Den mørke skygge havde sænket sig og lå tungt som en tons tung dyne, hen over os. Modløsheden og sorgen fyldte så voldsomt i det indre, men da det så mest håbløs ud, var det som om der kom en lille lysende plet i den fjerne horisont.

Den voksede langsom, det var som om den kom løbende i mod os med raske skridt og da den var ganske nær, lød det som om dens færden i mod os, var omgivet af tonerne fra en smuk lys stemme der sang en munter hymne, der nærmest tryllebandt vores sind og for et øjeblik lettede sorgen i det indre.

Da kom tættere på kunne vi se at det var en lille solstråle der havde trodset mørket og nu standsede op lige for an os.
" Hvorfor står i der og ser så triste ud" spurgte den lille lysende fyr. Vi så meget forundrende på den og svare: "Hvem er du? hvor kommer du fra? hvem har sendt dig afsted igennem dette mørke?

Solstrålen løftede det ene øjenbryn kiggede på os med sit varme smil, hvorefter den med et lille hop satte sig ned over for os, tog en dyb indånding og lod ordstrømmen flyde ud mellem dens læber:
" Jeg er en lille solstråle der kommer fra solen og sammen med mine solstråle venner løber vi hver dag ud fra vores moder og bekæmper mørket når den har haft magten lidt for længe"

Den stoppede op og tog en dyb indånding inden den fortsatte: " I dag er jeg dog kommet lidt hurtigere frem end de andre solstråler og da jeg så jer står her og se så fortvivlede ud, ville jeg lige smutte hen til jeg for at høre hvorfor i er så kede af det"
Vi kunne mærke dens varme, det var som om vores tyngende bånd løsnede sig lidt og lysten til svare den lille smilende ven, føltes ganske naturligt så ordene havde intet besvær med at svare tilbage:

"Vi har mistet vores moder og derfor er vi dybt fortvivlet" Hun fyldte os med så meget kærlighed og visdom og nu ved vi ikke hvad vi skal gøre for at udfylde det tabte i vores hjerter.

Solstrålen sendte os det varmeste smil tilbage og lod atter ordene flyde:

"Tænk på mælkebøtten på en græseng, den kæmper hele livet, aldrig så snart den har spiret for første gang, risikere den at blive slået ned igen. Den gir ikke op, spire igen og selv om den kommer i blomst, risikere den mange gange blive stået til jorden af kræfter den ikke burde kunne gøre noget i mod.

Men den kæmper uden tøven, for til sidst at kunne løfte sin smukke gule blomst op mod himlen, hvor den står stolt og nyder sine sejre over det som vil den det onde. Til sidst udvikler sin blomst til en smuk grå rund krone af nye frø, der ved det mindste pust er klar til og forlade planten, for at kunne sætte sig et sted hvor de kan vokse op og blive til smukke blomster igen"

Solstrålen holdt en pause, mens vi sad og lyttede efter og da den havde sunde sig lidt fortsatte den:

"Nu har jeg jo også besøgt jeres moder, flere gange, igennem årene og jeg ved lidt om hvordan hun har kæmpet i de modgange som har ramt hende, så mælkebøttens historie passer rigtig godt til fortællingen om hendes liv og færden her på jorden.

Hendes krone af frø har hun nu sendt videre til alle hun holder af og hver frø er landet nu dybt, med kærlighed og håb i jeres hjerter, hvor hun vil leve videre så længe, indtil alle har trukket det sidste åndedrag"

Solstrålen stoppe ordstrømmen og gik ind om krammede vores hjerter og inden den forlod os igen, gav den os følgende ord med på vejen: " Husk de mange gode minder I har oplevet med jeres moder, det hjælper altid på sorgen". Og med et lille hop, sprang den op og løb videre ud i verden for at bekæmpe mørket.

Vi kiggede smilende rundt på hinanden og kunne alle mærke hvordan vores hjerter blev fyldt håb og glæde over de gode minder som vores moder havde sat som kærlige aftryk i gennem livet omkring os.

Kære Mor tak for alt

Du vil altid leve med den største kærlighed dybt inde i vores hjerter.