskyldigt ud, men da han gik tættere på, kunne han godt ane pigen imellem de tætte grene, og lugten blev stærkere. Han gik om på den anden side, og så at mange af grenene var klippet af, så teknikerne kunne komme ind til liget. Det vendte sig i ham, selvom der ikke var tydelige tegn på vold, men lugten var så stærk, at han måtte holde sig for næsen. "Du vænner dig til det." Hørte han Tobias, sige bag ham. Han tvivlede dog på det, og han valgte at trække vejret gennem munden.
   Pigen lå inde mellem grenene, og hendes lange mørke hår var filtret ind i dem. Hendes øjne stirrede tomt op i den orange teltdug. De bulede svagt ud, og var rødsprængte, somom hun havde grædt. Hun havde rifter på armene, men det var ikke til at se, om det var pga. grenene eller "noget andet". Munden stod åben som i et desperat forsøg på at få luft i de lunger, der aldrig skulle trække vejret igen. Han mærkede en klump i halsen. Hun var en ret smuk pige. Alt for smuk til at dø så tidligt. "Hvordan ved i, hun er kvalt?" Spurgte han. Tobias trådte ind i buskadset, og satte sig på hug ved pigens ansigt. "Man kan nok ikke se det så tydeligt nu, men der er svage blåviolette mærker på halsen. Hun er kvalt meget langsomt og med hænder, for mærkerne er fordelt omkring på halsen i forhold til, hvis det for eksempel havde været gjort med en snor. Morderen troede åbenbart, at han helt kunne skjule dødsårsagen, og han har også brugt handsker. Det var planlagt mord." "Okay," sagde Jonas og hans stemme skælvede kun en anelse. "Lad os så komme ud," sagde han, og prøvede at ryste billedet af pigens opknappede bukser og iturevne bluse ud af hovedet.

Udenfor teltet var de fleste mennesker gået. Kun nogle få politimænd med store schæferhunde gik rundt, og afsøgte området. "Jeg håber ikke det skræmte dig for meget," sagde Tobias, med et glimt i øjet. "Hva', nej nej jeg har det fint. Jeg forstår bare ikke, hvordan du klarer det," svarede Jonas, som i hvert fald ikke syntes, han havde det fint. Tobias lavede en mellemting mellem et nik og et skuldertræk. "Det er mit job," sagde han. Jonas rystede smilende på hovedet. Han var på vej ud gennem lågen, da en af hundene gøede voldsomt. Han vendte sig om, og spejdede ind mellem den klynge birketræer, hunden vendte sig imod. Han så ud af øjenkrogen at en ret splejset politimand tabte snoren til hunden, der styrtede hen mod træerne. En bevægelse. En mand der løb. Mere gøen og stemmer der kaldte lokkende. Jonas reagerede hurtigt, og satte i løb.
   Hjertet dunkede i brystet på ham, men han blev ved med at presse sig selv til det yderste for at hale ind på den flygtende mand. Den bløde muld drysset med nedfaldne blade gav efter under trykket fra hans såler, og sinkede ham yderligere. Men hvad der sinkede ham, sinkede også manden, der ikke så ud til at være en trænet løber, eftersom Jonas kom tættere og tættere på. "Stands! Det er politiet!" Råbte han. Manden vendte sig om, og Jonas så noget, der lignede frygt i hans øjne. Pludselig faldt manden til jorden med et lavmælt bump. Jonas nåede kort efter han til ham, og satte sig overskrævs på mandens ryg, mens han prøvede at kontrollere sin vejrtrækning. Bag sig kunne han høre lyden af den glammende hund, der langt om længe havde lystret sin splejsede herre og sine kolleger, der råbte, om han var okay. Jonas kiggede på sit Rolex kopiur, og så tilbage på manden, der prustede voldsomt. "Klokken er 11:30, og du er anholdt for ikke at stoppe for politiet," sagde Jonas. "Gjorde det. Gjorde det sgu," mumlede han. "Hvad sagde du?" spurgte Jonas, selvom han godt havde hørt det. "Gjorde det. Gjorde det fandme!" råbte han nu, og han begyndte at gøre modstand, men hans kolleger var hurtigt over ham, og hjalp med at holde manden nede, mens han nu skreg: "Gjorde det! Gjorde det!" "Vi tager ham med til afhøring på stationen!" Råbte Jonas, og vidste allerede hvem der (ifølge ham) var hovedmistænkt i mordet på den unge pige.

"Hvem er du, hvor gammel er du, og hvor bor du?" Spørgsmålene blev stillet kort og præcist af Henriksen, mens Jonas hørte med fra den anden side af afhøringslokalet, med kig ind til de to mænd gennem en stor rude som kun han kunne se igennem. "Mikael Hansen, 19 år, Enghaven," svarede Mikael ligegyldigt. "Hvad lavede du i parken klokken 11:15, da mine mænd opdagede dig?" "Jeg prøvede at komme til at se min søster igen," svarede han, og hans blik blev fjernt. "Og hvor befandt hun sig?" "Inde i det orange telt." "En af vores teknikere?" "Nej ikke ligefrem," sagde Mikael stadig med et meget fjernt udtryk i øjnene. "Hvem er hun så?" Spurgte Henriksen irriteret. "Julie Hansen. Den dræbte pige." Jonas kunne se at Henriksen et øjeblik var helt ude af fatning, men at han hurtigt blev sig selv igen. "Hvor gammel var din søster?" Spurgte han med hæs stemme. "Hun var lige blevet 16 år," nærmest hviskede Mikael. Jonas kunne atter mærke den irriterende klump i halsen. 16 år. Det var sket før og endda med yngre personer, men det var lige tragisk hver gang. "Så du hvem der.. dræbte din søster?" Spurgte Henriksen. "Jeg var gået ud for at lede efter hende imorges ved 10-tiden, fordi der ikke var nogen hjemme, da jeg vågnede. Jeg gik først rundt inde i byen, men besluttede mig så for at gå hen i parken. Jeg gik rundt mellem nogle birketræer, da jeg hørte en hund gø, og en mand råbe op. Jeg så ham styrte ud af parken med en mobiltelefon til øret, og hunden halsende efter ham. Jeg gik ned til de buske hvor han, og hunden havde stået. Jeg gik nærmest i chok, da jeg så hende. Smidt som en pose affald og.." Han snøftede, og kiggede ned i bordet, mens han prøvede at skjule de tårer, der sneg sig frem i øjenkrogene, og snart efter trillede ned over kinderne, og dannede striber i hans ansigt. Men da han løftede hovedet igen, så Jonas at hans øjne lyste af noget andet, han havde set mange gange før. De lyste af had. "Hvorfor gik du ud for at lede efter din søster, bare fordi der ikke var nogen hjemme?", spurgte Henriksen. Denne gang tøvede Mikael. Hans øjne flakkede, og så paniske ud. Jonas' opmærksomhed blev vagt. Mikaels skuldre der før havde været spændte, faldt nu opgivende, og hele hans krop faldt sammen. Jonas havde oplevet det så mange gange før, når en afhørt fandt ud af at han havde tabt, og ligeså godt kunne fortælle hele sandheden. Mikael var ellers nem nok at få til at tale, syntes han. "Fordi.. Fordi det betød, at hun enten var flygtet, eller var alene sammen med vores far," sagde han opgivende. "Få ham til at fortælle noget om sin familie," sagde Jonas ned i den mikrofon, der sad på hans sweater. "Fortæl om din familie." Mikael's stemme var meget svag, da han begyndte at fortælle.

"Mine forældre mødtes på en bar, da de var 18 og 27 år. De blev gift 2 år efter, og fik mig efter 3 års ægteskab. -Julie efter 6. Jeg husker ikke så meget, fra før min mor døde men.." Okay hans mor var død, tænkte Jonas. Gad vide om det har noget med faren at gøre?, tænkte han, men han skød hurtigt den tanke fra sig igen, og koncentrerede sig om Mikael's fortælling. "..at jeg altid var sammen med Julie. Min mor passede ikke særlig godt på hende, og min far havde stort set ikke noget med os at gøre. Det var dig, der ville have børn, så det er dig, der passer dem, hørte jeg ham engang sige. Min mor arbejdede meget, så det var enten vuggestuen, eller mig der passede hende, selvom min far var hjemme hele dagen. Da jeg begyndte i skole som 6-årig, var jeg meget ked af at skulle forlade Julie hos min far, og jeg tænkte altid på hende hele dagen. Derfor var jeg meget alene, og fik ingen venner." Han rømmede sig, inden han fortsatte. Hans stemme blev stærkere og stærkere, jo mere han fortalte. "Vores mareridt begyndte, da jeg var omkring 8. Jeg gik i 2. klasse, og havde stadig ingen venner; bortset fra Julie. Vi var uadskillelige, og fortalte hinanden alt. Jeg fortalte hvordan det gik i skolen, hvad vi lavede osv. og hun fortalte, hvordan det var gået hjemme. At vores far næsten altid var sur, men nogen gange gerne ville kramme hende, og give hende et kys fordi hun var en dejlig pige. Jo, vi fortalte hinanden alt. Indtil en dag jeg kom hjem fra skole, og fandt hende grædende i sin seng. Jeg spurgte hende, hvorfor hun græd, men hun nægtede at sige noget. Det gjorde mig bange, for jeg havde aldrig set hende sådan. Men det var slut nu. Flere gange om ugen kom jeg hjem, og fandt hende sådan, men hun nægtede stadig at snakke om det. Da hun startede i skole, blev det bedre, men hun blev mere og mere indelukket, og vi snakkede næsten aldrig sammen mere. Det stod på i 2 år, før jeg nogenlunde fik en forklaring på, hvad der var galt med hende.
   Dagen før jeg fyldte 10 var jeg meget spændt, og kunne ikke sove. Jeg blev tørstig, og ville gå nedenunder for at hente et glas vand, men blev stående på trappen ved lyden af mine forældres vrede stemmer. ".. Jeg ved hvad du gør ved hende dit klamme svin! Jeg kan se det på dit tilfredse fjæs, og jeg kan se hadet, væmmelsen og angsten i hendes øjne, hver gang hun kigger på dig," råbte min mor. Min far råbte tilbage, at hun skulle blande sig udenom, og han gav hende en lussing. Min mor begyndte at græde, men hun råbte stadig. Jeg kunne se, at hun stod med ryggen til kældertrappen, og jeg havde lyst til at råbe til hende, at hun skulle passe på, for der var ingen dør for. Jeg fortryder, at jeg ikke gjorde det," sagde Mikael med knyttede hænder. Hans stemme var blevet høj og vred, og han sad og rystede lidt på hovedet. "Fortæl videre," sagde Henriksen blidt men med et snert af utålmodighed. "Min mor blev ved med at råbe den sammen sætning igen og igen, og jeg troede, hun var ved at blive sindssyg. "Jeg ved hvad du gør ved hende! Jeg ved hvad du gør ved hende!" Råbte hun, mens tårene trillede ned af kinderne på hende. "Jeg gør, hvad der passer mig. Det skal ingen dum kælling lave om på," svarede min far, og gav hende en syngene lussing. Den var så kraftig, at hun tumlede baglæns. Hun nåede lige akkurat at gribe fat i dørkarmen, ellers var hun faldet. Hjertet sad oppe i halsen på mig, og jeg kan huske at mine hænder greb så hårdt fat i gelænderet, at det gjorde ondt. Jeg undrer mig stadig over, at de ikke lagde mærke til mig, for jeg stod kun få meter bag dem. "Hvordan kan du gøre det? Hvordan kan du misbruge hende uden at få den mindste smule dårlig samvittighed? Du er et uhyre! Et monster!" Hulkede hun, og begyndte at slå ham på brystet med sine knytnæver. Jeg så ham tage fat om hendes spinkle håndled og kaste hende bagud. Jeg hørte hende skrige, mens hun tumlede ned af den stejle trappe, og jeg hørte mig selv gispe. Jeg så min mors dødskamp, og jeg så, hvem hun kæmpede den mod. Min far slog min mor ihjel." En tavshed så dyb som graven sænkede sig over lokalet, hvor Mikael og Henriksen sad. Jonas var imponeret, over at Mikael ikke forlængst var brudt sammen. Hver detalje stod stadig printet knivskarpt i hans hjerne. "Hvad skete der så?" Spurgte Henriksen. "Jeg løb op på mit og Julie's fælles værelse, hvor hun lå og græd i søvne. Jeg holdt om hende resten af natten. Næste morgen hørte jeg min far ringe til alarmcentralen og sige, at hans kone om natten var faldet ned af kældertrappen, og havde brækket nakken. Jeg så, da ambulancen hentede hende ud på en båre, selvom nogle af mændene prøvede at holde mig væk. Hun lignede sig selv. Det eneste forkerte var hendes hals. Den dinglede frem og tilbage på en unaturlig måde, med det blonde hår der indrammede hendes smukke ansigt. Hun havde nogle blå mærker i ansigtet, ellers så hun ud, som hun plejede. Det lignede at hun sov med det hvide tæppe over sig. Jeg kunne ikke forstå, at hun var død. Hver dag ventede jeg på, at hun skulle komme hjem fra arbejde men.." Han rystede opgivende på hovedet. "Der blev ikke udført obduktion, så andet end min fars historie blev aldrig bevist. Jeg fortalte aldrig sandheden til nogen. Ikke før nu." "Såå.." Sagde Henriksen forsigtigt. Jonas vidste, at han prøvede ikke at lyde for kold og forretningsmæssig, selvom han helst ville videre med det samme. "Din far misbrugte din søster, og din mor vidste det. Hun konfronterede ham med det, og han slog hende ihjel ved at kaste hende ned af en trappe. Du så det ske, men fortalte det aldrig til nogen. Er det korrekt?" Spurgte han. Mikael nikkede, med øjnene stirrende stift ned i bordet. "Og alt det her hænger sammen med, at din søster ligger kvalt i en park?" Han nikkede igen, og kiggede op, og Jonas så, at han atter havde tårer i øjnene. "Da mig og Julie blev ældre blev vores bånd stærkere. Jeg kendte hendes hemmelighed. Hun fortalte mig om det, hver gang vores far havde misbrugt hende, og selvom det var hårdt at høre om, hjalp jeg hende igennem det, så godt jeg kunne. Det var hårdt at se hende lide på den måde og hadet til min far, voksede, for hver dag der gik. Julie blev ældre og stærkere, og hun forsøgte at kæmpe imod vores far. Her for et par uger siden betroede hun mig, at hun havde sparket ham i skridtet for at slippe for et overgreb, og at han havde svoret, at han ville slå hende ihjel. Der gik noget tid, uden at der skete noget. Men nu har han virkelig gjort det. Han har slået Julie ihjel. Jeg ved, det er ham," sagde han, og så fuldstændig fortvivlet ud. Pludselig faldt noget på plads i Jonas' hjerne. De ord Mikael havde råbt, da han havde overmandet ham, havde ikke betydet, at det var Mikael, der havde slået Julie ihjel, som han først havde troet. Han havde overhørt et ord. Han gjorde det. Faren gjorde det. Han følte sig pludselig dårligt tilpads. Hvis Mikael ikke havde været så nem at få til at tale, kunne det have fået fatale følger. For Mikael. For Bellahøj's ry. Jonas følte varmen stige til kinderne. "Hvad sker der så nu?" Spurgte Mikael. "Vi skal ud og snakke lidt med din far, da Enghaven er i vores politikreds. Han er i øjeblikket det eneste spor i sagen, og han har det rigtige motiv. Men intet er sikkert Mikael, det må du forstå. Det kan sagtens have været en anden. Men hvis det viser sig, at din far er skyldig, og du skal vidne i en retssag, kan vi skaffe dig en hemmelig adresse, du kan bo på, indtil det hele er overstået, medmindre du kan bo hos en ven eller noget familie," sagde Henriksen. "Ingen af delene ellers tak. Jeg har stadig ingen venner, og det eneste familie jeg har tilbage, er min far. Jeg er ikke bange for ham mere. Jeg føler ikke andet for ham end had og foragt. Han kan ikke gøre mig noget, og jeg vil ikke gemme mig for ham," sagde Mikael selvsikkert. "Nuvel. Lad mig få din far's navn og adresse." "José Hansen, Enghaven.." Stemmerne forstummede i det samme, Jonas tog hovedtelefonerne af, som han havde haft på under hele afhøringen, og lagde dem på karmen foran ham sammen med mikrofonen. Han var tilfreds. -Det er den nemmeste sag, jeg nogensinde har haft- tænkte han. Hvis det altså viste sig at være faren. I Jonas' hoved var der ingen tvivl, men han vidste, at de ikke kunne handle ud fra egne tanker og meninger. Inde i rummet kunne han se Henriksen rejse sig, mens Mikael blev siddende. Jonas kunne se at hans skuldre skælvede, og at han gemte hovedet i hænderne. Det var åbenbart først nu; efter alle disse år at det virkelig gik op for ham, hvad der var sket, og hvilke forbrydelser der var blevet begået i hans egen familie. Det ramte altid hårdt før eller senere. Jonas så Henriksen gå rundt om bordet og over til den fortabte unge mand, der sad der uden nogensomhelst tryghed tilbage i verden og ligge en hånd på hans skulder, for at dæmpe en sorg så dyb at intet menneske skulle have ret til at føle den. Så meget smerte forvoldt af et eneste menneske. Jonas lovede sig selv, at han ville gøre alt for at få José bag tremmer i meget lang tid, hvis det viste sig, at det virkelig var ham, der var skyld i Julie's død. -Og skyld i at ødelægge et andet menneskes liv- tænkte Jonas. Han forlod målrettet den store rude for at gå ud på toilettet, hvor han kastede op.