En arm sneg sig rundt om hendes krop, og en sitren gik igennem hende, da han lagde en hånd på hendes arm.
Hun var på vej hjem. Klokken var halv 2 og natten lå tung, og stille omkring hende. Gadelygterne var det eneste lys. Ikke engang månen var at se for skyerne langt over hende. Hun tænkte på, hvordan aftenen var gået. Fint vel? Og alligevel ikke. Hun var forvirret. Intet føltes rigtigt mere. Hvad var gået galt? Var det da han havde skrevet, at han var vild med hende? Nej, det vidste hun jo godt. Var det da han havde sagt, at hun godt måtte sætte sig op ad ham? Nej, det havde der egentlig ikke været noget galt i. Var det da hans hånd begyndte at ae hendes arm? Nej, det havde egentlig været meget rart, selvom de kun var venner. Var det da hans hånd flyttede sig.. Hun gyste. Dels fordi en kølig brise kom fejende og omklamrede hende, dels fordi hun tænkte på, hvad der var sket. Og hvad der kunne være sket, hvis hun ikke havde sagt fra. Han havde spurgt, om det ikke var i orden. At de stadig bare kunne være venner. Hun huskede det skuffede udtryk i hans øjne, da hun havde sagt nej. Det havde nærmest brændt sig fast på hendes nethinde. Hun havde sagt, at det bare ville ødelægge, det de havde nu. Venskabet. Om hun ikke bare kunne give det en chance? Hun havde tøvet. Tænkt tilbage på sidste gang, hun havde givet ham en chance. Det havde atter fået hende til at sige nej. Stilhed. Koncentration om filmen der kørte foran dem på den lille skærm. Hun havde overvejet frem og tilbage. Hele tiden var hun kommet frem til det samme. At hun ville holde fast, i det hun havde besluttet sig for, selvom det blev svært. Også selvom det var lidt åndssvagt.
Hun vidste det godt selv, og nu mens hun gik hen ad vejen, ville hun ønske, at hun bare kunne glemme det. Glemme det med at han ikke var så høj som hende. Glemme at mange af hendes venner absolut ikke kunne lide ham. Glemme hvad der var sket sidst. Glemme hvordan han kunne være. Hun kiggede sig for, da hun gik over vejen, selvom hun egentlig godt vidste, at der ikke kørte biler herude på denne tid af natten. Hun stak hænderne i jakkelommerne og tænkte igen på aftenen der var gået.
De sad atter hver for sig. Filmen var slut, og de sad bare og snakkede. Hun kiggede på ham. Studerede ham, når han kiggede væk. Hun vidste, hvad han ville, og hun vidste, hvad hun inderst inde ville.
Han havde ikke et specielt godt udseende. Hun mærkede at varmen steg i kinderne på hende, da kendsgerningen dukkede op i hovedet på hende. Men hun vidste godt, at det kunne der ikke laves om på. Hun kiggede på hans krop og følte det nærmest som om, hun gjorde noget forkert. Muskuløs, kraftig. Nogle steder måske lidt mere? Igen steg skyldfølelsen op i hende. Det var ikke pænt at tænke sådan om andre. Hun kiggede på klokken. Et kvarter endnu. Hun sukkede. Hun ville ikke hjem endnu. Ville ønske, hun bare kunne bliver her. "Skal jeg følge dig ud?" "Ikke endnu," sagde hun og smilte. "Hehe okay." Hvorfor er han så sød, tænkte hun. Han var blevet afvist af hende så mange gange, at hun fik dårlig samvittighed hver gang. Og stadig blev han ved. Lige siden han havde slået op med hende for snart to år siden. Det gjorde det ikke bedre, at det var så langt tid siden. Hun sukkede og kiggede igen på uret. Ti minutter.
Hun lå i sin seng. Kunne ikke falde i søvn. Hun tænkte på aftenen, der var gået. Hun tænkte på det kram, hun havde fået, da hun skulle til at gå, og på hvordan hun inderst inde, ville ønske, han havde kysset hende. Hun kunne mærke, at hun rødmede ved tanken. En behagelig gysen gik igennem hende, hvilket fik hendes tanker til at gå i andre baner. Var hun ved at falde for ham igen? Kunne de blive ved med bare at være venner? Hun blev i dårligt humør og vendte sig, mens hun prøvede at tænke på noget andet. Men det var umuligt. Hans stemme blev ved med at dukke op i hendes hoved, og hans ansigt for hendes blik. Men hun ville ikke tænke på ham. Han skulle ikke være andet end en ven. De havde det godt, som de havde det nu. Alt andet ville ødelægge det. Det ville blive som sidst. Overskredene grænser, frustration, fortrydelse. Angst. Hun havde lovet sig selv, at sådan ville hun aldrig have det igen. Jeg skal være stærk, tænkte hun, mens en stemme langt inde i hendes hoved blev ved med at minde hende om, hvor dejligt det ville være at kysse ham igen.