AFSNIT 1

Julen har engle lyd og det med fryd, roen sænker sig i et yndefuldt og smukt skovbeklædt snelandskab og stjernerne stråler i det smukkeste flot om kap med den runde måne der lader sit blege lys lande på det hvide landskab, der af den vej lyser op i den mørke december juleaften, kun afbrudt af enkelte skyer der på deres vej hen over himlen slipper deres last af snefnug der stille og roligt drysser ned mod den hvidklædte jord og er man heldig, vil et stjerneskud give nattehimlen et ekstra skær og hvis man får øje på det, giver det jo retten til et ønske, der vil blive opfyldt, hvis dette bliver hemmeligt gemt i hjertet.

Den kølige aftenluft summer med ønsker om en glædelig jul, der med venlige fraser bliver sendt på kryds og tværs, af deres jule stemnings fyldte glade passagerer, der med ro i sindene, har ladet julefreden sænke over sig, mens deres forvoksne mede køretøjer, let glider hen over snebeklædte mark eller skovveje og ude imellem træerne lader den fantasifulde barnetro, med små gib i sig tro at her og der ses glimt af små rød hue klædte væsner i form af skovnisser, der bare fylder hjerterne med en kæmpe følelse af julesind og lader kroppen hæve sig til er euforisk tilstand, hvor iveren nærmest får overmenneskelige kræfter til og gøre noget godt for hele menneskeheden og i hvert fald begave familie og de nærmeste venner.

Rund omkring høres klang af bjælder som kommer fra alle de hestetrukne kaner, der kører rund i mellem hinanden på de små skove veje med deres lysende lanterner og i dem sidder folk med deres varme tæpper, henslængt over benetøjer, så den snigende vinterkulde bliver holdt ude. samtidig med klangen fra vedhænget omkring hestens hals, nænsomt i konkurrence med de små landsbyers kirker, der ringer med den reneste klang, fra klokkerne, der lystigt bevæger sig, i toppen af de oplyste kirketårne og som det sidsteder sender stemningen helt i top, står der grupper af unge mennesker på de små bytorve, mens de synger smukkeste julesalmer, jo det er så sandeligt blevet jul i det lille land.

Sådan er det for det meste danskeren forestiller sig den perfekte jul forløber, man kan vel i den forbindelse konstatere af Disneys Juleshow, der årligt vælter ud i stuerne over det ganske land, har sat sine spor i bevidstheden i befolkningen, selv om virkeligheden er en ganske anden, faktisk er det sjældent sneen dækker landet juleaften, plus det vist kun er et fåtal, der er indehaver af en kane og har et par krikker gående i baghaven, eller på vige åbne græsarealer, så det vil nok være et tilfælde hvis der skulle dukke et sådan transportmiddel op, hvis man skulle befinder sig i den fri natur, denne specielle vinteraften.

Hyggeligt er det da og tænke på med denne romantiske form for jul hvor alle lader det gode humør få overtaget og dejligt og tænke på det vrimler med nisser rundt i vores fantasi og denne drømmeagtige tilstand er jo bare med til og gøre højtiden til en medmenneskelig rar tid, hvilket også kunne være tilfældet for denne her familie som vi nu skal høre om, hvor ønskedrømmene var for størstedelen af hustanden, at kunne sygne hen i en juletrance, hvor alt hvad der har med en dejlig juletid, kunne få sindet til og slappe af med alt det højtiden indeholdte, hvis ikke de midt i deres inderste tanker blev revet ud af fantasien med et rungende brøl.

"NISSER!" Rungede det ud over hele huset..."NISSSSEEEEEERRR!!!" Ja det var som om at taget løftede sig flere centimeter over husvæggene ..."Kan vi få fjernet de forbandede kravle-sataner! Jeg vil ikke se dem for mit åsyn, væk med dem, ned med musetrapper, misteltenen, dør-dekorationen og hvis der er et lille bitte kalenderlyset så knækker jeg det midt over", udbrød han, mens han med stormskridt drønede rundt på hele ejendommen og gudnåde og trøste hvis der bare var antydninger af julepynt, eller noget der kunne minde om en nissehue, så blev det omgående destrueret og hvis temperamentet kom helt op og ringe i det mørkerødeste felt, kunne det dobbeltløbede jagtgevær godt blive pillet ned af vægen og derefter brugt mod de eventuelt nedpillede jule aggregater der måtte lave livet, fyldt med krudt og kugler.

Man kunne jo godt forestille sig at vi befinder os et sted hvor verden er af lave, hvor fjendskab og krigeriske fejder er en hverdags begivenhed, men faktisk er vi slet ikke i nærheden af en krigszone, hvor død og ødelæggelse er noget man lever med, nej slet ikke, vi befinder os på et lille landsted på en lille idyllisk eng, hvor kirker i en blanding af romansk og gotisk stil knejser sig på den højeste bakke. Hvor godt folk er hvad de er og hvor man forventer det rene Morten Koch, hvor Poul Reichhard kommer kørende på en grå Messey Ferguson, med en to-fods plov i jorden, alt i mens Tove Maes sidder på bagskærmen og sender forelskede blikke til den store charmør, fordi stroferne om de der fugle som man skal være dus med, vælter rundt om dem, til førsteelskerens sang. Lige her hvor enhver poet ville kunne fremsige vers der lovprise det store højtid som julen jo er for os alle, og ligeså hos familien Hannibal Ovesen, hvor julepynten bliver aflivet i baghaven.

Karl Hannibal Ovesen var navnet på den, hvis tale organ rungede disse fjendske strofer, over for disse små og, for så mange små, charmerende skabninger kaldet kravlenisser. 39 år, familiens alt dominerende overhoved, gift med Vera på 34 og som naturligt for at eftergive sig havde taget sin husbonds mellem og efternavn. Sammen havde de 3 små poder, to af overhovedets eget køn og en lille efternøler som strålede som en lille sukkerblomst og dette nogen gange i en smuk samhørighed når hendes moder fik øje på en "solstråle". Georg, Gunnar og Gyda på 12, 10 og 6 år og faktisk var det meste af årets gang i familien stille og rolig, med masser af kærlighed og overskud . ligesom en ganske almindelig lykkelig kærne familie, med undtagelse af december måned, her var der højspænding og dårlig stemning, hvilket kun kunne spores til Karl H, der blev til en omvandrende krudttønde, når julemåneden holdt sit indtog i det lille hjem, men hvorfor er der en vis fjendskhed, at spore fra vores hovedpersons side over for lidt juleri og i så fald hvorfor er denne modvilje mon opstået vides ikke.

Det var lidt om, hvem vi har med at gøre og hvor vi befinder sig, men nu melder spørgsmålet sig hvorfor og hvordan og hvorfor, se det er en lang historie, som måske startede for rigtig mange år siden, dengang da vores hovedperson var 12 år gammel. En ganske almindelig juleaften hvor familien var samlet, den dejlige fede andesteg med brunede kartofler og en skøn Ris á l'amande havde sluttet middagen af, og nu, efter at dansen var gået rundt om det smukke grantræ, familiens overhoved havde delt de mangfoldige gaverne ud og man nu var alle og enhver i gang med at åbne pakkerne og med den største glæde blev det juledekorerede gavepapir på forskellige måde taget eller flået af de omhyggelige indpakkede gaver.

De obligatoriske Legoklodser var blevet bragt til syne. Samlesættet af en Fokker DR1 trippel plan, fra 1. verdenskrig, den legendariske Baron Manfred von Richthofen også kaldet Den Røde Barons sidste jager fly, et af de "største" ønsker, var også til veje bragt fra samlingen af alle de indpakkede gaver, og nu skulle så det smukke julepapir, med motivet af julemanden og alle hans rensdyr med Rudolf i spidsen som motiv, rives af pakken fra de kære bedsteforældre. Det var en pakke der var set frem imod med spænding, for de havde altid været dem der brugte flest "Pesetas" på de kære børnebørn, og altid på noget som kunne bringe stjerner i et barns øjne.

Men i år var det lige som om at pakken var krympet en "anelse", endog rigtig meget og den virkede heller ikke så kompakt som dens forgængere... men hvad, af med papiret og frem i lyset med indholdet... spændingen var udløst og øjerne blev så store som de største glaskugler på juletræet og ja hvad skete der så var det her Karl Hannibal Julehaderi startede, måske hvem ved? følg med måske kommer svaret i næste afsnit af "Karl Hannibals Juleforbandelse"... fortsættes

AFSNIT 2

Nisser findes de? Jada ... Nisser findes, tro på det - hvis du tvivler, så er det værst for dig selv! Se vil straks ændre adfærd og forvandle sig til drille nisser... så vær forsigtig med din tvivl...

Hos Karl H havde der også været nisser. De boede på loftet i den lille landejendom som nisser bør og gør under normale omstændigheder... og det var ganske vist. De havde også opfyldt deres fornemste kald i denne verden som ægte loftsnisser: At klargøre julestemningen i ejendommen, bringe beboernes julehumør i top og lade stemningen vokse fra de yderste dele af huset, til helt op over skorstenen, så både børn og voksne til sidst fik julelys i øjnene (altså på den gode måde), sådan at julemanden kunne finde på at svinge sin kane neden om og aflægge et besøg, på sin tur hen over nattehimlen jorden rundt den 24. december. Jo, det var stolte loftnisser der boede her under det stråtækte tag. Og de var glade og tilfredse og fik deres belønning i en skål risengrød sat op til dem hver aften igennem hele december.

Alt dette var gået godt i mange år og der var flere succes oplevelser med besøg fra den rødklædte herre fra nord på selve juleaften. Men det fik en brat ende, da familien Hannibal Ovesen flyttede ind på "farmen" så fik det lykkelige nisse liv meget svære betingelser og selv om der var 5 af slagsen: far nisse Gammelmuf på 527 år, mor nisse Mullimuf på 408 år og nisse ungerne: Mollymuf, MidtiMuf og MinusMuf på henholdsvis 197, 137 og 98 år, altså en samlet nisse erfaring på 1367 år, så hjalp dette ikke meget.

Det hele virkede ellers fra starten af den nye families ankomst, til bygningerne med de hvidkalkede ydre mure, som den rene idyl en smuk sommer dag i juli. Karl Hannibal bar sin viv ind af hoved døren, som enhver velopdragen husbond ville gøre. Nu var Vera ikke helt let at bære på, dels havde hun født to "arvinger", godt nok ikke i "dølgsmål" de var sprællevende, men begge var kommet til verden uden for de ægteskabelig rammer, og da nu nr 3 var på vej, havde Karl H besluttet at gøre sin Vera til en ærbar dame, og var på vejen ud til familiens nye bolig lige smuttet forbi rådhuset for at få papir på "sylfiden".

Nisserne havde nok anet uråd, hvis de havde kendt baggrunden, så selv om Karl H nok havde set, men måske alligevel ikke bemærket, den yngste nissepige unge stå med sin nysgerrighed i dør åbningen, da fruen blev båret ind af døren. Han sendte i hvert fald en kærlig hilsen til den lille nissepige i form af et velanrettet vristspark, som sendte Muffeline-pigen op i hjørnet af entreen, hvor hun landede lidt hårdt på en loftsbjælke!!

Et "vink med en vognstang" til nisserne om hvad der var i vente, ville mange vel mene, men de troede bare det var et tilfælde. De kunne jo heller ikke vide, hvad det var der skete den juleaften for mange år siden, da Karl H var tolv år og lige havde åbnet gaven fra de kære bedsteforældre...vi ved det heller ikke men måske får vi svaret i næste afsnit af: " Karl Hannibals juleforbandelse"...fortsættes

AFSNIT 3

Juleaften med glæde og fest. Familien samles og der spise godt, danses rundt om træet og byttes gaver. En dag hvor vi ligesom lader tiden stå stille, graver os ind i de inderste hjertekamre og giver lidt mere ud af vores kærlighed til verden omkring os end sædvanligt.

Sådan var det ikke hos Familien Ovesen.

Karl Hannibal Ovesen, familiens patriark, havde stort haderi til denne højtid og det var, for alle andre end ham selv, totalt ukendt hvorfor.

Hvorfor denne fjendskhed over for juleriet!? Tja det kræver, at vi kigger baglæns i tiden og for at være helt sikre, så starter vi vores efterforskning for mange generationer siden, langt tilbage, helt til den gang Is kappen dækkede det meste af nord Europa. Tilbage til istiden for over ti tusinde år siden, til dengang hvor der altid var garanti for hvid jul...

Se skal vi gå i lige linje ned til denne periode med Karl H 's aner, så bliver det lidt usikkert, men vi vover pelsen...og pelsen var jo det som holdt vores forfædre kulden fra døren. Måske var det mere fra juleindgangen, for i tidernes morgen var det jo så som så med de moderne hjælpemidler.
Manden der opfandt hjulet, og sikkert bliver vildt berømt og rig på det, havde ikke set dagens lys endnu. Næ her var rigdom flintøkser og spyd og noget varm og gå i, ja nutidens rigmands snerpede "koner" ville blive grønne af misundelse over at vide, at det var meget almindeligt at gå med pels på den tid, da temperaturen var under 0 grader i tusinde år, også selv om det nærmest var gør-det-selv pelse man gjorde det i. Tja at gå med pels var noget ganske almindeligt for alle.

Hvor kommer julen så ind her? Tja det kan man kun gisne om, men fakta var jo, at der ikke kunne gro meget mens vinteren havde sit overtag det meste af året. Og det nordligste træ var grantræet og dette kunne jo bruges som pynt (da grønt står godt til hvidt!) og hvis der skulle være mangel på mad, så var det et godt vitamin tilskud...Deraf udtrykket: "så skal træet spises".

Se om det var et tilfælde, at man valgte at holde jul flere tusinde år før Jesus og hans fødselsdag er jo noget usikkert, men det kan jo have været en heldig og fremsynet beslutning, at man valgte denne dag og der er jo nok ingen i dag, der fortryder og ønsker at lave om på dette.

Se det var også sikkert, at dengang spiste man ikke flæskesteg og and på den festlige dag. Vildsvin og rapænder var meget svære at ramme med datidens våben! Næ så var der større rammegaranti på Mammutter! Og når man havde nedlagt én, havde man mad i flere måneder, på grund af den naturlige dybfryser som Istiden havde skabt lige uden for huleindgangen. Besværet værd, selv om tilberedningen af manden var en kende mere besværlig, og der var større risiko for, at der var hår i maden.

Julegaverne på den tid var også meget populære. Her var ingen "bløde pakker" idet flintøkser, pilespidser og keramik var topscoreren over det man gav i gave til sine nærmeste. Pelsen, og andet man brugte fra nedlagt bytte, blev jo brugt praktisk og det var hver mands eje og nødvendigt for at overleve i datidens klimas baske kulde og derfor ikke tænkt på som noget luksus, sådan som godt håndværks-udførte flintredskaber og smukke dekorerede lerkrukker.
Disneys juleshow var der intet af, fjernsynet var jo ikke opfundet endnu, så det var individuelle optræden i hule åbningernes hvælvinger af datidens kreative individualister og hvor det vildeste kunne være hvis de optrædende hulemennesker blev overfalde og slæbt væk af en sulten Sabeltiger.

Men om nogle af de tidlige rituelle traditioner havde noget at gøre med Karl H's Jule vrede, og om det var årsagen til, at han denne her juleaften da han var 12 år og lige have åbnet gaven fra bedsteforældrene, lod sine øjne løbe hen over det der var i pakken, ja ,det vides ikke. Men måske kommer svaret i næste afsnit af: "Karl Hannibals Juleforbandelse...fortsættes...

AFSNIT 4

Forkert eller ej så kom vi nok lidt for langt tilbage i tiden og måske gav det ingen mening, så derfor er det måske en god ide og lige smutter tilbage til nutiden...hel nøjagtigt til det mørke Jylland, hvor fødderne er plantet solidt i den jyske muldjord, hvor en skovl er en skovl og hvis man kalder nogle en spade, vil verberne tilbage lyde nogenlunde som: " det ka du skut sæi da du sæl er et hel rebskabskur, mæ møjgrev og det heeel"
Nr. Snede...det er mørk nat og ingen kan se ...særligt...meget...klokken er 20 minutter over midnat, regnen silede ned med kraftige ryk, der kunne minde om en vandhane der blev åbnet og lukket, samtidig med at blæsten fra det vestlige hjørne, ruskede i hvert eneste hjørne og løste genstand der var at få fat i...
Kurt August Ovesen var navnet.. Private eye eller på godt dansk: Detektiv i privat øjemed, der lige rundet et skrapt hjørne, men alligevel udstyret med en mindre 6 sans og i hvert fald en god portion vilje, hvilket også var ganske nødvendigt, da det at være detektiv i Nr. Snede og omegn ikke er det mest givtige sådan rent økonomisk. Men derfor kan man jo godt være stolt af sin biks, der bestod af en faldefærdig skurvogn, en god 16 rams computer som næsten kørte på jævnstrøm og ikke mindst det 20 års gamle metal blå "folkevogns" Sirocco på 15 tommer lavprofildæk, "just" nysynet og i orden hvilket der kunne få den stolte "forbryder gådeknækkers " hjerte til at banke lidt mere lystigt på en god drengerøvs måde.

Store sager var der jo ikke mange af. For det meste lidt butiksovervågning i den lokale brugsforening, lidt om utro ægtemænd eller kvinder op til jul, efter diverse firma julefrokoster, og så en konstant søgen efter Fru Erna Petersens franske puddel der havde det med af stikke af i tide og utide og især når den, måske med fransk hunde-charme, ville prøve at "nedlægge" Nr. Snedes hundebestand på spindesiden.
Nej, der var meget langt til Bogarts hårdtslående og rå krimi verden, Hercule Poirot's store mysterier det skulle løses på eksotiske steder i verden, Mike Hammers eventyr, med hårdt pumpede damer, hvor "målene er rigtigt "og Lord Peter Wimseys rigmands gåder! Næ, det var vel nok en slags discount-Columbo han kunne karakteriseres som, men dog med en bedre bil.


Men som nævnt, var det en mørk, stormede og regnfuld december nat. Helt nøjagtig den 4. december. Kurt A sad i skurvognen og læste kriminalromaner, Samuel Dashiell Hammett's berømte "Ridderfalken" blev "tyret" igennem for nok 30. gang, dels for underholdningen og dels for at lure nogle fif af i tilfælde af, at man skulle få brug for det. Mens øjne og hjernecellerne arbejdede sig hen og ned af siderne, lød der pludselig et højt "bip" fra den gamle computer, og ved selvsyn kunne han konstatere, at der var mail. Med en rystende hånd, som var en kombination af nervøsitet og måske lidt for meget Bourbon aftenen før, prøvede han at åbne sin elektroniske post.

Første i andet forsøg lykkes det, det var nemlig ikke hver dag at der var aktivitet på "kontorets" elektroniske hjælpemiddel, så øvelsen og rutinerne var det så som så med.
Men brevet blev åbnet og da overskriften lød: "Hjælp os", var det med en glad spænding, resten af brevet blev læst igennem og ordene lød: "Kom til Sjælland straks, hjælp os med at få vores fader og din brormand i julehumør, kom og løs vores mysterium om hvorfor han hader julen! Vi har opgivet at finde svaret! De kærligste hilsner fra dine nevøer og niece."
Kurt A blev blød i alle hjertekamrene, og det tog kun 10 minutter (hvor et par fedtemadder og en six pack cola blev lastet i den nysynede folkevogn), så af sted gik turen af sted til Holbæk-egnen på Sjælland...men om han kan løste gåden om Karl H's Jule haderi og om det havde noget og gøre med den famøse jule aften da Karl H var 12 år og lige havde åbnet julegaven fra bedsteforældrene ,tja det kan være at vi finder ud af det i næste afsnit...fortsættes

Afsnit 5

At være en nisse, er en ting - der findes mange forskellige af slagsen. Men skal man dele dem op i kategorier, så findes der rene drillenisser, skovnisser og så det fineste man kan blive som almindelig nisse: Loftnisse.
Nå ja, så er der den ædle race: "Julemandens hjælpere", men det er kun de meget specielt udvalgte. For at nå så langt, at man bliver ophøjet til det, skal man virkelig ha' udført en helt exceptionel gerning. Men hvis det værste skulle ske, så kunne man ende som vatnisser, hvilket ikke var til at ændre på og en ren katastrofe for en nisse!

En Nisse kan blive meget gammel, flere hundrede år, og er på størrelse, i "højeste" forstand som et 6 års barn og deres liv er meget lig os mennesker. Med familiære bånd, kærlighed og passioner og med følelser for hinanden som en stærk ophøjethed, der binder deres liv sammen.

Opgave fordelingen er jo lige til: drillenisser, det laveste, har kun til formål at drille, begrænsede evner inden for trylleriet og de lever livet i en kuffert og kan blive udstationeret efter Nisserådets velbefinde, på må og få, i tide og utide, ligesom der er brug for det. En drillenissen er for det meste noget en ny udsprunget ung voksen nisse blev, en stilling der lige som skal modne dem, inden de blev gamle nok til at blive gift og stifte familie.

Når man har fundet sin udkårne nissepige og ægtepagten er indfriet, så bliver man udstationeret som Skovnisser og dette er her de fleste nisser forbliver hele deres liv. Opgaverne er ikke mange og ikke særlig udfordrende. Man skal sørge lidt for, at dyrene i skoven har det godt og ellers bare være der, og sætte lidt gang i folkesagn og holde mysterier og overtroen ved lige over for os mennesker. Vi skal af og til kunne ane en rød nisse hue her og der, når vi går en tur i skoven. Ellers et ret kedeligt og rutinepræget nisseliv.

Hvis man er en heldig nisse så får man chancen for at blive loftnisse i en landejendom! En loftnisse har et meget varieret liv, med julemåneden som et af højdepunkterne, hvor der kan falde risengrød af fra husets beboere. Opgaverne er stadigvæk de samme som en skovnisses, men med stærkere trylleevner, drillerier må bruges, men dog kun som sidste udvej, når der skal opnås noget, og det kan der godt blive brug for til deres vigtigste opgave: "At få julehyggen til at fylde "huset" og dets beboere, fra kælder til kvist, fra isse til lilletå!". Lykkes det, så julens ånd bare syder og bobler, så er der chance for, at selveste julemanden slår et slag forbi på selve juleaften, hvilket betyder, at loftnisserne bliver forfremmet til selveste julemandens hjælpere, det højeste en nisse kan komme!!

Hos Karl H havde der sørme været nisser, som tidligere fortalt, men de havde prøvet alt, lige fra det gode til det mindre gode og i sidste desperate forsøg drillerier, men dette uden resultat, for hver gang Karl H i julemånederne så noget der mindede om en rød nissehue, trænede han sin sparke teknik på en måde så enhver stjerne angriber fra fodboldens verden, ville blive røde i hoved af misundelse over den præcision, når han med sit veludført spark sendte de stakkels nisser op på diverse lofts bjælker i på gården, dette var blevet ejendommens loftnisser for meget, så de havde taget konsekvensen og selv degraderet sig til ganske almindelige skovnisser, og levede nu i stor skam dybt inde i en mørk skov, langt væk fra Karl Hanibals lidt bizarre form for "fodboldtræning"

Skamme var stor og især omkring juletid kunne minderne om den søde juletid fra før Karl H og Familie overtog den lille husmandsted, fra dengang hvor tidligere ejere, serverede nissegrøden på loftet, hvor duften af nybagte klejner fyldte hver eneste krog og julens salmer og sange strålede om kap med julestads, tændte julelys og stjernen i toppen af juletræet på selve juleaften.

De havde været så tæt på og blive forfremmet til Julemandens hjælpere og havde bare en enkelt juleaften tilbage for at bevise deres værdighed over for selveste julemanden, en enkelt vellykket jul var hvad der skulle til før de kunne opløfte sig til det største man som nisse kunne opnå og alle sejl var sat til, julens komme var klar til og indtage det kære hjem, men desværre for de stakkels nisser var det lige netop denne jul hvor Karl H overtog skødet på landejendommen og hurtigt efter var der dømt skovnisser og vejen til Julemandens værksted lå langt borte.

Ak og ve tiden var for kort til og lykkes og den kære nissefamilie nåede aldrig at løse gåden til Karl Hannibal Ovesens Julehaderi, med stor sandsynlighed fordi de heller ikke de viste, hvad det var der skete den famøse juleaften da Karl H var 12 år og lige havde åbnet gaven fra bedsteforældrene... Måske kommer svaret i næste afsnit...

Afsnit 6
Lad os summere op:

Vi har en Julehader Karl H som lever sammen med sin kone Vera og deres 3 børn Georg, Gunnar og Gyda som havde sendt en mail, med opråb om hjælp til deres onkel Kurt A, som var vaske ægte jyllænder som dog ikke havde magtet og havde "genet" i blodet, det der betød mange jyske ungersvende valgte at blive politibetjente, derfor blev hans valg, at blive privat detektiv og som strakt slap opgaverne om Fru Olsens Franske puddels bedæknings behov og nu var på vej til Sjælland, for at komme til undsætning og løse mysteriet der plagede hans brormand.

Et forsøg på at finde den direkte årsag, har vi at kaste os langt tilbage i historien. Kigge lidt på, hvad en nisse egentlig er og hvordan de har opgivet at få julestemningen tilbage i familien Ovesens hjem og i den forbindelse var flyttet tilbage skoven for at leve som skovnisser for at undgå og blevet degraderet til den laveste nisseform de sølle vatnisser.

Vi har været tilbage og set lidt på tiden omkring, da den nygifte Karl H sammen med sin udkårende, flyttede ind i ejendommen, hvor der igennem de forrige ejere der fra generation til generation med loftnissernes hjælp, havde været julestemning kælder til kvist, hvilket næsten havde forfremmet de kære nisser til julemandens hjælpere.

Årsagen til vores hovedpersons jule haderi er vi på ingen måde kommet nærmere, udover, at det hele ser ud til at vende tilbage til denne juleaften da Karl H var 12 år og lige havde åbnet gaven fra bedsteforældrene. Men hvad skete der egentlig den der famøse juleaften? Lad os prøve og kigge tilbage og granske lidt i denne julekomsammen der foregik hos de ældste medlemmer i familie Ovesen klanen på faderens side.

Det hele startede med at familien kørte hjemme fra og satte kursen syd på til Vordingborg, hvor bedste forældrene boede. I dette år var det nemlig her at "slaget" skulle slås", her at hele den pukkelrykkede familie skulle deltage... den fine del fra "kjøvenhavstrup "og de mere enerådige fra det jyske, krydret med Sjællænderne i midten, der var meget jordnære, men havde et ligeså meget bondsk sprog der ikke ligefrem gav engle lyde i snuderne fra hovedstaden og beboerne fra "den tyske badebros " øre..

Men juletiden er jo tiden hvor man mødes i fred og fordragelighed og lige giver den lidt ekstra i tolerancen over for hinanden, og selv om forskellighederne familie medlemmerne imellem, så var det ikke værre end når de drilske kommentarer, der kunne komme, når man mødes i festligt lag, blev sagt på en kærlig ment måde, der på ingen måde stak så dybt.

Spænding blandt de tre brødre: Karl Hannibal, Kurt A og Knud P var stor som altid og når julen blev hos bedsteforældrene i Vordingborg var der med garanti for at det hele fik lidt ekstra" julelyd" for der blev ikke sparret på noget som helst, her var julen noget der skulle fejres med størst mulig festivitas. Her nåede juletræet med garanti helt op til loftet, der var plads til mange julegaver undertræet og denne del plejede også størrelsesmæssigt og vokse lidt, julemad i lange banen lige fra man trådte ind af døren lillejuleaftens dag til man forlod hjemmet igen 3 juledag, jo der manglede intet, her var liv og glædelig julestemning, der også var med til og få spændingen til og stige hos de tre brødre, det var bare så stort og holde julen hos de kære bedsteforældre.

Den spænding kunne dog ha' været større, hvis ikke lige de tre "forbrydere" havde alene hjemme en aften, et par dage før og her havde drengene fået en forfærdelig trang til og til at lede efter de julegaver som deres forældre havde købt til dem og som de jo naturligvis havde gemt et hemmeligt sted, så de små poder ikke skulle kunne finde dem, hvis de i så fald skulle få den tanke at lede efter pakkerne.

Men fristelsen var for stor og med stor omhu og stor ihærdighed bar deres anstrengelser frugt og det lykkes at finde de gemte pakker der med stor møjsommelighed var indpakket i det fineste julegave papir, hvor små englebasser var påtrykt gavepapiret i stor kontrast til den handling som de tre "slyngler" var i gang med og udføre. Måske var denne vellykkede efterforskning og søgen, havde gjort at Kurt A, senere havde valgt at gå detektiv vejen.

Til deres store glæde var deres fælles ønske til forældrene om et stk. bondegård i miniature, med traktorer, mejetærskere og andet der redskabsmæssigt er en nødvendighed på en rigtig landejendom plus selvfølgelig diverse dyr: de røde danske malkekøer, heste, grise, geder, får, ænder og gæs, høns og hvad der nu ellers hørte til i virkelighedens landbrug.

Den store gave var efter undersøgelsen, pakket fint ind igen, så det ikke kunne ses at der havde været "ubudne" gæster i den så forældrene anede ikke uråd., så derfor var det den rene idyl da den glade og forventningsfulde familie ankom til det julesmykkede hjem hvor hele festivitassen skulle løbe af stablen.

Kys og kram blev uddelt og glæde synet familierne imellem var stor og det hele så ud til at blive en fantastisk aften, hvor udtrykket: "hjerternes fest" ville blive printet med tykke bogstaver, slå ind i en stor bautasten, med en kraftig hammer og mejsel.

Ja alle pile pegede i mod den rene succes og en aften hvor glæden ikke kunne blive større, hvor alting ville gå op i en højre enhed og hvor efterskriften kun kunne være ordene: enestående oplevelse og bedste juleaften nogen sinde:... men hvordan endte det, var det nu den juleaften hvor årsagen til jule haderiet startede, for det var jo der den omtalte pakke fra bedste forældrene som Karl H, lige havde pakket ud og måske er løsningen til gåden om han Julehaderi, måske vil vi få svar i næste afsnit,

fortættes

Afsnit 7

Julen er hjerternes fest og en højtid hvor vi konsumere en masse god mad, i hvert fald set ud fra et traditionelt synspunkt. Flæskesteg, and eller gåsesteg er blevet indtaget hvert år på selve jule aften hos de fleste familier og dette i så store mængder at man skulle tro det var rigeligt til og holde den gående i dagene efter den 24. december, man nej, diverse julefrokoster både før og efterjuleaften betyder at vi "æder" os igennem tonsvis af madvare, og dette i en hastighed, hvor kalorierne nærmest køre racer løb igennem ens legeme.

Lige fra den spæde start, da vikingerne fejrede vinter solhverv, hvor de festede på grund af lyset vendte tilbage er der blevet spist og drukket igennem og da den gamle nordiske tradition blev blandet med den kristne tro,

Det de tilrejsende munke, der kom sydfra for og sprede det kristne budskab, gjorde var og ligge jesusbarnets fødsel omkring denne højtid. Dette gjorde omvendelsen til anden trosretning lidt mere spiseligt for de barske vikinger og den kristne og efterhånden som tiden gik op igennem middelalderen og til nutiden, udviklede julen til det vi kender i dag og hele tiden har dette og spise lidt ekstra i højtiden fulgt med.

I vore modernede tider er der en masse lære og ikke mindst frelste personer der prøver at få os til at lægge madvanerne om også når det drejer sig om vores højtider.
Men til jer vi budskabet være:" hold nallerne fra vor flæskesteg, lad og indtage anden eller gåsestegen i fred og lad julens måned være en festlig tid også når det gælder madvanerne. Der skal indtages og fyldes med julebagværk, chokolade overtrukken marcipan og den fede sovs skal flyde i "floder".

Dette skete også juleaften hvor vores hovedperson, Karl H var 12 år og familien var samlet hos bedste forældrene. Der var slik i lange baner og ligeså med brunekager, pebernødder, vanilje kranse og klejner og det var af den hjemmebagte slags. Anden og flæskestegen blev spist med stort velbehag, denne juleaftens værter havde bestemt sig for at servere begge slags "favoritter" fra den kulinarisk verden i dette i et sandt "overflødighedshorn", nej der manglede intet og der var masser i overskud til 1 juledags store julefrokost.

Og som traditioner bør være rundede man hele middagen af med en dejlig gang hjemmelavet Risalamande med en skøn hjemmelavet kirsebærsovs og dette selvfølgelig med en mandel dybt begravet i fadet, hvor med denne jule dessert blev serveret i den person der fandt den i sin portion, ville blive begavet med et stk. mandelgave.

Det pågældende jul var det kreatøren af juledesserten, den kære bedste mor der var den heldige, men med en elegant og hurtig "hånd" lod hun en mandel "falde" ud i de kære børnebørns portioner, mens hun selv lod sin mandel synke til mavesækkens dyb og med denne uselviske handling fik alle ungerne og dermed også Karl H en velsmagende grisebasse af den reneste marcipan til senere indtagelse, hvis der altså kunne klemmes mere ned i mavesækken.

Så kom det værste der fandtes som barn på en juleaften, ventetiden til gaverne skulle deles ud. Først skulle der ryddes af bordet og vaskes op og dette føltes som en evighed for de forventningsfulde unger, der syntes de vokse brugte alt for lang tid til og rengøre servicen og de brugte køkken redskaber, som barn kan man jo ikke se det rationelle i at få al det brugte service rengjort så der kunne genbruges til de næste dages fortsættelse af ædegildet.

For at ikke det skulle være løgn, så skulle man også vente uden for stuen på at Bedstefar havde tændt jule træet efterfølgende virkede "spadsere" turen rundt om juletræet samtidigt med at julesamler og sange blev sunget af mere eller mindre gode sangstemmer, som en evighed, ja det virkede, fra et barns synshøjde som det rene totur, at bare gå rundt og høre på "falske" strofer" fra de voksne stemmebånd, mens pakkerne under træet bare køre forbi de kære smås forventningsfulde øjne,

Endeligt var ventetiden over, den bedste tid på aftenen ventede, nu skulle gave uddelingen til at begynde, troede de tre drenge, men ak lige som det hele skulle til og løbe af stablen, så blev alle de glade tanker om de rare ting der lå i pakkerne, afbrudt af Bedstefars stemme: "hør hvad var det" Udbrød han..."jeg tror der er nogen ved hoveddøren" fortsatte han " måske er det julemanden?

En Julemand, jo det var sørme også en tradition juleaften hos Bedsteforældrene i Vordingborg. Denne rødklædte kanekørende gaveudbringer, som brugte en flok rensdyr, med en rødnæseklædt en af slagsen, der skulle lyde navnet Rudolf i front, kom lige forbi på den årlige tur jorden rundt med udgangspunkt fra den grønlandske sneklædte verden nær nordpolen.

Selv om de tre drenge efterhånden havde fået en alder hvor troen på denne lettere korpulente gaveformidler med stort hvidt skæg ikke mere var tilstedet så syntes de voksne at dette hørte med hver eneste jul og for og glæde spillede drengene med på legen så godt de nu kunne.


Det kunne være lidt svært og holde masken for denne "Ho Ho" gækkende fantasi foster havde også en kraftig hosten som mindede meget om Onkel Egons tobakshoste der nok var kommet af årelangt forbrug af grøn Cecil, også var den entre ind af døren den rødklædt herre, med nissehue og vat skæg og en gavesæk over skulderen, hvor på der var påtrykt: "Dansk Kaffekompagni, gjorde ikke helt uden lidt slingren på balancen eller sagt på en anden måde: "En julemand der ikke var helt upåvirket og lugtede og duftede og mindede meget om Onkel Egon,

Denne onkel, som af provision var postbud, blev pludselig uden varsel, efter afrydningen og opvasken efter indtagelsen af julemaden, blev ringet op fra Postvæsnet og kaldt på job, for at bringe nogle eksprespakker ud, så ud af døren smuttede han med masser af beklagelser og et løfte om at være tilbage så hurtigt som muligt.

Dette skete hver gang julen foregik hos bedsteforældrene på faderens side og altid godt og vel en halv time før sag Julemanden fra det kolde nord aflagde besøg hos familien Hannibal Ovesen og om det var fordi onkel Egon altid skulle være julemand eller om det var den gave fra bedste forældrene som senere på denne aften, hvor Karl H var 12år, blev pakket ud var årsagen til hans jule haderi... ja det kan være at svaret kommer i næste afsnit... fortsættes.

AFSNIT 8

Juleaften i Vordingborg hos bedsteforældrene. Karl H var 12 år og hele hans "pukkelryggede" familie fejrede højtiden sammen, maden var konsumeret, der var blevet taget af bordet og opvasken var klaret og selv om det blev klaret i et passende tempo, så var det som om tiden stod stille, det følte Karl H og hans to brødre, samt alle de andre af yngre årgange som var til stede, det virkede som en evighed inden man kunne kaste sig ud det som gav julelys i de små poders øjne, nemlig det der lå klar og ventede under træet og med deres farverige indpakning, strålede om kap med de levende lys der på træet var tændt.

Ja den fede julemad var konsumeret, opvasken taget, bedstefar havde tændt de små stearinlys der nøjsomt var fordelt rundt omkring på det symmetriske juletræ og dansen rundt om den ned savede Rødgran, der knejste sig fra gulv til loft, var med samler og julesange afslutte og julemanden var ankommet til den lille parcel, hvor spændingen var ved at nå sit højdepunkt - gaveuddelingen!

Som det jo er skik og brug i vores del af verden, så er der altid en af "festens" ældre deltagere der pludselig smutter en lille tur (med eller anden dårlig undskyldning), og ca. en ½ time senere ankommer julemanden, mens alle voksne ignorerer det på faldne i, at den onkel eller farfar der ikke er til stede, minder utrolig meget om den netop ankomne "rødklædte fætter".

De små i juleselskabet som stadigvæk tror på julemanden, tænkte slet ikke over at en flok rensdyr der trækker en kane hen over himlen og lander i baghaven, nok ville afstedkomme en del larm og mon ikke der ville blive prustet og stønnet lidt ude på "landingspladsen" fra de fire bens gevirklædte trækdyr når de lige pausede, mens deres rædklædte herre foretog et besøg og var der ikke noget om at "Santa" faktisk landede på hustagene og smuttede ned igennem skorstenen i sene nattetimer når der var ro i hytten. Men det skulle man nok ikke lige tænke og de små forventningsfulde poder var nok så spændte at de slet ikke kunne sammenligne det de så i fjernsynet og det ankomne julemand der stod juleaften, lyslevende foran dem.

Dette var netop det der var sket der hvor Karl H og hele hans "pukkelryggede" holdt jul. Der stod et stks julemand med rød badekåbe og nissehue og et skæg, der godt kunne være fabrikeret af en pose vat fra den lokale købmands sortiment af hygiejne sager, var placeret sådan nogenlunde fra næsen af og nedad, fastgjort med en halv rulle dobbeltklæbende tape. Et syn der kun nogenlunde levede op til den smilende og varme julebamsefar der blev portrætteret i diverse julefilm som i højtiden i en lind strøm drønede ud i stuerne fra de tændte tv-skærme.

"Ho-Ho-Ho!", lød det, og det var jo sådan julemanden plejede og udtrykke sig når han ankom, men der var noget der ikke helt stemte her, personen der stod i stuen virkede ikke helt rigtig. Højden af Onkel Egon var der, størrelsen af Onkel Egon var der og lugten af onkel Egon var der sørme også. Men der var lige som en enkelt lille "tanke" til stede om, at der var noget galt her, noget som ikke helt passe sammen med helheden om Onkel Egon.

Alle kunne mærke det, men slog det hen, for selv om julemanden snakkede svensk, så var det jo nok en del af måden den kære Onkel Egon gjorde det på, når han gav den som "Tomten". Og han havde jo også lige været nede omkring Café Perlen og skåle julen ind med "de lokale", så det var nok også stemningen derfra, der gjorde at dialekten gik mere over i den man kunne høre hos vort mere "drikfærdige broderfolk" hinsidans Øresunds broen.

Men tingene virkede dog mere og mere underlige! Timingen var ikke helt på plads, og det var som om vores julemand ikke var helt hjemme i sine sager. Han brugte forkerte navne og ind imellem tabte han tråden, som om han var lidt på vildspor... Og pludselig lød det igen: "HO-HO-HO!", og ind ad døren kom et StK's ny julemand, der også passede i Onkel Egons højde, størrelse og kropslige dufte, denne bragede, nej nærmest snøvlede, ud: "Er der nogen søde børn til stede?"... og så fald stilheden på, da øjenkontakten med den anden julemand i den julepyntede stue indfandt sig.

Der blev helt stille i den julehyggelige stue, en bombe kunne være sprunget ude på gaden uden nogen ville reagere, alle i lokalet sad med åben mund, meget måbende og det var som om tiden fuldstændig gik i stå ja stilheden var nærmest larmende, det hele virkede en kende mærkeligt, to julemænd på en gang, dette var vist ikke helt normalt, i hvert fald ikke når der skulle uddeles julegaver.

Der kom øjenkontakt og de to julemænd gik langsom mod hinanden og man fornemmede en vis spænding og lidt "pisse territorium af" og mens de to "barnefantasifostre" langsomt bevægede sig rundt omkring hinanden og vidnerne til skuet, sad tilbage med bange anelser om at der var næveudveksling i spil her, at det ville ende i regulært slagsmål.

Hvilket skue, de små julemands tilhængere gjorde store øjne og frygten lod ikke deres tåre så langt væk og de voksne familiemedlemmer, kunne med god grund frygte i fremtiden ville de få deres besvær med at fortælle deres afkom om den gode julemand højt fra nord, der kom med gaver til en, hvis man gennem hele året havde opført sig eksemplarisk, ville falde fuldstændig til jorden, hvis hele det fantastiske skue ville ende med, at de to rivaler kom i korporlig nævekamp!!

Dette var noget af en uforudset udvikling, to julemænd på samme tid og måske i et korporligt slagsmål. Var dette årsagen til Karl H's Jule haderi? Det får vi måske afsløret i næste afsnit... fortsættes

AFSNIT 9
Peder Christian Frederik Faber. Manden bag "Høj fra træets grønne top" en budbringer af julens stemninger den sang er en hyldest til selve Juleaften, hjerternes fest, familien oven på en stresset måned hvor alle skifter ham fra og være lidt små psykopater og racer rundt i et evigt umenneskeligt tempo, til tonerne af digterens: "sikken voldsom trængsel og alarm" samles og endelig lader julehyggen falde over sig... men lige her i Vordingborg er stemningen steget meget i den uhyggelige retning.

Højspænding i den varme julestue er steget kraftigt alle sidder med mundvigene helt nede på brystet og ikke mindst ungerne er målløse, for hvordan er det lige deres største idol fra Grønland, den hyggelige "gammel far" i rødt og hvidt opføre sig og så oven i købet to af slagsen for de ved godt at et år hvor man opføre sig eksemplarisk, udløser julegave, men lige her virker det som om at den tese er ved og ryge af fløjten.

Hvordan kan man som barn se fornuften i at man skal opføre sig ordentligt, når hele to rollemodellen i julekostumet, er i gang med og puste sig op, over for hinanden, det kan være meget svært og forholde sig til når man kun er barn og bare vil have en dejlig julegave og tankerne går i mod også er der pludselig lagt op til "hanekamp" måske direkte slagsmål mellem de to rødklædte julemænd.

Hvad der lå forud for dette skue var for bedsteforældrene en gåde, ingen af den havde bestilt en ekstra julemand, de havde jo som altid onkel Egon, men det var svært og tænke helt klart og tankerne lå nu også mere i det frygtelige der kunne komme til og ske og alle virkede meget handlings lammet og ungerne var målløse og kunne slet ikke forstå hvordan der kunne være to af slagsen, der plejede jo kun og være en Julemand og når denne dukkede op betød det gaver og ikke slagmål.

De to julemænd listete rund om hinanden... ingen sagde noget, kun dybe åndedræt kunne høres, mens de kiggede hinanden dybt i øjerne og pludselig som lyn fra en klar himmel gjaldede det ude over hele stuen: "JØNSSON", lød rungede det og dette var fra den "rigtige" Onkel Egon, som fortsatte: "Hvad laver du her, gamle ven??".
Bare dette, at den kære onkel kendte den "falske" julemand, løsnede op på spændingen og med ét var stilhed blevet afløst af latter over den komiske situation, at der var ankommet to nisseklædte herrer, der begge udgav sig for at være kanefører af transportmidlet med Rudolph rensdyr som føreren.

Det viste sig, at Magnus Jønsson, som den svenske "Tomten" hed, havde været på Café Perlen på samme tid som onkel Egon, og at de havde skålet og af drukket adskillige jule fadbamser sammen. Det havde resulteret i at retningssansen var gået lidt fløjten, og derfor havde hr. Jønsson taget fejl af højre og venstre, da han skulle udfylde sit hverv som julemand i huset på den anden side af vejen, hvor en bornholmsk familie, med svenske aner, boede og holdt deres juleaften.

Alle de voksne var lettede, og Jønsson forlod selskabet i hast for at uddele gaver på den anden siden af vejen. Men ingen af de voksne lagde mærke til hvordan børnene tog det, og kom sig over denne her mærkelige og meget stærke julefølelsesmæssige oplevelse.

At der pludselig var to julemænd kunne jo godt ryste nogle små barnesjæle og spørgsmålet om, hvorvidt der fandtes en julemand måtte ha fået et psykisk knæk. Men om dette havde noget og gøre med Karl H's fremtidige Jule haderi vides ikke. Han havde jo stadigvæk ikke pakket gaven op fra bedsteforældrene denne her famøse juleaften, da han var 12 år gammel, måske kommer svaret i næste afsnit af: Karl Hannibals Juleforbandelse

fortsættes

AFSNIT 10

To Julemænd og den ene oveni købet en vaskeægte svensker, se dette skue og selv om trådene blev reddet ud så måtte det havet sat et udviskeligt indprentet præg i de kære små poders bevidsthed og uden alle omstændigheder så havde det givet et uudsletteligt minde som altid ville sætte denne juleaften som en af dem man huskede til evig tid.

Istiden og stenalder ved vi som nævnt ikke meget og længere frem i tiden dyrkes solens tilbagekomst med nogle gevaldige fester, hvor der nok flere gange var mennesker der blev skåret i småstykker og ofret til gudernes gunst om at lyset skulle vende tilbage og her på vores breddegrader.

Dengang kende vi ikke meget til Jesus drengens fødselsdag før engang i den tidlige middelalder, hvor det udviklede sig sideløbende med vores Solhvervs fejring. For til sidst og smelte sammen til den højtid som vi kender i dag.

Selveste julemanden hedder jo i virkeligheden: Sankt Nikolaus og kom fra Tyrkiet, hvor han levede omkring 300 år efter ham det hele handler om blev født, en biskop der havde for vane og dele gaver ud til de fattige. Han var lidt af en "Supermand" der har formået sig at bredde sig rundt, til flere religioner, ikke mindst på grund af sin ophøjede status som helgen inde for den kristne verden.

Julemand i det hele taget, en rødklædt "fætter" som slet ikke var rød og i øvrigt overhovedet ikke var med i den spæde start. Han har igennem tiderne posteret flere forskellige farver, for det meste i gult og grønt, den røde farve er blevet brugt enkelte gange så en farverig person har han været i tiden han har haft sin gang på jorden.

Det røde kostume blev han først for alvor klædt i af Coca-Cola i en reklame engang i 20'erne, Bestemt efter deres logofarver og siden er blevet til den julemand vi kender i dag, hvor han er blevet en stor del af julen over hele verden hvor der holdes jul, kendt og elsket af alverdens børn der bare glæder sig i julen til, at han kommer forbi en julegave.

Efter han er flyttet han jo ind i hans nuværende værksted på Grønland som jo må være noget af en omvæltning for en emigrant fra Tyrkiet som er hans oprindelige fædreland, måske derfor han har tillagt sig en større korpus med en større fedt reserve og har valgt og tilegne sig den varme røde dragt, med hue og sorte scooterstøvler kreeret på Coca-Colas reklameafdelings kontor i Atlanta U.S.A.

Forskelligheder er der også opstået, efter på hvilken måde, de enkelte landes måde at holde jul på og ligesom et kært barn har mange navne er dette også tilfældet, lige fra Santa Claus i USA til Babbo Natale i Italien og så er diskussionerne omkring julemandens værksted og bopæl en højlydt affære, Nordpolen, Finland og Rusland er blevet nævnt, men lige meget hvad andre mener, er det os i lille Danmark har helt styr på den sag, han bor på Grønland og dette er helt hundrede procent korrekt og slet ikke til diskussion.

Stor forskelighed har der også været hos Karl H's families julefester. Forskellige julemænd var kommet og gået i tidens løb. Onkel Egon er nok den der blev brugt mest og dette kan der faktiske ikke gives en forklaring på, men traditionen er det blevet sådan og måske er det fordi han netop sådan på det kropslige matchede den rødklædte kaneføre.

Karl H's far var det adskillelige gange, især i Karl H's spæde ungdom, fra tiden dengang hvor julen for ham var stort, ja faktisk det største der fandtes, jo barnetroen var der hos den lille purk, men måske fik troen allerede et knæk en 1 juledag hvor far og søn var sendt ud og køre et ærende og det pludselig lød fra den 6 årige Karl H, da et par fodtøj kom til syne bag bagsædet i farmands Ford Zodiac Stationcar: "farmand Julemanden har de samme slags træsko som du har" og selv om resten af julemands dragt der blev benyttet dagen før ikke kom til syne så må opdagelsen ha' gjort indtryk på den lille purk.

Året efter gjorde den nu lidt ældre Karl H's nok store øjne da der nu var besøg fra det lidt mere "yderlige" inden for familiens grene, "Tante" Bjarne og "Onkel" Anneli havde taget turen fra et kollektiv der lå i det sydfynske. De var meget anderledes og set fra et barn synspunkt måske meget mere spændende end almindelige "grå" voksne.

"Onkel" Anneli var måske lidt "grå" idet hun gik i herretøj, men det virkede meget lidt spændende, da det var milevidt væk fra de andre kvinder i familiens måde at gå klædt på, Så var det nu alligevel mere anderledes med "tante" Bjarne, Hans måde at være på udskilte sig i den grad meget fra de mandlige familie aner Karl H kendte.

"Tante Bjarne var på den tid omkring de 30 år, ca. 2 meter høj rødhåret med et kraftigt fuldskæg i samme farve også gik han i høje hæle og en plisseret nederdel. Selv om de var søde og meget sociale anlagte og meget humoristisk anlagt så kunne synet af en julemand med rødt skæg, rød badekåbe og 10 cm. høje hæle og som samtidig snakkede med en meget feminin accent, sagde ikke HO HO HO, men HI- HI-HI og havde lidt bløde håndleds bevægelser, godt bringe et barn tro om den sagnomspundne herre i rødt på prøve og selv om Tante Bjarne var en yderst fredelig sjæl, så kunne det synet af ham i kostumet som "Gaveuddeleren fra det høje nord" nok ha virket meget overvældende.

Om dette havde en del af grunden til at den voksne Karl H på et tidspunkt fik den fjendske holdning til al juleriet vides ikke...måske kommer svaret i næste afsnit af: Karl Hannibals juleforbandelse...fortsættes

AFSNIT 11

Men af alle Julemændene, var det Onkel Egon der var den mest benyttede Han var en gut der havde hjertet på det rette sted, okay han var lidt tørstig og elskede at se sport i fjernsyn, hvilket også var den form for motion han dyrkede, krydret med spilleriet på fjernbetjeningen når der skulle skiftet mellem Fodbold, Håndbold og Formel 1.

Så var der hans kone Tante Oda, der som kvinder dengang, var en personlighed bag manden i huset som godt nok opførte sig som en "husets herre", men egentlig så var det Oda der "havde bukserne på" i hjemmet, hvor hun gik fra den nygifte frue til der med tiden udviklede sig til og blive en slags oppasser med årene, frem for en rigtig hustru, men bare der var en kold pilsner i køleskabet og indkøb af friske batterier til fjernbetjeningen så var Egon glad og veltilpas.

Hvis man så Oda, så ville man tænke: kvindelige former, med lidt til gården og lidt til gaden, uden man kunne sige, at der var for meget, nydelig pige i 40'erne, men alligevel lidt mut og kedelig at se på, en person der ville blive væk i mængden, hvis man mødte hende på gaden.

Hun var gift på 27. år med Egon i et harmonisk, men noget rutinepræget ægteskab, hvor normer og faste ritualer, der var blevet bestemt af Egon, var faldet på plads i rammerne allerede for en del år siden.
Det hele var delt op. Lave mad, gøre rent, vaske tøj, betale regninger og handle ind var Oda's områder, mens Egon sørgede for at aflevere hyren han hentede i postvæsnet, passe spisetiderne og at sofaen flittigt blev benyttet til fjernsynskiggeri, der jo var en meget stor interesse for ham.

Odas lidenskab lå i at læse lægeromaner og kærlighedsnoveller i ugebladene, mens hendes husbond alligevel var gået ud som et lys foran flimmerkassen, noget som skete næsten hver aften ved 9-tiden.
Så kunne hun hengive sig til de drømme om lidenskab, den evige kærlighed og hed passion, som hun savnede i sin dagligdag. Nå ja, onsdag og lørdag var der da plads til samvær, og det var ham, der mente, at dette var rigeligt for et par i deres alder, og det var kun fordi at det nu var en ægteskabelig pligt, at man ofrede 3 ryk og en aflevering, 5 minutters passion var alt, hvad Egon kunne klare oven på en travl dag og kun hvis der var overskud, hvilket sjældnere og sjældnere var til stede.

Oda syntes da, det var okay; det smagte da lidt af fugl, og Egon var da også et hensynsfuldt menneske. Der var engang, hvor hun rørte lidt på sig, det resulterede omgående i en undskyldning fra hans side, han troede, at han havde været lidt for voldsom. Så han fravalgte den pludselige indskydelses og gik tilbage til de 3 ryk og en aflevering.

Det hele åndede fred og idyl, livet gik sin vante gang i dagligdagen hos Egon og Oda, hvor livet var tåleligt og uden den store forskel, som årene blev kørt igennem som ugerne gik, dag for dag, fra morgen til aften, lige indtil en december aften, den gang i det år hvor Karl H var 12 år. Da brød helvede løs i Egons stilfærdige verden.
Det hele startede med at der var arrangeret vinsmagning i husmoderforeningen tirsdag aften, først i december. Bestyrelsen i foreningen havde fået den ide, i samarbejde med den lokale Brugsforening, at lave et foredrag i vinens verden omkring vine til at jule og nytårs menuen, og til det havde man hyret en vinkonsulent til at lede slagets gang.

Aftenen startede ganske rolig. Vinkonsulenten fortalte og forklarede indgående om emnet, som blev mere og mere interessant, jo flere forskellige vine de fik smagt sig igennem, og efterhånden var virkningen af den alkoholiske gudedrik slået igennem og som der blev fortalt af konsulenten, så kunne det at drikke vin give visse ideer til et lidenskabeligt indslag i ethvert ægteskab eller forhold mellem to mennesker og til sidst, da aftenens arrangement var slut, var stemningen så høj og alle de kære damer var godt oppe og køre, og især Oda kunne mærke, hvordan varmen sensuelt fyldte hendes krop og hun havde fået mod til lidt sjov i gaden.

Hun tog en taxa hjem, varmen fyldte stadigvæk hendes krop, hun kunne mærke den helt ud i de yderste kroge af kroppen og tankerne om den kære husbond, der nu sad henslængt i lænestolen, langtfra vågen men i en dyb søvn, foran sit elskede fjernsyn, ganske udvidende om hvad der ventede ham, var efterhånden blevet farvet i en ren romantisk Hollywood spillefilm, hvor Egon var blevet ophøjet til en ridder i flotteste udstyr, hun kunne næsten ikke vente med og komme hjem til sin "prins på den hvide ganger".

Taxa chauføreren var uden tvivl blevet lidt bekymret over de små lyde der kom fra Oda fra bagsædet af taxaen, men efterfølgende, da han havde sat hende af, blev den følelse afløst af stor glæde oven på den ekstra gang drikkepenge hun nærmest kastede i hoved på ham da de nåede det hjemlige domicil og mens han kørte derfra, låste Oda hoveddøren op på en stille og forsigtig måde, da hun var kommet ind i entreen begyndte hun at smide tøjet og sidst da hun stod i stuen hos den sovende Egon, var hun kun iført trusser og bh.

Hun tog en Rose fra en buket hun havde købt på tanken tidligere på dagen og placerede den mellem sine læber og stillede sig foran gemalen og udbrød på en meget stille og kærlig måde: "Egon, søde pus" var ordnerne hun hviskede i øret på ham.

Han reagerede ikke, hun hviskede lidt højere, og det var som om, at der kom lidt liv i ham, hans øjne kom lidt på klem og nærmeste som stadigvæk lidt halvsovende i en drøm skuede han noget som han ikke i den vildeste fantasi kunne forestille sig. Oda stillede sig foran ham igen og prøvede at se fræk ud, mens hun udbrød, at hun ville vise ham vejen til sine inderste drømme.

Da vågnede han helt, det gav et sæt i ham og han tabte underkæben, mens han fremstammede: "Hvad i alverden har du gang i?" "Det er jo ikke onsdag!". "Hvad har du dog gang i sindssyge kvinde?"
Hun tog fat i hans skjorte og rev den op så knapperne fløj af. Forfærdet fik han revet sig løs af hendes greb og så gik den vilde jagt, rundt om spisebordet så stole og diverse nipsting der var inde for rækkevide væltede eller fløj rundt i lokalet og som den sidste udvej, kastede Egon sig i gennem køkkenlemmen til køkkenet, desværre kom Oda som netop den aften var meget let på tå, flyvende samme vej og med en overmenneskelig fart gik det igen tilbage ind i stuen igen og herfra ud på altanen, hvor hun fik fat i ham.

Hun fik sat et fast føregreb på staklen, der råbte på hjælp til de højere magten ud i nattens friske luft, med den mest hjerteskærende stemme, men der var ingen der hørte ham og han var fortabt og blev slæbt ind i soveværelset, hvor Oda første sine fantasier ud i livet.

Dagen efter sad Egon på sit arbejde, stadigvæk påvirket og lidt rystet, det havde været fyraften, men han turde ikke tage hjem, for Oda nævnte ved morgenbordet, at hun ville handle ind den dag, og der var vin på tilbud i Lokal brugsen.

Så det var ikke bare Karl H der oplevede et traume den december måned det 12 år i hans liv og måske var traumer noget der lå i luften det år og her vi finder årsagen til hans jule haderi ... måske kommer svart i næste afsnit af: Karl Hannibals Jule forbandelse... Fortsættes

AFSNIT 12

Lad os lige stoppe lidt op i fortællingen og prøve og samle trådene.

Vi har en hovedperson, Karl Hannibal Ovesen, der hader jul og det er det der prøves at udrede, "hvorfor" gør han det? Hans familie prøver at omvende ham, især ungerne som har, måtte tage op hvad de engang boende loftnisser havde slupper, degraderet sig og flyttet ud i skoven som skovnisser.
Et StK's detektiv fra nr. Snede var på vej til "djævleøen", Karl H broder, påkaldt af hans brormands unger og nu hostede af sted på tværs af landet, på vej til undsætning.

Et forsøg på at gå tilbage tiden, startende i den sene istid og suppleret op med en juleaften hvor vores hovedperson var 12 år gammel, hvor det "vrimlede" med julemænd, en enkelt med udenlandsk islæt. Skiftende julemænd lige fra en "trans" "tante" Bjarne og den lidt tørstige Onkel Egon, med en lettere forsømt tante Oda, der ind imellem "vågende" som en vulkan i udbrud.

Skal man være ærlig så ser det lidt rodet ud så måske var det en god i det at sådan nærmest starte forfra og denne gang se på Karl H' liv en lige rækkefølge startende fra den dag han blev født.
Se det var en smuk december dag for godt 39 år siden helt bestemt den 11. december. Mågerne skreg og knobsvanerne fløj på kryds og tværs mellem diverse søer og vildtreservater. Der var i området som lå helt ud til en hyggelig lille fjord hvor de små fjordfisker joller, lystigt sejlede rundt og røgtede garn og åleruser.

Hans forældre havde prøvet det allerede et par gange og derfor var det en ren rutine. Som de andre to gange var det ikke planlagt og måske var han ikke kommet til verden hvis der havde været "fri abort", en tanke som bestemt ikke blev diskuteret nu, for når man vælger at springe på hinanden, midt under et dansk lyst spil på en drive in biograf og undfangelsen foregik mellem to ben der bare strittede ud af vinduet, på en Folkevogn model "Bubbel", alt imens Keld og Dirch drønede rundt på filmlærred. Ja så måtte man dengang, da den tids etik og moral ikke rigtigt var til unge enlige mødre, så og sige bare "face the Music"

Det viste sig også at det blev et forholdsvist smukt og tåleligt barn, der til modsætning til dens to brødre kom til verden med lynets hast. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud i denne verden, men som Karl H altid selv sagde, når han blev spurgt om hvorfor det gik så hurtigt i forhold til hans brødres herkomst." Det var rødkedeligt at være der inde! Det eneste man kunne fortage sig var, at skrive sit navn på væggen" og hurtigt gik det og det har det gjort siden.

Hans første jul gik som det skulle, han lå bare der og udførte sin pligt som baby: "at indtage i den ene ende" for så senere "at udtømme i den anden ende". Han bemærkede nok ikke sin røde nisse hue på det lille hoved og tøj rensdyr med en kæmpe rød tud der lå i vuggen som et symbol på at den lille ny skam også skulle mærke at det var jul.

Jo det hele tegnede jo godt for det lille julemåned barn, alt så normalt ud og alle muligheder for at her var en ny juleelsker født tilstede også selv om der kun den første jul af praktiske grunde, havde en kæmpe overvægt af de "bløde "pakker", der var givet til det "nye vidunder" på grund af dennes store forbrug af rent tøj alle de tekstiler var dog kryddert med et pænt antal tøj kramme dyr.

Det at få gaver kunne den lille Karl H nok ikke fornemme noget af, men den evige tagen op og side hos først den ene også den anden, hvorefter det gik som en karrusel tur rundt hos hele selvskabet og derefter blive lagt tilbage i barneliften igen og igen som en eller anden præmie kanin, fra et børnedyreskue, lige hver gang han var ved at nå til drømmeland.

Hvis ikke han blev forstyrret af et hoved med eller uden nissehue som ikke altid efterfulgt med den mest alkoholfrie ånde, der lige stak sit ansigt ned til den lille ny for og udbryde et lille: "Glugle Gugle nåeee lille mand" kunne nok havet givet nogle indtryk i den lilles underbevidsthed og i hvert fald nok kunne få den lille nye kar H, til og tænke på og det bare var muligt og få en lille bittesmule fred til at få lukket sine "glukker" og glide ind i den dybe søvn, med det dejligste drømme, så kroppen kunne få ro til og vokse.

Så den første jul kunne måske være medvirkende til julehaderiet og måske ikke alligevel.

Så vi en stadigvæk tilbage til udgangspunktet, den der jul med de to julemænd og vi må "grave videre" i fortiden for at løse mysteriet der måske be eller afkræftede om det var det der skete da han havde åbnet pakken fra bedsteforældrene...fortsættes