Selv om alt springer ud... og amoriner og hormonerne stiger i mennesker og dyr... alt bliver smukt og skønt og herude på landet med alle de små gårde forventer man at Poul Richard kommer kørende på en grå Messe Ferguson med en to fods Plov og Tove Maes siddende på venstre baghjulsskærm komme rundt om et hvert hjørne, syngende: 'Er du dus med himlens fugle og skovens grønne træer, så har du fundet ud af det der gør livet allermest værd'. Skønt lyder det og alt skulle være den rene idyl, men er der nogen, der har tænkt på, hvad der følger efter der hersens forår.
Vi skal tilbage til den spæde start, når solens stråler får fat og frosten forvinder fra jordens muld, søer og vandløb, så vågner Insekterne. Disse infame snyltere, som kun er til for at planteriget kan formere sig, og det i et sandt orgie at pollen, som heller ikke forbipasserer ubemærket for os mennesker... med en masse vejrtrækningers besvær og løbende næser... Ting, der måske kunne lære og leves med, hvis kun insekterne kunne beskæftige sig med det alene. Men nej, de skal også nå at pine os med stik og bid, bare fordi vi slår efter dem, når de kredser omkring os, og når vi skal sove. Ja, hvem kender ikke den forbandede lyd af en summende myg, når lyset er slukket og man skal sove og fluer, der under middagsluren hele tiden sætter sig på næsen, hver gang man lukker øjet? Og hvem kender ikke en hær af myre og deres irriterende angreb på vores madvarer, når vi er taget på skovtur med hele den kære familie? Godt vi har insektgift, en stor hyldest til opfinderen af disse 'vidundermidler', der hjælper os til at holde denne plage i ave, indtil vi igen kan se vinteren komme og befri os for denne forbandede plage. Når man så sidder i sin varme stue, mens sneen vælter ned uden for vinduerne, sker det at blikket falder på det nærmeste panel, og så fryser blodet til is, for ud under panelets underste kant vælter det ud med myrer...

Næst efter insekterne er der en anden snylter, der vågner så snart solen for magt, for selv om vejret er skønt, fuglene kvidrer, måske ind imellem afbrudt af en måge, der skriger, så skulle alt ånde den smukkestes idyl. Men... under overfladen lure en fare, den værste afslagsen, - nemlig:

HAVEEJERNE.

Så snart der er varslet forår, så vågner dette forfærdelige folkeslag, der på overfladen virker ret almindeligt og igennem hele vinteren lever som os almindelige dødelige, måske en anelse mere triste, - de hader at være forhindret i at komme ud og luge, beskære, plante og sprede gødning. Dette er den direkte årsag til, at der ophober sig en vrede op i deres indre, der langsomt ophober sig for til sidst, når solen smider sine spæde forårsstråler på den golde havejord, så bryder helvede løs.

Aldrig så snart dette sker, haster havefolket fra nær og fjern til det lokale havecenter, som de kaster sig over i et sandt enferno af vildskab i kampen om de første morgenfruer, tagetes og tomatplanter.

Efter at have tyranniseret de stakkels ansatte, der efterfølgende i værste fald, må tilbringe uger på rehabiliteringshjem for at komme sig, så farer de gale amatørgartnere hjem i deres haver for at udøve deres yndlingsbeskæftigelse, - at få jord under neglene. Dette sker samtidig imens de jagter de små søde haremisser, som af en eller anden grund regnes for at være et skadedyr, ud af deres haver og i stedet for dyrker tilbedelsen af snudebiller, regnorme og bladlus, som de betragter som en slags kæledyr, fordi de skulle være til nytte for havens kommende grønsager og urter, hvis disse altså lige overlever 'havefolkets' besættelse om at sprede diverse giftstoffer og vækstfremmende kemikalier.

Når så roen igen er ved at falde over eskapaderne i haven, og det hele står kampklar til en ny sæson, så sker det: En nats frostvejr og det hele er ødelagt... Så sker det at helvede bryder ud en gang til, og de ansatte i havecentrene igen må stå imod presset fra de vanvittige amatørergartnere, - og hele sceneriet kører endnu en tur.