Bekymringen sad i kroppen på ham som en kampesten i en lille bærepose.
   Det var bare et spørgsmål om tid, lånt tid.
   Han tog sin saldo over bankens telefonservice, kontoens overtræk var stort nu. Snart var det den første, så ville det blive endnu mere overtrukket.
   Siden det begyndte, havde han drømt om gevinsten, der kunne redde det hele. Han burde da kunne opnå det. Han spillede lotto hver lørdag og prøvede hver dag at se, om han kunne ramme det magiske tal i de konkurrencer, som visse Tv-kanaler kørte,
   men i dag var der ruder i alle de forsendelser, der lå på hans entrégulv. Det blev ved og ved, den ene rykker efter den anden. Han orkede ikke mere at se på dem, de blev lagt i en skuffe.
   Lørdagen gav ham noget håb. Der skulle lottotallene trækkes, måske kom hans tal ud. Han dagdrømte om det hver uge, når lørdag nærmede sig. Det var en mental rutschebanetur til toppen af glæde og forventning om at få gevinsten med et styrt lørdag aften, når han så, at hans tal ikke var trukket ud. Så fortsatte han med en ny opstigning og styrt igen næste uge.
   Han troede ikke selv, at han var ludoman. Det havde aldrig sagt ham noget før, men nu gjorde han det hver uge i håb om, at gevinsten ville komme. Dette håb styrkede hans humør, men kun for en tid.
   Dagligt gik han ned og hentede pengene i Kontanten, her kom pengene stadigvæk ud uanset hans minussaldo. Hver gang han gjorde det, blev hans konto mere overtrukket, og når hans månedsløn gik ind, faldt den ned i det sorte hul, som overtrækket var, det sorte hul som hans månedlige udgifter og træk på Kontanten gjorde større og større.
   Han stønnede endnu engang. Det havde været sjovt sidste år, men det havde været over evne. De glade weekendaftener i byen var løbet op til flere tusinde per gang.
   Nu måtte det altså ske! Det var hans ugentlige forhåbning. Han havde sin faste lottokupon, og nu var det med at trække pengene, så han kunne få betalt den. Dankortet gav ham den lånte tid. Han kunne ikke bruge terminaler i butikkerne, de meldte om ingen dækning. Den lokale bodega brugte stadig den gammeldags fluesmækker. Han undrede sig over, at de ikke havde fået den skiftet ud med en terminal. Her havde han ofte spist og taget det over på dankortet for at have nogle flere kontanter.
   Han gik ned på torvet, hvor banken lå med sin kontantautomat. Han gik i blinde og så dårligt nok de mennesker han mødte, hele hans verden var fyldt med penge. Rutinemæssigt satte han kortet ind og trykkede koden. Det ville øge overtrækket med endnu hundrede kroner, men hvis gevinsten bare ville komme, så var det lige fedt.
   Frygtindgydende kom beskeden op på skærmen: "Ingen dækning! Kontakt Deres bank". Automaten beholdt Dankortet.
   Kreditten på tid, som plastickortet gav ham, var udløbet.
   Men hvad så med de næste dage? Hvad med hans PBS-regninger? Lukkede de også for dem?
   Hans saldo var minus tyvetusinde, og hans kommende månedsløn ville kun bringe den ned på minus femtusinde. Der var ingen redning.
   Hvad med huslejen? Han havde ingen penge til husleje nu, intet at rutte med. Ikke engang overtræk kunne han udføre nu.
   Nu var der heller ingen penge til lottokuponen. Så var alt håb ude, selv det mest usikre.
   Tåbelige drøm! Hvad nu? Han måtte hjem og tælle sine ubetalte regninger op for at se, hvor meget han skyldte.
   På vej hjem var der en, der prikkede til ham. Det var en arbejdskammerat, høj, mørk og ubarberet.
   "Hej, Johnny, gamle dreng, skal du ikke med ud i aften og have et par bajere?"
   "Jeg har ikke råd før efter den første."
   "Hold op, du kan låne af mig! Vi lever jo kun en gang."
   "Jeg sidder over denne gang, hvis det er i orden, jeg har ikke råd."
   "Du har jo ellers ikke familie endnu som alle os andre, så har du da frihed til at tage ud og slå til den."
   "Jeg hopper over denne gang, ok?"
   "Hold nu op! Er du blevet gammel? Du er jo kun lige fyldt tredive!"
   "Jeg har ikke råd. Farvel og god weekend."
   Johnny gik af sted i fuld fart, han skulle ikke diskutere det mere.
   Der var ikke noget, der kunne sætte humøret ned som økonomisk uføre. Hver gang han slappede af, så tænkte han på penge. Alle hans tanker kredsede om penge, uanset hvor han var henne, kom pengene som onde ånder og tog hans tanker i besiddelse. Alt var blevet penge i hans verden.
   "De rige havde ikke andet i hovedet end penge." Sådan havde han ofte sagt i skolens timer i samfundslære, når diskussionen kom til at gå i høje bølger. Nu var det ham, der ikke havde andet i hovedet. De penge, som han ikke havde, sad fast i hjernen med modhagere.
   Spejlbilledet i hans entre afslørede, at han trængte til at blive klippet, det mørke hår var blevet langt og tjavset. Det var som om hans isblå øjne og kantede ansigt så ældre ud end han var. Var det bekymring, der satte mærker?
   Han faldt ned i lænestolen, det eneste magelige møbel i den spartanske stue, og drømte igen om at vinde en gevinst. Det var en sand lise at vandre rundt i en fuldkommen verden, hvor millionen kom og udlignede overtrækket, og han betalte alle sine gamle gældsposter, og så var der stadig meget tilbage.
   Fæ! Tilbage til virkeligheden! Den kalder!
   Han fandt sine giroopkrævninger frem. Han kasserede de gamle, det var de sidste nye med rykkergebyrer, han skulle regne med. Han talte dem sammen med sin lommeregner. Der var for to tusind kroner. Tyvetusind i overtræk og totusind i ubetalt giro, det var toogtyvetusinde.
   Igen faldt han hen og drømte om en gevinst, men det kunne ikke blive virkelighed nu.
   Tankerne værkede i kroppen og rykkede i musklerne. Hvad skulle han gøre?
   Pludselig slog ideen ham: han kunne åbne en ny konto i en anden bank og bede sin arbejdsgiver om, at lønnen fra nu af skulle overføres til den. Så ville han nok have gælden, men han kunne betale sin husleje næste måned.
   Hvad så med giroregningerne? Han tog lommeregneren op igen. Dem kunne han betale rub og stub næste måned, og der ville stadig være noget at leve for. Så var det bare at få en afdragsordning med den gamle bank.
   Han faldt sammen som en kludedukke. Det var en lettelse at se en løsning.
   Men hvornår skulle han åbne den nye konto? Han pendlede til centrum på arbejde og nåede ikke tilbage, før bankerne var lukkede, og han kunne ikke vente til torsdag. Så måtte han melde sig syg på mandag, og tirsdag måtte han så give sin arbejdsgiver det nye kontonummer. Mon ikke de kunne nå at registrere hans nye lønkonto inden den første?
   Men havde han penge at sætte ind på den nye konto?
   Nu tyngede det igen i ham. Han havde ikke flere kontanter, og han kunne ikke længere trække nogen på et kort og blæse på overtrækket.
   Ikke engang den løsning duede. Han sukkede.
   Han kiggede hen på sit fjernsyn. Hvad mon det kunne indbringe? Bare et par hundrede, så han kunne få åbnet den konto. Var der andet, han kunne gøre?
   Han så frem til at skulle kede sig om aftenen uden flimmerkassen, men det måtte gøres. Han betalte stadig af på det, det var et af de køb på kontokort, der havde fået ham i denne situation, men måske kunne det redde ham.
   Den Blå Avis? Nej, det tog for lang tid, han måtte finde en anden villig køber.
   Nu ringede dørklokken. Han gik hen, tog sin dørtelefon og præsenterede sig.
   "Hej, det er Jesper."
   Nå, besøg af sin bror i dag, det havde han ikke ventet, men han trykkede ham ind. Kort efter var Jesper hos ham. Mindre af vækst skønt han var storebror, det sagde alle mennesker vitser om. Ellers lignede de hinanden meget.
   "Nå, hvordan går det? Kan du holde skruen i vandet?"
   "Hm, æh, ja..."
   "Du ser ellers noget mellemfornøjet ud, gamle jas."
   Nu måtte Johnny sætte ham ind i situationen, der var ikke andet at gøre. Han havde aldrig kunnet skjule sine følelser for den storebror, der i dette øjeblik lyttede tålmodigt.
   "Du har nok haft for mange våde aftener i byen."
   "Ja, du har helt ret, det er netop det, og for mange køb på kontokort."
   "Ja, det er noget rod, men nu skal du høre: din løsning med en ny konto er en god løsning, jeg vil låne dig tusind kroner at åbne den med, så har du også til fornødenheder resten af måneden."
   "Vil du det?"
   "Ja, naturligvis vil jeg det. Hvis jeg var A. P. Møller betalte jeg det hele for dig, men da jeg er lønslave ligesom dig, så er det den bedste udvej."
   "Tak skal du have!"
   "Det manglede bare, men nu går jeg ned og trækker de tusinde på mit Dankort, og pas så godt på dem til mandag.
   "Jo, det skal jeg nok, du gamle."
   Mens Jesper nu var nede og hente dem, sad han og tænkte. Nu var han reddet. Slapheden afslørede, hvor meget han havde gået og spændt i kroppens muskler.
   Han regnede efter endnu engang. Til næste første i måneden skulle han kun betale husleje inklusiv fjernvarmeafgift, det var en af de måneder, hvor der ikke var el-regning og telefon. Der var bare lige alle hans afbetalinger, og med girokortene han skyldte, og de tusind han betalte tilbage, så ville der være tretusinde til at leve for den måned.
   Han kom lige i tanke om, at han jo også skulle betale af hos sin gamle bank. Måske gik de med til små afdrag.
   Dørklokken klingede igen, hans bror kom tilbage.
   "Nå, så kan du forhåbentlig få reddet situationen, husk at bede din gamle bank om en afdragsordning."
   "Tak skal du have, hvad skulle jeg have gjort uden dig?"
   !Ja, det må du nok sige, inde i byen sidder de og tigger på gaden, de har måske begyndt lige som dig.
   Johnny kiggede på tusindkronesedlen.
   "Har du mange udsatte regninger at betale næste måned?"
   Johnny nikkede.
   "Så behøver du først at betale mig pengene tilbage i næste måned igen."
   "Tak, men Kan du undvære dem så længe?"
   "Jo da, det klarer jeg nok."
   En underlig følelse skyllede igennem hans krop, som om der løb varmt vand igennem den, der skyllede alt væk og gjorde ham blød og let.
   "Hvor lille et afdrag mon min egen bank vil gå med til, at jeg betaler?"
   "De skal nok finde ud af, hvad der er realistisk, gamle dreng, det skal nok gå."
   "Ja, det tror jeg da også, du har været en stor hjælp."
   "Alt for dig. I det mindste var du ikke bagude med huslejen, det havde været værre."
   "Du har helt ret."
   De satte sig roligt ned og snakkede familieaffærer, de var enige om ikke at fortælle dette til deres forældre.
   Johnny var lettet. Det var først at få åbnet en ny konto og få aftalt en afdragsordning med den gamle bank, og så på tirsdag at give det nye kontonummer til lønningskontoret. Den første kunne han så betale alle de mange udsatte girokort. Alt var løst nu.
   Jesper ville nu give middag inde i den indre by. Det sagde Johnny ikke nej til, han var træt af de tørre retter på den lokale bodega.
   De gik ned til S-toget og tog det første tog ind til Centrum, hvor de snart fandt et pizzeria. Det var en vederkvægelse at spise, og den øl han drak til, beroligede ham og fik ham til at føle sig ligeglad med det hele. Med isen bagefter måtte han sige, at det var år og dag siden han havde spist så godt.
   Tilbage til forstaden igen og den store grå bygning, men nu tænkte han ikke på penge længere, han var tom for tanker. Det hele var endelig overstået med en rimelig løsning.
   Med den følelse faldt han hurtigt i søvn den aften.
   For første gang i lang tid så han, at han havde et østvendt vindue, der gav ham mulighed for at nyde solopgangen. Han var fri nu, det økonomiske uføre var snart en saga blot. Han stod op og lavede sin morgenkaffe og smurte nogen skiver brød.
   I dag så han ikke gættelegen i TV. Hvor havde han dog lyst til at gå i biografen, nu kunne det snart lade sig gøre..
   Da han gik tur, dansede han nærmest af sted. Fra i morgen var det slut, ingen økonomisk trang mere, ingen gæld, der hang over hovedet. Selv om han næste måned skulle betale mange opsatte regninger, så ville han alligevel kunne klare sig.
   En flok børn legede, den ene pegede på de andre med en plasticpistol og råbte "pengene eller livet?"
   Søndagen kunne være tung at komme igennem, men i dag gik det let. Han havde ikke spillet lotto og var helt ligeglad med det.
   Han ville spise nede på bodegaen i dag. Det måtte han så betale kontant nu. Heldigvis havde han nu de tusinde kroner, som han havde lånt af Jesper. Der ville stadig være nok til at sætte i banken, selv om han brugte lidt penge på dagens ret. Stille og roligt gik han ind for at finde pengene. Han mødte en af de andre beboere på opgangen på vej ind, en midaldrende mand med gråt fipskæg. Han smilede som sædvanligt venligt til ham. Johnny havde altid spekuleret på, hvad han egentlig lavede. Han var ikke velklædt, måske var han ledig. Da han gik hen ad fortovet bemærkede Johnny, at hans tegnebog var skødesløst anbragt i baglommen. Han kunne blive et let offer for en lommetyv.
   Johnny nærmede sig bodegaen og smånynnede lidt. Han trådte ind og den friske duft af træ og øl kom ham i møde. Den ikke helt unge mand, der for det meste serverede, gik ud bagved i det Johnny trådte ind. Han kom ud med et papir vedhæftet flere ark Dankortnotaer fra fluesmækkeren.
   "Det er dine, det her!"
   Johnny stivnede, gåsehuden krøb op ad hans arme som en slange. Han havde helt glemt at tænke på sine køb med fluesmækker.
   "Det er for to måneder tilbage, hvor der ikke har været dækning på kontoen! Er du klar over, hvor mange penge det er for?"
   Han rystede fortvivlet på hovedet.
   "Det er nihundrede og tyve kroner! Det er bedrageri!"
   "Jeg betaler kontant i dag. Du skal nok få dem til den første."
   "Nej, det skal være nu! Jeg kræver, at du kommer med pengene nu!"
   "Så skal jeg hente dem. Jeg har kun en hund med."
   "Så hent dem! Nu er klokken halv syv, og hvis du ikke er tilbage med dem inden halv otte, så ringer jeg til politiet! Kom så af sted efter dem!"
   Johnny forlod bodegaen, han mærkede gæsternes blikke krybe op ad ham.
   Havde han dog bare vidst det, før banken havde spærret hans Dankort. Nu var der intet andet at gøre end at betale manden de penge med Jespers tusind kroner, og så var der intet tilbage at åbne en ny konto med.
   Alt væltede. Skulle han ringe i aften og fortælle Jesper det hele? Han kunne ikke få sig selv til det. I ravende blinde gik han tilbage til lejligheden, han måtte finde de tilbageværende nihundrede kroner. I forvirringen glemte han, hvor han havde lagt dem og gik som en løve i bur rundt i lejligheden.
   Åh, hvor er de dog! Jeg må altså finde dem!
   Hvordan mon det var at sidde inde?
   En tanke slog ham igen: havde han købt noget andre steder inden for de sidste to måneder, hvor de holdt fast ved fluesmækkeren?
   Det måtte han finde ud af bagefter, nu gjaldt det om at få denne her ulv fra døren.
   Endelig fandt han pengene, nu var det med at gå hurtigt.
   Stakåndet som et jaget dyr løb han mod bodegaen. Endelig var han fremme og stod ved disken.
   "Det må du se at komme ud af igen," sagde den ældre servør i en blidere tone, "det er ikke godt, at komme ud på sådan et skråplan."
   "Nej, det er rigtigt," sagde Johnny, mens han stadig hev efter vejret.
   "Skal du have dagens ret for nogen af de tiloversblevne penge?"
   Johnny nikkede. "Og en Grøn Tuborg til."
   "Det får du. Nu destruerer jeg notaerne med brevet fra min bank, så bliver det ikke herfra, du hører noget, men kom nu ud af det rod, unge mand. "
   Johnny sad nu ned og fik sin øl. Den lindrede angsten. Dagens ret var de typiske frikadeller med kartoffelsalat. Han spiste det uden at det smagte ham synderligt. Han havde kun syn for, at det eneste, der kom tilbage i byttepenge var to skaldede kroner. Dem ville de nok ikke godtage som startbeløb på en ny konto.
   Han sad over maden og tænkte efter, hvad han havde købt i de to måneder, og hvor de havde brugt fluesmækker. Han kom til sin lettelse frem til, at det vist ikke var tilfældet nogen steder. Det var Kontanten, der havde skaffet ham alle overtrækkene.
   Men hvad nu? Han havde ingen penge at sætte ind på en ny konto.
   Havde han dog bare ikke ladet sig friste til at betale med Dankort her, fordi de brugte fluesmækkeren! Bare han dog havde brugt af de kontanter, han trak med kortet i stedet for! Hvad nu?
   Han rejste sig, sagde farvel til servøren, der stod ved døren og klappede ham blidt på skulderen. Det var blevet mørkt nu.
   Nu gik hans midaldrende overbo lige foran ham. Tegnebogen sad stadig lige skødesløst i baglommen.
   I den kunne der ligge penge, han kunne åbne en ny konto med. Om det så kun var hundrede, så var det nok.
   Nej, man må ikke den slags.
   Men hans blik var fanget af tegnebogen, han gik stærkere til og halede ind på manden.
   Nej, det må man ikke!
   Men hans blik ville ikke forlade tegnebogen, især ikke da han så kanten af en pengeseddel stikke op fra den.
   Han ville betale manden beløbet tilbage efter den første.
   Med den tanke forsvandt alle skrupler, og han rakte hånden ud for at gribe efter tegnebogen. Han havde den næsten, men da han fik fat i den vendte manden sig om.
   "Hvad fanden! Er du ude på at stjæle den smule penge, jeg har at leve af!?"
   Hans næve styrede målrettet mod Johnnys ansigt, i et kort lynglimt ramte den ham i det ene øje. Smerten gjorde ham hidsig, han langede ud efter manden med begge hænder, men nu haglede slagene over hans eget ansigt, og alt blev sort omkring ham.

Han blev udskrevet næste dag fra skadestuen, et par sting holdt hans ansigt sammen.,men han kom ikke hjem, to fra politiet hentede ham med ordene: "Johnny Nielsen, 30 år, anmeldt for forsøg på lommetyveri."