Søvnen kom ikke.
   Han prøvede at ligge stille, for begyndte han at vende sig for meget, ville hans mor høre det. Hun ville komme og sige: læg dig nu til at sove. Hun fattede ikke, at han aldrig var frisk om morgenen og satte hans sengetid tidligere for hver uge der gik som reaktion på hans konstante søvnighed.
   Hver nat prøvede han at falde i søvn omgående.
   Han hørte uret i stuen. Når det slog to, blev han desperat. Nu var tiden for at stå op rykket nærmere og tiden til søvn kortere. Klokken tre blev det værre.
   Sådan havde hans nætter været i fire uger. Denne nat var det slemt, nu slog klokken fire. Han prøvede at ligge stille som en sten, men snart dukkede lysstriberne op bag gardinet.
   Morgenstund har guld i mund, sang man.
   Vrøvl, tænkte han.
   Dog faldt han hen, men tiden blev væk og hans mor vækkede ham. Han kæmpede for at komme op, kroppen var som dødvægt, der trak ned. Men han klarede den endnu engang og gik ud til morgenbordet.
   - Nu må du tage dig sammen! Skal det virkelig være det besvær med dig hver morgen?
   - Vi er jo ikke alle lige morgenfriske, mor.
   - Men sover du ikke?
   - Jeg kan ikke falde i søvn.
   - Hvorfor?
   - Det ved jeg ikke!
   - Er det alt det fjernsyn du ser? Spekulerer du for meget på det?
   Han svarede ikke.
   - Går du for højt op i nogen af dine interesser?
   Intet svar.
   - Ja, det går altså ikke, vi skal jo have vores otte timers søvn! Og du skal tænke på, hvordan du virker på andre mennesker hvis du går og er søvnig! De tror jo, de keder dig hvis du sidder og gaber. Hvorfor ser vi aldrig Lars mere?
   Nu var gråden ved at komme. Han strittede imod.
   - Ja, undskyld jeg sådan spørger, men det har undret mig meget!
   - Vi har jo travlt med vores lektier.
   - Men du plejer ellers at sige, at det ikke er så meget I har for!
   Han tav igen.
   - Ja, undskyld jeg går dig på klingen! Men det undrer mig.
   - Nu skal jeg skynde mig, ellers kommer jeg for sent.
   Han rejste sig og gik ud og børstede sine tænder og vaskede sig. Han kom i tøjet, ivrig efter at slippe væk fra forhøret.
   Først på vejen blev hans skridt tunge. Han kom i tanke om, at den virkelige fare var derhenne, klassens bøller.
   Og Lars havde for fire uger siden taget deres parti og forrådt ham.