Jeg er så træt af at overtænke alt ting.
Træt af ikke at kunne tænke en enkel tanke til ende.
Træt af at det ikke er min egen stemme der skriger indvendigt.
Træt af at tænke tilbage på hvordan man som barn ikke ville ende.
Træt af at se hvor mørkt og dystert livet endte med at blive.
Træt af alt det man ikke ville gøre, sige, være, og aldrig blive.
Træt af alligevel at ende op som præcis den ødelagte person.
Træt af at se hvordan hvert fucking glansbillede smuldre gang på gang.
Træt af at blive bekræftet i at kærlighed ikke er andet en filmskabt illusion.
Træt af blive ædt op inden i.
Træt af at trække vejret, når det ikke er ens egen ilt der indhaleres
Træt af nedbrydelighed, afhængighed, forsømmelighed.
Træt af ikke at blive forstået.
Træt af ikke at prøve på at blive forstået.
Bare træt.